Notat om lovforslag (barnets ret til begge forældre)

”Skilsmissefamilien” har indsendt et notat til Folketingets Socialudvalg om et lovforslag, der handler om barnets ret til begge forældre..

I starten af december 2025 fremsatte to folketingspolitikere et beslutningsforslag om at ”styrke børns og unges ret til at se begge forældre efter skilsmisse eller samlivsophør”

”Skilsmissefamilien” har indsendt et notat til Folketinget, og det er blevet offentliggjort.

Notatet bringes i sin helhed herunder.

Hvis du vil se notatet, som det ser ud i Folketingets system, kan du finde det på denne side.

Notat om beslutningsforslag B59

 

På vegne af ”Skilsmissefamilien” ønsker jeg at bidrage med dette notat til beslutningsforslag B59 om at ”sikre børn og unges ret til at se begge forældre efter skilsmisse eller samlivsophør” – og ”sikre en ligestilling af forældrene i lovgivningen”.

”Skilsmissefamilien” har siden 2015 fulgt og dækket skilsmisseområdet intensivt, herunder Folketingets arbejde og relevant forskning, samt rådgivet og hjulpet forældre (vederlagsfrit) gennem skilsmissens udfordringer som bopæl, samvær, transport osv. og psykisk mestring.

På baggrund heraf ser jeg mig forpligtet til at fremlægge en kritisk analyse af flere af lovforslagets pointer og samtidig inddrage væsentlige faglige perspektiver.

Deleordninger: korrelationer kontra kausalitet

Tilhængere af standardiserede deleordninger argumenterer for, at lovgivningen netop skal skabe de strukturelle rammer, der opfordrer forældre til at samarbejde, og at en ligedeling i sig selv er et incitament til dette.

Den udbredte antagelse om, at ligelige deleordninger er ”universelt bedst for børn”, overser imidlertid den afgørende forskel på korrelation og kausalitet.

Mens studier (især fra Sverige, f.eks. af Bergström) korrekt viser, at børn i deleordninger ofte trives bedre, har anerkendt forskning længe påpeget, at denne sammenhæng er stærkt påvirket af udvælgelses-skævhed (”selection bias”). Årsagen er, at forældre, der vælger disse ordninger, typisk allerede har et lavt konfliktniveau og et godt forældresamarbejde. Familier præget af høj konflikt fravælger derimod typisk den ligelige tidsfordeling.

Førende forskere og institutioner (f.eks. VIVE og Emma Fransson) understreger, at forskningen primært påviser, at børn i familier med lavt konfliktniveau trives godt, uanset samværsordning. Den faglige konsensus er derfor, at den egentlige årsagsfaktor (kausalitet) for trivsel er samarbejdets kvalitet og ikke tidsfordelingen i sig selv. Dette understreges bl.a. af VIVE's (2022) analyse, som fastslår, at konflikt er den største risikofaktor for børns trivsel efter skilsmisse.

Kritikere af deleordningen som standardløsning påpeger, at det er fagligt problematisk at misforstå denne kausalitet og påtvinge deleordninger i sager med høj konflikt. Tilgangen om en standardløsning tilsidesætter den faglige pligt til at beskytte barnet mod skadelig konflikt, som er den reelle risikofaktor, og erstattes af en standardløsning baseret på et forkert statistisk grundlag.

Kritik af kildevalg og evidensgrundlag

Netop spørgsmålet om metodisk redelighed og udvælgelse af kilder er centralt i den videnskabelige debat, som ligger til grund for beslutningsforslaget.

Sandberg (2023) påpeger korrekt udvælgelses-bias i internationale studier af deleordninger. Men flere danske og nordiske forskere har kritiseret, at hans egen argumentation ikke altid er immun over for lignende metodiske udfordringer. En konsekvens heraf er, at Sandbergs rapport risikerer at give et ensidigt billede af det familieretlige systems funktion og problemer.

Fortalere for ligedeling som et udgangspunkt baserer ofte deres argument på international forskning, primært anført af professor Linda Nielsen (USA) og professor William Fabricius (USA). Begge hævder, at deres studier viser, at de positive effekter af ligedeling (deleordninger) vedvarer, selv efter man statistisk har forsøgt at neutralisere effekten af høj konflikt og økonomi i deres data. De mener med andre ord, at deleordningen i sig selv har en positiv effekt.

