Ny forskning: skilsmissebørns tid med mor og far

En australsk undersøgelse kaster lys over, hvor meget tid henholdsvis mor og far bruger sammen med deres børn efter et samlivsbrud – og på hvad. Og der er en klar kønsmæssig forskel.

Modelfoto

Artiklen blev oprindelig udgivet i ”Skilsmisse-magasinet” nummer 8, 1. februar 2023.

Den australske undersøgelse er lavet af Tomás Cano og Pablo Gracia, og den udkom for et par måneder siden i ”European Journal of Population”.

Der er tale om en undersøgelse, der baserer sig på data fra det såkaldte ”Longitudinal Study of Australian Children” med 10.000 børn og deres familier fra hele Australien.

I denne undersøgelse ville forskerne have et billede af dén tid, som henholdsvis mor og far bruger på barnet efter et samlivsbrud.

Undersøgelsen viser, at:

• Tiden, som mor bruger sammen med børnene, fordobles.

• Børnene bruger 3 gange mindre tid sammen med begge forældre.

• Tiden, som far bruger sammen med børnene, forbliver lav.

• Børnenes tid brugt på uddannelsesmæssige aktiviteter (som lektier og læsning) falder, mens deres tid brugt på ustrukturerede aktiviteter (som at se TV, spille computer og lignende) stiger. Dette er dobbelt så ud[1]bredt blandt drenge som blandt piger.

• Mødre ender med at bruge en tilsvarende mængde tid med børnene efter samlivsbruddet, som de havde gjort inden – men der går til 4 år, før dét sker.

Melissa Santos fra ”the University of Connecticut School of Medicine” siger, at resultatet ikke er overraskende – og fortsætter: “Vi ved, at børn på lang sigt klarer sig bedre, når forældre skilles eller skilles, end at blive i et forhold, der er præget af konstant konflikt og uenighed. Men vejen til disse langsigtede fordele kan være ujævn”.

Du kan læse en artikel om den pågældende undersøgelse ved at trykke her.

Far: "Min ekskone havde behandlet mig ad helvede til"

Frank oplevede, at hustruen forsvandt med børnene og ville skilles. Han er ”ok” nu, men stadig påvirket af sagen. Her fortæller han om sine erfaringer, eksklusivt til ”Skilsmisse-magasinet”.

Modelfoto

Artiklen blev oprindelig udgivet i ”Skilsmisse-magasinet” nummer 8, 1. februar 2023, som en del af temaet "Krise / Sorg".

Frank er midt i 40´erne, far til to og bor i Jylland. ”Frank” er ikke hans rigtige navn, men benyttes i artiklen af hensyn til anonymiteten.

Her er hans historie:

En dag, han kom hjem fra arbejde, var huset tomt. Hustruen og børnene var der ikke som aftalt. Han kunne se, der var fjernet tøj og enkelte andre ting. Forvirret ringede og skrev han til hustruen, men der kom intet svar. Ikke før om aftenen.

”Hvordan reagerede du på, at din hustru fortalte, hun ville skilles?”

”I starten troede jeg, at jeg havde misforstået ét eller andet. Og at der var en logisk forklaring, at hun ikke var til at få fat på. Men jeg havde en knude i maven, så jeg vidste det nok godt. Vi havde jo skændtes i lang tid”.

”Da hun skrev tilbage om aftenen, var hendes formuleringer sådan… advokatagtige. At hun ikke ønskede at fortsætte ægteskabet, at hun var på krisecenter med børnene for at få ro og at hun ville skilles. Hun skrev også, at hun ville kontakte mig gennem sin advokat for at få vores ægteskab afsluttet. Og så skrev hun, at af hensyn til børnene skulle jeg lade dem være i fred og ikke kontakte hende eller dem”.

”På dét tidspunkt havde jeg set en kammerat opleve det samme. Han blev anklaget for alt muligt, og dét blev jeg så ikke. Men det var en enormt svær situation at stå i, at jeg bare skulle holde mig væk og være ude af deres liv”.

”Jeg fik fat i en advokat, og han var fin nok, men også ret negativ i forhold til sagen. At jeg skulle samarbejde med min eks og ikke kæmpe imod, fordi dét ville blive brugt imod mig. Og dét kom bag på mig, for jeg ville kun have børnene hjem – dét var jo ikke at kæmpe imod”.

”Nogle måneder senere skulle vi til møde i dét, der dengang hed Statsforvaltningen. Og dér fik jeg endelig samvær osv. Men indtil da sov jeg rigtig dårligt, mistede appetitten og var også bange for hvad, der skulle ske. Det stod faktisk på i flere år, indtil vores sag var helt slut, for jeg følte, at Statsforvaltningen ikke ligefrem traf de rigtige beslutninger”.

