• skilsmissefamilien

Samvær

I denne artikel sætter vi fokus på samvær og samværsordning: både når forældrene kan samarbejde og have fokus på barnet – og når de er uenige og har behov for en resolution.



Når forældrene er gået fra hinanden, bør de afklare, i hvilket omfang barnet fremover skal opholde sig hos respektive forælder. Det kan ske enten gennem en indbyrdes aftale – eller gennem den formelle resolution hos Familieretshuset.


Herunder ser vi på begge dele, og det kan være hensigtsmæssigt at læse det hele. Dels for helhedens skyld, men også fordi første del indeholder centrale pointer i relation til barnets behov, som ikke må gå træde i baggrunden, fordi forældrene er i konflikt.


Bemærk, at de enkelte beskrivelser, overvejelser osv. ikke skal betragtes som ”facit-lister”, men derimod som udgangspunkter for refleksioner i éns families situation.


Bemærk også, at feriesamvær ikke beskrives på denne side.


Den indbyrdes aftale


En indbyrdes aftale (altså i enighed) om samvær tager typisk udgangspunkt i et godt, nært og tillidsfuldt samarbejde mellem forældrene. Skilsmissefamilien er på mange måder stadig en familie, selv om de nu har separate hjem, og de bestræber sig på at sætte barnet i centrum og dække dets behov.


I denne sammenhæng skal ”samvær” forstås som tiden, hvor barnet er sammen med én af forældrene.


Beskrivelsen herunder er derfor en række overvejelser om, hvordan forældrene og evt. barnet kan indrette sig på den mest hensigtsmæssige måde som skilsmissefamilie.

Det er indledningsvis vigtigt at holde sig for øje, at der ikke findes én samværsordning, der er bedre end andre, og som passer til alle børn. Og eventuelle ideologiske tilgange om, at f.eks. en deleordning (7/7) er mest fair, bør være sekundære (men frarådes). Børn er forskellige og har specifikke behov, og dét kan én ordning ikke rumme.


Og det er derfor ikke barnet, der skal tilpasse sig en given samværsordning – men forældrene, der skal vælge dén ordning, der passer til barnet.

Og dét er ofte en svær beslutning, der baserer sig på en række afklaringer på to vigtige områder: barnets behov og familiens karakteristika.


Barnets behov


Det er givetvis tilgangen for de fleste, at de kender deres barn forholdsvis godt og bruger dette som et udgangspunkt for den fremtidige samværsordning. Det er en både naturlig og hensigtsmæssig tilgang. Men man bør dog samtidig være åben over for, at barnet muligvis kan være påvirket af skilsmissen (lige efter bruddet) og i tilværelsen som skilsmissefamilie (på længere sigt). Et barn oplever jo familiens brud hele tiden: når det er hos den ene forælder, må det undvære den anden forælder – og dette kan udløse en form for splittelse og savn i barnet.


Derfor kan barnet være påvirket af situationen / perioden, og dét bør der være opmærksomhed omkring.

Overvejelserne knyttet til barnet kan være:

  • Barnets behov for en base. Nogle børn har behov for at høre til ét hjem som base (hvilket peger i retning af relativt mindre samvær), mens andre ser begge forældres hjem som dets baser (hvilket peger i retning af mere frie ordninger).

  • Tilknytningen mellem barnet og respektive forælder. Nogle børn er knyttet mere til den ene forælder og søger i højere grad til vedkommende / kan ikke undvære vedkommende. Det kan have betydning i forhold til overnatninger, fordelingen af dage, ferier og lignende.

  • Behovet for kontakt (til forælder). Nogle børn vil have et behov for at kommunikere med forælderen, det ikke er sammen med, via telefon, Skype osv. Andre børn oplever savnet i stort omfang, hvis der netop er kontakt, hvorfor barnet undgår kontakten (hvilket ikke nødvendigvis er positivt).

  • Behovet for kontakt (til søskende). Barnet kan have et behov for at kommunikere med sine søskende, når de ikke er sammen.

  • Barnets eget ønske. Forældrene bør overveje, hvorvidt barnet er tilpas modent til at have et reelt ønske til samværsordningen – og hvorvidt dette skal efterkommes af forældrene. Dog skal man være påpasselig, da barnet normalt ikke bør involveres i voksensammenhænge, og det skal heller ikke skal have forståelsen, at det ”fravælger” den ene forælder eller lignende.

