Krisecentre til kvinder opprioriteres – og for nylig fik social- og indenrigsministeren så et spørgsmål om, hvorvidt regeringen planlægger også at prioritere krisecentre for mænd.
Denne artikel handler grundlæggende om et spørgsmål til social- og indenrigsministeren (og det efterfølgende svar) – men vi starter med baggrunden:
Skilsmisse er ofte forbundet med brudte drømme, knuste hjerter og en forholdsvis usikker fremtid for de involverede voksne og børn. Men ved nogle skilsmisser er der behov for endnu større og ofte akut hjælp, og her spiller krisecentrene en central og vigtig rolle.
Vold, trusler og lignende kan således tvinge den ene part til at tage ophold på et krisecenter for simpelthen at være i sikkerhed.
Der er dog en vis kønsmæssig forskel i forhold til tilbuddene.
Dels fremgår det af Servicelovens § 109, at kun kvinder er omfattet: ”Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte”.
Desuden er der (ifølge ”Landsorganisation af Kvindekrisecentre”) 52 kvindekrisecentre i Danmark. Mændene har langt fra de samme muligheder, men må ifølge ”Solidaritet” enten "tage til takke med et af de få såkaldte mande- eller mandekrise-centre – og ellers få plads på et forsorgshjem, der normalt er beregnet til alkoholikere og misbrugere”.
Og så er der ydermere med ”regeringens aftale om finansloven for 2020” afsat 55 millioner kroner i 2020 og 75 millioner kroner i 2021 og frem ”med henblik på at sikre, at kvinder i målgruppen for kvindekrisecentre hurtigt får dén hjælp, de har brug for”.
Spørgsmål til ministeren
Der lader således til at være en vis ”skævhed” i tilbuddene og finansieringen. Og det var indirekte på baggrund af denne forståelse, at spørgsmålet til social- og indenrigsministeren på sin vis udsprang af.
Den 4. september 2020 stillede Folketingets Finansudvalg således (efter ønske fra Troels Lund Poulsen fra Venstre) følgende spørgsmål til social- og indenrigsminister Astrid Krag (Socialdemokratiet):
”Planlægger regeringen at lave en tilsvarende prioritering af krisecentre for mænd?”
Den 11. september 2020, altså i forgårs, kom svaret fra social- og indenrigsministeren. Det bringes her i sin helhed, som også kan ses via dette link:
”For mange kvinder bliver afvist på krisecentrene på grund af pladsmangel, og kvinde-krisecentrene har gennem længere tid berettet om mangel på pladser. Samtidig fylder kvinder langt mere i voldstatistikken end mænd, og vi ved, at volden er af en grovere karakter. Det er baggrunden for, at regeringen sammen med finanslovspartierne har valgt at afsætte midler til flere pladser, så flere kvinder kan få akut hjælp til at komme væk fra volden.
Initiativet om flere pladser på kvindekrisecentre er som bekendt en del af finanslovsaftalen for 2020 og dermed udtryk for den prioritering af voldsområdet, som regeringen sammen med partierne bag har sikret finansiering til som led i en samlet prioritering.
Regeringen anerkender samtidig den indsats, der leveres til mænd udsat for vold, og sikrede i foråret under Covid-19 sammen med Folketingets partier midler til Mandecentret, så de kunne etablere midlertidige nødpladser og udvide deres rådgivning.
Hvis spørgsmålet er udtryk for, at flere pladser på krisecentre til mænd er blevet en vigtig socialpolitisk prioritet, tager jeg naturligvis gerne en drøftelse af det.
Med venlig hilsen
Astrid Krag”
Forskel på vold
”Lev uden vold” skriver i øvrigt på deres hjemmeside (og i øvrigt uafhængigt af denne sag) om vold og viser derigennem også en vis kønsmæssig forskel. Eksempelvis nævnes det, at ”Cirka 38.000 kvinder og 19.000 mænd” i 2017 blev ”udsat for fysisk partnervold", og at der er ”forskel på den form for vold, som kvinder og mænd bliver udsat for. Det er oftest kvinderne, der oplever den groveste vold som at blive kastet ned fra trapper eller kvælningsforsøg”.
Desuden nævnes det, at ”knap 4 ud af 100 kvinder har været udsat for psykisk partnervold inden for et år”, og at ”det samme gælder for godt 1 ud af 100 mænd”.
SKILSMISSEFAMILIEN påpeger derfor, at det ikke forekommer hensigtsmæssigt at fokusere entydigt på udbuddet af pladser på krisecentrene, men om dem, der er, overhovedet rækker. Kvinder ”efterspørger” hjælpen mere end mænd – ikke fordi, de ligefrem har lyst til det, men fordi de er tvunget til det…
Af samme grund følger SKILSMISSEFAMILIEN fortsat området.
Bemærk
Det skal bemærkes, at denne artikel har et entydigt fokus på det faktuelle behov for (kvinde-)krisecentrene og således holder sig ude af eventuelle gisninger om, hvorvidt de ”misbruges” af parter uden faktuelt behov for et ophold.