Den danske faglige konsensus (jf. VIVE/Fallesen) fastholder, at de statistiske metoder er utilstrækkelige til at fjerne effekten af udvælgelses-bias. Med andre ord: de positive resultater skyldes, at det kun er de samarbejdsvillige familier, der vælger 50/50. Man understreger, at den nordiske kontekst er anderledes end den amerikanske og at forståelsen fra begge kontekster ikke blot kan overføres til hinanden.

Konklusionen er derfor, at spørgsmålet ikke er, om deleordningen er statistisk godt for gennemsnittet, men om det er et fagligt forsvarligt udgangspunkt, især i sager med høj konflikt. Forskningen peger på, at konflikt og individuel vurdering skal vægte tungere end en statistisk formodning.

Flere anerkendte forskere har kritiseret Sandbergs konklusioner og den videnskabelige præmis om entydig evidens, som lovforslaget bygger på. Kritikken fokuserer især på manglen af evidens for at gøre deleordninger til en standardløsning, f.eks.:

• Pernelle Rose Hansen (ph.d. i pædagogisk psykologi) udtaler sig kritisk om Sandbergs rapport og fastslår, at der "ikke er evidens for at sige, at lige deleordninger er bedst for børnene" (Videnskab.dk, 2024).

  
  

• Emma Fransson (psykolog og forsker i nordisk kontekst) har gentagne gange understreget, at selvom hendes studier viser, at børn i deleordninger trives bedre, er det "ikke grundlag nok til at lave deciderede anbefalinger" for alle. Franssons kritik går direkte på misforståelsen af korrelation og kausalitet, idet hun advarer om, at det, der fungerer for én familie, "fungerer ikke nødvendigvis for en anden" (Videnskab.dk, 2017). Dette er en direkte advarsel mod at standardisere løsningen, da trivslen afhænger af konkrete forhold (kausalitet) og ikke af den formelle tidsfordeling (korrelation).

Samlet set peger kritikken på, at Sandbergs konklusioner bygger på en selektiv fortolkning af evidensen, der misforstår korrelation med kausalitet. Dette tilsidesætter de nødvendige forbehold om individuel tilpasning og konfliktniveau.

SFI / VIVE: forbehold mod standardisering

Lovforslaget henviser til SFI's (nu VIVE's) rapport fra 2011 for at understrege, at børn profiterer af at opretholde kontakten til begge forældre efter skilsmisse.

Det er korrekt, at SFI's forskning påviser vigtigheden af at opretholde forældreskabet / tæt kontakt. Men ifølge SFI/VIVE kan dette ikke bruges som et argument for ligelig tidsfordeling (deleordninger). SFI-rapporten fra 2011 fastslår, at det er forældrenes samarbejde og lave konfliktniveau (kausalitet), ikke tidsfordelingen i sig selv, der får deleordningen til at fungere. Den tætte kontakt er kun gavnlig, når den ikke er præget af konflikt.

SFI's og VIVE's forskning understreger derfor, at ligelig tidsfordeling / deleordninger frarådes i sager med høj konflikt, da konsekvensen af konflikt er den største risikofaktor for barnet (VIVE, 2022). Og dette modsiger argumenterne for en standardløsning.

Forslagsstillerne oplister 3 punkter, der peger på konkrete sider forhold i lovforslaget:

Punkt 1: udgangspunkt i en ligelig deleordning

Forslagsstillerne angiver, at ”udgangspunktet bør være en ligelig deleordning (f.eks. 7/7-ordning), når begge forældre er egnede, medmindre andet aftales i enighed mellem parterne”.

• Tilgangen om at indføre en ligelig deleordning som et juridisk udgangspunkt strider direkte mod Forældreansvarslovens krav om en individuel, konkret vurdering ud fra princippet om "barnets bedste".

  
  

• Lovforslaget forveksler det generelle princip om regelmæssig kontakt (som kan opnås gennem mange ordninger, f.eks. 9/5) med et krav om ligelig tidsfordeling. Som dokumenteret i de indledende afsnit bygger denne antagelse på en metodisk fejlslutning om korrelation frem for kausalitet.

