top of page

Opsigtsvækkende dom i celeber sag

Fredag faldt der dom i en usædvanlig skilsmissesag, der omfatter børnebortførsel og mulig forældre-fremmedgørelse. Og det blev en markant afgørelse.



Der er sat et midlertidigt punktum i den bemærkelsesværdige sag, der omfatter det mediekendte tyske par Christina Block og hendes eksmand Stephan Hensel. Sidstnævnte bor i Sønderjylland.


Fredag afsagde Familieretten i Sønderborg dom, og den går markant imod moderen. Hun har således mistet forældremyndigheden, ligesom der ikke fastsættes samvær over to af deres børn; parret har herudover to andre børn sammen. Christina Blocks advokat, Elisabeth Unger, bekræfter dommen til tyske medier, blandt andre ”Hamburger Morgen Post”.


Retten fandt, at børnene ikke er blevet udsat for forældre-fremmedgørelse, som moderen har argumenteret for. Retten fandt også, at det var børnenes ønske at bo hos faderen.

 

Sagen har været kompliceret af, at den involverer myndighederne i to lande, nemlig Danmark og Tyskland. Sagen er afgjort i Danmark, fordi børnene opholder sig hos deres far i Sønderjylland.

 

Det fremgår endnu ikke, hvorvidt Christina Block og hendes advokat vil anke dommen eller lignende. Advokaten siger dog til "Stern":


”Min klient, fru Block, er dybt chokeret. Den danske domstols afgørelse er en direkte hån og sender et forkert signal til befolkningen om, at den ikke skal rette sig efter domstolsafgørelser”.

 


Bortført på åben gade


Sagen kulminerede nytårsaften 2024, hvor de to børn, der dengang var 10 og 13 år gamle, blev bortført på åben gade.


De var sammen med deres far udenfor en café i Gråsten for at affyre fyrværkeri, da faderen pludselig blev overfaldet af flere personer og skubbet omkuld. Samtidig blev børnene tvunget ind i en bil, hvorefter gerningspersonerne flygtede fra stedet.


Det er senere kommet frem, at børnenes hænder under bortførslen blev bundet, ligesom de fik tape for munden.


Christina Block har altid nægtet at have noget med kidnapningen at gøre. Tyske medier skriver dog, at det i sidste uge blev kendt, at anklagemyndigheden i Hamborg har rejst tiltale mod Christina Block og hendes partner, Gerhard Dilling, blandt andet på mistanke om børnebortførsel. Dette har hendes forsvarsadvokat, Otmar Kury, dog kritiseret i kraftige vendinger.

 


Mulig forældre-fremmedgørelse


Det har desuden fremgået af sagen, at sønnens reaktioner sætter fokus på mulig forældre-fremmedgørelse. I januar 2024 ønskede sønnen ikke at forlade moderen og klamrede sig til hende. Men efter at have været i faderens varetægt gennem flere måneder, var sønnens modstand mod moderen markant.

 

”Skilsmissefamilien” følger fortsat sagen.

Comments


Skilsmissefamilien

  • Facebook

© 2025 - Skilsmissefamilien

bottom of page