En skilsmisse kan på mange måder være livsændrende, men dét betyder ikke nødvendigvis, at barnet bliver traumatiseret. Artiklen ser blandt andet på, hvordan forældrene kan hjælpe barnet uden traumer.
I november sidste år skrev ”Skilsmissefamilien” om en undersøgelse af børn af skilte forældre i samtalegrupper og deres forestillingsverden om dét at være skilsmissebarn. Undersøgelsen tog afsæt i netop betegnelsen ”skilsmissebarn”, fordi der deri ligger en opfattelse og værdisætning, som kan påvirke barnet selv og dets omgivelser.
Børn ikke en homogen gruppe
Seminar.dk gik efterfølgende, i en artikel med forskeren bag undersøgelsen, Pernelle Rose, i dybden på børnenes reaktioner. Og her fremgår det, at børn ikke reagerer ens som en homogen ensartet gruppe, men kan reagere meget forskelligt fra egentlig krise til lettelse.
Pernelle Rose siger: ”Dét, der slår mig helt generelt, er, hvor forskelligartede oplevelser, børnene kommer med. Det må være en af de vigtigste pointer. Mangfoldigheden er stor, så man kan faktisk ikke sige, at det kun er sådan eller sådan”.
Hun uddyber, at der i en samtalegruppe med otte børn kan være ét-to af dem, der er i krise; nogle, der har det svært, men ikke er i krise; nogle, der kan have det svært, men egentlig er ok med situationen; og endelig nogle stykker, der er lettede. De fleste, forklarer Pernelle Rose, ligger i mellemgrupperne, og fortæller i øvrigt, at tidligere undersøgelser peger på, at ”der som regel går to til tre år, og så vil de fleste børn – på nær 10-15% – faktisk trives lige så godt som andre børn, hvis forældre ikke er skilt”.
På grund af de forskellige reaktioner, børnene kan have, er det afgørende, at de voksne ikke tager ét bestemt udgangspunkt, fordi der kan være en risiko for, at de derved italesætter og forholder sig til situationen på måder, som ikke er lig barnets.
Pernelle Rose henviser i artiklen til en undersøgelse om, at børn (herunder børn i højkonflikt-skilsmisser) finder strategier til at håndtere dem: ”Alle børn finder meningsfulde strategier til at håndtere deres nye livssituation. Der er nogle omstændigheder, der tvinger dem til at gøre andre ting, end de plejer, eller forholde sig til deres eget liv på en ny måde”.
Det er derfor vigtigt, at den voksne kobler sig på barnets forestillingsverden – for som Pernelle Rose videre siger: ”Hvis man har det her patologiske og problematiserende blik på skilsmisser, så fraskriver man børnene deres agens, altså deres handlekraft, men selv de børn, der lever med højkonfliktuelle skilsmissefamilier, er agente og finder strategier for at skabe mening”.
Aaron Antonovsky: ”Oplevelse Af Sammenhæng”
Ét af de klassiske perspektiver, der forklarer dette med at "finde strategier", kommer fra den israelsk-amerikanske professor i medicinsk sociologi, Aaron Antonovsky (1923 – 1994). Hans teoretiske univers er taget op af flere andre siden, men det var ham, der præsenterede nedenstående teori.
Antonovsky´s tilgang er, at vi alle bliver udsat for stress-faktorer, som på forskellige måder påvirker os i ét eller andet omfang; fra de små og forholdsvis nemme dagligdags situationer til de mere alvorlige og komplekse situationer. Grundlæggende er sådanne situationer faktisk nødvendige, fordi vi lærer gennem dem, og når vi gør dem til erfaringer, bliver vi os bedre rustet til at klare lignende situationer i fremtiden.
Stress-faktorerne er grundlæggende belastende, men faktisk handler Antonovsky´s tilgang ikke så meget om, hvorfor folk bliver syge af dem – men hvorfor vi (selv under meget store grader af stress) modstår presset og klarer os mere eller mindre upåvirket igennem. Hvad det er for en modstandskraft, vi har i os, som hjælper os igennem den stress-udløsende situation.
Antonovsky beskriver med begrebet ”Oplevelse Af Sammenhæng” (OAS), hvordan vi forholder os til og derigennem forstår og handler i dén situation, vi nu står i. De tre begreber, der er centrale i denne sammenhæng, er begribelighed, håndtérbarhed og meningsfuldhed:
Begribelighed handler om, hvorvidt man forstår dét, man udsættes for. Det kan omfatte viden og erkendelse, men også éns følelser og fornemmelser. En måde at sikre begribeligheden på er at skabe struktur med forudsigelige og tydelige rammer, så situationen ikke opfattes som kaos og tilfældigheder.
