top of page

Nyheder

  • 24. maj 2022
  • 3 min læsning

For mange skilsmissefamilier kan økonomien være presset – og udsigten til oplevelser i sommerperioden ser måske ikke alt for lovende ud. Men heldigvis kan man søge om hjælp til sommeren hos en række organisationer.



Mange skilsmissefamilier og enlige forsørgere kan have svært ved at få økonomien til at række til at komme på lidt tiltrængt ferie eller blot få enkelte oplevelser.

Heldigvis er der flere organisationer, der tilbyder hjælp på forskellig vis, så man får bedre muligheder for lidt ferie eller oplevelser. Dem ser vi nærmere på her. Og kender du til organisationer og hjælp, der ikke er på listen herunder, må du meget gerne skrive på ”Skilsmissefamilien”´s mail:


skilsmissefamilien@gmail.dk



Folkekirkens Feriehjælp


Projektet ”Folkekirkens Feriehjælp” hjælper de familier, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen og børnene ikke kommer på ferie, med at betale og arrangere en uges ferie.


Ferierne afholdes i uge 27 og 28 i Helsingør Ferieby, Rørvig Feriecentret, Faaborg Feriecenter og Vigsø Feriecenter.


For at få et ferieophold må forældrene i en familie ikke tjene mere, end hvad der svarer til den højeste kontanthjælp. Familien skal have hjemmeboende børn under 18 år. Hvis en forsørger er på SU eller folkepension, kan familien ikke deltage i Folkekirkens Feriehjælp.


Man kan kontakte sit lokale kirkekontor eller sin lokale menighedspleje og høre, om de er med i projektet – eller kontakte Samvirkende Menighedsplejer, der står bag projektet, på telefon 36 46 66 66 eller på feriehjaelp@menighedsplejer.dk, hvis man har spørgsmål.


Du kan læse mere om Folkekirkens Feriehjælp ved at trykke her.



Frelsens Hær


Frelsens Hær tilbyder forskellige lejre, der normalt afholdes på Frelsens Hærs eget lejrsted “Baggersminde” ved Dragør eller på diverse lejede faciliteter.


  • Mor/barn-lejr er for enlige mødre med børn. Tilbydes i skolernes sommerferie, vinterferie og efterårsferie:

  • Far/barn-lejr er for enlige fædre med børn. Far/barn-lejren bliver typisk holdt i løbet af sommerferien på Baggersmindelejren.

  • Børne- og teenagelejr er for børn i bestemte aldersgrupper. Der holdes normalt børne- og teenagelejr flere steder i landet i løbet af sommerferien.

  • Landslejren er en landsdækkende lejr, Frelsens Hær holder for børn og unge. Den holdes i begyndelsen af sommerferien på Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole.


Hertil kommer ”En dag med alt betalt”, som beskrives således: ”Hvert år sender Frelsens Hær mellem 5-6.000 børn og deres voksne til en af Danmarks skønne forlystelsesparker. Turene tilbydes de familier, der har søgt julehjælp året før. Entreen er betalt, der er sørget for transport og frokost, og et værdibevis giver mulighed for at til slutte turen af med en isvaffel. Også en af de store”.


Du kan læse mere om Frelsens Hær ved at trykke her.



Jenny og Dorte Pedersens fond (omfatter Holbæk, Kalundborg og Odsherred kommuner)


Fonden yder tilskud til ferier for reelt enlige med barn/børn på 15 år eller derunder, og til folkepensionister, par såvel som enlige bosiddende i Holbæk, Kalundborg og Odsherred kommuner.


Kriteriet for støtte er, at ansøgerens/ansøgernes økonomi ikke i sig selv tillader en årlig ferie. Beløb kan udbetales, således at det dækker samtlige udgifter til ferien, herunder opholdsudgifter – eller som et tilskud til ferien.


Ansøgningen sker via et digitalt ansøgningsskema.


Man kan ansøge frem til den 8. juni 2022.