”Hvornår begyndte du at bearbejde krisen, du var i? ”

”Dét gjorde jeg nok aldrig. Jeg var så optaget af sagen, at jeg ikke bearbejdede noget som helst, i hvert fald ikke bevidst. Jeg tog ekstra-timer på arbejde for at få råd til advokat. Og når jeg var alene, savnede jeg børnene så meget, at jeg aldrig rigtig tænkte på mig selv”.

”Hvornår nåede du til, at det ikke længere handlede om jeres skilsmisse, men mere om fremtiden som skilsmissefamilie?”

”Dét var ikke en beslutning, jeg traf. Min ekskone havde behandlet mig ad helvede til igennem lang tid. Ting, hun fortalte om mig, som ikke var rigtige, og hun sendte en masse breve ind til Statsforvaltningen, der bare var brok, og sådan noget. Og Statsforvaltningen labbede det i sig. Men da sagen var slut og hun havde fået det, som hun ville, så ændrede hun sig fuldstændig. Så ville hun pludselig samarbejde og være den gode mor. Kort efter fik hun også en kæreste. Over for ham var hun ”normal”, og så virkede jeg pludselig bindegal, når jeg talte om de ting, hun havde gjort. For de ting så han jo ikke”.

”Selv om hun ændrede opførsel, så var jeg stadigvæk meget forsigtig og mistænksom over for hende. Jeg stolede ikke en meter på hende. Men der kom ro på; på nær de situationer, hvor hun ikke fik sin vilje. Men jeg kunne bedre forholde mig til mit normale liv, mine venner, min fritid”.

”Hvor er du henne nu, mentalt set, i forhold til skilsmissen og den efterfølgende proces?”

”Det er stadig hårdt for mig at se tilbage på de år. Det er altså svært, når man er skilt fra sine børn og ikke ved, hvornår man kommer til at se dem igen. Hvis man da nogensinde ser dem igen. Dét anede jeg jo ikke dengang. Så ja, det var hårdt, og jeg er stadigvæk påvirket af sagen. Skal jeg tale om det eller kommer til at tænke på det, så kan jeg godt mærke det i maven igen”.

”Men jeg har det ok nu. Jeg er ok. Det skyldes nok også, at børnene valgte mig mere og mere til efterhånden, som de blev større. Vi endte faktisk med 7/7 for dem begge to, fordi det var, hvad de ønskede. Nogle gange var de endda hos mig mere end dét. Det gav mig troen på, at jeg gjorde det rigtigt – som far og som forælder. Sådan tænker jeg stadig. Det var hårdt med min ekskone, men børnene valgte at have mig i deres liv. Og dét er det vigtigste”.

”Du havde også en pointe udover din egen sag?”

”Ja, grunden til, at jeg meldte mig til denne her artikel, var også for at komme med et budskab. At man fandeme skal opføre sig ordentligt, når man skal skilles. Det er ikke en krig mod hinanden. Man skal ikke vinde over hinanden. Der skal ikke være en vinder og en taber”.

”Man skal ikke være blind for, at en forælder altså godt kan ”vinde” på at opføre sig dårligt. Men man risikerer, at børnene bliver fanget i midten. Så vil man sine børn det bedste, så skal man fokusere på dem – hele vejen”.

Mor: "Vi havde jo problemer i ægteskabet"

Britts liv ændrede karakter, da hendes mand fortalte, han ville skilles. Hun var længe i krise, men overvandt den. Her fortæller hun om sine erfaringer, eksklusivt til ”Skilsmisse-magasinet”.

Modelfoto

Artiklen blev oprindelig udgivet i ”Skilsmisse-magasinet” nummer 8, 1. februar 2023, som en del af temaet "Krise / Sorg".

Britt er sidst i 30´erne, mor til tre teenagere og bor i Midtjylland. ”Britt” er ikke hendes rigtige navn, men benyttes i artiklen af hensyn til anonymiteten.

Her er hendes historie:

En aften i 2019, hvor børnene var ude, stillede hendes mand gennem 10 år sig foran sofaen, som hun lå henslængt i og så en film. Uden tøven sagde han, at han ikke kunne være i ægteskabet længere, og at han ville skilles. Han havde allerede en lejlighed, han ville flytte ind i. Og de måtte så aftale, hvornår og hvordan de skulle fortælle det til børnene.

”Hvordan reagerede du på, at din mand fortalte, han ville skilles?”

