En skilsmisse kan være yderst vanskelig at håndtere. Og for nogle kan den være så indgribende, at den bringer personen i krise / sorg. I denne artikel fremhæves to centrale teorier om at være i krise og sørge.
Artiklen blev oprindelig udgivet i ”Skilsmisse-magasinet” nummer 8, 1. februar 2023.
En lille historie…
”Jo, jeg forstår godt, det må være hårdt for dig, at I skal skilles”, sagde veninden deltagende, hvorefter hun lagde sin hånd på Mettes og gav den et lille klem. ”Du skal nok komme videre”, sagde hun indtrængende og tilføjede så, med en snert af noget opgivende i stemmen: ”Det er trods alt ikke verdens undergang; der er jo ikke nogen, der er døde”.
Nej, ingen var døde. Det var ”bare” en skilsmisse. Mette kunne godt se forskellen, og et øjeblik forekom hendes reaktion og forvirrede følelser næsten barnagtige for hende. Men også kun et øjeblik. For hvorfor føltes det så, som var selve livet suget ud af hende og med dét alle glæder, drømme og håb for fremtiden? At det ikke kun var sit tøj, vigtige papirer og tandbørsten, Morten havde pakket ned i kufferten, inden han forlod lejligheden, men også Mettes styrker, selvkontrol og selvværd?
Nej, ingen var døde. Det var ”bare” en skilsmisse. Og i de efterfølgende timer, hvor Mette havde været alene, havde dén tanke fyldt hendes bevidsthed. Og hun vidste, at den blev ved med at trænge sig på, fordi den ikke kunne trænge ind. Hun accepterede den ikke. For virkeligheden var, at det ikke ”bare” var en skilsmisse. At Morten havde forladt hende, efterlod hende så rystet og tom, som var det faktisk et dødsfald.
Dét indså Mette efter nogle dage, hvor hun med ét tabte kontrollen og følelserne vældede op i hende. Først den chokerede og smertefulde gråd, der udsprang fra tomheden i hendes indre. Og da erkendelsen, at Morten var væk og ikke kom tilbage, endelig ramte hende, mindede gråden om et dyrs forpinte opgivenhed. Hun overgav sig til sorgen.
Og Mette sørgede i lang tid: hun græd fortabte tårer, isolerede sig, spiste næsten ingenting. Veninden forstod det ikke. ”Det var jo ham, der var dig utro”, sagde hun hovedrystende. ”Du burde fejre, at du endelig er fri”, tilføjede hun.
Men sådan så Mette ikke på det. Godt nok sørgede hun ikke som sådan over tabet af Morten, men at hun samtidig havde mistet sine drømme, identitet og håb.
Hun fokuserede på dét, hun havde mistet, og det holdt hende tilbage fra selv at bevæge sig fremad.
Men livet går videre, og en dag indså hun, at hun måtte gå med…
Når stærke bånd brydes
Historien herover er kun en historie. Men mange har stået i netop sådan en situation, hvor man reagerer følelsesmæssigt på en ganske livsændrende begivenhed. Og en skilsmisse kan være sådan en begivenhed.
Når man finder sammen med en partner, indretter man sig sammen – både praktisk og mentalt. Man bliver gift, får børn, køber hus osv. og lever sit liv herudfra. Dét kan være ganske forpligtende på både juridiske, økonomiske og andre måder.
Samtidig knytter man stærke forbindelser til partneren og ændrer sin mentale opfattelse af sig selv. Man er stadig et individ, men indgår også i et fællesskab, med ensartede drømme, mål og intentioner. Det ses for eksempel ved, at de sammen trasker rundt i nabolaget med en barnevogn, eller når de cykler til bageren i matchende joggingdragter – eller når de fuldfører hinandens sætninger og finder perfekte gaver til hinanden.
Det kan være ganske stærke bånd. Og de kan være næsten umulige at bryde. Men det kan ske alligevel på grund af eksempelvis kærligheds-tab og utroskab.
Smerten, der følger med bruddet, kan være tilsvarende stor. Og det kan føre til en proces, som ikke kun ses i relation til skilsmisse, men også andre former for krise og sorg – og som viser, at sorgen knyttet til en skilsmisse kan være lige så stor som sorgen over et dødsfald.
Herunder præsenteres to krise- og sorg-modeller af henholdsvis den svenske psykiater Johan Cullberg og den schweizisk-amerikanske psykiater Elisabeth Kübler-Ross. Det er to lidt forskelligartede måder, hvorpå man kan betragte dét at blive konfronteret med en overvældende eller indgribende virkelighed, som kan være vanskelig at rumme.
Modellerne skal betragtes som inspiration til at betragte og overveje sin egen skilsmisse-proces.
