Britts liv ændrede karakter, da hendes mand fortalte, han ville skilles. Hun var længe i krise, men overvandt den. Her fortæller hun om sine erfaringer, eksklusivt til ”Skilsmisse-magasinet”.
Modelfoto
Artiklen blev oprindelig udgivet i ”Skilsmisse-magasinet” nummer 8, 1. februar 2023, som en del af temaet "Krise / Sorg".
Britt er sidst i 30´erne, mor til tre teenagere og bor i Midtjylland. ”Britt” er ikke hendes rigtige navn, men benyttes i artiklen af hensyn til anonymiteten.
Her er hendes historie:
En aften i 2019, hvor børnene var ude, stillede hendes mand gennem 10 år sig foran sofaen, som hun lå henslængt i og så en film. Uden tøven sagde han, at han ikke kunne være i ægteskabet længere, og at han ville skilles. Han havde allerede en lejlighed, han ville flytte ind i. Og de måtte så aftale, hvornår og hvordan de skulle fortælle det til børnene.
”Hvordan reagerede du på, at din mand fortalte, han ville skilles?”
”Jeg var alene hjemme og så en film. En romantisk film. Da han kom hjem, tog han ikke jakken af, men sagde bare, at han ville skilles. Jeg var optaget af filmen, så jeg måtte have ham til at gentage, hvad han lige havde sagt, før jeg forstod, hvad han mente. Han var meget direkte, så der var ikke ligefrem lagt op til, at vi skulle tale om det”.
”Jeg havde 1.000 spørgsmål, der kom til mig, så jeg blev helt… overvældet. Derfor sagde jeg ingenting, men så bare op på ham med åben mund. Han har siden fortalt, at han faktisk selv blev paf over min reaktion, og at det var derfor, han satte sig ved siden af mig og i stedet forklarede sin beslutning”.
”Vi havde flere gange talt om vores problemer, men aldrig nævnt ordet skilsmisse. Derfor var det overvældende, både at han nævnte ordet – men også, at han allerede havde besluttet sig for skilsmisse. Og også at han havde vidst det længe nok til at finde en lejlighed. Dét var det værste. At han kom med en fremtid, jeg blev presset ind i. Børnene også”.
”Jeg gik direkte i seng for at få fred og ro i hovedet, men også for at komme fysisk væk fra ham. De første dage undgik jeg ham også bevidst, og jeg fokuserede på at sørge for børnene. Jeg var mest ked af at gøre dem til skilsmissebørn og hvordan de ville reagere. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det låste mig fast”.
”Hvornår begyndte du at bearbejde krisen, du var i? ”
”Der var nogle uger, hvor jeg havde svært ved at se, hvordan vi skulle fortælle det til børnene. Men så sagde en veninde, at jeg burde overveje, om det ikke i virkeligheden handlede om mig; at jeg ikke var klar til at sige det til børnene, fordi jeg ikke selv helt havde forstået eller accepteret skilsmissen. Hun mente, at jeg burde få det på plads i mit hoved og også ret hurtigt – før vi tog snakken med børnene”.
”Og her hjalp det mig, at vi jo havde problemer i ægteskabet. Jeg var måske ikke enig i hans beslutning om skilsmisse, men de problemer, vi havde, skulle der findes en løsning på. Og dén løsning havde jeg ikke. Så selv om det stadig var svært at nå frem til en beslutning om, at skilsmisse var vejen frem, så nåede jeg dertil. Og dermed blev jeg afklaret nok til at kunne sige det til børnene. De blev kede af det, men fordi vi selv var mere afklarede, så havde både min eksmand og jeg overskud til at trøste dem og være der for dem. Havde vi taget samtalen på et tidligere tidspunkt, var jeg nok brudt sammen undervejs”.
”Hvornår nåede du til, at det ikke længere handlede om jeres skilsmisse, men mere om fremtiden som skilsmissefamilie?”
”Det er svært at give et tidspunkt. Det kom mere undervejs. I starten var der en masse ting, der skulle styr på, og det fyldte selvfølgelig rigtig meget. Vi skulle sælge huset og dele alle tingene. Andre ting handlede om børnene og fremtiden, og det var selvfølgelig mest her, jeg tænkte fremad”.
”Men der var situationer, hvor det blev klart for mig, at der skulle kigges fremad. Jeg kan huske en dag, jeg var i Ikea sammen med den ældste. Min eksmand havde sagt, jeg kunne beholde de fleste ting, fordi børnene skulle bo mest hos mig. Men vi trængte til nye gryder, så jeg tog som sagt den ældste med i Ikea. Og hun stod på et tidspunkt med en pande og sagde noget med, at dén ville være fin til den nye lejlighed, som vi lige havde fået. Og det var underligt i situationen, fordi hun var et sted, hvor hun på en måde havde vænnet sig til tanken om, at vi skulle flytte… altså før jeg selv havde”.
”Hvor er du henne nu, mentalt set, i forhold til skilsmissen og den efterfølgende proces?”
”Der er gået noget tid siden dengang, så jeg er da ovre det… eller gennem det. Det var svært at omstille sig fra at være en hel familie, men det blev ret hurtigt hverdag igen. Der kom nye rutiner, men det meste var jo som før. Så altså… det blev hurtigt som før langt hen ad vejen”.
”Jeg havde det selv svært med at være alene igen, ”miste” min partner og at der kun var mig til dét herhjemme. Men jeg havde også muligheden for at gøre noget nyt. Jeg har datet uden dét pres, der normalt ligger i at ”finde sig en partner”, og dét har egentlig bare været hyggeligt og trygt”.
”Så vi er videre, både mig, børnene og deres far. Vi er selvfølgelig ikke en familie som før, men vi er stadig en familie – bare på en anden måde, end det var tænkt fra starten. Og det er okay”.