  
  

• Forslagsstillerne angiver forældres egnethed og afstand til skole som gyldige årsager til at fravige tilgangen. Disse faktorer inkluderer dog ikke den primære risikofaktor for barnet, nemlig høj forældrekonflikt. Hertil kommer, at lovforslaget heller ikke tilstrækkeligt medtager væsentlige praktiske og logistiske forhold (såsom barnets særlige behov eller manglende infrastruktur), der i praksis kan udfordre eller umuliggøre en ligelig deleordning.

  
  

• Der er faglig konsensus omkring, at dét at pålægge en ligelig deleordning i sager med konflikt risikerer at forlænge barnets udsættelse for forældrenes konflikt og er derfor potentielt skadeligt – i direkte strid med hensynet til barnets bedste. Selv et "udgangspunkt" virker som et incitament til, at forældre med et dårligt samarbejde kæmper for standardløsningen, hvilket forstærker den høje konflikt.

Punkt 2: økonomiske tilskud og ydelser skal følge samværsordningen og børnene

Forslagsstillerne ønsker, at børne- og ungeydelsen (BUY) skal fordeles ligeligt mellem forældrene i overensstemmelse med samværsordningen.

• Lovforslaget skaber et stærkt forøget økonomisk incitament til konflikt. Hvor det økonomiske incitament til at kæmpe om bopælen/samværet i dag primært er knyttet til skillelinjen ved 9/5-ordningen, udvides incitamentet med forslaget til enhver potentiel justering af tidsfordelingen. Da BUY med forslaget følger enhver justering af tidsfordelingen (hvad den ene forælder ”vinder”, ”taber” den anden), modvirker dette direkte forældresamarbejdet. Dermed øges risikoen for dén konflikt, som forskningen (jf. SFI / VIVE) fastslår er den primære risikofaktor for barnets trivsel.

  
  

• BUY er oprindeligt tænkt som en økonomisk håndsrækning til at dække de generelle udgifter ved at have børn. Selv om samværsforælderen dermed også kan siges at være tiltænkt en del af BUY, vil andre typiske udgifter knyttet til bopælsforælderens forpligtelser (f.eks. institution og faste forsikringer) gøre det urimeligt at fordele ydelsen proportionalt.

  
  

• Hertil kommer det administrative problem med løbende at omregistrere og kontrollere den enkelte families skiftende samværsordning for at sikre korrekt udbetaling.

Punkt 3: barnets trivsel i centrum

Princippet om barnets bedste er et ufravigeligt fundament i den danske lovgivning. At barnets trivsel skal i centrum, er derfor givet. Imidlertid retter lovforslaget straks fokus på ligestilling af forældre, hvilket underminerer kravet om individuel vurdering af barnets bedste.

• Den danske familielovgivning har som sit primære juridiske formål at sikre barnets trivsel og beskyttelse mod konflikt. Ligestilling af forældrene er dermed et afledt hensyn, som kun kan forfølges, når det ikke strider mod barnets bedste.

  
  

• Kravet om, at afvigelser fra ligelig deleordning altid skal begrundes grundigt, er en procedure, der cementerer deleordningen som juridisk udgangspunkt. Dette er ikke hensigtsmæssigt set i lyset af, at deleordningen (jf. ovenfor) ikke er en almen standardløsning, men altid skal fastsættes gennem en konkret og individuel vurdering.

  
  

• Det forekommer at være særdeles vigtigt, at myndighederne har mulighed for at afklare den bedste løsning for barnet udelukkende ud fra sagens fulde omstændigheder – og ikke gennem et udgangspunkt i en bestemt samværsordning, der ikke nødvendigvis er til barnets bedste.

Risiko for barnet

Den faglige konsensus dokumenterer, at den egentlige kausale risikofaktor for barnets trivsel er vedvarende forældrekonflikt.

Ved at indføre en ligelig deleordning som juridisk udgangspunkt og koble økonomiske ydelser direkte til tidsfordelingen, skaber lovforslaget et strukturelt incitament til, at forældre med dårligt samarbejde fastholder striden om tidsfordeling.

Det er en trussel mod barnets bedste: dels forlænger det barnets udsættelse for højkonflikt – og dels modarbejder det behovet for at holde barnet ude af forældrenes konflikt.

Lovforslaget risikerer dermed – i den bedste mening – at ramme de børn, det ellers har til formål at hjælpe, hvilket er i åbenlys modstrid med Forældreansvarslovens princip om barnets bedste.

