Myter, du skal passe på

Udgivet den 3. december 2020 - senest revideret den 6. november 2023.

​

Der er desværre en række fejlagtige opfattelser og forståelser om skilsmisse-området, der cirkulerer rundt på internettet. Dét er selvfølgelig uheldigt, når man netop søger faktuel viden til at stille sig selv bedst muligt i sin egen sag.

 

"Skilsmissefamilien" sætter i denne tekst fokus på disse myter, så du er hjulpet til at være varsom, når du opsøger rådgivning og vejledning på internettet.

​​

Myterne er inddelt i temaer herunder.

​

​

Generelle overvejelser om viden, kildekritik osv.

​

Når du forholder dig til et emne eller drøfter emnet med andre, bør du først og fremmest sikre dig, at det baserer sig på faktuel viden. Du skal jo have den fornødne viden til at forstå din egen situation og have de rette værktøjer til at handle korrekt. Og denne viden kan du sikkert også finde. Men der er al mulig grund til at manøvrere forsigtigt, for der er også en risiko for, at dén viden, du finder, simpelthen er upræcis eller forkert.

​​

Her får du en række punkter, du kan overveje i forhold til at finde reel viden - og undgå den forkerte viden. Måske er nogle punkter vigtigere end andre i dén situation, du måtte være i, og det er nok også hensigtsmæssigt at holde lidt igen over for andre, så de ikke føler, de skal forsvare alt:

​

• Få styr på fakta. I nogle sammenhænge er der kun ét korrekt svar til et spørgsmål, f.eks. fordi lovgivningen er meget specifik. Find de faktuelle sammenhænge og få styr på dén viden.

• Viden er vigtig. Man vil givetvis bedre kunne anerkende viden fra f.eks. en fagperson, der arbejder med skilsmisse-området, end hvis du drøfter det med personer uden kendskab til området.

• Folk kan være overbevisende, selv om de tager fejl. Et svar på et spørgsmål kan blive udtrykt med den største sikkerhed, fordi vedkommende mener at vide, hvad han / hun taler om - men derfor kan svaret alligevel godt være forkert. Det er derfor ikke nødvendigvis personen selv, der kan overbevise dig om, at svaret er korrekt, men andre kilder. Lad dig derfor ikke overbevise af, at personen er "sikker" på sit svar eller lignende.

• Vær kritisk. Har du fået en information, så få den bekræftet - og gerne fra flere for at øge sikkerheden for, at denne viden faktuelt er korrekt.

• Læg mærke til sprogbrugen. Når personen siger, at vedkommende "mener", "synes", "tror", "tænker", "har hørt" osv., er der grund til at være varsom i forhold til personens viden og upræcise tilgang. Søg fakta / viden og ikke hvad personen subjektivt måtte "synes".

• Få så vidt muligt fat i kilden. Når en person siger, at "forskning viser" eller at "det er kendt viden", så bed om henvisninger til kilden. Pas på med at tage nogens udsagn for pålydende, for de kan have misforstået kilden eller har slet ikke en kilde.

• Få begge sider med. Mange vil være meget anerkendende over for informationer, der bekræfter deres holdninger, og ekstremt kritiske over for informationer, der modsiger dem. Men sørg selv for at få argumenterne både for og imod, så du får det bedste fundament for en reel stillingtagen.

• Vær kritisk over for kritik. Hvis nogen kritiserer eksisterende undersøgelser eller lignende, bør man være kritisk - især hvis deres kritik er overfladisk og det reelt handler om at pege på sin egen holdning som den rigtige. Det er ikke usædvanligt, at folk kritiserer en stor og sammenhængende rapport fra en stor organisation med overfladisk lethed, men selv fremhæver deres egen holdning som "den rigtige" uden argumenter overhovedet.

• Få baggrunden. Ethvert udsagn, kritik osv. baserer sig på en antagelse om, hvordan vedkommende ser på verden. Har vedkommende en holdning eller opfattelse, så afklar, om det stikker dybere end blot overfladiske meninger, dvs. om vedkommendes viden og holdninger har et tilpas omfang og dybde. Nogle områder (f.eks. de juridiske, udviklingspsykologiske og lignende) kan være særdeles komplekse, og dét bør i nogle sammenhænge fremgå af dét, personen udtrykker. For eksempel er der formodentlig mangler i personens forståelse og viden, hvis vedkommende om f.eks. de børnesagkyndige i Familieretshuset eller dommeren i Familieretten siger, at de "tager fejl" eller "er idioter". Er personen objektiv eller påvirket af følelser?