Johan Cullberg: ”Krise-faser”
Den svenske psykiater Johan Cullberg tog afsæt i en definition af begrebet ”krise” udarbejdet af den amerikanske psykiater Gerald Capland i 1950´erne: ”En krise forekommer, når en person står ansigt til ansigt med forhindringer eller trusler mod vigtige livsmål, som for en tid er umulige at tackle ved at anvende sædvanlige problemløsningsmetoder. Der opstår en periode med desorganisation, hvor mange forskellige frugtesløse forsøg på løsning gøres. Lidt efter lidt opnås en tilpasning, som måske, måske ikke, er den gunstigst mulige for den ramte og hans familiemedlemmer”.
En krise var ifølge Caplan en både sund og naturlig reaktion på svære udfordringer. Cullberg tog afsæt deri og så en krise som en situation, hvor éns tidligere erfaringer og indlærte reaktionsmåder ikke er tilstrækkelige til, at man kan forstå og psykisk beherske den. Og han udarbejdede herudfra sin krise-teori som en række faser, som man typisk gennemlever.
1. Chok-fasen
Udgangspunktet kan være, at man selv er involveret i en overvældende situation (som en ulykke), eller at man får en meget voldsom nyhed (som et dødsfald eller at ægtefællen vil skilles), der ændrer alt.
Sådan en hændelse kan være omfangsrig i styrke og intensitet, når den skal optages i personens tanke- og følelses-system. Og den kan være så overvældende, at personen kan komme i en tilstand af chok. Nogle reagerer ved at ”fryse” (apati), mens andre reagerer med over-aktivitet, voldsom angst eller kropsligt med hyperventilation, opkastning, diarré, kramper og svimmelhed.
Der kan også være en grad af benægtelse, hvor personen ikke anerkender hændelsen, fordi erkendelsen er for uudholdelig. Og nogle rammes af ”regression”, hvor personen reagerer ved tilbagegang til et tidligere udviklingsniveau: det vil sige primitivt og barnligt ved f.eks. at placere sig i fosterstilling, sutte på tommelfingeren, græde og ukontrollabel vandladning.
Personen er ofte ikke modtagelig for rationel samtale eller lignende, men har behov for omsorg og kropskontakt. Vedkommende skal have muligheden for at komme gennem denne ofte forvirrede og smertefulde tilstand, der typisk varer mellem nogle minutter til nogle døgn.
2. Reaktions-fasen
Denne benægtelse begynder at fortone sig, når personen begynder at indse, hvad hændelsen medfører. Og personen reagerer på dén erkendelse i reaktions-fasen, der typisk varer i op til 6 uger.
Det kan fortsat ske som regression, men også andre forsvarsmekanismer som ”projektion” (hvor man overfører uacceptable sider hos sig selv til andre) og ”fortrængning” (hvor man så at sige gemmer konkrete hændelser væk i hukommelsen). Der kan desuden ske en ”idealisering”, hvor en afdød ophøjes som værende uden fejl, eller at man husker alle de gode ting (og ikke medtager de negative ting) fra et kuldsejlet ægteskab.
Og der ses i det hele taget mange reaktioner, hvor man forsøger at håndtere dén viden om den traumatiske hændelse, som man har svært ved at forstå og / eller håndtere – og ofte på uhensigtsmæssige måder (her fra bogen ”Sundhedspsykologi – en introduktion”):
Angstsymptomer med søvnforstyrrelser, mareridt etc.
Skyldfølelse
Depressiv gråd
Hypokondri (indbildte sygdomme)
Aggressiv adfærd
Selvmordsforsøg
Psykosomatiske symptomer (f.eks. ekstraslag fra hjertet, mavesmerter etc.)
Alkoholmisbrug
Egentlig psykose (sindssyge med tab af realitetssans) f.eks. fødselspsykose
Chok- og reaktions-fasen er den akutte del af krisen. Derefter begynder reparations-delen, der starter med bearbejdnings-fasen.
3. Bearbejdningsfasen
Her er der tale om en kognitiv omstrukturering, hvor man betragter fortiden mere reelt (dvs. uden forsvarsmekanismerne) for at kunne være i nutiden. Måske har der været en frygt for en uvis fremtid, der nu kan betragtes mere realistisk og rationelt.
Alligevel kan fasen vare forholdsvis længe, fordi det kan være en vanskelig opgave at bryde forsvarsmekanismerne.
Det sker ofte gennem terapi, hvor man arbejder med at forstå og acceptere sin situation. Desuden får man værktøjerne til at komme gennem krisen og sorgen på hensigtsmæssige måder.
4. Nyorienterings-fasen
På et tidspunkt vil man i ét eller omfang kunne lægge hændelsen og sorgen bag sig. Man kan fortsat blive påvirket, og man vil måske selv have opfattelsen, at man aldrig bliver ”rigtig” glad eller lykkelig igen. Men her handler det mere om, at man i større grad er ude af krisen og på vej tilbage til livet igen.
Man ser i højere grad fremad og lægger planer, bliver mere social, begynder måske at arbejde igen og lever ”rigtigt”.
