Notat om lovforslag (barnets ret til begge forældre)

”Skilsmissefamilien” har indsendt et notat til Folketingets Socialudvalg om et lovforslag, der handler om barnets ret til begge forældre..

I starten af december 2025 fremsatte to folketingspolitikere et beslutningsforslag om at ”styrke børns og unges ret til at se begge forældre efter skilsmisse eller samlivsophør”

”Skilsmissefamilien” har indsendt et notat til Folketinget, og det er blevet offentliggjort.

Notatet bringes i sin helhed herunder.

Hvis du vil se notatet, som det ser ud i Folketingets system, kan du finde det på denne side.

Notat om beslutningsforslag B59

 

På vegne af ”Skilsmissefamilien” ønsker jeg at bidrage med dette notat til beslutningsforslag B59 om at ”sikre børn og unges ret til at se begge forældre efter skilsmisse eller samlivsophør” – og ”sikre en ligestilling af forældrene i lovgivningen”.

”Skilsmissefamilien” har siden 2015 fulgt og dækket skilsmisseområdet intensivt, herunder Folketingets arbejde og relevant forskning, samt rådgivet og hjulpet forældre (vederlagsfrit) gennem skilsmissens udfordringer som bopæl, samvær, transport osv. og psykisk mestring.

På baggrund heraf ser jeg mig forpligtet til at fremlægge en kritisk analyse af flere af lovforslagets pointer og samtidig inddrage væsentlige faglige perspektiver.

Deleordninger: korrelationer kontra kausalitet

Tilhængere af standardiserede deleordninger argumenterer for, at lovgivningen netop skal skabe de strukturelle rammer, der opfordrer forældre til at samarbejde, og at en ligedeling i sig selv er et incitament til dette.

Den udbredte antagelse om, at ligelige deleordninger er ”universelt bedst for børn”, overser imidlertid den afgørende forskel på korrelation og kausalitet.

Mens studier (især fra Sverige, f.eks. af Bergström) korrekt viser, at børn i deleordninger ofte trives bedre, har anerkendt forskning længe påpeget, at denne sammenhæng er stærkt påvirket af udvælgelses-skævhed (”selection bias”). Årsagen er, at forældre, der vælger disse ordninger, typisk allerede har et lavt konfliktniveau og et godt forældresamarbejde. Familier præget af høj konflikt fravælger derimod typisk den ligelige tidsfordeling.

Førende forskere og institutioner (f.eks. VIVE og Emma Fransson) understreger, at forskningen primært påviser, at børn i familier med lavt konfliktniveau trives godt, uanset samværsordning. Den faglige konsensus er derfor, at den egentlige årsagsfaktor (kausalitet) for trivsel er samarbejdets kvalitet og ikke tidsfordelingen i sig selv. Dette understreges bl.a. af VIVE's (2022) analyse, som fastslår, at konflikt er den største risikofaktor for børns trivsel efter skilsmisse.

Kritikere af deleordningen som standardløsning påpeger, at det er fagligt problematisk at misforstå denne kausalitet og påtvinge deleordninger i sager med høj konflikt. Tilgangen om en standardløsning tilsidesætter den faglige pligt til at beskytte barnet mod skadelig konflikt, som er den reelle risikofaktor, og erstattes af en standardløsning baseret på et forkert statistisk grundlag.

Kritik af kildevalg og evidensgrundlag

Netop spørgsmålet om metodisk redelighed og udvælgelse af kilder er centralt i den videnskabelige debat, som ligger til grund for beslutningsforslaget.

Sandberg (2023) påpeger korrekt udvælgelses-bias i internationale studier af deleordninger. Men flere danske og nordiske forskere har kritiseret, at hans egen argumentation ikke altid er immun over for lignende metodiske udfordringer. En konsekvens heraf er, at Sandbergs rapport risikerer at give et ensidigt billede af det familieretlige systems funktion og problemer.