Afslutning: om delte mål og en nødvendig reform

Selvom dette notat er kritisk over for det metodiske grundlag og den juridiske effekt af at standardisere deleordninger, er det vigtigt at understrege, at ”Skilsmissefamilien” deler intentionen om at sikre barnets ret til en tæt og regelmæssig kontakt til begge forældre.

Desuden deles frustrationen over den nuværende familieretlige praksis og anerkender, at lovforslaget adresserer et ønske om øget gennemsigtighed og klarhed i systemet.

Der er desuden utallige faktuelle eksempler på problemer i det familieretlige system, herunder lange sagsbehandlingstider, langsommelighed og passivitet. Hertil kommer fejlagtige vurderinger og afgørelser samt manglende kompetencer og redskaber ved f.eks. højkonflikt og forældrefremmedgørelse.

Disse problemer understreger behovet for en fagligt funderet reform.

Forskningen fastslår, at vedvarende konflikt er den største trussel mod barnets trivsel og udvikling. Denne trussel fjernes ikke ved at tælle dage eller indrette de økonomiske tilskud efter samværsordningen – tværtimod risikerer dette at forstærke konflikten.

I stedet skal fokus være på at sikre de hensyn, som det politiske system pålægger det familieretlige system.

Afklaringen af det fremtidige familieretlige system bør ske gennem faglighed, reel viden og kløgt.

Dette kræver konkrete indsatser, der:

• Reelt understøtter forældrenes samarbejde

  
  

• Ansvarliggør den faktuelt modarbejdende forælder

  
  

• Fastholder barnets behov (f.eks. til begge forældre, medmindre dette skønnes i faktuel strid med barnets bedste) og barnets bedste som det urokkelige omdrejningspunkt i alle relevante sammenhænge

  
  

• Giver Familieretshuset de nødvendige redskaber til effektivt og tidligt at håndtere og neddrosle konflikteskalering i sager med (især høj) konflikt

  
  

• Sikrer, at enhver samværsbeslutning forbliver på en individuel og konkret vurdering af alle sagens faktuelle omstændigheder

Og det omfatter også, at et barn bør være i dén samværsordning, der (efter en konkret og individuel vurdering) passer bedst til det pågældende barn.

Med venlig hilsen

John Bugge

”Skilsmissefamilien”

Henvisninger:

• Bergström, H & Fransson, E. m.fl. (2017): ”School-aged children with shared residence report better health in all regions of Sweden”. Journal of Epidemiology and Community Health.

  
  

• Fransson, Emma, citeret i Videnskab.dk (2017): ”Skilsmissebørn med lige tid hos mor og far klarer sig bedst”.

• Hansen, Pernelle Rose, citeret i Videnskab.dk (2024): ”Ny forskning i skilsmissebørn deler vandene: Bør fædre få ret til mere samvær?”.

• Sandberg, Kristian (2023): ”Shared Parenting and Father Involvement after Divorce in Denmark”. Frontiers in Psychology, vol. 14.

• Holm, M. E. (2022). Børns trivsel efter skilsmisse – En registerbaseret analyse af skilsmissebørns trivsel og risikofaktorer. VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Minister besvarer "Skilsmissefamiliens" notat (delt bopæl)

Socialministeren har forholdt sig til dét notat, som ”Skilsmissefamilien” indsendte til Folketinget med en kritik af lovforslaget om at gøre delt bopæl til normen for børn af skilsmisseforældre.

Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (Socialdemokratiet) er involveret i de fleste sager, som vi følger her i ”Skilsmissefamilien”. Dette gjaldt også lovforslaget om at gøre delt bopæl til normen i skilsmissesagerne, som blev fremsat i slutningen af sidste år – og dermed også ved at forholde sig til ”Skilsmissefamiliens” notat, der kritiserede lovforslaget (det skal bemærkes, at forslagsstillerne kort herefter trak lovforslaget tilbage).

Og nu har Folketinget udsendt hendes tilbagemelding til ”Skilsmissefamiliens” notat, som blev indsendt i slutningen af januar måned.

”Skilsmissefamiliens” notat

I november måned blev lovforslaget om at gøre delt bopæl til normen i skilsmissesagerne fremsat af flere folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti.