Familiens karakteristika


Selv om forældrene ønsker at indrette sig efter barnets behov, kan familiens grundlæggende karakteristika komme til at sætte dagsordenen forholdsvis meget. Det er de mere praktiske sider af samværet, som f.eks. er overvejelser omkring:


  • Fastsættelse af bopælsretten. Der kan være flere overvejelser (herunder økonomiske) knyttet til bopælsretten, der kan have betydning for, hvor barnet skal bo.

  • Afstanden mellem hjemmene. Er der forholdsvist kort afstand mellem hjemmene, bliver det også muligt med tæt kontakt, f.eks. så barnet kan tage forbi den anden forælder og familien evt. kan spise sammen.

  • Afstanden til skole og at barnet kan pleje sit netværk (familien, venner, sport, legeaftaler osv.). Med forholdsvis kort afstand til netværket, bliver det muligt at være sammen med andre under samværet.

  • Forældrenes økonomi. Dette punkt er måske ikke afgørende, for selv med relativt begrænset økonomi skal samværet nok fungere alligevel. Men der kan være udfordringer omkring transport, aktiviteter og lignende, og måske kan forældrene overveje at hjælpes ad for at sikre barnets behov.

  • Muligheder for fleksibilitet. Det bør indtænkes i aftalen, at forældrene kan være fleksible over for den valgte samværsordning. Ønsket til ændringen kan komme fra forældrene eller måske barnet selv, så runde fødselsdage, sportsarrangementer og lignende får fortrinsret. Men tænkningen skal være klar for og have opbakning fra alle parter.

Bemærk, at man på Familieretshusets hjemmeside kan finde en skabelon til en samværsaftale. Den indeholder alle de vigtige sammenhænge, som bør være med i en aftale.

Når samværsordningen er valgt og i gang, bør forældrene løbende forholde sig til, hvordan barnet trives med ordningen. Nogle børn vil trives allerede fra starten, mens andre skal bruge lidt tid til at tilvænne sig – og andre vil måske aldrig trives med ordningen.


Det kan derfor være hensigtsmæssigt at tage ordningen op til revision og justere efter behov.


Mere samvær (bopælsforælder og barnet)


Bemærk også, at bopælsforælderen kan anmode om et møde i Familieretshuset med samværsforælderen om samvær. Det kan være bopælsforælderens mulighed for, at barnet kan få mere samvær med samværsforælderen.

Det fremgår således af Forældreansvarslovens § 19, stk. 4, at "Er der ikke eller kun i yderst begrænset omfang samvær, kan den forælder, som barnet har bopæl hos, anmode Familieretshuset om at indkalde den anden forælder til et møde om samværet".

Også barnet kan (hvis det er fyldt 10 år) anmode om et møde i Familieretshuset med samværsforælderen om samvær. Dette sker på baggrund af barnets initiativ-ret. Det fremgår således af Forældreansvarlovens § 35: "Et barn, der er fyldt 10 år, kan anmode Familieretshuset om at indkalde forældrene til et møde om forældremyndigheden, barnets bopæl eller samvær".

Den formelle resolution


Kan forældrene ikke indgå en indbyrdes aftale, kan det være nødvendigt og hensigtsmæssigt at involvere Familieretshuset. Med en resolution får forældrene en formel aftale, de kan falde tilbage på ved uenighed. Det er derfor vigtigt, at resolutionen kan agere ”dommer” og således er så specifik og passende på familien som overhovedet muligt. Familieretshuset bruger en skabelon, der netop tager højde for de centrale punkter.


I denne sammenhæng skal ”samvær” forstås som tiden, hvor barnet er sammen med samværsforælderen.

Det skal indledningsvis nævnes, at behovet for en formel resolution grundlæggende ikke er det bedste udgangspunkt for at sikre barnets behov.

For barnets behov har det med at stå i skyggen af flere omstændigheder, herunder forældrenes uenighed og evt. ”kamp” mod hinanden. Og så er det med en helt tredje part siddende ved bordenden i skikkelse af Familieretshusets jurist og børnesagkyndige rådgiver, der skal balancere mange forhold (og uden nogen garanti for, at de træffer den ”rigtige” afgørelse).


