Forældre-fremmedgørelse er stadig et omstridt begreb

Debatten om forældre-fremmedgørelse drukner ofte i tvivlsomme teorier og omstridte diagnoser.

Mange forældre, der mister kontakten til deres barn efter et brud, leder desperat efter en forklaring. Ofte støder de på begrebet "forældrefremmedgørelse" (FFG) på nettet og tænker: ”Det er dét, min eks gør!”

Konklusionen baserer sig ofte på arbejdet fra en række internationale skikkelser, der fremstilles som videnskabelige autoriteter, og deres teorier bliver ofte (ukritisk) delt som sandheder. Men faktum er, at deres koncepter er omstridte og ikke anerkendes som selvstændige diagnoser af den etablerede, globale sundhedsvidenskab ( (se f.eks. WHO`s ICD-11 og APA´s DSM-5).

Så selv om FFG fremstår genkendeligt, kan brugen af netop dét ord i f.eks. Familieretshuset ende med at smadre personens egen sag!

Aktørerne på området og den faglige debat

For at forstå dét landskab, vi navigerer i, er vi nødt til at se på de fagpersoner, der oftest citeres i disse sager:

• Richard Gardner: han var psykiateren, der i 1980'erne opfandt begrebet ”Parental Alienation Syndrome” (PAS). Hans arbejde mødte kritik for at mangle empirisk bevis og bygge udelukkende på hans egne kliniske observationer – men paradoksalt nok vandt han stor udbredelse i retssystemer verden over på grund af den simple forklaring på komplekse problemstillinger. Han endte med at selvudgive sine bøger, da anerkendte videnskabelige forlag afviste dem.

  
  

• Richard Warshak: forfatter til bogen ”Divorce Poison”. Han er kendt for at udvikle "reunification"-programmer (som ”Family Bridges”), hvor barnet fjernes fra den afvisende forælder for at gennemtvinge kontakt med den anden. Disse programmer er meget omdiskuterede og kritiseres af flere for at være for indgribende og potentielt traumatiserende for barnet.

  
  

• William Bernet: betragtes af mange som den mest centrale figur inden for FFG-miljøet. Han har brugt årtier på at forsøge at få FFG anerkendt som en officiel diagnose i WHO's (ICD-11) og det amerikanske (DSM-5) diagnosesystem. Selvom begge instanser afviste begrebet som en selvstændig diagnose, stiftede han foreningen PASG for at opbygge et parallelt fagligt miljø, der forsøger at producere den nødvendige dokumentation til at fremme dagsordenen.

  
  

• Craig Childress: psykolog, der forsøger at koble FFG sammen med andre, allerede anerkendte og meget alvorlige diagnoser – for eksempel ved at sidestille det med ”Münchausen by proxy” (hvor en forælder bevidst gør sit barn sygt). Denne omvej tager den etablerede mainstream-psykologi dog stærk afstand fra.

  
  

• Jennifer Harman: én af de mest produktive forskere i FFG-netværket. Hendes studier fremhæves ofte, men de møder metodisk kritik fra andre forskere; bl.a. fordi hun primært rekrutterer testpersoner fra FFG-støttegrupper (hvilket kan skabe en statistisk bias), og at konklusionerne risikerer at overse sager, hvor et barns afvisning af en forælder har reelle årsager som vold eller svigt.

  
  

• Amy J.L. Baker: bliver ofte betragtet som en af de mere seriøse forskere inden for området. Hun har fokuseret på voksne, der som børn mistede kontakten til en forælder, og har identificeret "17 fremmedgørende adfærdsmønstre". Hendes arbejde bruges ofte til at give FFG videnskabelig legitimitet, men kritiseres af visse fagfolk for at hvile på små, retrospektive undersøgelser.

  
  

• Eivind Meland: professor emeritus i medicin ved Universitetet i Bergen og én af de få nordiske akademikere, der aktivt forsøger at udbrede forståelsen af FFG i en skandinavisk kontekst. Kritikere påpeger dog, at hans forskning ofte lider under de samme metodiske udfordringer som Harmans, da den i høj grad bygger på selvrapportering fra forældre i stærkt konfliktfyldte sager.

  
  

• Joan Meier: professor i jura og en central stemme i modbevægelsen. Hendes forskning peger på, hvordan anklager om forældrefremmedgørelse systematisk kan blive misbrugt i retssager til at dække over reel vold og misbrug, og hun betegner flere af de ovenstående teorier som videnskabeligt uholdbare.

  
  

• Reem Alsalem: hun er FN's særlige rapportør, der udgav en skarp advarsel om, at brugen af forældrefremmedgørelse i familieretssystemer ofte bliver brugt af voldelige forældre til at aflede opmærksomheden fra deres egne overgreb. En proces, der udgør en stor risiko for både mødre og børn.

Forskellen på teori og handling

At sundhedsorganisationer og den etablerede videnskab er dybt uenige om FFG, er ikke det samme som at sige, at problemet ikke eksisterer.

Det er et uomtvisteligt faktum, at et uklart antal børn bliver udsat for manipulation. At sabotage af samvær og systematisk nedgørelse af den anden forælder finder sted hver eneste dag. Det er et psykisk overgreb på barnet.

Og det er præcis her, vi skal flytte vores fokus: væk fra diskussionen om omstridte diagnoser og direkte over på den faktiske, skadelige adfærd. For det er adfærden, vi nu endelig har fået papir på i Danmark.

Loven anerkender handlingen – ikke diagnosen

I slutningen af 2024 blev begrebet "forældrefremmedgørelse" for første gang skrevet direkte ind i forældreansvarsloven. Men det er afgørende at læse, hvordan loven definerer begrebet. Lovteksten taler nemlig eksplicit om at gribe ind over for "samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, som er kommet til udtryk ved barnets adfærd."

Det danske system anerkender altså nu FFG som en konkret, skadelig adfærd – ikke som en psykiatrisk brist hos eks-partneren.

Hvis man vil beskytte børnene og bevare sin troværdighed i Familieretshuset, gør man sin egen sag en massiv bjørnetjeneste ved at strande i omstridte psykologiske teorier. Man skal ikke forsøge at diagnosticere den anden forælder, for så mister systemet fokus. I stedet skal man fastholde sagsbehandlernes opmærksomhed på den faktiske adfærd: sabotagen, manipulationen og det psykiske pres.

I stedet for at sige til sagsbehandleren: ”Min eks udøver forældrefremmedgørelse”, skal du sige: ”Den anden forælder har nu aflyst samvær fire gange i træk uden lægeerklæring og nægter at udlevere barnets pas”.

Men det skal selvfølgelig nævnes, at nej… man kan ikke være sikker på, at man ”vinder” sagen ved at fokusere på adfærden. Men man må nok forvente at ”tabe”, hvis man har det forkerte fokus.