Derfor er der bopælsforældre og samværsforældre

Forældre træffer beslutninger for barnet i kraft af forældremyndigheden, men i andre sammenhænge er der forskel på forældrenes indflydelse.

I den familieretlige debat kan man ofte høre et bestemt forslag som løsning på skilsmissekonflikter: at vi skal afskaffe begreberne bopælsforælder og samværsforælder. Argumentet er typisk, at hvis forældrene får de samme rettigheder, forsvinder konflikten, fordi der ikke er noget at kæmpe om.

Umiddelbart lyder det hensigtsmæssigt og retfærdigt. Problemet er bare, at det bygger på en misforståelse af, hvorfor opdelingen overhovedet eksisterer – og der er således flere grunde til, at vi ikke bare kan fjerne den:

Grundlæggende registrering

Den første grund handler om den grundlæggende registrering som dansker. Alle danskere har således én bopælsadresse, og på samme måde kan et barn kun registreres på én adresse, nemlig bopælsforælderens.

Der er ganske vist mulighed for at have delt bopæl for barnet, som forældrene skal være helt enige om. Dermed er begge forældre i princippet bopælsforældre og skal være enige om alle situationer i barnets liv – men også her har barnet kun én formel adresse hos den ene forælder, der dermed reelt er bopælsforælderen. Ved uenighed under delt bopæl vender man igen tilbage til opdelingen i bopæls- og samværsforældre.

Desuden bruges folkeregister-adressen som et udgangspunkt for den pågældende persons tilknytning, f.eks. i forhold til kommune, velfærdsrettigheder, skole og læge. Og dét kan blive umuligt at håndtere på tværs af en skilsmissefamilie, især hvis forældrene bor i forskellige kommuner.

Hensynet til barnet kontra forældrenes rettigheder

Den anden grund handler om, at skilsmisselovgivningen ikke skal indrettes efter dem, der kan selv. Når to forældre har et velfungerende og gnidningsfrit samarbejde, mærker de knap nok forskellen på at være bopæls- eller samværsforælder. De bliver bare enige om skole, læge og alle andre udfordringer, som de måtte opleve til hverdag.

Fordelingen er derimod møntet på det manglende samarbejde for at beskytte de børn, der rammes af det.

Hvis forældre i en højkonflikt gøres 100 % ligestillede og ingen har den endelige beslutningsret, risikerer man, at nødvendige beslutninger slet ikke kan træffes.

Hvad sker der for eksempel, når forældrene ikke kan blive enige om valg af daginstitution, fritidsaktiviteter eller nødvendig flytning inden for landets grænser?

Dette omfatter også sager om psykisk vold eller uhensigtsmæssig styring fra den ene forælder. Hvis opdelingen i bopæls- og samværsforælder ophæves, vil den beskyttende forælder ikke kunne flytte til en anden kommune, skifte skole for et barn i mistrivsel eller søge nødvendig hjælp, uden at den anden part kan blokere det.

Og bopælsforælderen har netop udvidede muligheder og forpligtelser, så det sikres, at barnet kan få den mest grundlæggende hjælp. For eksempel fremgår det af lovgivningen, at vedkommende har mulighed for at håndhæve ting, som samværsforælderen ikke kan, i form af ”direkte daglig omsorg”, ”daginstitution”, ”flytning indenlands”, ”skolepsykolog” og ”børnesagkyndig rådgivning”.

Bopælsretten er derfor lavet for netop at sikre, at bopælsforælderen kan skære igennem, så forholdene omkring barnet kan afklares.

Og det gælder i øvrigt også de sager, hvor den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges den ene forælder, så vedkommende kan træffe beslutninger alene.

Økonomi

Den tredje grund handler om hverdagens økonomi. I debatten lyder det ofte, at bopælsretten bare er en kamp om sociale ydelser og bidrag, og at ydelserne derfor burde deles ligeligt.

Børne- og ungeydelsen er imidlertid ikke en ydelse til den ene forælder, men tiltænkt barnet – og et redskab til at sikre barnets behov.