Det fremgik bl.a., at ”børn af forældre med delt forældreskab trives og klarer sig bedre på tværs af flere parametre” og at ”dansk lovgivning bør følge den omfattende videnskabelige litteratur på området, da det absolut er det bedste for barnets tarv”.

”Skilsmissefamilien” har fulgt området i 10 år og var ikke enig i flere af påstandene. For eksempel at litteraturen entydigt peger på delt bopæl som det absolut bedste for barnets tarv (hvilket ikke er korrekt), samt at der tales om ”børn” som en homogen gruppe.

Her er det ”Skilsmissefamiliens” pointe, at børn og deres situation under skilsmisse er unikke og derfor skal behandles sådan: at en skilsmissesag skal basere sig på den konkrete sags omstændigheder og på dén baggrund vurdere, hvad det bedste for det pågældende barn vil være.

Derfor kan man ikke gøre delt bopæl til et alment princip.

Som det fremgår af ”Skilsmissefamiliens” notat: ”Samværsordningen kan ikke være udgangspunktet – den er konklusionen af en grundig analyse”.

Du kan læse ”Skilsmissefamiliens” notat i sin helhed ved at følge dette link.

Ministerens tilbagemelding

Tirsdag den 11. marts 2025 udsendte socialminister Sophie Hæstorp Andersen sin respons på notatet.

Her giver hun udtryk for at være enig i de forhold, som ”Skilsmissefamilien” beskriver; især tilgangen om at sætte sig ind i den enkelte sags omstændigheder og dermed det enkelte barns konkrete situation og behov.

Hendes betragtninger er med andre ord i tråd med ”Skilsmissefamiliens” tilgang. Hun skriver:

”Ikke alle børn er ens, og ikke alle børn har de samme behov. Derfor mener jeg, at vi bliver nødt til at se på det enkelte barn, og hvad det barn har brug for. Der vil også være børn, hvor det i praksis burde kunne fungere med en ligedeling af tiden, men hvor barnet ikke kan trives med at have to hjem. Dette skal vi kunne imødekomme med lovgivningen”.

Og videre:

”I dag står hensynet til barnet og barnets bedste helt centralt i lovgivningen. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi holder fast i, at hensynet til barnet er altafgørende i sager efter forældreansvarsloven, for ellers risikerer vi at svigte børn, som i forvejen er klemte af konflikter mellem forældrene”.

Du kan læse socialminister Sophie Hæstorp Andersens notat i sin helhed ved at følge dette link.

"Skilsmissefamilien" indsender notat til Folketinget (delt bopæl)

Folketinget behandler i øjeblikket et lovforslag om, at delt bopæl bør være normen for børn af skilsmisseforældre. ”Skilsmissefamilien” er uenig og har indsendt et notat til Folketingets Socialudvalg.

I november 2024 fremsatte en række politikere fra Dansk Folkeparti et beslutningsforslag om, at ”delt bopæl bør være normen for børn af skilsmisseforældre”.

”Skilsmissefamilien” er uenig i flere af forslagsstillernes betragtninger og underbygning heraf og har derfor indsendt et notat til Folketinget. Det er nu offentliggjort dagen før, at sagen førstebehandles i Folketinget den 21. januar 2025.

Notater er borgernes mulighed for at kommentere på Folketingets arbejde i relation til lovforslag. Sådan er dette notat også tiltænkt fra ”Skilsmissefamiliens” side. Folketingets politikere og offentligheden har således mulighed for at læse notatet, og det kan eventuelt indgå i de politiske drøftelser.

Senere vil socialminister Sophie Hæstorp Andersen (Socialdemokratiet) have mulighed for at kommentere skriftligt på notatet, som ministrene også gerne plejer at gøre.

Notatet bringes i sin helhed herunder.

Hvis du vil se notatet, som det ser ud i Folketingets system, kan du finde det på denne side.

Det skal bemærkes, at der selvfølgelig er mulighed for at spørge nærmere ind til ”Skilsmissefamiliens” betragtninger, formuleringer, kilder osv. Ønskes dette, kan ”Skilsmissefamilien” kontaktes direkte.

Notat om beslutningsforslag B48

Undertegnede ønsker at bidrage med dette notat til beslutningsforslag B48 om, at ”delt bopæl bør være normen for børn af skilsmisseforældre”.