Elisabeth Kübler-Ross: ”Sorgens 5 stadier”
Den schweizisk-amerikanske psykiater Elisabeth Kübler-Ross betragtes som en pionér i forhold til den palliative pleje af døende, herunder hospice-plejen. Hun var desuden helt tilbage i 1969 ophavskvinde til ”sorgens 5 stadier”, som hun afdækkede netop i sit arbejde med døende patienter – og det er i denne sammenhæng, hun beskrives her.
Fase-modellen, som mange af hendes patienter ofte gik igennem, består af benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.
Det er vigtigt indledningsvis at slå fast, at det ikke er givet, man gennemlever alle faser og / eller i den nævnte rækkefølge. Man kan også opleve at vende tilbage til en tidligere del af processen.
1. Benægtelse
Umiddelbart efter, at man får den overvældende nyhed, rammes man af et chok og meningsløshed. Man er forholdsvis handlingslammet og har svært ved at tænke, træffe beslutninger, opretholde en normal hverdag og så videre.
Samtidig kan forsvarsmekanismen ”benægtelse” hjælpe til at håndtere de ellers svært håndterbare følelser. Man kan ikke rumme dén virkelighed, man oplever omkring sig, og man anerkender den derfor ikke. I stedet bortforklarer man den, finder alternative ”sandheder” og lignende. Man ”lyver” med andre ord for sig selv, og selv om dét fremstår uhensigtsmæssigt, så kan det faktisk være mere tåleligt end at konfrontere dén virkelighed, man netop ikke kan rumme.
På et tidspunkt vil man dog ofte indse, at sandheden er en anden, og at det er en sandhed, man er nødt til at forholde sig til.
2. Vrede
Når benægtelsen fortoner sig og man begynder at kunne rumme den overvældende situation, så er virkeligheden fortsat indgribende og overvældende. Man ønsker den ikke, bliver frustreret og stiller spørgsmålstegn ved, at det er sket for én selv.
Ofte fyldes man af vrede, som sammen med skyld rettes mod nogen, hvad enten det er lægerne, partneren, chefen, Gud osv. – og eventuelt sig selv.
Vreden og frustrationerne fremstår på mange måder som en styrke og handlekraft, hvormed personen indædt kan engagere sig for at give vreden ”ret”. Men følelsen stammer reelt fra sorg og sårbarhed / hjælpeløshed, og for at komme ind til de følelser, vil det ofte være nødvendigt at tillade vreden at fylde og brænde ud.
Tænk processen som en ventil, der lukker overskydende damp ud som på de gamle kedler, når man koger vand: når trykket bliver for stort, forsvinder dampen ud af ventilen med en højlydt hylen. Og det er på samme måde her: vreden kan være så kraftig, at der er behov for at lukke den ud lidt ad gangen.
3. Forhandling
Når vreden har fortaget sig og virkeligheden har fået overtaget, forsøger man (eventuelt desperat) at gøre noget for at komme ud af situationen igen. Man forsøger at forhandle sig ud af smerten, enten rettet mod sig selv eller mod Gud: ”Hvis jeg skånes fra denne situation, så vil jeg fremover love at gøre sådan…”.
Ofte føler man samtidig skyld over, at situationen har udviklet sig sådan, og man ser alternative spor i sit liv: ”Havde jeg dog handlet anderledes, så ville situationen aldrig været opstået” og lignende.
Denne fase varer dog ikke ved, for grundlaget for forhandlingen er netop en anerkendelse af situationen, at den har fundet sted – og at virkeligheden er, som den er.
4. Depression
Denne erkendelse fører personen tilbage til nutiden / ”virkeligheden” og kan lede til en egentlig depression som en fortvivlende reaktion på et stort tab. Sorgen føles dyb og tung, og man kan føle sig tom.
Dét kan give opfattelsen, at denne depressive sorg er uhensigtsmæssig. Men den knytter sig til en konkret og reel situation, og depressionen er derfor en naturlig reaktion og dermed en naturlig følge af sorgen – ikke noget, man skal flygte fra, men netop rumme. Faktisk vil det være ulogisk ikke at reagere på en stor sorg.
Det handler derfor om at have fokus på og at rumme sorgen, fordi dét er nøglen til at komme hensigtsmæssigt gennem og ud af den depressive tilstand.
5. Accept
I mange sammenhænge har vi opfattelsen, at vi først er gennem en proces, når udfordringen er løst, man er lykkelig igen eller lignende. Dét er ikke nødvendigvis tilfældet her.
Accepten handler mere om, at man nu kan rumme dén sorg, man har været (eller måske stadig er) konfronteret med. Man kan stadig have dårlige dage, hvor sorgen kigger frem; men man har mere eller mindre lært at leve med dét faktum, at virkeligheden har ændret sig, og at man accepterer, at det er sådan.
Og accepten kan gøre, at man finder ro og hvile netop i erkendelsen, og at man derved sættes fri: man får muligheden for at udfolde sig igen ved at række ud til andre, tage gamle interesser op igen, genfinde glæden ved livet osv.
Comments