Ombudsmanden kritiserer forvaltningerne og Familieretshuset

Antallet af klagesager på Ombudsmandens bord er eksploderet, og det forventes at blive værre de kommende år.

Folketingets Ombudsmand er én af demokratiets vigtigste vagthunde. Her kan borgere klage, når alle andre klagemuligheder er udtømt, for at få efterprøvet, om myndighederne f.eks. har overholdt loven og god forvaltningsskik.

Den 1. maj 2025 overtog Christian Britten Lundblad posten som Ombudsmand, og bag ham sidder cirka 125 medarbejdere klar til at sikre borgernes retssikkerhed.

I den netop udkomne årsberetning beskrives deres grundlæggende funktion:

”Med afsæt i grundloven værner Folketingets Ombudsmand om det demokratiske retssamfund og retssikkerheden. Ved at bidrage til, at forvaltningen handler lovligt og følger god forvaltningsskik, beskytter vi borgernes rettigheder i mødet med myndighederne”.

Og der er i dén grad brug for Ombudsmanden. I 2025 modtog de det højeste antal klager nogensinde, nemlig ca. 7.100, mod ca. 6.000 i 2024.

Det er en massiv stigning på hele 18 %, og Ombudsmanden bemærker i rapporten, at man forventer yderligere stigninger de kommende år.

Sagsbehandlingstider i Familieretshuset

Ét af temaerne i årets beretning er konsekvenserne af myndighedernes lange sagsbehandlingstider. Og her slår Ombudsmanden en usædvanlig skarp tone an:

”Det er min opfattelse, at lange sagsbehandlingstider helt generelt er en udfordring for borgernes tillid til forvaltningen – det er et globalt kendt princip, at ”justice delayed is justice denied” (red.: at ”forsinket retfærdighed er nægtet retfærdighed”). Dette har jeg et særligt fokus på, ikke mindst når det drejer sig om sager med stor betydning for den enkelte borgers umiddelbare velfærd”.

Selvom Ombudsmandens specifikke undersøgelse af Familieretshuset i år udelukkende handlede om sagsbehandlingstiderne på værgemålsområdet – hvor konklusionen var dyster, og der var ”grund til at se med stor alvor på udviklingen” – så rammer selve princippet direkte ned i resten af det familieretlige system.

Problemet med uacceptable ventetider er nemlig i høj grad også virkeligheden i de almindelige skilsmisse- og samværssager. Værgemåls-undersøgelsen bekræfter således billedet af, at Familieretshuset fortsat er under et massivt, generelt driftspres.

Ombudsmandens Børnekontor

”Skilsmissefamilien” er særligt fokuseret på børns rettigheder, og dét er Ombudsmanden også.

Børn har således mulighed for at kontakte Ombudsmandens Børnekontor, hvis de har brug for hjælp eller står i en situation, de har svært ved at overskue. I denne slags sager tager Børnekontoret kontakt til de relevante myndigheder for at gøre opmærksom på sagen.

Det er en klar anerkendelse af, at et barn er et selvstændigt individ med egen retssikkerhed, og at vedkommendes sag skal håndteres tilstrækkeligt og korrekt.

”Skilsmissefamilien” mener

Ombudsmanden er en vigtig demokratisk instans, da han og hans stab efterprøver myndighedernes funktioner og afgørelser. Og beretningen, der netop er udkommet, viser det aktuelle magtforhold mellem den enkelte borger og det offentlige system.

Og med et rekordhøjt antal klager tegner beretningen et billede af en offentlig forvaltning under pres – og understreger dermed nødvendigheden af en instans, der ubetinget stiller sig på borgerens side.

Det mest markante budskab i årets beretning er Ombudsmandens insisteren på, at sagsbehandlingstid ikke bare er et administrativt vilkår, men et fundamentalt spørgsmål om retssikkerhed. Citatet "justice delayed is justice denied" (red.: ”forsinket retfærdighed er nægtet retfærdighed”) er et stærkt universelt princip, der gælder på tværs af alle forvaltninger.

Når myndighederne lader sager trække ud, skaber det ikke bare frustration; det udhuler borgerens tillid til det demokratiske system. Ombudsmanden slår fast, at lange ventetider er særligt kritiske, når de vedrører sager med stor betydning for den enkelte borgers umiddelbare velfærd. Uanset hvilken kasse i det offentlige system, borgeren er havnet i, medfører urimelig ventetid, at man efterlades i et juridisk og retsløst tomrum. Man sættes på standby af en myndighed, der reelt har pligt til at handle.

I skilsmissesagerne er dét ofte katastrofalt, fordi en forælder, der tilbageholder barnet, kan omsætte ventetiden til fordele i Familieretshuset eller Familieretten – på bekostning af hensynet til barnet.

Ombudsmandens beretning er en helt nødvendig påmindelse til myndigheder i bl.a. kommunerne og Familieretshuset: at borgere har krav på lovlighed, god forvaltningsskik og ikke mindst afgørelser truffet i tide.