Ydelserne er ofte knyttet til bopælsforælderen for at sikre en stabil, økonomisk base, hvor dén, der har det daglige hovedansvar, også har midlerne til at handle på det.

Hvis bopælsretten afskaffes og alle udgifter skal deles fra måned til måned, risikerer barnets hverdagsøkonomi at afhænge af løbende forhandlinger. Især i sager med et højt konfliktniveau er der en overhængende risiko for, at ansvaret for at betale for den næste flyverdragt, skoletasken eller fritidsaktiviteten ender i yderligere konflikter.

At samle ansvaret og økonomien hos bopælsforælderen kan derimod skærme barnet fra konflikten og samtidig sikre, at ydelsen gør gavn, som den er tiltænkt.

Ikke del af bodeling

Desuden forekommer behovet for at fjerne betegnelserne ofte at skyldes de voksnes tilgang om retfærdighed for begge forældre – og særligt, at samværsforælderen ikke ønsker at føle sig som en B-forælder. Men det handler ikke om forældrene og deres rettigheder; et barns rettigheder er knyttet til barnet og skal derfor afklares ud fra dets behov og situation.

Og helt grundlæggende har børn brug for tryghed, ro og stabilitet. Når deres fundament i forvejen er skrøbeligt, f.eks. under forældrenes skilsmisse, har de brug for forudsigelighed – og dét kræver ofte, at én voksen har det overordnede ansvar for at få hverdagen til at hænge sammen.

Afslutningsvis skal det nævnes, at der bestemt er udfordringer knyttet til opdelingen i bopæls- og samværsforælder. For eksempel at nogle forældre kan have incitament til at sikre sig bopælsretten for at dække egne behov, uden tanke på barnets reelle behov.

Men det er fortsat hensigtsmæssigt at bevare opdelingen i bopæls- og samværsforælder, fordi mulighederne for derved at hjælpe barnet direkte gennem sine udfordringer bliver skærpede.

Forældre-fremmedgørelse er stadig et omstridt begreb

Debatten om forældre-fremmedgørelse drukner ofte i tvivlsomme teorier og omstridte diagnoser.

Mange forældre, der mister kontakten til deres barn efter et brud, leder desperat efter en forklaring. Ofte støder de på begrebet "forældrefremmedgørelse" (FFG) på nettet og tænker: ”Det er dét, min eks gør!”

Konklusionen baserer sig ofte på arbejdet fra en række internationale skikkelser, der fremstilles som videnskabelige autoriteter, og deres teorier bliver ofte (ukritisk) delt som sandheder. Men faktum er, at deres koncepter er omstridte og ikke anerkendes som selvstændige diagnoser af den etablerede, globale sundhedsvidenskab ( (se f.eks. WHO`s ICD-11 og APA´s DSM-5).

Så selv om FFG fremstår genkendeligt, kan brugen af netop dét ord i f.eks. Familieretshuset ende med at smadre personens egen sag!

Aktørerne på området og den faglige debat

For at forstå dét landskab, vi navigerer i, er vi nødt til at se på de fagpersoner, der oftest citeres i disse sager:

• Richard Gardner: han var psykiateren, der i 1980'erne opfandt begrebet ”Parental Alienation Syndrome” (PAS). Hans arbejde mødte kritik for at mangle empirisk bevis og bygge udelukkende på hans egne kliniske observationer – men paradoksalt nok vandt han stor udbredelse i retssystemer verden over på grund af den simple forklaring på komplekse problemstillinger. Han endte med at selvudgive sine bøger, da anerkendte videnskabelige forlag afviste dem.

  
  

• Richard Warshak: forfatter til bogen ”Divorce Poison”. Han er kendt for at udvikle "reunification"-programmer (som ”Family Bridges”), hvor barnet fjernes fra den afvisende forælder for at gennemtvinge kontakt med den anden. Disse programmer er meget omdiskuterede og kritiseres af flere for at være for indgribende og potentielt traumatiserende for barnet.