Forældrene bør derfor nøje overveje situationen, og om det er den rette vej at føre barnet – selv om det naturligvis også hører med, at det kan være nødvendigt og hensigtsmæssigt med en resolution.


Den formelle samværsaftale hviler på en række forståelser:


  • Samvær er ikke en grundlæggende rettighed, som forælderen har. Dels er samvær en rettighed, som barnet har. Og dels har samværsforælderen ret til dét samvær, der kan aftales med bopælsforælderen, eller som kan opnås via resolutionen. Og endelig kan samværsforælderen risikere, at der ikke er samvær, før aftalen / resolutionen giver retten til det – og dét kan muligvis tage forholdsvis lang tid.

  • For at søge kontakten mellem begge forældre bevaret, har barnet ret til samvær med dén forælder, som det ikke har bopæl hos, dvs. samværsforælderen (Forældreansvarslovens § 19).

  • Begge forældre har et fælles ansvar for samværet (Forældreansvarslovens § 19, stk. 2).

  • Begge forældre har et fælles ansvar for transporten af barnet i forbindelse med samvær. Det er således ansvaret, der er fælles, og ikke f.eks. betalingen knyttet til transporten.

  • ​Barnets tid med forældrene bliver gerne betragtet hen over en 14-dages periode. Har samværsforælderen eksempelvis fået hver anden weekend med barnet fra fredag til søndag, så kaldes det en 12/2-ordning. Man tæller nemlig antallet af overnatninger, som barnet har hos forælderen.

  • En tommelfinger-regel hedder, at der fastsættes én overnatning for hvert år barnet er - og således 2 nætter for en 2-årig. Der foretages dog altid en konkret og individuel vurdering.


Ved uenighed om samvær kan samværsforælderen anmode Familieretshuset om samvær ved at indsende en blanket (se mere på Familieretshusets hjemmeside). Et ønske om samvær skal komme fra samværsforælderen selv. Det fremgår nemlig af vejledningen til Forældreansvarsloven, at: "Det er ikke muligt at fastsætte samvær mod en samværsforælders ønske. Dette skyldes, at samvær bør være udtryk for den samværssøgendes egen vilje og ønske om kontakt med barnet og ikke et resultat af indgriben fra det offentlige".


På baggrund af blanketten vil Familieretshuset vurdere, hvordan de bedst kan hjælpe og eventuelt indkaldes forældrene til et møde.

Såvel bopælsforælderen som barnet selv kan også anmode om et møde om samvær, f.eks. via initiatiov-retten.

Hvis samværet aflyses, eksempelvis på grund af sygdom, gælder helt specifikke regler om, at samværet bliver erstattet. Dette kaldes "automatisk erstatningssamvær" og vil senere fremgå af hjemmesiden.

En aftale kan efterfølgende ændres, når der er sket "væsentlige ændringer". Det kan eksempelvis være fordi barnet er blevet ældre, at barnet ønsker mere eller mindre samvær, hvis bopæls- eller samværsforælderen flytter, hvis barnet ikke trives eller hvis aftalen ikke er blevet overholdt. Det betyder samtidig, at Familieretshuset kan afvise en anmodning om ændring af samværet, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer.



Afslutning


Det er artiklens budskab, at der er stor og afgørende forskel, når man sammenligner skilsmisse-typer: når samarbejdet i relativt høj grad lader forældrene fokusere på barnets behov – og når uenigheder og konflikt overskygger det.


Det er i forbindelse med skilsmissen og starten på tilværelsen som skilsmissefamilie, at forældrene skal lægge grundstenen for barnets videre opvækst. For det er ofte børnene, der mærker konsekvenserne mest: to hjem, afsavn, savn, transport, en vis mental splittelse osv. Og dét bør der være klart fokus på at modvirke.


Det er i langt de fleste skilsmissefamilier det uomtvisteligt klart bedste og mest hensigtsmæssige, hvis forældrene kan samarbejde i afklaringen af dén samværsordning, som barnet skal følge i måske flere år fremover.


Og det er derfor håbet, at du og din tidligere partner (og evt. også det modne barn) vil kunne bruge materialet som inspiration til denne proces. Hvis du / I har brug for yderligere inspiration, afklaringer, osv., er du / I meget velkomne til at rejse jeres udfordring hos "Skilsmissefamilien" – enten direkte via vores mail eller i vores Facebook-gruppe.​

13 visninger

Få vores nyhedsbrev !