​

Hos "Skilsmissefamilien " kan du finde beskrivelser af, hvordan lovgivningen faktisk skal forstås. Alle sammenhænge er enten bekræftet af fagpersoner eller baseret på fagpersoners beskrivelser, så der er en høj grad af sikkerhed for, at det er korrekt viden. Det er fakta og til at stole på. Og alligevel opfordres du til at være kildekritisk - både hos "Skilsmissefamilien", når du deltager i debatter på nettet og endda også, når du sidder over for en advokat.

​

Det er vigtigt, at du bliver reelt vidende om de sammenhænge, der har relevans i din sag eller for din familie. Og forhåbentlig kan punkterne herover være medvirkende til, at dét sker. Find gerne personer, du kan drøfte de forskellige sammenhænge med, og som du kan "regne med": at I sammen opbygger en fælles viden, der er underbygget, mangfoldig, for og imod, argumenterende osv.

​

​

"Myter, du skal passe på"​

​​

​

Offentlige myndigheder

​​

Henvisninger til "Amtet", "Statsamtet" og "Statsforvaltningen".

Statsamtet blev nedlagt og erstattet af Statsforvaltningen tilbage i 2007, og Statsforvaltningen blev den 1. april 2019 erstattet af Familieretshuset. Det er således Familieretshuset, der p.t. er myndigheden, hvor sager som udgangspunkt opstartes og håndteres.

​​

​​

Det grundlæggende: bopæls- og samværsforælder

​

Myte: "En 7/7-ordning er (ikke) det bedste for barnet".

Dette bliver flittigt og ofte debatteret i diverse internet-fora. Forældrene kan måske nok finde inspiration og gode råd i disse debatter, men bør vurdere hvilken ordning, der vil være bedst for netop deres barn. Der er ingen undersøgelser, der klart og entydigt slår fast, at en bestemt samværsordning er bedre end andre samværsordninger. Derimod er der stor forskningsmæssig enighed om, at børn har grundlæggende bedst af at have begge forældre i deres liv (hvis dette er hensigtsmæssigt for det pågældende barn) - og at andre faktorer som forældrenes gode samarbejde og lignende har større betydning for barnets trivsel end samværsordningen i sig selv. 

​​

Myte: "Samværsforælderen har ret til samvær / ferie / x antal ugers sommerferie".

Samværsforælderen har ret til dét samvær / ferie, der er aftalt med bopælsforælderen, eller som fremgår af aftalen ("resolutionen") fra Statsforvaltningen / Familieretshuset. Hverken mere eller mindre. Har samværsforælderen ikke en aftale eller en resolution, har vedkommende heller ikke ret til samvær / ferie.

​​

Myte: ”Familieretshusets fokus er problematisk i forhold til ligestillingen”.

Forældre kan grundlæggende aftale, hvordan de indretter sig efter en skilsmisse, uden at involvere Familieretshuset i denne sammenhæng.

​

De sager, der tages op i Familieretshuset, har ofte en større eller mindre grad af uenighed eller konflikt mellem forældrene. Her er det ikke myndighedernes opgave at sikre ligestillingen mellem forældrene, men de har derimod fokus på at afklare hvilke løsninger, der (f.eks. i forhold til familieliv, forældremyndighed, bopæl og samvær) er bedst for barnet – og efterfølgende sikre disse. Hensynet til barnet står også i denne sammenhæng forrest.

​

Derfor kan forældre i praksis opleve, at der netop bliver en skævhed, hvis afgørelsen f.eks. bliver en 10/4-samværsordning eller hvis forældremyndigheden tillægges den ene forælder alene.

​

​

Det grundlæggende: delt bopæl

​​

Myte: "Med delt bopæl har barnet adresse hos begge forældre".

Det er ikke korrekt. Med delt bopæl (eller uden delt bopæl) er barnet tilknyttet én adresse - nemlig hvor barnet har sin folkeregister-adresse. Barnets anden forælder vil derfor eksempelvis ikke kunne få de ydelser, som forælderen, som har barnets folkeregister-adresse hos sig, kan.

​​

Myte: "Barnet har delt bopæl i tre måneder efter samlivsophævelsen".

Denne obligatoriske indretning er efterfølgende afskaffet igen og er således ikke længere gældende.

​​

Myte: "Ved delt bopæl skal forældrene dele tilskud som f.eks. børne- og ungeydelsen".

Det er ikke korrekt. En aftale om delt bopæl har ingen relevans / betydning for de økonomiske forhold mellem forældrene. Det står således i vejledningen til Forældreansvarsloven, at "lovgivningen ud over den familieretlige lovgivning, herunder reglerne i CPR-loven om bopælsregistrering af barnet og lovgivning om udbetaling af offentlige ydelser vedrørende barnet, administreres uafhængigt af den delte bopæl".

