Derfor er der bopælsforældre og samværsforældre

Forældre træffer beslutninger for barnet i kraft af forældremyndigheden, men i andre sammenhænge er der forskel på forældrenes indflydelse.

I den familieretlige debat kan man ofte høre et bestemt forslag som løsning på skilsmissekonflikter: at vi skal afskaffe begreberne bopælsforælder og samværsforælder. Argumentet er typisk, at hvis forældrene får de samme rettigheder, forsvinder konflikten, fordi der ikke er noget at kæmpe om.

Umiddelbart lyder det hensigtsmæssigt og retfærdigt. Problemet er bare, at det bygger på en misforståelse af, hvorfor opdelingen overhovedet eksisterer – og der er således flere grunde til, at vi ikke bare kan fjerne den:

Grundlæggende registrering

Den første grund handler om den grundlæggende registrering som dansker. Alle danskere har således én bopælsadresse, og på samme måde kan et barn kun registreres på én adresse, nemlig bopælsforælderens.

Der er ganske vist mulighed for at have delt bopæl for barnet, som forældrene skal være helt enige om. Dermed er begge forældre i princippet bopælsforældre og skal være enige om alle situationer i barnets liv – men også her har barnet kun én formel adresse hos den ene forælder, der dermed reelt er bopælsforælderen. Ved uenighed under delt bopæl vender man igen tilbage til opdelingen i bopæls- og samværsforældre.

Desuden bruges folkeregister-adressen som et udgangspunkt for den pågældende persons tilknytning, f.eks. i forhold til kommune, velfærdsrettigheder, skole og læge. Og dét kan blive umuligt at håndtere på tværs af en skilsmissefamilie, især hvis forældrene bor i forskellige kommuner.

Hensynet til barnet kontra forældrenes rettigheder

Den anden grund handler om, at skilsmisselovgivningen ikke skal indrettes efter dem, der kan selv. Når to forældre har et velfungerende og gnidningsfrit samarbejde, mærker de knap nok forskellen på at være bopæls- eller samværsforælder. De bliver bare enige om skole, læge og alle andre udfordringer, som de måtte opleve til hverdag.

Fordelingen er derimod møntet på det manglende samarbejde for at beskytte de børn, der rammes af det.

Hvis forældre i en højkonflikt gøres 100 % ligestillede og ingen har den endelige beslutningsret, risikerer man, at nødvendige beslutninger slet ikke kan træffes.

Hvad sker der for eksempel, når forældrene ikke kan blive enige om valg af daginstitution, fritidsaktiviteter eller nødvendig flytning inden for landets grænser?

Dette omfatter også sager om psykisk vold eller uhensigtsmæssig styring fra den ene forælder. Hvis opdelingen i bopæls- og samværsforælder ophæves, vil den beskyttende forælder ikke kunne flytte til en anden kommune, skifte skole for et barn i mistrivsel eller søge nødvendig hjælp, uden at den anden part kan blokere det.

Og bopælsforælderen har netop udvidede muligheder og forpligtelser, så det sikres, at barnet kan få den mest grundlæggende hjælp. For eksempel fremgår det af lovgivningen, at vedkommende har mulighed for at håndhæve ting, som samværsforælderen ikke kan, i form af ”direkte daglig omsorg”, ”daginstitution”, ”flytning indenlands”, ”skolepsykolog” og ”børnesagkyndig rådgivning”.

Bopælsretten er derfor lavet for netop at sikre, at bopælsforælderen kan skære igennem, så forholdene omkring barnet kan afklares.

Og det gælder i øvrigt også de sager, hvor den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges den ene forælder, så vedkommende kan træffe beslutninger alene.

Økonomi

Den tredje grund handler om hverdagens økonomi. I debatten lyder det ofte, at bopælsretten bare er en kamp om sociale ydelser og bidrag, og at ydelserne derfor burde deles ligeligt.

Børne- og ungeydelsen er imidlertid ikke en ydelse til den ene forælder, men tiltænkt barnet – og et redskab til at sikre barnets behov.

Ydelserne er ofte knyttet til bopælsforælderen for at sikre en stabil, økonomisk base, hvor dén, der har det daglige hovedansvar, også har midlerne til at handle på det.

Hvis bopælsretten afskaffes og alle udgifter skal deles fra måned til måned, risikerer barnets hverdagsøkonomi at afhænge af løbende forhandlinger. Især i sager med et højt konfliktniveau er der en overhængende risiko for, at ansvaret for at betale for den næste flyverdragt, skoletasken eller fritidsaktiviteten ender i yderligere konflikter.

At samle ansvaret og økonomien hos bopælsforælderen kan derimod skærme barnet fra konflikten og samtidig sikre, at ydelsen gør gavn, som den er tiltænkt.

Ikke del af bodeling

Desuden forekommer behovet for at fjerne betegnelserne ofte at skyldes de voksnes tilgang om retfærdighed for begge forældre – og særligt, at samværsforælderen ikke ønsker at føle sig som en B-forælder. Men det handler ikke om forældrene og deres rettigheder; et barns rettigheder er knyttet til barnet og skal derfor afklares ud fra dets behov og situation.

Og helt grundlæggende har børn brug for tryghed, ro og stabilitet. Når deres fundament i forvejen er skrøbeligt, f.eks. under forældrenes skilsmisse, har de brug for forudsigelighed – og dét kræver ofte, at én voksen har det overordnede ansvar for at få hverdagen til at hænge sammen.

Afslutningsvis skal det nævnes, at der bestemt er udfordringer knyttet til opdelingen i bopæls- og samværsforælder. For eksempel at nogle forældre kan have incitament til at sikre sig bopælsretten for at dække egne behov, uden tanke på barnets reelle behov.

Men det er fortsat hensigtsmæssigt at bevare opdelingen i bopæls- og samværsforælder, fordi mulighederne for derved at hjælpe barnet direkte gennem sine udfordringer bliver skærpede.