Du kan læse mere om Jenny og Dorte Pedersens fond ved at trykke her.



Mødrehjælpen


Mødrehjælpen uddeler igen i år feriehjælp til børnefamilier, der står i en svær økonomisk og social situation. Hjælpen består af et økonomisk tilskud, som skal sikre børnene gode oplevelser i sommerferien.


Hjælpen består af et økonomisk tilskud, som beregnes med kr. 350 pr. barn, som overføres til modtagerens bankkonto. Man kan ansøge om feriehjælp til i alt tre børn (kr. 1.050), selvom man har flere børn.


Hvorvidt de har mulighed for at tilbyde hjælp, afhænger af deres samlede vurdering af modtagerens økonomiske og sociale situation samt resultatet af deres indsamlingskampagne for feriehjælpen.

Ansøgningen sker via et digitalt ansøgningsskema.


Man kan ansøge fra den 10. maj 2022 og indtil den 10. juni 2022 kl. 10.

Du kan læse mere om Mødrehjælpens Feriehjælp ved at trykke her.


  • 15. okt. 2021
  • 2 min læsning

Familieretshuset er forpligtet til at sagsbehandle inden for afgrænset tid. Og de gennemsnitlige sagsbehandlings-tider fremgår af deres hjemmeside.



Det er ikke nogen hemmelighed, at Familieretshuset siden sin tilkomst den 1. april 2019 har kæmpet med lange ventetider. Det har blandt andet ført til, at regeringen har tilført flere hundrede millioner kroner til eksempelvis flere ansatte – og dermed med forventningen om, at ventetiderne vil falde til det ønskede niveau.


denne side kan man følge sagsbehandlings-tiden i en række sammenhænge.


Det er dog vigtigt at understrege, at der er tale om gennemsnitlige sagsbehandlings-tider.


Familieretshuset skriver således på sin hjemmeside:


”Familieretshuset kan ikke svare på, hvor lang tid behandlingen af netop din sag vil tage, da alle sager i Familieretshuset behandles individuelt ud fra den konkrete situation. Men nedenfor kan du få en indikation om sagsbehandlingstiderne for de forskellige sagstyper, Familieretshuset behandler”.



Aktuelle ventetider


Og på tidspunktet for denne artikel (13. oktober 2021) er de gennemsnitlige sagsbehandlings-tider som følger:


  • Separation og skilsmisse: 9,9 uger

  • Samvær: 22 uger

  • Forældremyndighed og bopæl: 20 uger

  • Fastsættelse, forhøjelse og ændringer af børnebidrag: op til 3 måneder ved simple sager og op til 10 måneder ved komplicerede sager

  • Konfirmationsbidrag / beklædningsbidrag: 2 måneder

  • Uddannelsesbidrag: 6 måneder

  • Ægtefællebidrag: 5 måneder

  • Prøvelse af ægteskabsbetingelser: max. 5 arbejdsdage (dog afhængigt af sag)

  • Barnets første navn: op til 3 måneder (dog afhængigt af sag)

  • Navneændring: op til 9 måneder (dog afhængigt af sag)

  • Navneændring ved giftermål: hvis Familieretshuset modtager ansøgningen minimum fire uger før vielsen, får man normalvis svar inden bryllupsdagen


Lovbestemte frister


Familieretshuset oplyser desuden, at der på forskellige områder er lovbestemte frister for sagsbehandlingen.


Disse er beskrevet nærmere i Familieretshusloven, som du finder på denne side.