Fortalere for ligedeling som et udgangspunkt baserer ofte deres argument på international forskning, primært anført af professor Linda Nielsen (USA) og professor William Fabricius (USA). Begge hævder, at deres studier viser, at de positive effekter af ligedeling (deleordninger) vedvarer, selv efter man statistisk har forsøgt at neutralisere effekten af høj konflikt og økonomi i deres data. De mener med andre ord, at deleordningen i sig selv har en positiv effekt.

Den danske faglige konsensus (jf. VIVE/Fallesen) fastholder, at de statistiske metoder er utilstrækkelige til at fjerne effekten af udvælgelses-bias. Med andre ord: de positive resultater skyldes, at det kun er de samarbejdsvillige familier, der vælger 50/50. Man understreger, at den nordiske kontekst er anderledes end den amerikanske og at forståelsen fra begge kontekster ikke blot kan overføres til hinanden.

Konklusionen er derfor, at spørgsmålet ikke er, om deleordningen er statistisk godt for gennemsnittet, men om det er et fagligt forsvarligt udgangspunkt, især i sager med høj konflikt. Forskningen peger på, at konflikt og individuel vurdering skal vægte tungere end en statistisk formodning.

Flere anerkendte forskere har kritiseret Sandbergs konklusioner og den videnskabelige præmis om entydig evidens, som lovforslaget bygger på. Kritikken fokuserer især på manglen af evidens for at gøre deleordninger til en standardløsning, f.eks.:

• Pernelle Rose Hansen (ph.d. i pædagogisk psykologi) udtaler sig kritisk om Sandbergs rapport og fastslår, at der "ikke er evidens for at sige, at lige deleordninger er bedst for børnene" (Videnskab.dk, 2024).

  
  

• Emma Fransson (psykolog og forsker i nordisk kontekst) har gentagne gange understreget, at selvom hendes studier viser, at børn i deleordninger trives bedre, er det "ikke grundlag nok til at lave deciderede anbefalinger" for alle. Franssons kritik går direkte på misforståelsen af korrelation og kausalitet, idet hun advarer om, at det, der fungerer for én familie, "fungerer ikke nødvendigvis for en anden" (Videnskab.dk, 2017). Dette er en direkte advarsel mod at standardisere løsningen, da trivslen afhænger af konkrete forhold (kausalitet) og ikke af den formelle tidsfordeling (korrelation).

Samlet set peger kritikken på, at Sandbergs konklusioner bygger på en selektiv fortolkning af evidensen, der misforstår korrelation med kausalitet. Dette tilsidesætter de nødvendige forbehold om individuel tilpasning og konfliktniveau.

SFI / VIVE: forbehold mod standardisering

Lovforslaget henviser til SFI's (nu VIVE's) rapport fra 2011 for at understrege, at børn profiterer af at opretholde kontakten til begge forældre efter skilsmisse.

Det er korrekt, at SFI's forskning påviser vigtigheden af at opretholde forældreskabet / tæt kontakt. Men ifølge SFI/VIVE kan dette ikke bruges som et argument for ligelig tidsfordeling (deleordninger). SFI-rapporten fra 2011 fastslår, at det er forældrenes samarbejde og lave konfliktniveau (kausalitet), ikke tidsfordelingen i sig selv, der får deleordningen til at fungere. Den tætte kontakt er kun gavnlig, når den ikke er præget af konflikt.

SFI's og VIVE's forskning understreger derfor, at ligelig tidsfordeling / deleordninger frarådes i sager med høj konflikt, da konsekvensen af konflikt er den største risikofaktor for barnet (VIVE, 2022). Og dette modsiger argumenterne for en standardløsning.

Forslagsstillerne oplister 3 punkter, der peger på konkrete sider forhold i lovforslaget:

Punkt 1: udgangspunkt i en ligelig deleordning

Forslagsstillerne angiver, at ”udgangspunktet bør være en ligelig deleordning (f.eks. 7/7-ordning), når begge forældre er egnede, medmindre andet aftales i enighed mellem parterne”.

• Tilgangen om at indføre en ligelig deleordning som et juridisk udgangspunkt strider direkte mod Forældreansvarslovens krav om en individuel, konkret vurdering ud fra princippet om "barnets bedste".