  
  

• William Bernet: betragtes af mange som den mest centrale figur inden for FFG-miljøet. Han har brugt årtier på at forsøge at få FFG anerkendt som en officiel diagnose i WHO's (ICD-11) og det amerikanske (DSM-5) diagnosesystem. Selvom begge instanser afviste begrebet som en selvstændig diagnose, stiftede han foreningen PASG for at opbygge et parallelt fagligt miljø, der forsøger at producere den nødvendige dokumentation til at fremme dagsordenen.

  
  

• Craig Childress: psykolog, der forsøger at koble FFG sammen med andre, allerede anerkendte og meget alvorlige diagnoser – for eksempel ved at sidestille det med ”Münchausen by proxy” (hvor en forælder bevidst gør sit barn sygt). Denne omvej tager den etablerede mainstream-psykologi dog stærk afstand fra.

  
  

• Jennifer Harman: én af de mest produktive forskere i FFG-netværket. Hendes studier fremhæves ofte, men de møder metodisk kritik fra andre forskere; bl.a. fordi hun primært rekrutterer testpersoner fra FFG-støttegrupper (hvilket kan skabe en statistisk bias), og at konklusionerne risikerer at overse sager, hvor et barns afvisning af en forælder har reelle årsager som vold eller svigt.

  
  

• Amy J.L. Baker: bliver ofte betragtet som en af de mere seriøse forskere inden for området. Hun har fokuseret på voksne, der som børn mistede kontakten til en forælder, og har identificeret "17 fremmedgørende adfærdsmønstre". Hendes arbejde bruges ofte til at give FFG videnskabelig legitimitet, men kritiseres af visse fagfolk for at hvile på små, retrospektive undersøgelser.

  
  

• Eivind Meland: professor emeritus i medicin ved Universitetet i Bergen og én af de få nordiske akademikere, der aktivt forsøger at udbrede forståelsen af FFG i en skandinavisk kontekst. Kritikere påpeger dog, at hans forskning ofte lider under de samme metodiske udfordringer som Harmans, da den i høj grad bygger på selvrapportering fra forældre i stærkt konfliktfyldte sager.

  
  

• Joan Meier: professor i jura og en central stemme i modbevægelsen. Hendes forskning peger på, hvordan anklager om forældrefremmedgørelse systematisk kan blive misbrugt i retssager til at dække over reel vold og misbrug, og hun betegner flere af de ovenstående teorier som videnskabeligt uholdbare.

  
  

• Reem Alsalem: hun er FN's særlige rapportør, der udgav en skarp advarsel om, at brugen af forældrefremmedgørelse i familieretssystemer ofte bliver brugt af voldelige forældre til at aflede opmærksomheden fra deres egne overgreb. En proces, der udgør en stor risiko for både mødre og børn.

Forskellen på teori og handling

At sundhedsorganisationer og den etablerede videnskab er dybt uenige om FFG, er ikke det samme som at sige, at problemet ikke eksisterer.

Det er et uomtvisteligt faktum, at et uklart antal børn bliver udsat for manipulation. At sabotage af samvær og systematisk nedgørelse af den anden forælder finder sted hver eneste dag. Det er et psykisk overgreb på barnet.

Og det er præcis her, vi skal flytte vores fokus: væk fra diskussionen om omstridte diagnoser og direkte over på den faktiske, skadelige adfærd. For det er adfærden, vi nu endelig har fået papir på i Danmark.

Loven anerkender handlingen – ikke diagnosen

I slutningen af 2024 blev begrebet "forældrefremmedgørelse" for første gang skrevet direkte ind i forældreansvarsloven. Men det er afgørende at læse, hvordan loven definerer begrebet. Lovteksten taler nemlig eksplicit om at gribe ind over for "samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, som er kommet til udtryk ved barnets adfærd."

Det danske system anerkender altså nu FFG som en konkret, skadelig adfærd – ikke som en psykiatrisk brist hos eks-partneren.

Hvis man vil beskytte børnene og bevare sin troværdighed i Familieretshuset, gør man sin egen sag en massiv bjørnetjeneste ved at strande i omstridte psykologiske teorier. Man skal ikke forsøge at diagnosticere den anden forælder, for så mister systemet fokus. I stedet skal man fastholde sagsbehandlernes opmærksomhed på den faktiske adfærd: sabotagen, manipulationen og det psykiske pres.