Derfor skal beretningen ses som en advarsel om, at systemet ikke er perfekt – men at der er fejl og mangler, der modvirker den enkelte borgers rettigheder.

Et skridt frem for voksne - et skridt tilbage for børn

To amerikanske stater påtænker at styrke forældrerettigheder efter skilsmisse, selv om det sker på bekostning af barnets bedste.

Hen over påsken har de amerikanske stater South Carolina og Mississippi fremsat lovforslag, der (som ventet) har bragt stor diskussion med sig. Det handler nemlig om selve grundlaget for skilsmissesagerne.

Som håndteringen er nu, skal en dommer vurdere sagen ud fra barnets bedste. Det sker gennem en række børnefaglige kriterier som f.eks. barnets alder, sundhed, følelsesmæssige tilknytning til forældrene og forældrenes evne til at drage omsorg. En samlet vurdering fra dommeren skal dermed sikre barnets bedste.

Lovforslagene vil gøre fælles forældremyndighed og delt tid til standarden i alle skilsmissesager. Dét vil betyde, at en dommer skal antage, at en fuldstændig lige 50/50-fordeling af både forældremyndigheden og samværet er det absolut bedste for barnet – allerede inden sagens omstændigheder overhovedet er fremlagt.

De nævnte kriterier kan stadig indgå, og dommeren har også fortsat det sidste ord. Men en lovmæssig formodning vil være vanskelig at tilsidesætte, og en sag for at ændre udgangspunktet vil ofte være meget omkostningstung for forældrene.

Kritiseres fra flere sider

Flere fagpersoner, herunder dommere, jurister og børneadvokater kritiserer imidlertid lovforslaget i Mississippi (som denne artikel fokuserer på) for at være problematisk – af flere grunde.

Den tidligere dommer John Hatcher, der har 12 års erfaring fra familieretten, siger, at den nye lov er ”velmenende”, men at det vil være ”en tragedie, hvis loven går igennem”.

Han peger på det grundlæggende problem i, at der kommer fokus på forældrenes rettigheder og ikke barnet. Som han direkte siger det: ”Ingen person kan have ejendomsrettigheder over børn. De er ikke løsøre”.

Desuden er det kritisk, at loven tager et fast udgangspunkt, som ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden i den enkelte sag. I stedet peger han på, at dommere bør give børn en uvildig høring uden at favorisere et bestemt udfald – og at der ikke bør være en forhåndsantagelse om, at forældrene ubetinget skal have lige meget tid med barnet.

Giver ingen mening

Kelly Williams, der er certificeret specialist i børns rettigheder og advokat, mener, at ”fædre bør have en fair høring og blive overvejet til forældremyndighed” – hvilket, understreger hun, allerede sker i det nuværende system. I stedet er hun kritisk over for at binde systemet til en 50/50-standard.

Hun udtaler: "Vi flytter ikke fokus væk fra barnets bedste for at tilfredsstille eller udjævne spillepladen for de stridende parter (red.: forældrene). Det giver slet ingen mening".

Samtidig advarer hun mod, at fokus på ligestilling kan skabe andre udfordringer i de mest sårbare sager:

”At udstede flere domme på 50/50-forældremyndighed kan måske give et skær af ligestilling, men det vil gøre systemet mindre retfærdigt – især for overlevere af vold i hjemmet, forældre i lavindkomstfamilier og hjemmegående mødre.”

Bliver i ægteskaber trods vold

Dén bekymring bakkes op af Douglas NeJaime, som er professor i familieret ved Yale Law School.

Han peger på faren ved at gøre 50/50 til et juridisk udgangspunkt, fordi det bliver urimeligt svært for den beskyttende forælder at trække i nødbremsen:

”Selvom dommerne stadig vil have det sidste ord, kan en forhåndsantagelse (red.: om 50/50) være svær at omstøde”, sagde han og fortsætter: ”Lovgivningen indeholder ingen undtagelser for sager, der involverer vold i hjemmet eller højkonflikt. Det er problematisk.”

Faktisk kan det få store følger i de enkelte sager.

Han siger videre: ”Disse mennesker (red.: ofre for vold eller højkonflikt) vælger måske at blive i ægteskabet frem for at blive skilt og skulle konfronteres med denne forhåndsantagelse om delt forældretid".

Lovforslaget skal nu tages op i Repræsentanternes Hus og efterfølgende Senatet til endelig afstemning.

Familieretshuset fylder 7 år

Igennem årene har Familieretshuset oplevet store problemer, mens indsatsen for at sikre barnets behov er øget – og nogle borgere har fortsat forkerte forventninger til Familieretshusets grundlæggende opgave.

I dag, den 1. april 2026, er det præcis syv år siden, at Statsforvaltningen blev nedlagt og Familieretshuset tog over. Ambitionen var nødvendig og ambitiøs: barnet skulle sættes i centrum, og det familieretlige system skulle være gearet til at håndtere de mest komplekse skilsmisser med børnefaglig tyngde.

