Statistikken for 2019 indeholder data for både voksne kvinder og deres børn.
For nylig udkom årsstatistikken for kvinder og børn på krisecentre, udgivet af LOKK (”Landsorganisation af kvindekrisecentre”).
Årsstatistikken består af data fra 43 krisecentre (og herudover to specialiserede krisecentre). Krisecentrene har i 2019 modtaget 10.767 henvendelser om rådgivning og pladser, og 1.125 kvinder og 1.192 børn har afsluttet et ophold på krisecentrene.
Oplysninger om kvinderne og deres børn
Statistikken indeholder en række oplysninger om de kvindelige beboere på krisecentrene, herunder:
Gennemsnitsalderen er 35 år
48 % har været udsat for vold i mindst 5 år i hele deres liv
88 % har været udsat for mere end én type vold
98 % har været udsat for psykisk vold
78 % har været udsat for fysisk vold
90 % flytter ikke tilbage til voldsudøveren efter ophold på krisecentret
Desuden fremgår en lang række konkrete oplysninger om børn og deres ophold på krisecentrene, herunder:
Gennemsnitsalderen er 6 år
Der er lige mange piger og drenge, der har afsluttet et ophold på krisecentrene
19 % har haft mere end ét ophold
25 % har været udsat for fysisk vold
62 % har været udsat for psykisk vold
88 % har overværet eller overhørt psykisk vold mod deres mor, og 61 % har overværet eller overhørt fysisk og/eller seksuel vold mod deres mor
23 % har overværet eller overhørt fysisk vold mod deres søskende
88 % flytter ikke tilbage til voldsudøveren efter ophold på krisecentret
Som SKILSMISSEFAMILIEN beskrev for nylig, har regeringen sammen med finanslovspartierne bevilget flere midler til yderligere krisecenterpladser, så flere kvinder kan få akut hjælp. Og det fremgår da også af rapporten, at krisecentrene ofte har et behov for flere pladser.
Det fremgår i hvert fald af rapporten, at når en kvinde henvendte sig til krisecentret om en ledig plads, var der ikke én i 54 % af tilfældene. I 88 % af disse tilfælde henviste krisecentret til et andet krisecenter.
I forhold til tidligere rapporter
Årsstatistikken ser tilbage over perioden 2007-2019 for kvindernes vedkommende.
Det fremgår, at næsten alle kvinder på krisecentre siden 2007 har været udsat for psykisk vold (andelen varierer fra 93 til 99 procent). Desuden har omkring 4 ud af 5 kvinder været udsat for fysisk vold (76-83 %).
Det fremgår også, at andelen af kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb, er steget fra 16 % i 2007 til 24 % i 2019. Desuden er andelen af kvinder, der har været udsat for materiel vold, steget fra 28 % i 2007 til 43 % i 2019 – og andelen af kvinder, der har været udsat for økonomisk vold, er steget fra 32 % i 2007 til 44 % i 2019.
I 2006 flyttede 24 % af kvinderne tilbage til den voldsudøvende mand, mens det i 2019 blot var 10 %.
Andelen af børn udsat for fysisk vold har ligget mellem 23 og 38 %, mens andelen udsat for psykisk vold er steget fra 45 % i 2006 til 62 % i 2019.
Comments