top of page

Ombudsmanden kritiserer forvaltningerne og Familieretshuset

Antallet af klagesager på Ombudsmandens bord er eksploderet, og det forventes at blive værre de kommende år.




Folketingets Ombudsmand er én af demokratiets vigtigste vagthunde. Her kan borgere klage, når alle andre klagemuligheder er udtømt, for at få efterprøvet, om myndighederne f.eks. har overholdt loven og god forvaltningsskik.


Den 1. maj 2025 overtog Christian Britten Lundblad posten som Ombudsmand, og bag ham sidder cirka 125 medarbejdere klar til at sikre borgernes retssikkerhed.


I den netop udkomne årsberetning beskrives deres grundlæggende funktion:


”Med afsæt i grundloven værner Folketingets Ombudsmand om det demokratiske retssamfund og retssikkerheden. Ved at bidrage til, at forvaltningen handler lovligt og følger god forvaltningsskik, beskytter vi borgernes rettigheder i mødet med myndighederne”.


Og der er i dén grad brug for Ombudsmanden. I 2025 modtog de det højeste antal klager nogensinde, nemlig ca. 7.100, mod ca. 6.000 i 2024.

Det er en massiv stigning på hele 18 %, og Ombudsmanden bemærker i rapporten, at man forventer yderligere stigninger de kommende år.

 

 

Sagsbehandlingstider i Familieretshuset


Ét af temaerne i årets beretning er konsekvenserne af myndighedernes lange sagsbehandlingstider. Og her slår Ombudsmanden en usædvanlig skarp tone an:


”Det er min opfattelse, at lange sagsbehandlingstider helt generelt er en udfordring for borgernes tillid til forvaltningen – det er et globalt kendt princip, at ”justice delayed is justice denied” (red.: at ”forsinket retfærdighed er nægtet retfærdighed”). Dette har jeg et særligt fokus på, ikke mindst når det drejer sig om sager med stor betydning for den enkelte borgers umiddelbare velfærd”.


Selvom Ombudsmandens specifikke undersøgelse af Familieretshuset i år udelukkende handlede om sagsbehandlingstiderne på værgemålsområdet – hvor konklusionen var dyster, og der var ”grund til at se med stor alvor på udviklingen” – så rammer selve princippet direkte ned i resten af det familieretlige system.

Problemet med uacceptable ventetider er nemlig i høj grad også virkeligheden i de almindelige skilsmisse- og samværssager. Værgemåls-undersøgelsen bekræfter således billedet af, at Familieretshuset fortsat er under et massivt, generelt driftspres.


 

Ombudsmandens Børnekontor


”Skilsmissefamilien” er særligt fokuseret på børns rettigheder, og dét er Ombudsmanden også.


Børn har således mulighed for at kontakte Ombudsmandens Børnekontor, hvis de har brug for hjælp eller står i en situation, de har svært ved at overskue. I denne slags sager tager Børnekontoret kontakt til de relevante myndigheder for at gøre opmærksom på sagen.


Det er en klar anerkendelse af, at et barn er et selvstændigt individ med egen retssikkerhed, og at vedkommendes sag skal håndteres tilstrækkeligt og korrekt.

 

 

”Skilsmissefamilien” mener

 

Ombudsmanden er en vigtig demokratisk instans, da han og hans stab efterprøver myndighedernes funktioner og afgørelser. Og beretningen, der netop er udkommet, viser det aktuelle magtforhold mellem den enkelte borger og det offentlige system.


Og med et rekordhøjt antal klager tegner beretningen et billede af en offentlig forvaltning under pres – og understreger dermed nødvendigheden af en instans, der ubetinget stiller sig på borgerens side.

Det mest markante budskab i årets beretning er Ombudsmandens insisteren på, at sagsbehandlingstid ikke bare er et administrativt vilkår, men et fundamentalt spørgsmål om retssikkerhed. Citatet "justice delayed is justice denied" (red.: ”forsinket retfærdighed er nægtet retfærdighed”) er et stærkt universelt princip, der gælder på tværs af alle forvaltninger.


Når myndighederne lader sager trække ud, skaber det ikke bare frustration; det udhuler borgerens tillid til det demokratiske system. Ombudsmanden slår fast, at lange ventetider er særligt kritiske, når de vedrører sager med stor betydning for den enkelte borgers umiddelbare velfærd. Uanset hvilken kasse i det offentlige system, borgeren er havnet i, medfører urimelig ventetid, at man efterlades i et juridisk og retsløst tomrum. Man sættes på standby af en myndighed, der reelt har pligt til at handle.


I skilsmissesagerne er dét ofte katastrofalt, fordi en forælder, der tilbageholder barnet, kan omsætte ventetiden til fordele i Familieretshuset eller Familieretten – på bekostning af hensynet til barnet.

 

Ombudsmandens beretning er en helt nødvendig påmindelse til myndigheder i bl.a. kommunerne og Familieretshuset: at borgere har krav på lovlighed, god forvaltningsskik og ikke mindst afgørelser truffet i tide.


Derfor skal beretningen ses som en advarsel om, at systemet ikke er perfekt – men at der er fejl og mangler, der modvirker den enkelte borgers rettigheder.

 

Kommentarer


Skilsmissefamilien

  • Facebook

© 2026 - Skilsmissefamilien

bottom of page