Barnets tarv som kommunal kastebold

Når barnet tabes mellem to stole: hvem har reelt ansvaret for samværet?

Det er en problemstilling, som mange skilsmissefamilier desværre kender alt for godt: at to instanser (kommunen og Familieretshuset) skal samarbejde om at sikre et barns trivsel, men ender med at modarbejde hinanden på grund af forskellig lovgivning.

I et nyere debatindlæg peger to børnesagkyndige psykologer netop på denne systemfejl. De beskriver, hvordan indsatsen for at genetablere samværet mellem et barn og en forælder ofte strander, fordi systemerne opererer ud fra to vidt forskellige regelsæt: ”Barnets Lov” i kommunen og ”Forældreansvarsloven” i Familieretshuset.

Når instansernes logikker ikke mødes

Problemet opstår for alvor, når de to instansers logikker ikke mødes. Konsekvensen er i yderste fald, at barnet tabes i gabet mellem dem.

Som de børnesagkyndige præcist formulerer det:

"Vi står reelt lige nu i den situation, at fagligheden i det familieretslige system kan vurdere, at det vil være til et barns bedste at bevare kontakten til begge sine forældre, og at samværet (...) skal støttes for en kortere eller længere periode. Men når forældre så (...) beder deres kommune om den hjælp (...), kan de risikere, at kommunen ikke nødvendigvis vil hjælpe samværet videre."

De to psykologers konklusion på dilemmaet lyder: ”Det bør fremgå tydeligt af barnets lov, at kommunerne er forpligtede til at yde støtte til samvær i skilsmissesager, når samvær er til barnets bedste, men ikke kan foregå uden hjælp”.

Retssikkerheden må ikke afhænge af kommunekassen

Det er nærliggende at kræve en lovændring, der tvinger kommunerne til at betale. Men her ligger der efter min mening en stor risiko i at gøre barnets retssikkerhed og selve samværet afhængig af den sociale, kommunale indsats.

Vi må ikke glemme den afgørende forskel på de to systemer: den juridiske ramme og selve beslutningen om samvær ligger i Familieretshuset, mens den socialfaglige støtte til barnets generelle trivsel ligger i kommunen.

Når Familieretshuset træffer en afgørelse om, at der skal være samvær, men at det kræver støtte for at være trygt for barnet, er det en juridisk vurdering af barnets tarv. Hvis vi gør det til et kommunalt ansvar at levere dén støtte, gør vi samtidig barnets tryghed sårbar over for kommunale budgetbesparelser, ressourcemangel og skiftende socialfaglige vurderinger.

Familieretshuset skal tage det fulde ansvar

Derfor må Familieretshuset ikke basere en afgørelse på en usikker forventning om kommunal hjælp. For hvis kommunen en dag sparer støtten væk eller lukker kassen i, står barnet pludselig tilbage i et utrygt samvær helt uden det nødvendige sikkerhedsnet.

Løsningen er ikke at tvinge kommunerne til at overtage ansvaret for Familieretshusets afgørelser. Den er derimod, at Familieretshuset skal træffe afgørelse om samvær, og derigennem selv sikre (og finansiere) præcis dén hjælp og de rammer, samværet kræver for at fungere forsvarligt.

Kommunen skal naturligvis fortsat støtte barnet i hverdagen. Men den kommunale støtte skal være et supplement til en holdbar og tryg løsning – ikke en forudsætning for den.