​

​

Det grundlæggende: flytning og skole

​​

Myte: "Bopælsforælderen skal have lov af samværsforælderen, hvis vedkommende ønsker at flytte barnet mere end 30 kilometer væk".

​Det er ikke korrekt. Som bopælsforælder kan man beslutte, hvor i landet barnet skal bo. Vedkommende har dog pligt til at orientere den anden forælder om en flytning, og det skal ske senest 6 uger inden, at flytningen finder sted. Denne periode skal give forældrene mulighed for at finde frem til en løsning på, hvordan barnets kontakt til den anden forælder bevares, hvis flytningen får betydning for kontakten.

​Der er herudover heller ikke angivet en afstand eller et antal kilometer, som bopælsforælderen maksimalt må flytte væk med barnet.

​Det er dog muligt, at forældrene indbyrdes kan indgå en aftale om afstand og indskrive dette i aftalen om "delt bopæl". Men det skal ske i enighed, og man kan vælge delt bopæl uden at indgå en sådan aftale.

​​

​​

Det grundlæggende: samvær.

​​

Myte: "Samværsforælderen har ret til samvær" og "Samværsforælderen har ret til samvær hver anden weekend".

Det er grundlæggende ikke korrekt. Der er ikke i lovgivningen angivet en ret, som samværsforælderen kan pege på og dermed sikre samvær - hverken hver anden weekend eller generelt. Barnet har derimod ret til "samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos" (Forældreansvarslovens § 19). Samvær er således barnets ret og ikke forældrenes. Det giver grundlag for at fastsætte samvær - men også, at man kan ophæve samværet for en samværsforælder, der eksempelvis ikke kan varetage barnets behov.

​

Hvis samværsforælderen ikke laver en aftale med bopælsforælderen eller får en resolution via Familieretshuset angående samvær, så har samværsforælderen ikke ret til samvær. Men sikrer samværsforælderen netop en aftale / resolution, har samværsforælderen ret til dét samvær, som fremgår heraf - og det gælder såvel det løbende samvær som ferie-samvær.

​​

Myte: "Ved fælles forældremyndighed har samværsforælderen ret til samvær".

Det er ikke korrekt, da der ikke er nogen sammenhæng mellem forældremyndighed og samvær. En samværsforælder uden del i forældremyndigheden kan således sagtens opnå samvær, ligesom en samværsforælder, hvor samværet er suspenderet, stadig kan have del i forældremyndigheden.

​

​

Det grundlæggende: børne- og ægtefællebidrag

​​

Myte: "Ved en 7/7-ordning skal man ikke betale børnebidrag".

Én af de hyppigste misforståelser er, at børnebidraget bortfalder, hvis man har en 7/7-ordning eller endda en 8/6-ordning. Det er ikke korrekt, selv om lovens udgangspunkt er, at der ikke fastsættes børnebidrag ved en 7/7-ordning. Det afgørende er, om samværsforælderen opfylder sin forsørgelsespligt. Hvis forældrene har delt alt mellem sig, kan det sagtens ske ved en 7/7- eller 8/6-ordning, at samværsforælderen opfylder sin forsørgelsespligt og børnebidraget således ikke fastsættes / bortfalder. Men ved eksempelvis en 7/7-ordning, hvor forældrene ikke har delt specifikke regninger mellem sig, er det ikke givet, at samværsforælderen løfter sin forsørgelsespligt - hvilket betyder, at vedkommende fortsat skal betale børnebidrag.

​​

Myte: "Når samværsforælderen betaler børnebidrag, skal bopælsforælderen betale alt".

Dette er ikke korrekt. Samværsforælderen skal afholde udgifterne knyttet til samværet, herunder eventuelt også bleer - og samværsforælderen skal ydermere afholde eventuelle udgifter knyttet til eksempelvis fritidsaktiviteter, hvis denne har behovet og har tilmeldt barnet. Og selv om samværsforælderen i mange sammenhænge ikke er forpligtet til at afholde bestemte udgifter, er det ikke givet, at bopælsforælderen har forpligtelsen.

​​​

Myte: "De cirka 1.500 kroner, som samværsforælderen betaler i børnebidrag, er for lidt / meget".

Dette bliver flittigt og ofte debatteret i diverse internet-fora, og man må gøre op med sig selv, om man vil tage del i debatterne. Dét, der er givet, er, at samværsforælderen betaler et månedligt beløb til bopælsforælderen, der så sørger for at betale udgifter knyttet til barnet, hvorved begge forældre i fællesskab har opfyldt forsørgelsespligten for barnet. Om beløbet er "(u-)rimeligt" eller for lidt / meget lader til at være vanskeligt at nå til enighed om, og da det for mange er et beløb, de blot betaler, fordi det er sådan, reglerne nu engang er - ja, så holder de sig også væk fra diskussionerne om det.

