Personer med en narcissistisk personlighedsstruktur udviser bestemte former for adfærd. Vi kigger nærmere på de 21 træk, der ofte nævnes.
Dette er den tredje artikel i ”Skilsmissefamilien”´s serie om personlighedsforstyrrelser. I den første artikel handlede det om personligheden. I den anden artikel handlede det om personlighedsforstyrrelser.
Og i denne artikel handler det om den narcissistiske personlighedsforstyrrelse.
Overordnet om narcissistisk personlighedsforstyrrelse
”Mayo Clinic” er en amerikansk nonprofit organisation, der arbejder innovativt med helbredsfremmende løsninger. De har blandt andet beskrevet de 21 træk, der ofte hænger sammen med narcissisme, og er således valgt som kilde til denne artikel.
”Mayo Clinic” skriver indledningsvis, at ”narcissistisk personlighedsforstyrrelse er en psykisk lidelse, hvor personen har en urimelig høj følelse af deres egen betydning. De har brug for og søger for megen opmærksomhed og vil have folk til at beundre dem”.
Desuden kan de ”mangle evnen til at forstå eller bekymre sig om andres følelser. Men bag denne maske af ekstrem selvtillid er de ikke sikre på deres selvværd og bliver let kede af den mindste kritik”.
Derfor vil personer med narcissistisk personlighedsforstyrrelse ”generelt være ulykkelige og skuffede, når de ikke får de særlige tjenester eller beundring, som de mener, de fortjener”.
21 træk knyttet til narcissistisk personlighedsforstyrrelse
”Mayo Clinic” definerer 21 træk, som ofte er knyttet til personer med narcissistisk personlighedsforstyrrelse.
Personer med narcissistisk personlighedsforstyrrelse kan:
have en urimelig høj følelse af selvbetydning og kræver konstant, overdreven beundring.
føle, at de fortjener privilegier og særbehandling
forvente at blive anerkendt som overlegen selv uden præstationer, der retfærdiggør det
få præstationer og talenter til at virke større, end de er
være optaget af fantasier om succes, magt, glans, skønhed eller den perfekte partner
tro på, at de er andre overlegne og kun kan bruge tid med eller blive forstået af lige så specielle mennesker
være kritisk over for og se ned på mennesker, de føler ikke er vigtige
forvente særlige tjenester og forvente, at andre mennesker gør, hvad de vil, uden at stille spørgsmålstegn ved dem
udnytte andre til at få dét, de vil have
have en manglende evne eller vilje til at genkende andres behov og følelser
være misundelig på andre og tro på, at andre misunder dem
opføre sig på en arrogant måde, pral meget og fremstå som indbildsk
insistere på at have det bedste af alt - for eksempel den bedste bil eller kontor
”Mayo Clinic” peger videre på, at personer med narcissistisk personlighedsforstyrrelse kan have problemer med at håndtere noget, de ser som kritik. De kan:
blive utålmodige eller vrede, når de ikke modtager særlig anerkendelse eller behandling
have store problemer med at interagere med andre og føler sig let tilsidesat
reagere med raseri eller foragt og forsøge at nedgøre andre mennesker for at få sig selv til at fremstå overlegne
have svært ved at styre sine følelser og adfærd
opleve store problemer med at håndtere stress og tilpasse sig forandringer
trække sig tilbage fra eller undgå situationer, hvor de måske mislykkes
føle sig deprimeret og humørsyg, fordi de mangler perfektion
have hemmelige følelser af usikkerhed, skam, ydmygelse og frygt for at blive afsløret som en fiasko
Det skal understreges, at en person kan udvise få eller mange af de beskrevne træk og også i varierende grad.
”Den skjulte narcissist”
Det kan derfor være svært at klarlægge, om der faktisk er tale om en narcissist. Dét gælder især den skjulte (eller ”coverte”) form for narcissisme.
Vedkommende vil optræde forholdsvis afdæmpet ved at være positiv, kærlig og tiltalende – men adfærden er i virkeligheden selvcentreret og har flere af narcissistens kendetegn.
Psykolog Dionne Pedersen, som har sin praksis (”Psykologisk Rådgivning Aps.) i Randers, beskriver den skjulte narcissist således:
Den skjulte narcissist:
har en tendens til at udvise falsk og måske endda overdreven ydmyghed
er for det meste ligeglad med at respektere reglerne, ligesom vedkommende er ligeglad med konsekvenserne af at bryde dem
mener, at vedkommende er unik og speciel, og at vedkommende kun bør have relationer med de mennesker, som lever op til hans/hendes standarder
starter ofte samtaler med at spørge dig om, hvordan du har det, men afbryder dig hurtigt og flytter fokus på dem selv
har normalt ikke let ved at acceptere muligheden for at have begået fejl. Hvis de gør det, har de en tendens til at skyde skylden over på andre
er ofte ufølsom overfor andres behov og udviser også en snert af overlegenhed
Konsekvenser af at være sammen med en narcissist
Dionne Pedersen beskriver også en lang række eksempler på, hvordan andre kan blive påvirket af at være sammen med en narcissist. Her bringes kun nogle eksempler, men det anbefales at besøge Dionne Pedersens hjemmeside for at læse artiklen om narcissisme i sin helhed.
Hun beskriver blandt andet, at man efter kontakt med en narcissist kan:
føle et konstant pres og have vanskeligt ved at stå ved sine grænser
miste initiativ og handlekraft
være forvirret og frustreret
miste dømmekraften og miste overblikket
miste koncentrationen og fornemmelse for retning i livet
rykke sine grænser og tilsidesætte sine behov og værdier
isolere sig fra kollegaer, venner, familie og interesser
være i en følelsesmæssig turbulens af vrede, skyld, skam og afmagt
være utryg og gå på listesko for at undgå, at vedkommende kritiserer og nedgør én
føle, at man ikke er god nok, og at man er vanskelig at elske
Comments