”Jeg var alene hjemme og så en film. En romantisk film. Da han kom hjem, tog han ikke jakken af, men sagde bare, at han ville skilles. Jeg var optaget af filmen, så jeg måtte have ham til at gentage, hvad han lige havde sagt, før jeg forstod, hvad han mente. Han var meget direkte, så der var ikke ligefrem lagt op til, at vi skulle tale om det”.

”Jeg havde 1.000 spørgsmål, der kom til mig, så jeg blev helt… overvældet. Derfor sagde jeg ingenting, men så bare op på ham med åben mund. Han har siden fortalt, at han faktisk selv blev paf over min reaktion, og at det var derfor, han satte sig ved siden af mig og i stedet forklarede sin beslutning”.

”Vi havde flere gange talt om vores problemer, men aldrig nævnt ordet skilsmisse. Derfor var det overvældende, både at han nævnte ordet – men også, at han allerede havde besluttet sig for skilsmisse. Og også at han havde vidst det længe nok til at finde en lejlighed. Dét var det værste. At han kom med en fremtid, jeg blev presset ind i. Børnene også”.

”Jeg gik direkte i seng for at få fred og ro i hovedet, men også for at komme fysisk væk fra ham. De første dage undgik jeg ham også bevidst, og jeg fokuserede på at sørge for børnene. Jeg var mest ked af at gøre dem til skilsmissebørn og hvordan de ville reagere. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det låste mig fast”.

”Hvornår begyndte du at bearbejde krisen, du var i? ”

”Der var nogle uger, hvor jeg havde svært ved at se, hvordan vi skulle fortælle det til børnene. Men så sagde en veninde, at jeg burde overveje, om det ikke i virkeligheden handlede om mig; at jeg ikke var klar til at sige det til børnene, fordi jeg ikke selv helt havde forstået eller accepteret skilsmissen. Hun mente, at jeg burde få det på plads i mit hoved og også ret hurtigt – før vi tog snakken med børnene”.

”Og her hjalp det mig, at vi jo havde problemer i ægteskabet. Jeg var måske ikke enig i hans beslutning om skilsmisse, men de problemer, vi havde, skulle der findes en løsning på. Og dén løsning havde jeg ikke. Så selv om det stadig var svært at nå frem til en beslutning om, at skilsmisse var vejen frem, så nåede jeg dertil. Og dermed blev jeg afklaret nok til at kunne sige det til børnene. De blev kede af det, men fordi vi selv var mere afklarede, så havde både min eksmand og jeg overskud til at trøste dem og være der for dem. Havde vi taget samtalen på et tidligere tidspunkt, var jeg nok brudt sammen undervejs”.

”Hvornår nåede du til, at det ikke længere handlede om jeres skilsmisse, men mere om fremtiden som skilsmissefamilie?”

”Det er svært at give et tidspunkt. Det kom mere undervejs. I starten var der en masse ting, der skulle styr på, og det fyldte selvfølgelig rigtig meget. Vi skulle sælge huset og dele alle tingene. Andre ting handlede om børnene og fremtiden, og det var selvfølgelig mest her, jeg tænkte fremad”.

”Men der var situationer, hvor det blev klart for mig, at der skulle kigges fremad. Jeg kan huske en dag, jeg var i Ikea sammen med den ældste. Min eksmand havde sagt, jeg kunne beholde de fleste ting, fordi børnene skulle bo mest hos mig. Men vi trængte til nye gryder, så jeg tog som sagt den ældste med i Ikea. Og hun stod på et tidspunkt med en pande og sagde noget med, at dén ville være fin til den nye lejlighed, som vi lige havde fået. Og det var underligt i situationen, fordi hun var et sted, hvor hun på en måde havde vænnet sig til tanken om, at vi skulle flytte… altså før jeg selv havde”.

”Hvor er du henne nu, mentalt set, i forhold til skilsmissen og den efterfølgende proces?”

”Der er gået noget tid siden dengang, så jeg er da ovre det… eller gennem det. Det var svært at omstille sig fra at være en hel familie, men det blev ret hurtigt hverdag igen. Der kom nye rutiner, men det meste var jo som før. Så altså… det blev hurtigt som før langt hen ad vejen”.

”Jeg havde det selv svært med at være alene igen, ”miste” min partner og at der kun var mig til dét herhjemme. Men jeg havde også muligheden for at gøre noget nyt. Jeg har datet uden dét pres, der normalt ligger i at ”finde sig en partner”, og dét har egentlig bare været hyggeligt og trygt”.

”Så vi er videre, både mig, børnene og deres far. Vi er selvfølgelig ikke en familie som før, men vi er stadig en familie – bare på en anden måde, end det var tænkt fra starten. Og det er okay”.