Håndtérbarhed handler om, hvorvidt der er tilstrækkeligt med ressourcer til stede til at møde de krav og forventninger, som situationen eller andre personer stiller til vedkommende. Det handler om at mestre og kontrollere situationen – lidt på samme måde (men uafhængigt af Antonovsky), som den østrigske psykiater Viktor Frankl (1905 – 1997) talte om at overleve koncentrationslejren Theresienstadt: dét, at man indretter sig i dét kaos og dén umenneskelige situation, man er i, giver livet og lidelsen mening – og gør den livstruende situation til konkrete udfordringer, man ”bedre” kan klare og håndtere.
Og endelig er der meningsfuldhed, der handler om, hvorvidt det er værd at investere energi i de pågældende udfordringer. En krise har derfor nok potentialet til at bremse eller ødelægge én, men kan man vende fokus og derigennem udnytte de muligheder, som krisen giver én, giver tilgangen en mere hensigtsmæssig mening.
Tilsammen giver begribelighed, håndtérbarhed og meningsfuldhed en ”Oplevelse Af Sammenhæng” (OAS): ved høj OAS har man forholdsvis mange kompetencer til at komme gennem og over sin krise – mens man ved lav OAS omvendt ikke har det.
Skilsmissebarnet
Dette gælder både generelt, men også for krisen, som skilsmissebarnet står i. Her spiller de kompetencer, som barnet har med sig ind i krisen, en rolle – baseret på alder, modenhed og lignende. En 3-årig vil således næppe have forudsætningerne for en særlig høj grad af OAS sammenlignet med en 15-årig. Men omvendt kan den 15-årige måske netop mere opfatte situationen som en krise som den 3-årige, som dermed byder den 15-årige på en større udfordring.
Det er derfor svært at pege på én håndtering, men det er jo også netop én af Pernelle Rose´s pointer, at børn ikke er en homogen gruppe. Det afgørende bliver, om forældrene med dén håndtering, de nu engang benytter sig af over for barnet, formår at sikre en tilpas høj grad af OAS:
Begribeligheden kan her handle om, at forældrene formår at tage den kaotiske krisestemning ud af skilsmissen og i stedet sikre den fornødne viden, forudsigelighed og tydelige rammer. Det kan gøre meget for barnets eventuelle følelser af utryghed og uro, og barnet kan bedre tro på fremtiden. Det kan eksempelvis ske ved at afklare hvilken konkret samværsordning, der vil passe bedst til barnet, og hvordan barnets behov i øvrigt dækkes på tværs af to hjem.
Håndtérbarheden kan handle om, at skilsmissebarnet formår at være i sit forholdsvis kaotiske liv med et brudt hjem, en ny hverdag og muligvis et dårligt forhold forældrene imellem. Det vil især hjælpe barnet, hvis det formår at bevare opfattelsen af sin egen identitet, på trods af de omkringliggende forandringer. Det kan eksempelvis ske ved at afklare barnets behov for deltagelse i en samtalegruppe med andre børn i en lignende situation.
Og meningsfuldheden kan handle om netop ikke at betragte forældrenes skilsmisse som noget negativt, men som nye muligheder. Det er her med afsæt i samme pointe som Pernelle Rose´s i forhold til, at et skilsmissebarn ikke automatisk skal behandles som et barn i krise, fordi dét at blive skilsmissebarn såmænd kan være hensigtsmæssigt for barnet – for eksempel hvis skilsmissen sætter en stopper for barnets involvering i forældrenes højkonflikt.
Del af ”Skilsmissefamilien”´s støtte og rådgivning
Det er en forholdsvis kompliceret opgave at manøvrere gennem en skilsmisse for både børn og voksne, og herover er der reelt kun krattet lidt i overfladen for den umiddelbare forståelse.
Antonovsky´s tilgang giver en vis forståelse for de kompetencer, som hjælper skilsmissebarnet (og forældrene) til en højere grad af OAS. Det er blot afgørende, at man finder de konkrete måder, det skal gøres på.
Når ”Skilsmissefamilien” engagerer sig i konkrete støtte og rådgivnings-sager, vil én af tilgangene netop handle om at definere udfordringerne og sikre den fornødne viden.
Du kan på denne side læse mere om dén (gratis) støtte og rådgivning, som ”Skilsmissefamilien” tilbyder.