”Skilsmissefamilien” har siden 2015 fulgt og dækket skilsmisseområdet intensivt, herunder Folketingets arbejde og relevant forskning, samt rådgivet og hjulpet forældre (vederlagsfrit) gennem skilsmissens udfordringer som bopæl, samvær, transport osv. og psykisk mestring.

På baggrund heraf ser jeg mig forpligtet til at kommentere på flere af lovforslagets pointer og samtidig bringe yderligere væsentlige pointer i betragtning. Herunder, at det er uhensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i almene løsninger, men at forældre og myndigheder derimod er nødt til at afklare forhold og omstændigheder i den konkrete sag og på baggrund heraf vurdere, hvad den bedste løsning for det specifikke barn er.

”Delt bopæl” og ”lige forældretid”

Forslagsstillerne benytter termen ”delt bopæl”, der allerede benyttes i det familieretlige system. Dette beskrives således på Familieretshusets hjemmeside:

”Ved delt bopæl er I fælles om alle overordnede beslutninger i forhold til barnets daglige liv. Den ene forælder kan fx ikke på egen hånd beslutte, hvilken daginstitution barnet skal gå i, eller hvor i landet barnet skal bo. I behøver ikke have en deleordning eller bo tæt ved hinanden for at få delt bopæl. Omfanget af samværet med barnet har heller ingen betydning. Aftalen er helt op til jeres egne betingelser”.

Der er således klart tale om forhold knyttet til forældremyndigheden, som begge forældre som udgangspunkt deler, også efter skilsmisse.

Forslagsstillerne inddrager imidlertid også ”lige forældretid”, som er klart knyttet til samværsordningen. For eksempel bemærkes det, at ” Ved at have lige meget tid med hver forælder kan børn opbygge dybere og stærkere relationer til begge”.

Der er således tale om samværsordningen og dermed tiden, som barnet har med begge forældre.

Og der er dermed tale om en kombination / sammenblanding af afgrænsede forhold med på den ene side forældremyndigheden (delt bopæl) og på den anden side samværsordningen (tiden med forældrene). Og disse to forhold har ikke nødvendigvis relevans i forhold til hinanden. Der kan således godt være tale om, at en forælder har del i forældremyndigheden uden nødvendigvis at have samvær.

Det er derfor afgørende at skelne mellem de to forhold, når lovforslaget inddrager begge. Og der bør samtidig være opmærksomhed omkring, hvad den fremlagte forskning faktisk forholder sig til og undersøger – f.eks. fordi flere undersøgelser taler om ”deleordninger”, selv om fordelingen af tid kan være ganske skæv.

Litteraturen og forskningen er ikke ”entydig”

Forslagsstillerne bemærker (mine fremhævninger), at ”den videnskabelige litteratur entydigt viser, at børn af forældre med delt forældreskab trives og klarer sig bedre på tværs af flere parametre” – og at ”dansk lovgivning bør følge den omfattende videnskabelige litteratur på området, da det absolut er det bedste for barnets tarv”.

Forslagsstillerne henviser til Richard Warshak og hans konsensusrapport, der blev fagfællebedømt af 110 forskere og praktikere. Men forslaget nævner imidlertid ikke rapportens centrale punkt 7 på side 22, der indeholder en afgørende afgrænsning (min oversættelse): ”Vores anbefalinger gælder under normale omstændigheder for de fleste børn med de fleste forældre”.

Det samme gør sig gældende for Kristian Sandbergs rapport. De fleste rapporter, der henvises til, fremhæves på de forhold, der understøtter pointen om at have deleordninger som standardløsninger. Men de enkelte rapporter peger ikke selv entydigt på dén konklusion, ligesom forbehold, undtagelser osv. er udeladt.

Det er således langt fra tilfældet, at forskning, litteratur osv. peger så entydigt på delt bopæl / forældreskab, som lovforslaget angiver.

Her er et uddrag af eksempler:

• I en artikel fra Illustreret Videnskab (2024) citeres ph.d. i pædagogisk psykologi, Pernelle Rose Hansen: ”Konkret mener hun heller ikke, at der er evidens for at sige, at lige deleordninger er bedst for børnene”.