De lovbestemte sagsbehandlings-tider er:

  • Familieretshuset skal visitere en sag hurtigst muligt og så vidt muligt inden fem hverdage efter modtagelsen af sagen

  • § 6-sager (familiemægling) og § 7-sager (familieretlig udredning) om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær skal Familieretshuset sende en mødeindkaldelse til parterne hurtigst muligt og så vidt muligt inden 10 hverdage efter modtagelsen af sagen

  • Børneenheden skal hurtigst muligt og så vidt muligt inden syv hverdage efter visitationen af sagen udpege eller tilbyde at udpege en kontaktperson for barnet

  • I § 7-sager (familieretlig udredning) skal Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden syv hverdage efter visitationen af sagen sende en plan for behandlingen af sagen til parterne

  • Efter modtagelsen af en anmodning om at indbringe en afgørelse for familieretten skal Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden 10 hverdage genoptage behandlingen af sagen eller indbringe afgørelsen for familieretten

  • På området for prøvelse af ægteskabsbetingelser er det ifølge den politiske aftale hensigten, at enheden inden for fem arbejdsdage efter modtagelse af en ansøgning skal have afsluttet sagen, hvis den er vurderet fuldt oplyst ved modtagelsen, eller visiteret sagen til nærmere undersøgelse

  • 26. jun. 2021
  • 2 min læsning

Har én af parterne gæld med sig ind i ægteskabet, kan det få betydning i forbindelse med en senere skilsmisse.



​(Modelfoto)


Når man bliver skilt, er der en lang række omstændigheder, som parterne enten skal forholde sig til, eller som træder i kraft som følge af skilsmissen. I denne sammenhæng handler det om økonomi og særligt i dén situation, hvor den ene af parterne (eller begge) har haft en gæld med sig ind i ægteskabet


Karen Gøtzsche fra Advodan Lolland-Falster forklarer i denne artikel dels hvad udfordringerne ved gæld og skilsmisse er – men også, hvordan de løses eller undgås.



Formuefællesskab


Det centrale begreb i denne sammenhæng er ”formuefællesskab”, som man som udgangspunkt indgår i, når man bliver gift. Det omfatter alt, som man ejer ved ægteskabets indgåelse, og som parterne senere erhverver sig.


Bliver parterne efterfølgende skilt, skal man gennem en såkaldt ”bodeling”, hvor værdier og gæld fordeles mellem parterne.


Her er udgangspunktet, at parterne selv kan aftale bodelingen. Men er parterne ikke enige, træder ”ligedeling” i kraft. Her lægges parternes værdier og gæld i én stor pulje, hvorefter den deles ligeligt mellem parterne – dog også med særeje, hvis dette er relevant, hvor effekter holdes ude af bodelingen.

.

Men det er her, at en eventuel gæld kan blive en faktor. For har én af parterne gammel gæld fra før ægteskabet, skal denne fratrækkes denne persons aktiver – og dét kan betyde, at vedkommende får en større del af de samlede aktiver.


Eller sagt på en anden måde: at den gamle gæld delvis bliver påført den anden part.



Vær på forkant


Karen Gøtzsche fra Advodan forklarer, at sådanne situationer kan undgås med oprettelsen af netop en ægtepagt. Dermed bliver gammel gæld holdt ude af formuefællesskabet, så den ikke indgår i forbindelse med en eventuel skilsmisse.


Det kan umiddelbart virke ulogisk at tænke ind i fremtiden og en potentiel skilsmisse, når man er nyforelsket og ved at planlægge fremtiden sammen.


Men det kan være særdeles hensigtsmæssigt at overveje fremtiden netop på et tidligt tidspunkt – og før det bliver for sent.


I denne sammenhæng kan en ægtepagt entydigt placere gælden hos dén af parterne, hvor den nu engang hører hjemme. Dermed bliver gælden holdt ude af ægteskabet samt af bodelingen, hvis parterne en dag bliver skilt.


Advokat Jytte Holm-Larsen, også fra Advodan, beskriver i denne artikel, hvorfor en ægtepagt er en god ide og også, hvordan den fungerer.


Og på denne side beskriver Familieretshuset ophøret af formuefællesskabet, bodeling og flere andre tilhørende sammenhænge.


Skilsmissefamilien

  • Facebook

© 2025 - Skilsmissefamilien

bottom of page