En anden af de konkrete personlighedsforstyrrelser er den emotionelt ustabile, som i daglig tale kaldes ”borderline”.
Dette er den fjerde artikel i "Skilsmissefamilien"´s serie om personlighedsforstyrrelser. I den første artikel handlede det om personligheden. I den anden artikel handlede det om personlighedsforstyrrelser. I den tredje artikel handlede det om den narcissistiske personlighedsforstyrrelse.
I denne artikel handler det om den emotionelt ustabile personlighedsforstyrrelse – eller ”borderline”.
Definition
Borderline beskrives af Psykiatrifonden således:
”Når man har en personlighedsforstyrrelse, afviger ens personlighed fra det normale eller fra det forventede og alment accepterede – i en grad så det skaber store problemer enten for en selv eller for andre.
Har man borderline, betyder det, at man typisk er impulsiv og har stærke og svingende følelser. Humøret skifter hurtigt, og mange har voldsomme reaktioner og følelsesudbrud.
Tit har man svært ved at forstå sine egen og andres handlinger, og tænkningen er ofte sort-hvid og uden nuancer.
Det er også almindeligt at have en forstyrret og usikker selvopfattelse og være usikker på, hvem man egentlig selv er. Desuden oplever mange en tomhedsfølelse og angst for at blive svigtet”.
Netpsych beskriver borderline således:
”Tilstanden dækker de patienter, der hverken er psykotiske, deprimerede, psykopatiske eller neurotiske, men som tilsyneladende befinder sig midt i zonen mellem mange forskellige psykiske lidelser”.
Resten af artiklen er baseret på en artikel af autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi og psykopatologi, Mette Møller, udgivet af ”Psykologer i Danmark”.
Udbredelse
Hun henviser til en undersøgelse af udbredelsen af borderline, at mellem 0,7 % og 1,8 % af normalbefolkningen har diagnosen. Desuden bliver flere kvinder end mænd diagnosticeret med borderline, hvilket dog kan skyldes, at mænd snarere diagnosticeres med antisociale personlighedsforstyrrelser, fordi deres symptomer kommer til udtryk på en anden måde (f.eks. ved misbrug og aggressivitet.
Årsager
Årsagerne til borderline menes at skyldes et samspil mellem arvelige og psykosociale faktorer. Der er dog øget risiko, hvis man har oplevet omsorgssvigt eller traumatiske begivenheder i barndommen. Desuden har neurofysiologiske undersøgelser vist, at aktiviteten i den præfrontale cortex (som bl.a. varetager tænkningen) er hæmmet ved borderline tilstande, mens aktiviteten i amygdala (som varetager bearbejdning af følelser) er høj.
Borderline viser sig generelt ved meget voldsomme reaktioner på især følelsesladede situationer. Personer med borderline har vanskeligt ved at regulere deres impulser og at forstå deres egne og andres reaktioner (”forstyrrelser i mentaliserings-evnen”). Dette kan føre til selvdestruktiv adfærd.
Symptomer
En eventuel diagnose vil basere sig på nogle generelle træk hos personen:
En udtalt tendens til at reagere impulsivt uden tanke for konsekvenser
Uforudsigelige og ekstreme humørsvingninger
En manglende evne til at styre følelsesmæssige udbrud
En konfliktsøgende adfærd
Mette Møller peger her på, at der udover borderline-typen er en impulsiv type med følelsesmæssig ustabilitet og mangelfuld impulskontrol – og borderline typen, som yderligere er præget af:
Usikker identitet
Rådvildhed med hensyn til mål og valg i tilværelsen
Kaotiske og ustabile relationer til andre mennesker
Angst for at blive ladt alene
Tendens til selvdestruktiv adfærd, for eksempel selvmordsforsøg
Følelse af indre tomhed
Kan behandles
Mette Møller henviser til, at man tidligere så ”ret pessimistisk på behandlingsmulighederne” – men at nuværende behandlingsformer gør, at de fleste kan ”få det bedre” og ”leve et normalt liv med gode relationer”.
Disse behandlingsformer omfatter terapi som eksempelvis mentaliserings-baseret terapi (med fokus bl.a. på evnen til at opfange og forstå egne og andre mentale tilstande), dialektisk adfærdsterapi (metoder til bl.a. bedre at kunne modificere og kontrollere følelsesmæssige reaktioner) og overførings-fokuseret terapi (anvender relationen mellem terapeut og klient til at forstå de følelsesmæssige problemer i relationer til andre).
Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, at terapien skal være tilpasset den enkelte borderlineklient. Samtidig skal der etableres en positiv og stabil alliance mellem klient og behandler.
Desuden er der umiddelbart ikke samme medicinske muligheder, som man ellers ser i andre sammenhænge. Medicin kan være en støtte, men ikke stå alene.