  
  

• Lovforslaget forveksler det generelle princip om regelmæssig kontakt (som kan opnås gennem mange ordninger, f.eks. 9/5) med et krav om ligelig tidsfordeling. Som dokumenteret i de indledende afsnit bygger denne antagelse på en metodisk fejlslutning om korrelation frem for kausalitet.

  
  

• Forslagsstillerne angiver forældres egnethed og afstand til skole som gyldige årsager til at fravige tilgangen. Disse faktorer inkluderer dog ikke den primære risikofaktor for barnet, nemlig høj forældrekonflikt. Hertil kommer, at lovforslaget heller ikke tilstrækkeligt medtager væsentlige praktiske og logistiske forhold (såsom barnets særlige behov eller manglende infrastruktur), der i praksis kan udfordre eller umuliggøre en ligelig deleordning.

  
  

• Der er faglig konsensus omkring, at dét at pålægge en ligelig deleordning i sager med konflikt risikerer at forlænge barnets udsættelse for forældrenes konflikt og er derfor potentielt skadeligt – i direkte strid med hensynet til barnets bedste. Selv et "udgangspunkt" virker som et incitament til, at forældre med et dårligt samarbejde kæmper for standardløsningen, hvilket forstærker den høje konflikt.

Punkt 2: økonomiske tilskud og ydelser skal følge samværsordningen og børnene

Forslagsstillerne ønsker, at børne- og ungeydelsen (BUY) skal fordeles ligeligt mellem forældrene i overensstemmelse med samværsordningen.

• Lovforslaget skaber et stærkt forøget økonomisk incitament til konflikt. Hvor det økonomiske incitament til at kæmpe om bopælen/samværet i dag primært er knyttet til skillelinjen ved 9/5-ordningen, udvides incitamentet med forslaget til enhver potentiel justering af tidsfordelingen. Da BUY med forslaget følger enhver justering af tidsfordelingen (hvad den ene forælder ”vinder”, ”taber” den anden), modvirker dette direkte forældresamarbejdet. Dermed øges risikoen for dén konflikt, som forskningen (jf. SFI / VIVE) fastslår er den primære risikofaktor for barnets trivsel.

  
  

• BUY er oprindeligt tænkt som en økonomisk håndsrækning til at dække de generelle udgifter ved at have børn. Selv om samværsforælderen dermed også kan siges at være tiltænkt en del af BUY, vil andre typiske udgifter knyttet til bopælsforælderens forpligtelser (f.eks. institution og faste forsikringer) gøre det urimeligt at fordele ydelsen proportionalt.

  
  

• Hertil kommer det administrative problem med løbende at omregistrere og kontrollere den enkelte families skiftende samværsordning for at sikre korrekt udbetaling.

Punkt 3: barnets trivsel i centrum

Princippet om barnets bedste er et ufravigeligt fundament i den danske lovgivning. At barnets trivsel skal i centrum, er derfor givet. Imidlertid retter lovforslaget straks fokus på ligestilling af forældre, hvilket underminerer kravet om individuel vurdering af barnets bedste.

• Den danske familielovgivning har som sit primære juridiske formål at sikre barnets trivsel og beskyttelse mod konflikt. Ligestilling af forældrene er dermed et afledt hensyn, som kun kan forfølges, når det ikke strider mod barnets bedste.

  
  

• Kravet om, at afvigelser fra ligelig deleordning altid skal begrundes grundigt, er en procedure, der cementerer deleordningen som juridisk udgangspunkt. Dette er ikke hensigtsmæssigt set i lyset af, at deleordningen (jf. ovenfor) ikke er en almen standardløsning, men altid skal fastsættes gennem en konkret og individuel vurdering.

  
  

• Det forekommer at være særdeles vigtigt, at myndighederne har mulighed for at afklare den bedste løsning for barnet udelukkende ud fra sagens fulde omstændigheder – og ikke gennem et udgangspunkt i en bestemt samværsordning, der ikke nødvendigvis er til barnets bedste.

