Frank oplevede, at hustruen forsvandt med børnene og ville skilles. Han er ”ok” nu, men stadig påvirket af sagen. Her fortæller han om sine erfaringer, eksklusivt til ”Skilsmisse-magasinet”.
Modelfoto
Artiklen blev oprindelig udgivet i ”Skilsmisse-magasinet” nummer 8, 1. februar 2023, som en del af temaet "Krise / Sorg".
Frank er midt i 40´erne, far til to og bor i Jylland. ”Frank” er ikke hans rigtige navn, men benyttes i artiklen af hensyn til anonymiteten.
Her er hans historie:
En dag, han kom hjem fra arbejde, var huset tomt. Hustruen og børnene var der ikke som aftalt. Han kunne se, der var fjernet tøj og enkelte andre ting. Forvirret ringede og skrev han til hustruen, men der kom intet svar. Ikke før om aftenen.
”Hvordan reagerede du på, at din hustru fortalte, hun ville skilles?”
”I starten troede jeg, at jeg havde misforstået ét eller andet. Og at der var en logisk forklaring, at hun ikke var til at få fat på. Men jeg havde en knude i maven, så jeg vidste det nok godt. Vi havde jo skændtes i lang tid”.
”Da hun skrev tilbage om aftenen, var hendes formuleringer sådan… advokatagtige. At hun ikke ønskede at fortsætte ægteskabet, at hun var på krisecenter med børnene for at få ro og at hun ville skilles. Hun skrev også, at hun ville kontakte mig gennem sin advokat for at få vores ægteskab afsluttet. Og så skrev hun, at af hensyn til børnene skulle jeg lade dem være i fred og ikke kontakte hende eller dem”.
”På dét tidspunkt havde jeg set en kammerat opleve det samme. Han blev anklaget for alt muligt, og dét blev jeg så ikke. Men det var en enormt svær situation at stå i, at jeg bare skulle holde mig væk og være ude af deres liv”.
”Jeg fik fat i en advokat, og han var fin nok, men også ret negativ i forhold til sagen. At jeg skulle samarbejde med min eks og ikke kæmpe imod, fordi dét ville blive brugt imod mig. Og dét kom bag på mig, for jeg ville kun have børnene hjem – dét var jo ikke at kæmpe imod”.
”Nogle måneder senere skulle vi til møde i dét, der dengang hed Statsforvaltningen. Og dér fik jeg endelig samvær osv. Men indtil da sov jeg rigtig dårligt, mistede appetitten og var også bange for hvad, der skulle ske. Det stod faktisk på i flere år, indtil vores sag var helt slut, for jeg følte, at Statsforvaltningen ikke ligefrem traf de rigtige beslutninger”.
”Hvornår begyndte du at bearbejde krisen, du var i? ”
”Dét gjorde jeg nok aldrig. Jeg var så optaget af sagen, at jeg ikke bearbejdede noget som helst, i hvert fald ikke bevidst. Jeg tog ekstra-timer på arbejde for at få råd til advokat. Og når jeg var alene, savnede jeg børnene så meget, at jeg aldrig rigtig tænkte på mig selv”.
”Hvornår nåede du til, at det ikke længere handlede om jeres skilsmisse, men mere om fremtiden som skilsmissefamilie?”
”Dét var ikke en beslutning, jeg traf. Min ekskone havde behandlet mig ad helvede til igennem lang tid. Ting, hun fortalte om mig, som ikke var rigtige, og hun sendte en masse breve ind til Statsforvaltningen, der bare var brok, og sådan noget. Og Statsforvaltningen labbede det i sig. Men da sagen var slut og hun havde fået det, som hun ville, så ændrede hun sig fuldstændig. Så ville hun pludselig samarbejde og være den gode mor. Kort efter fik hun også en kæreste. Over for ham var hun ”normal”, og så virkede jeg pludselig bindegal, når jeg talte om de ting, hun havde gjort. For de ting så han jo ikke”.
”Selv om hun ændrede opførsel, så var jeg stadigvæk meget forsigtig og mistænksom over for hende. Jeg stolede ikke en meter på hende. Men der kom ro på; på nær de situationer, hvor hun ikke fik sin vilje. Men jeg kunne bedre forholde mig til mit normale liv, mine venner, min fritid”.
”Hvor er du henne nu, mentalt set, i forhold til skilsmissen og den efterfølgende proces?”
”Det er stadig hårdt for mig at se tilbage på de år. Det er altså svært, når man er skilt fra sine børn og ikke ved, hvornår man kommer til at se dem igen. Hvis man da nogensinde ser dem igen. Dét anede jeg jo ikke dengang. Så ja, det var hårdt, og jeg er stadigvæk påvirket af sagen. Skal jeg tale om det eller kommer til at tænke på det, så kan jeg godt mærke det i maven igen”.
”Men jeg har det ok nu. Jeg er ok. Det skyldes nok også, at børnene valgte mig mere og mere til efterhånden, som de blev større. Vi endte faktisk med 7/7 for dem begge to, fordi det var, hvad de ønskede. Nogle gange var de endda hos mig mere end dét. Det gav mig troen på, at jeg gjorde det rigtigt – som far og som forælder. Sådan tænker jeg stadig. Det var hårdt med min ekskone, men børnene valgte at have mig i deres liv. Og dét er det vigtigste”.
”Du havde også en pointe udover din egen sag?”
”Ja, grunden til, at jeg meldte mig til denne her artikel, var også for at komme med et budskab. At man fandeme skal opføre sig ordentligt, når man skal skilles. Det er ikke en krig mod hinanden. Man skal ikke vinde over hinanden. Der skal ikke være en vinder og en taber”.
”Man skal ikke være blind for, at en forælder altså godt kan ”vinde” på at opføre sig dårligt. Men man risikerer, at børnene bliver fanget i midten. Så vil man sine børn det bedste, så skal man fokusere på dem – hele vejen”.
Comments