Truer forældres og barnets retssikkerhed

En forholdsvis ny model for afviklingen af skilsmissesager udfordrer retssikkerheden for både forældre og børn.

Det familieretlige system i Danmark har i mange år fokuseret på, at skilsmissesagerne skal oplyses grundigt, og at hensynet til barnet og dets rettigheder står forrest. De principper indgår for eksempel også i Menneskerettighederne og forskellige internationale konventioner.

Men nu udfordrer en forholdsvis ny sags-model disse tilgange ved at sætte hurtighed og almene principper forrest. Og der er al mulig grund til at forholde sig kritisk til denne situation.

Fokus på hurtighed og at sikre kontakt til begge forældre

Dinant-modellen er opkaldt efter et område i Belgien, hvor den oprindelig blev udviklet og implementeret. Den er en tværfaglig og konfliktløsende model for familieretlige sager, der har til formål at sikre begge forældre kontakt til barnet ved hurtigt at få forældrene frem til en aftale om bl.a. samvær.

Modellen beskrives typisk gennem punkter som disse:

• Det juridiske udgangspunkt i ligestilling mellem forældrene medfører, at 50/50-deleordninger bliver alle sagers udgangspunkt

  
  

• Sager løses inden for 30 dage og fjerner dermed de lange og nedbrydende ventetider i skilsmisse-systemet

  
  

• Den hurtige afklaring forhindrer lange brud i kontakten mellem barn og forælder og modvirker forældrefremmedgørelse

  
  

• Forældrenes påtvinges fra sagens start et ansvar og tværfagligt samarbejde for at finde holdbare løsninger

  
  

• Forældre, der modarbejder f.eks. barnets samvær, holdes økonomisk og retligt ansvarlige gennem sanktioner

  
  

• Modellen har en tilgang om at lade samme dommer varetage sagen fra start til slut for at sikre kontinuitet og helhedssyn 

  
  

• Modellen har i Belgien ført til en markant stigning i antallet af 50/50-ordninger

Kritik af modellen

Der er imidlertid rejst flere alvorlige kritikpunkter af modellen:

• Sagernes hurtige afvikling inden for blot 30 dage umuliggør den nødvendige, dybdegående og kliniske udredning af barnets trivsel og tilknytning

  
  

• Den stramme tidsfrist betyder, at der er en reel risiko for, at barnets stemme ikke inddrages eller vægtes tilstrækkeligt i beslutningsprocessen

  
  

• Modellens fokus på at skabe kontakt mellem forældre og barn kan risikere at gennemtvinge kontakt, som barnet ikke selv ønsker og / eller som er imod barnets bedste

  
  

• Modellen lægger et urimeligt pres på forældre (især bopælsforælderen) for at acceptere deleordninger for at undgå at blive stemplet som konfliktskabende og / eller -optrappende

  
  

• Modellens fokus på ligestilling mellem forældrene risikerer at fjerne fokus fra barnets konkrete og individuelle behov

  
  

• Modellens fokus på 50/50-deleordninger som standard kan overskygge princippet om barnets individuelle tarv, særligt hvis barnet har særlige behov eller bedst trives med en asymmetrisk ordning (50/50-deleordninger kan derfor ikke være standardløsningen i skilsmissesager)

  
  

• Den hurtige løsning risikerer at skabe en falsk konsensus, hvor den underliggende konflikt blot gemmes væk og kan eksplodere senere

  
  

• Den hurtige proces er ikke robust nok til at afdække eller håndtere komplekse sager med skjult psykisk vold, magtforvridning eller manipulation

  
  

• Modellens succes måles på systemets effektivitet (hurtighed) og ikke på langsigtede målinger af børns psykiske trivsel

En trussel mod retssikkerheden

Dinant-modellen ligner bestemt et attraktivt våben i den politiske debat, fordi den ser ud til at løse problemet med lange ventetider (det er bemærket fra flere sider, at lang ventetid fastholder forældre og børn i uholdbare situationer med manglende afklaring, konflikt osv.).

Men modellen er dybt bekymrende, fordi den prioriterer systemets hurtighed over forældrenes og barnets grundlæggende ret til en individuel, grundig vurdering.

Ved at gennemtvinge hurtige deleordninger uden den nødvendige dybdegående udredning, bliver modellen en trussel mod sagsbehandlingen samt barnets bedste og dets rettigheder. De resultater, der fremhæves (antallet af 50/50-ordninger) er et udtryk for systemisk effektivitet under tidspres, ikke et bevis for øget trivsel for børnene.

Danmark kan godt lade sig inspirere af princippet om hurtighed, som er en aktuel og kritisk omstændighed ved vores familieretlige system – men det må aldrig ske på bekostning af grundigheden.

Derfor er det afgørende, at drøftelser om det familieretlige system i Danmark sker på baggrund af faktuel viden og kritisk stillingtagen.