• I en anden artikel fra Illustreret Videnskab (2017) bemærkes det om ph.d. og forsker ved Center for Health Equity Studies ved Stockholm Universitet og Karolinska Institutet i Sverige, Emma Fransson: ”Selv om studiet viser, at børn generelt trives bedre og er sundere, når de tilbringer lige meget tid hos mor og far, mener Emma Fransson ikke, at det er grundlag nok til at lave deciderede anbefalinger. Det, der fungerer for én familie, fungerer ikke nødvendigvis for en anden, påpeger hun”.

• I november 2024 nåede en norsk undersøgelse frem til, at børn med skæve samværsordninger havde færre symptomer på depression end børn i deleordninger – og dermed, at andre forhold end samværsordningen i sig selv kan have betydning.

Hertil kommer flere nationale ændringer:

• Sidste år reviderede Australien den familieretlige lovgivning ved at fjerne tilgangen om, at forældre skal have ligeligt delt forældreansvar for deres børn.

• Det samme skete i Albanien, også sidste år: ”Reformerne fjerner formodningen om lige delt forældreansvar, som ofte er blevet misforstået som om, at forældre har ret til lige fælles tid. Dette har tvunget nogle forældre til at acceptere ordninger med lige tid, der er usikre. Ændringen gør det klart, at alle beslutninger om forældreordninger bør tage udgangspunkt i hvilke ordninger, der bedst opfylder det enkelte barns behov”.

Forslagsstillerne henviser til forskellige ”gevinster ved delt forældreskab”. De anfægtes ikke i dette notat. Der kan således, såfremt omstændighederne underbygger det, være tale om en lang række forhold i sagen, der samlet set fører til sådanne gevinster.

Men da der ikke er tale om entydige forståelser, bliver tilgangen om at udrulle almene sammenhænge på et område med konkrete enkeltsager problematisk:

Fra almene sammenhænge til konkrete sager

I mange undersøgelser betragtes ”børn” som en umiddelbart homogen størrelse og angiver f.eks., at der kan være fordele for disse ”børn” ved at indrette sig på en bestemt måde i en given sammenhæng. Dermed træder forbehold, undtagelser og de børn, der ikke opnår de nævnte fordele, i baggrunden – og konsekvensen bliver, at den pågældende indretning i sig selv bliver ”løsningen”: at fordi deleordninger generelt rummer forskellige goder, har et barn bedst af at være i en deleordning.

Forslagsstillerne skriver f.eks.: ”Når et barn ser begge forældre regelmæssigt og i lige stor grad, undgår de potentielt at blive en »budbringer« mellem forældrene”.

”Potentielt”, ja, for dét afhænger selvsagt af den konkrete sag. Det er et forbehold, man er nødt til at indtænke, før man kan afklare, hvad den konkrete sag faktuelt indeholder. Og det er derfor ikke nødvendigvis det delte forældreskab, der sikrer gevinsterne, men f.eks., at barnet er i dén ordning, der passer til barnets konkrete behov og ønsker – uanset ordning.

Fokus: samværsordning ikke udgangspunkt, men konklusion

At tage udgangspunkt i en konkret samværsordning er således ikke hensigtsmæssigt, fordi man derved ikke tager hensyn til sagens karakteristika. I stedet bør man fastholde dén håndtering, der allerede praktiseres i denne sammenhæng:

Tilgangen er, at forældrene og myndighederne skal oplyse sagen tilstrækkeligt og på baggrund heraf vurdere, hvad den bedste løsning for det pågældende barn er.

Der kan være flere omstændigheder, der peger i forskellige retninger: geografiske afstande, eventuelle søskende, barnets relationer i øvrigt, barnets perspektiv, barnets dagligdag (herunder fritidsinteresser), forældrenes samarbejde osv. Det er dem, der skal vægtes og vurderes, for at nå en afklaring af den ”bedste løsning” i den pågældende sag.

For nogle børn vil den bedste ordning være en deleordning (7/7 eller 8/6). For andre børn vil en weekendordning være den bedste løsning (12/2 eller 11/3). Og så er der alle de andre ordninger mellem 7/7 og 14/0 samt de mere kreative ordninger som 14/14, 3/3/3/3 osv.

Men samværsordningen kan ikke være udgangspunktet – den er konklusionen af en grundig analyse.