​​

Myte: "Samværsforælderen opfylder sin forsørgelsespligt ved at sørge for barnets behov for tøj, kost osv. under samværet".

Det er udgangspunktet, at samværsforælderen skal sørge for barnets behov under samvær. Men forsørgelsespligten er begge forældres samlede varetagelse af barnet, og derfor kan det ikke deles op i respektive forælders varetagelse. Vil en samværsforælder ansøge om ikke at betale børnebidrag, skal denne derfor påtage sig nogle af de generelle udgifter til barnet, eksempelvis til tøj, institution og lignende - og efterfølgende skal det vurderes, om vedkommende derved løfter forsørgelsespligten i rimelig grad.

 

Myte: ”Kun kvinden kan få hustrubidrag”.

Tidligere kunne kun kvinden søge og få hustrubidrag, da mange kvinder var hjemmegående og derfor økonomisk blev stillet bedre efter skilsmisse via hustrubidraget. Nu er betegnelsen ”ægtefællebidrag” og kan tildeles både mænd og kvinder.

​​

​​

Det grundlæggende: forældremyndighed

​​

Myte: "Man kan få samvær, hvis man har del i forældremyndigheden".

Når man anmoder om samvær hos Familieretshuset, har det ingen betydning, om man har del i forældremyndigheden eller ej. Der er ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem forældremyndighed og samvær.

​​

Myte: "Det er svært (i praksis næsten umuligt) at få den fulde forældremyndighed".

Tidligere skulle der være "tungtvejende grunde" til at ophæve den fælles forældremyndighed. Sådan er det ikke længere. Det fremgår nu af Forældreansvarslovens § 11, at retten kun kan "ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste". Det kræver dog fortsat en del at få den fulde forældremyndighed.

​​

​​

Dagligdagen: automatisk erstatningssamvær

​​

Myte: "Når bopælsforælderen aflyser samværet på grund af ferie, skal samværsforælderen kræve erstatningssamvær".

Reglerne om erstatningssamvær gælder kun det løbende samvær og således ikke ferie- eller helligdags-samvær.

​​

Myte: "Bopælsforælderen kan aflyse samværet og tilbyde erstatningssamvær".

Det er ikke hensigten med det automatiske erstatningssamvær at være bopælsforælderens mulighed for at rykke rundt på samværet efter behov. Faktisk kan erstatningssamværet ikke iværksættes af bopælsforælderen - men udelukkende af samværsforælderen.

​

Aftalen om samvær, som forældrene har indgået eller har sikret via resolutionen fra Statsforvaltningen / Familieretshuset, skal respekteres og følges. Aflysningen af samvær skal derfor være regulær, og derefter kan samværsforælderen anmode om erstatningssamværet.

​​

​​

Dagligdagen: transport

​

Myte: "Forældrene skal deles om transporten" / "Forældrene skal deles om transporten, så den ene sørger for transporten TIL samvær, og den anden sørger for transporten FRA samvær".

Det fremgår ikke af lovgivningen, hvordan transporten skal håndteres. Faktisk står der i "Bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.", § 12, at "Forældrene har selv ansvar for at tilrettelægge transporten af barnet i forbindelse med samvær" - dog står der også (§ 12, stk. 2), at "Der kan efter anmodning i helt særlige tilfælde fastsættes vilkår om fordelingen af forældrenes ansvar for transporten". Familieretshuset peger dog ofte på dén løsning, der er nævnt i overskriften, nemlig at forældrene sørger for transporten hver sin vej.

​​

​​

Dagligdagen: tøj, medicin m.v.

​​

Myte: "Bopælsforælderen skal sørge for bleer til barnet".

Under samvær skal samværsforælderen selv sørge for bleer til barnet.

​​

Myte: "Man skal sende ét sæt tøj pr. dag med på samvær".

Bopælsforælderen skal give en "passende mængde" tøj med på samvær. Samværsforælderen vil ikke juridisk have pligt til at vaske barnets tøj, og bopælsforælderen må heller ikke give for lidt tøj med, så samværsforælderen er nødt til at købe nyt tøj til barnet.

​

En "passende mængde" behøver ikke knytte sig til antallet af dage (ét sæt tøj pr. dag). Et barn kan muligvis genbruge tøjet, så det i stedet hedder ét sæt tøj pr. 2 dage.