I stedet for at sige til sagsbehandleren: ”Min eks udøver forældrefremmedgørelse”, skal du sige: ”Den anden forælder har nu aflyst samvær fire gange i træk uden lægeerklæring og nægter at udlevere barnets pas”.

Men det skal selvfølgelig nævnes, at nej… man kan ikke være sikker på, at man ”vinder” sagen ved at fokusere på adfærden. Men man må nok forvente at ”tabe”, hvis man har det forkerte fokus.

Barnets tarv som kommunal kastebold

Når barnet tabes mellem to stole: hvem har reelt ansvaret for samværet?

Det er en problemstilling, som mange skilsmissefamilier desværre kender alt for godt: at to instanser (kommunen og Familieretshuset) skal samarbejde om at sikre et barns trivsel, men ender med at modarbejde hinanden på grund af forskellig lovgivning.

I et nyere debatindlæg peger to børnesagkyndige psykologer netop på denne systemfejl. De beskriver, hvordan indsatsen for at genetablere samværet mellem et barn og en forælder ofte strander, fordi systemerne opererer ud fra to vidt forskellige regelsæt: ”Barnets Lov” i kommunen og ”Forældreansvarsloven” i Familieretshuset.

Når instansernes logikker ikke mødes

Problemet opstår for alvor, når de to instansers logikker ikke mødes. Konsekvensen er i yderste fald, at barnet tabes i gabet mellem dem.

Som de børnesagkyndige præcist formulerer det:

"Vi står reelt lige nu i den situation, at fagligheden i det familieretslige system kan vurdere, at det vil være til et barns bedste at bevare kontakten til begge sine forældre, og at samværet (...) skal støttes for en kortere eller længere periode. Men når forældre så (...) beder deres kommune om den hjælp (...), kan de risikere, at kommunen ikke nødvendigvis vil hjælpe samværet videre."

De to psykologers konklusion på dilemmaet lyder: ”Det bør fremgå tydeligt af barnets lov, at kommunerne er forpligtede til at yde støtte til samvær i skilsmissesager, når samvær er til barnets bedste, men ikke kan foregå uden hjælp”.

Retssikkerheden må ikke afhænge af kommunekassen

Det er nærliggende at kræve en lovændring, der tvinger kommunerne til at betale. Men her ligger der efter min mening en stor risiko i at gøre barnets retssikkerhed og selve samværet afhængig af den sociale, kommunale indsats.

Vi må ikke glemme den afgørende forskel på de to systemer: den juridiske ramme og selve beslutningen om samvær ligger i Familieretshuset, mens den socialfaglige støtte til barnets generelle trivsel ligger i kommunen.

Når Familieretshuset træffer en afgørelse om, at der skal være samvær, men at det kræver støtte for at være trygt for barnet, er det en juridisk vurdering af barnets tarv. Hvis vi gør det til et kommunalt ansvar at levere dén støtte, gør vi samtidig barnets tryghed sårbar over for kommunale budgetbesparelser, ressourcemangel og skiftende socialfaglige vurderinger.

Familieretshuset skal tage det fulde ansvar

Derfor må Familieretshuset ikke basere en afgørelse på en usikker forventning om kommunal hjælp. For hvis kommunen en dag sparer støtten væk eller lukker kassen i, står barnet pludselig tilbage i et utrygt samvær helt uden det nødvendige sikkerhedsnet.

Løsningen er ikke at tvinge kommunerne til at overtage ansvaret for Familieretshusets afgørelser. Den er derimod, at Familieretshuset skal træffe afgørelse om samvær, og derigennem selv sikre (og finansiere) præcis dén hjælp og de rammer, samværet kræver for at fungere forsvarligt.

Kommunen skal naturligvis fortsat støtte barnet i hverdagen. Men den kommunale støtte skal være et supplement til en holdbar og tryg løsning – ikke en forudsætning for den.