Desuden skal man betragte sagen i et udviklingsperspektiv og således justere ordningen ud fra barnets alder og stigende modenhed, hvis barnet ændrer holdning, hvis andre forhold medfører behov for ændringer osv.

For snæver ramme for undtagelser

Forslagsstillerne angiver selv, at ”undtagelser kun bør ske ved anden aftale eller hvor særlige forhold gør sig gældende som f.eks. vold eller forsømmelse”.

Denne afgrænsning er ikke hensigtsmæssig, fordi der kan være yderligere forhold. Et banalt eksempel kan handle om geografi: hvis forældrene flytter til hver sin ende af landet kan det i praksis være umuligt at praktisere en deleordning for et skolebarn.

Og det samme kan gøre i de andre sammenhænge, som Familieretshuset inddrager til at vurdere den bedst muligt samværsordning i den enkelte sag. For eksempel vægtes barnets perspektiv og egen tilgang forholdsvis meget i kraft af alder og modenhed. Dette er heller ikke omfattet af afgrænsningen.

Hertil kommer i øvrigt den nuværende håndtering af delt bopæl og Familieretshusets beskrivelse heraf: ”Når I aftaler delt bopæl, så bortfalder alle jeres tidligere aftaler og afgørelser om bopæl og samvær, og det er op jer selv at indgå de aftaler, der er nødvendige”.

Der lægges således op til et udvidet samarbejde, som ikke kan forventes i alle sager, herunder særligt sager med et højt konfliktniveau.

Afslutning

”Skilsmissefamilien” har altid haft fokus på barnets behov og barnets bedste, når forældrenes skilsmisserelaterede udfordringer skal løftes og løses. Også med hensyn til bopæl, samværsordning og alle de øvrige konkrete problemfelter, der kan opstå: nemlig at det er sagens konkrete omstændigheder, der afgør, hvordan de enkelte punkter skal afklares.

Specifikt omkring samværsordning: barnet skal være i dén samværsordning, der på baggrund af en grundig afklaring af sagens faktuelle omstændigheder vurderes bedst til det pågældende barn.

Sådanne vurderinger kan ikke afløses eller blot anfægtes af almene tilgange. Sådan har det været i årevis, og sådan bør det også være fremover.

Undertegnede og ”Skilsmissefamilien” bidrager gerne yderligere til såvel dette beslutningsforslag som skilsmisseområdet generelt, ligesom eventuelle spørgsmål, dialog og lignende også er velkomne.

Med venlig hilsen

John Bugge

”Skilsmissefamilien” – www.skilsmissefamilien.dk

Henvisninger:

• Familieretshuset: ”Delt bopæl”.

  https://familieretshuset.dk/foraeldreansvar/foraeldreansvar/barnets-bopael/%C3%B8nsker-i-at-dele-barnets-bopael-aendring

• FCFCOA: ”Landmark Family Law Act reforms come into effect” (Albanien) (2023)

  https://www.fcfcoa.gov.au/news-and-media-centre/media-releases/ag-mr060524

• Illustreret Videnskab (2024): ”Ny forskning i skilsmissebørn deler vandene: Bør fædre få ret til mere samvær?”.

  https://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-forskning-i-skilsmisseboern-deler-vandene-boer-faedre-faa-ret-til-mere-samvaer/

• Illustreret Videnskab (2017): ”Skilsmissebørn med lige tid hos mor og far klarer sig bedst”

  https://videnskab.dk/kultur-samfund/skilsmisseboern-med-lige-tid-hos-mor-og-far-klarer-sig-bedst/

• Landers, Australien (2023):

  https://www.landers.com.au/legal-insights-news/equal-shared-parental-responsibility-set-to-be-abolished

• Sandberg, Kristian (2023): ”Shared Parenting and Father Involvement after Divorce in Denmark”. Frontiers in Psychology, vol. 14, 2023.

• Skilsmissefamilien (2024): ”Børn i deleordninger klarede sig dårligere”.

  https://www.skilsmissefamilien.dk/post/born-i-deleordninger-klarede-sig-daarligere

• Warshak, Richard (2014): ”Social science and parenting plans for young children: A consensus report”. Psychology, Public Policy, and Law, 2014, vol. 20.

• Warshak, Richard (2016): ”Stemming the tide of misinformation: international consensus on shared parenting and overnighting”.