​

Myte: "Bopælsforælderen skal sørge for alt tøj, herunder festtøj".

Det er korrekt, at såfremt samværsforælderen betaler børnebidrag, skal bopælsforælderen sørge for en passende mængde almindelig pænt tøj og fodtøj, som skal være tilpasset årstiden - hvilket omfatter regntøj, støvler og lignende.

​​

Bopælsforælderen er imidlertid ikke forpligtet til at sørge for tøj herudover, herunder festtøj - og heller ikke sportstøj eller andre aktiviteter, som udelukkende ligger i samværsforælderens tid med barnet (som samværsforælderen i øvrigt også selv skal sikre betalingen af). 

​​

​​

Dagligdagen: ferie og pas

​​

Myte: "Bopælsforælderen kan maksimalt holde tre ugers ferie med barnet".

Barnet har cirka 6-7 ugers sommerferie. Hvis det er blevet besluttet, at samværsforælderen har 2 ugers ferie, kan de resterende cirka 4-5 ugers ferie i princippet holdes af bopælsforælderen.

​​

Myte: "Passet skal opbevares hos bopælsforælderen. Skal barnet bruge passet under samvær, skal samværsforælderen bede bopælsforælderen om det".

Passet skal som udgangspunkt følge barnet, men da passet bruges forholdsvis sjældent, vælger mange den nævnte metode.

​​

Myte: "Ønsker en forælder at tage barnet med til udlandet på ferie, skal den anden forælder give sit samtykke".

Hvis der er fælles forældremyndighed, kan hver af forældrene rejse med barnet ud af Danmark, uden at dette kræver en afgørelse eller samtykke fra den anden forælder.

​

Er forældrene uenige om forældremyndigheden, skal den ene forælder give sit samtykke til, at den anden forælder må tage barnet med ud af Danmark. Og har bopælsforælderen forældremyndigheden alene, skal denne give sit samtykke til, at samværsforælderen kan tage barnet med ud af Danmark - eller få Familieretshuset til at træffe en afgørelse herom.

​

Dog skal man være opmærksom på, at nogle lande kræver bevis på, at man har ret til at tage barnet med sig ind i / ud af det pågældende land.

​

​

​

Barnets rettigheder: inddragelse af barnet

​​

Myte: "Barnet bestemmer selv, når det er 10 / 12 / 14 / 16 år gammel".

Barnet har en vis selvbestemmelsesret (herunder religions- og ytringsfrihed), men bestemmer ellers ikke selv, før det fylder 18 år. Indtil da er barnet underlagt forældrenes myndighed (Forældreansvarslovens § 1a). Barnet skal ganske vist inddrages, men det betyder ikke, at barnet dermed har en formel / juridisk selvbestemmelse.

 

Det sker i sager med større børn, at deres ønske med hensyn til samvær, bolig og lignende bliver anerkendt - og det dermed ser ud til, at barnet har selvbestemmelse. Men dét har barnet / den unge ikke. Myndighedspersonen (sagsbehandler eller dommer) skal vurdere, om barnet har tilstrækkelig viden og modenhed til at overskue konsekvenserne af sine handlinger, at det reelt er barnets ønske og så videre. Har barnet dét, vil dommeren træffe en beslutning om, at barnets ønske skal anerkendes.

​

​​

Myte: "Barnet skal inddrages, når det fylder 12 år".

Et barn skal sådan set altid inddrages, med afsæt i barnets alder og modenhed - og bliver barnet ikke inddraget direkte i sagen (eksempelvis via en børnesamtale), skal barnets perspektiv belyses på anden vis. Skønt de 12 år gjaldt tidligere, er der ikke længere i lovgivningen angivet en nedre alder. I praksis sker det nu typisk fra omkring skolealderen.

​​

​​

Andet (bisidder, aktindsigt m.v.)

​​

Myte: "En bisidder må ikke sige noget under et møde".

Som udgangspunkt er bisidderens funktion at støtte parten under mødet og ikke at deltage i mødet som sådan. I praksis er det mødelederen, der bestemmer hvordan mødet håndteres, og således også, om bisidderen får taletid.

​​

Myte: "Ved aktindsigt har man ret til alt materiale".

Man har som udgangspunkt ret til alt materiale, der vedrører sagen, men der er flere undtagelser. For eksempel omfatter aktindsigt ikke personfølsomme oplysninger om andre, eksempelvis en tidligere ægtefælle i en skilsmissesag - selv om eventuelle informationer, der ligger til grund for afgørelsen, vil være omfattet. Den behandlende myndighed vil typisk udlevere materialet, hvor personfølsomme informationer er overstreget, så man ikke kan læse indholdet.

​

​