- 17. jan.
- 4 min læsning
Kritikken hagler ned over Familieretshuset, og mange kræver det lukket. Men vi skal ikke rive bygningen ned – vi skal reparere fundamentet.
Hvis man følger med i debatten på de sociale medier, støder man ofte på slagord som disse: "Luk Familieretshuset! Systemet er råddent! Luk lortet!"
Vreden er forståelig. Når man står i livskrise og føler sig klemt, overhørt eller direkte modarbejdet af systemet, så er lysten til at rive systemet ned enorm.
Og lad det være sagt med det samme: det familieretlige system har problemer! Der sker fejl. Der laves dårlig sagsbehandling. Der findes sager, der trækker i langdrag, og afgørelser, der virker helt skæve.
De fejl og mangler skal gribes og rettes i den enkelte sag. Hver gang.
Men det er ikke løsningen at ”lukke lortet”.
Her er forklaringen hvorfor:
3 gange på 15 år
Vi har haft et familieretligt system i mange år, der har taget sig af skilsmisse-sagerne.
Før 2007 lå opgaverne lokalt i de fjorten Statsamter, så praksis kunne variere fra landsdel til landsdel. I 2007 blev amterne nedlagt for at effektivisere og erstattet af fem regioner med tilhørende Statsforvaltninger. I 2013 blev de regionale ledelser samlet i én Statsforvaltning, der dermed sikrede samme behandling uanset landsdel.
Det var på dette tidspunkt, at kritikken af organisationen tog til: den var for bureaukratisk og havde svært ved at håndtere de følsomme sager med mennesker i krise, sagsbehandlingstiderne var lange, og vurderinger og afgørelser forekom mere tilfældige end organiserede. Retssikkerheden var klemt og nok også mere end dét: retssikkerheden var væk.
Den 1. april 2019 tog Familieretshuset over. De blev den nye indgang for skilsmisseramte, hvor medarbejderne bl.a. skulle stå for rådgivning og mægling. De tunge og svære sager med en vis grad af uenighed og konflikt, skulle så videreformidles til Familieretten.
Det lød logisk og nemt. Men i sin korte levetid har Familieretshuset gentagne gange været i fokus: ikke kun var der langt flere alvorlige sager end ventet. Der var også problemer med underfinansiering, lange ventetider, langvarig sagsbehandling, voksende sagspukler, gentagne brud på datasikkerheden, manglende retssikkerhed, manglende oplevelse af succes hos forældrene og meget andet.
Og her er vi så nu. Det føles ikke som fremgang.
Denne korte historiske gennemgang viser, at det familieretlige system i Danmark er blevet ændret 3 gange på 15 år, og der er stadig problemer.
Vi HAR forsøgt at ”lukke lortet”, men problemerne er der stadig.
Og de skal løses.
Dét, der skal bevares
Inden vi kommer til løsningerne, er vi nødt til at huske på tre ting, som ofte tabes af syne:
For det første er Familieretshuset en administrativ myndighed. De har ikke opfundet reglerne selv, men forvalter dén lovgivning, som politikerne har vedtaget.
Familieretshuset er for eksempel blevet kritiseret for, at de ikke slår hårdt ned på en konfliktoptrappende forælder. Men dén logik er de blevet pålagt. Der står nemlig i forældreansvarsvejledningen:
”Skyldsspørgsmålet har ikke betydning for vurderingen af samværsspørgsmålet, og ofte vil det også være vanskeligt endsige umuligt at fastslå, hvem af forældrene der bærer hovedansvaret for konflikten. Det afgørende for vurderingen er således, hvordan konflikten påvirker barnet og ikke, hvem konflikten skyldes”.
Denne logik har ført til mange sager, hvor en bevidst konfliktoptrappende forælder har kunnet overdænge sin modpart med alverdens ulykker og overgreb, mens Familieretshusets medarbejdere lukkede øjnene – ikke fordi de nødvendigvis vil, men fordi de skal.
For det andet hører vi mest fra de sager, hvor konflikten er gået i hårdknude. Det er de sager, der fylder mest på de sociale medier. Men virkeligheden er også, at titusindvis af danskere hvert år bliver skilt, hvor Familieretshuset blot udsteder skilsmissepapirerne, uden at blande sig i familiens liv.
Et eksempel på kritikken handler om, at bopælsretten i cirka 86 % af sagerne er tildelt moderen, og at Familieretshuset derfor er partisk. Men forklaringen er, at forældrene i langt størstedelen af sagerne selv indgår aftale om, at mor skal være bopælsforælder, og registrerer det direkte i Folkeregistret. De sager ser aldrig en sagsbehandler.
Pointen er, at statistikken ikke er udtryk for systemets tvang, men for forældrenes egne valg i de sager, hvor de selv kan blive enige. For de fleste virker Familieretshuset faktisk efter hensigten.
For det tredje løser Familieretshuset en lang række samfundsopgaver, som ligger uden for skilsmisseområdet, og som er afgørende for tusindvis af sårbare borgere. Det kan være værgemål for dem, der ikke kan tage vare på sig selv, adoptioner, faderskabssager og navneændringer.
Hvis vi "lukker lortet", hvem skal så sikre, at den demente får en værge, eller at barnet får juridiske forældre?
Dét, der skal ændres
Familieretshuset løser vigtige opgaver, som også skal løses fremover. Derfor kan vi selvfølgelig ikke ”lukke lortet”. Og vi skal heller gentage tidligere fejltagelser, hvor vi smækker et nyt navneskilt på fordøren, puster balloner op, skærer kagemanden ud og tager billeder af smilende politikere – for så står vi her igen om 5 år.
Vi skal ikke renovere facaden. Vi skal reparere fundamentet.
Vi skal bevare huset. Men vi skal ændre spillereglerne indenfor.
Det er en kompleks opgave, men vi skal starte et sted…
For eksempel skal vi bevare tilgangen om at understøtte forældrenes gode samarbejde. Dem, der kan og vil samarbejde, skal stadig mødes med rådgivning, mægling osv.
Men vi skal stoppe den naive tro på, at de samme værktøjer virker på forældre, der IKKE kan eller vil samarbejde. Her skal systemet skifte fra at være mægler til at være myndighed.
Betyder dét så, at vi skal hoppe med på de hurtige eller lette løsninger fra de sociale medier? ”Vil bopælsforælderen ikke samarbejde, skal man miste bopælsretten” eller ”Vi skal indføre tvungen 7/7-ordning som udgangspunkt i loven for at fjerne incitamentet for konflikt”?
Nej!
Hensynet til barnet må og skal altid stå forrest. Enhver handling skal vurderes ud fra, om den faktuelt understøtter barnets bedste i den konkrete sag.
Men handlinger, der har til hensigt at sløre sagens faktiske forløb, udøve samværschikane eller skabe forældre-fremmedgørelse, skal have passende konsekvenser. Noget af det er faktisk allerede muligt på baggrund af lovgivningen, men tages ikke tilstrækkeligt i brug i praksis.
Placering af ansvar
Det er kun en start. Men vi skal i mål. Og løbet er i gang.
Nu retter vi fokus mod politikerne. Det er deres ansvar, at Familieretshuset er bygget på forfejlet politik. Nu skal de få Familieretshuset på ret køl gennem god politik.
Kan og vil de ikke dét, kan vi vel kun sige:
”Luk lortet”…
Og så vil vi ikke mene Familieretshuset… men Folketinget.