Familieretshuset var dog fra starten udfordret af en underfinansiering, og der stødte flere udfordringer til: lange ventetider, langvarig sagsbehandling, voksende sagspukler, gentagne brud på datasikkerheden, manglende retssikkerhed, manglende oplevelse af succes hos forældrene og meget andet.

I dag har Familieretshuset stadig problemer.

I årsrapporten for 2025, der lige er udkommet, fremgår det for eksempel, at en fejl hos en underleverandør betyder forøget ventetid resten af året – samtidig med, at der er skruet ned for Familieretshusets bevillinger. Dét er problematisk, fordi skilsmisseramte og deres børn dermed kan blive fastholdt i en svær og utryg tid, evt. med presset fra konflikten mellem forældrene, som især kan påvirke børn voldsomt.

Skærpet børnefagligt fokus

Der er dog også positive tiltag, der især understøtter hensynet til barnet.

Folketinget foretog således sidste år en ændring af Forældreansvarsloven, som medfører et øget fokus på psykisk vold og forældre-fremmedgørelse. Her fremgik det blandt andet:

”Definitionen af forældre-fremmedgørelse / forældre-fjendtlighed er, når et barn konsekvent og over længere tid udtrykker stærke negative følelser (had, raseri, frygt) over for én forælder, som ikke er i overensstemmelse med barnets faktiske erfaringer med denne forælder”.

Efterfølgende har medarbejdere fra Familieretshuset været i gang med at udbrede kendskabet til forældre-fremmedgørelse, både internt i organisationen, i kommunerne og rettet mod borgerne – fuldstændig i tråd med definitionen givet af det politiske system.

Ægte frustrationer, men ofte forkerte forventninger

Ét de mest kendetegnende træk ved Familieretshuset er dén kritik, som nogle brugere retter mod dem.

Udgangspunktet er for mange, at de står i en kritisk og sårbar situation, når skilsmissen fører dem til Familieretshuset. Både mødet med den svære juridiske praksis, ventetider og opslidende møder og måske et sagsmæssigt nederlag ser ud til at skabe både vrede og magtesløshed hos rigtig mange forældre.

Dét skal Familieretshuset og det politiske system anerkende.

Men hvis vi skal forstå, hvorfor debatten om Familieretshuset er blevet så uforsonlig, er vi nødt til at se i øjnene, at en meget stor del af kritikken udspringer af en fundamental misforståelse af, hvad systemet overhovedet er sat i verden for.

"Ekkokamre"

Især er der en stærkt problematisk og forkert opfattelse af, hvad Familieretshuset er eller skal være. Det er ofte ukorrekt viden, tonede fremstillinger, konstruerede virkeligheder osv., som særligt lever sit eget liv i flere fædregrupper på Facebook – eller ”ekkokamre”, som de ofte kaldes.

Fortællingen i disse netværk er blandt andet, at systemet er forudindtaget (”mor får altid ret”) eller ligefrem "konfliktskabende", hvis Familieretshuset ikke fastsætter en 50/50-deleordning. Man betragter i ramme alvor barnet som en rettighed eller et aktiv, der skal fordeles ligeligt for ikke at diskriminere én af de voksne (læs: far).

Når Familieretshuset træffer en beslutning om, at et barn har brug for en fast base hos den ene forælder frem for en deleordning, eller at et samvær skal begrænses, udlægges det ofte som et "overgreb" på den forælder, der trækker det korteste strå.

Men ligestilling er ikke et familieretligt anliggende; Familieretshuset er simpelthen ikke bygget til at sikre, at mor og far deler barnet på midten. Deres absolutte og altoverskyggende hovedopgave er derimod at sikre barnets tarv.

For eksempel skal et barn være i dén samværsordning, der passer bedst til det pågældende barn.

Beslutningen træffes for bl.a. at give barnet den nødvendige ro, at skærme mod forældrenes konflikt eller grænseoverskridende adfærd – eller mod det voldsomme pres, det er at leve i kaos.

Familieretshuset fejler, men har den rigtige præmis

Og ja: I den enkelte sag kan sagsbehandlere sagtens vurdere forkert, overse vigtige nuancer eller træffe direkte skadelige afgørelser. Det anfægtes ikke her. Systemet er langtfra ”perfekt”.

Men som forælder er man nødt til at forstå den grundlæggende præmis om barnets bedste – og reelt indgå i et samarbejde med Familieretshuset til at få dét frem i sagen. Man skal ikke bruge sin energi på at bekrige den anden forælder eller søge "voksen-rettigheder" – men tage voksenansvaret på sig, anerkende barnets ret til ro og insistere på at se virkeligheden fra børnehøjde.

Det kræver reel viden samt et kildekritisk, børnefagligt fokus, som ”Skilsmissefamilien” fortsat insisterer på at understøtte og udbrede – især i de enkelte, konkrete sager.

Men der er også behov for at minde om, at de første 7 år ikke har ført os i mål. Dertil er udfordringerne simpelthen stadig for mange. Derfor bør alle involverede fokusere på at sikre faktuel viden, identificere de reelle udfordringer og problemer – og løse dem med fokus på barnets bedste.