Familieretshuset fylder 7 år

Igennem årene har Familieretshuset oplevet store problemer, mens indsatsen for at sikre barnets behov er øget – og nogle borgere har fortsat forkerte forventninger til Familieretshusets grundlæggende opgave.

I dag, den 1. april 2026, er det præcis syv år siden, at Statsforvaltningen blev nedlagt og Familieretshuset tog over. Ambitionen var nødvendig og ambitiøs: barnet skulle sættes i centrum, og det familieretlige system skulle være gearet til at håndtere de mest komplekse skilsmisser med børnefaglig tyngde.

Familieretshuset var dog fra starten udfordret af en underfinansiering, og der stødte flere udfordringer til: lange ventetider, langvarig sagsbehandling, voksende sagspukler, gentagne brud på datasikkerheden, manglende retssikkerhed, manglende oplevelse af succes hos forældrene og meget andet.

I dag har Familieretshuset stadig problemer.

I årsrapporten for 2025, der lige er udkommet, fremgår det for eksempel, at en fejl hos en underleverandør betyder forøget ventetid resten af året – samtidig med, at der er skruet ned for Familieretshusets bevillinger. Dét er problematisk, fordi skilsmisseramte og deres børn dermed kan blive fastholdt i en svær og utryg tid, evt. med presset fra konflikten mellem forældrene, som især kan påvirke børn voldsomt.

Skærpet børnefagligt fokus

Der er dog også positive tiltag, der især understøtter hensynet til barnet.

Folketinget foretog således sidste år en ændring af Forældreansvarsloven, som medfører et øget fokus på psykisk vold og forældre-fremmedgørelse. Her fremgik det blandt andet:

”Definitionen af forældre-fremmedgørelse / forældre-fjendtlighed er, når et barn konsekvent og over længere tid udtrykker stærke negative følelser (had, raseri, frygt) over for én forælder, som ikke er i overensstemmelse med barnets faktiske erfaringer med denne forælder”.

Efterfølgende har medarbejdere fra Familieretshuset været i gang med at udbrede kendskabet til forældre-fremmedgørelse, både internt i organisationen, i kommunerne og rettet mod borgerne – fuldstændig i tråd med definitionen givet af det politiske system.

Ægte frustrationer, men ofte forkerte forventninger

Ét de mest kendetegnende træk ved Familieretshuset er dén kritik, som nogle brugere retter mod dem.

Udgangspunktet er for mange, at de står i en kritisk og sårbar situation, når skilsmissen fører dem til Familieretshuset. Både mødet med den svære juridiske praksis, ventetider og opslidende møder og måske et sagsmæssigt nederlag ser ud til at skabe både vrede og magtesløshed hos rigtig mange forældre.

Dét skal Familieretshuset og det politiske system anerkende.

Men hvis vi skal forstå, hvorfor debatten om Familieretshuset er blevet så uforsonlig, er vi nødt til at se i øjnene, at en meget stor del af kritikken udspringer af en fundamental misforståelse af, hvad systemet overhovedet er sat i verden for.

"Ekkokamre"

Især er der en stærkt problematisk og forkert opfattelse af, hvad Familieretshuset er eller skal være. Det er ofte ukorrekt viden, tonede fremstillinger, konstruerede virkeligheder osv., som særligt lever sit eget liv i flere fædregrupper på Facebook – eller ”ekkokamre”, som de ofte kaldes.

Fortællingen i disse netværk er blandt andet, at systemet er forudindtaget (”mor får altid ret”) eller ligefrem "konfliktskabende", hvis Familieretshuset ikke fastsætter en 50/50-deleordning. Man betragter i ramme alvor barnet som en rettighed eller et aktiv, der skal fordeles ligeligt for ikke at diskriminere én af de voksne (læs: far).

Når Familieretshuset træffer en beslutning om, at et barn har brug for en fast base hos den ene forælder frem for en deleordning, eller at et samvær skal begrænses, udlægges det ofte som et "overgreb" på den forælder, der trækker det korteste strå.

Men ligestilling er ikke et familieretligt anliggende; Familieretshuset er simpelthen ikke bygget til at sikre, at mor og far deler barnet på midten. Deres absolutte og altoverskyggende hovedopgave er derimod at sikre barnets tarv.

For eksempel skal et barn være i dén samværsordning, der passer bedst til det pågældende barn.

Beslutningen træffes for bl.a. at give barnet den nødvendige ro, at skærme mod forældrenes konflikt eller grænseoverskridende adfærd – eller mod det voldsomme pres, det er at leve i kaos.

Familieretshuset fejler, men har den rigtige præmis

Og ja: I den enkelte sag kan sagsbehandlere sagtens vurdere forkert, overse vigtige nuancer eller træffe direkte skadelige afgørelser. Det anfægtes ikke her. Systemet er langtfra ”perfekt”.

Men som forælder er man nødt til at forstå den grundlæggende præmis om barnets bedste – og reelt indgå i et samarbejde med Familieretshuset til at få dét frem i sagen. Man skal ikke bruge sin energi på at bekrige den anden forælder eller søge "voksen-rettigheder" – men tage voksenansvaret på sig, anerkende barnets ret til ro og insistere på at se virkeligheden fra børnehøjde.

Det kræver reel viden samt et kildekritisk, børnefagligt fokus, som ”Skilsmissefamilien” fortsat insisterer på at understøtte og udbrede – især i de enkelte, konkrete sager.

Men der er også behov for at minde om, at de første 7 år ikke har ført os i mål. Dertil er udfordringerne simpelthen stadig for mange. Derfor bør alle involverede fokusere på at sikre faktuel viden, identificere de reelle udfordringer og problemer – og løse dem med fokus på barnets bedste.