Risiko for barnet

Den faglige konsensus dokumenterer, at den egentlige kausale risikofaktor for barnets trivsel er vedvarende forældrekonflikt.

Ved at indføre en ligelig deleordning som juridisk udgangspunkt og koble økonomiske ydelser direkte til tidsfordelingen, skaber lovforslaget et strukturelt incitament til, at forældre med dårligt samarbejde fastholder striden om tidsfordeling.

Det er en trussel mod barnets bedste: dels forlænger det barnets udsættelse for højkonflikt – og dels modarbejder det behovet for at holde barnet ude af forældrenes konflikt.

Lovforslaget risikerer dermed – i den bedste mening – at ramme de børn, det ellers har til formål at hjælpe, hvilket er i åbenlys modstrid med Forældreansvarslovens princip om barnets bedste.

Afslutning: om delte mål og en nødvendig reform

Selvom dette notat er kritisk over for det metodiske grundlag og den juridiske effekt af at standardisere deleordninger, er det vigtigt at understrege, at ”Skilsmissefamilien” deler intentionen om at sikre barnets ret til en tæt og regelmæssig kontakt til begge forældre.

Desuden deles frustrationen over den nuværende familieretlige praksis og anerkender, at lovforslaget adresserer et ønske om øget gennemsigtighed og klarhed i systemet.

Der er desuden utallige faktuelle eksempler på problemer i det familieretlige system, herunder lange sagsbehandlingstider, langsommelighed og passivitet. Hertil kommer fejlagtige vurderinger og afgørelser samt manglende kompetencer og redskaber ved f.eks. højkonflikt og forældrefremmedgørelse.

Disse problemer understreger behovet for en fagligt funderet reform.

Forskningen fastslår, at vedvarende konflikt er den største trussel mod barnets trivsel og udvikling. Denne trussel fjernes ikke ved at tælle dage eller indrette de økonomiske tilskud efter samværsordningen – tværtimod risikerer dette at forstærke konflikten.

I stedet skal fokus være på at sikre de hensyn, som det politiske system pålægger det familieretlige system.

Afklaringen af det fremtidige familieretlige system bør ske gennem faglighed, reel viden og kløgt.

Dette kræver konkrete indsatser, der:

• Reelt understøtter forældrenes samarbejde

  
  

• Ansvarliggør den faktuelt modarbejdende forælder

  
  

• Fastholder barnets behov (f.eks. til begge forældre, medmindre dette skønnes i faktuel strid med barnets bedste) og barnets bedste som det urokkelige omdrejningspunkt i alle relevante sammenhænge

  
  

• Giver Familieretshuset de nødvendige redskaber til effektivt og tidligt at håndtere og neddrosle konflikteskalering i sager med (især høj) konflikt

  
  

• Sikrer, at enhver samværsbeslutning forbliver på en individuel og konkret vurdering af alle sagens faktuelle omstændigheder

Og det omfatter også, at et barn bør være i dén samværsordning, der (efter en konkret og individuel vurdering) passer bedst til det pågældende barn.

Med venlig hilsen

John Bugge

”Skilsmissefamilien”

Henvisninger:

• Bergström, H & Fransson, E. m.fl. (2017): ”School-aged children with shared residence report better health in all regions of Sweden”. Journal of Epidemiology and Community Health.

  
  

• Fransson, Emma, citeret i Videnskab.dk (2017): ”Skilsmissebørn med lige tid hos mor og far klarer sig bedst”.

• Hansen, Pernelle Rose, citeret i Videnskab.dk (2024): ”Ny forskning i skilsmissebørn deler vandene: Bør fædre få ret til mere samvær?”.

• Sandberg, Kristian (2023): ”Shared Parenting and Father Involvement after Divorce in Denmark”. Frontiers in Psychology, vol. 14.

• Holm, M. E. (2022). Børns trivsel efter skilsmisse – En registerbaseret analyse af skilsmissebørns trivsel og risikofaktorer. VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.