Der er igen politisk fokus på samværschikane og forældrefremmedgørelse – men igen er det med risiko for at overse barnets bedste.
Lørdag udsendte BT en række artikler, der sætter fokus på samværschikane og forældrefremmedgørelse.
Først udkom artiklen ”Opsigtsvækkende dom i Højesteret: mor fik børnene ved hjælp af årelang chikane mod far”.
Her kunne man læse om en dom fra den 16. august, hvor en mor til to børn på fire og syv år havde fået bopælsretten – selv om hun ifølge dommen havde udøvet samværschikane og holdt børnene fra deres far.
Forklaringen var, at moderen efter flere års samværschikane var børnenes primære forælder, og dét blev væsentligt for dommen.
Senere udkom artiklen ”Eksperter revser ny lovændring: forældre kan stadig chikanere sig til forældremyndighed”.
Her udtalte formanden for Dommerfuldmægtigforeningen, Nina Palesa Bonde, sig om samværschikane.
Blandt andet står der i artiklen:
”Hvis en forælder anklager den anden på falsk grundlag for overgreb eller lignende, så stopper samværet. Mens barnet så alene er hos den anklagende part, så er denne forælder barnets eneste omsorgsperson.
Herefter er det et spørgsmål om tid, før den anden forælder er blevet gjort fremmed for sine børn og derfor ikke kan få forældremyndigheden eller bopælsretten”.
Og ud på aftenen udkom artiklen ”Politikere reagerer: samværschikane mod forældre skal stoppes”.
Her forholder en række politikere sig til samværschikane og varsler handling.
Blandt andet foreslår én af folketingspolitikerne, at udøver en forælder samværschikane, skal bopælsretten flyttes til den anden forælder.
Barnets bedste?
“Skilsmissefamilien” har længe fokuseret på samværschikane og særligt forældrefremmedgørelse. Især sidstnævnte er blevet mere omtalt af medierne de seneste par år, og derfor er der god grund til at hilse den aktuelle debat velkommen.
Men det er alligevel afgørende, at fokus på barnets bedste fastholdes – og dét er der en risiko ikke sker.
Dels er der forslaget om, at myndighederne hurtigt skal ty til overvåget samvær for at sikre kontakten. Det er bestemt et egnet værktøj til at bevare kontakten under betryggende fysiske rammer. Men samtidig skal myndighederne naturligvis sikre sig, at det faktisk er til barnets bedste med overvåget samvær. Viser barnet f.eks. modstand mod kontakten eller er der informationer i sagen, der synes imod brugen af overvåget samvær, kan myndighederne jo ikke fastsætte det – fordi det potentielt strider mod barnets bedste.
Derfor skal vurderingen fortsat bero på fakta i sagen forud for en eventuel beslutning om at benytte overvåget samvær.
Og dels er der tilgangen om, at udøver den ene forælder samværschikane, skal bopælsretten flyttes til den anden forælder.
Det er selvfølgelig oplagt at tillægge det betydning i sagen, at den ene forælder forbryder sig mod barnets bedste ved at udøve chikane. Måske kan sådanne tiltag godt blive en meget vægtig side af sagen, der kan udløse en form for straf til den pågældende forælder. Men også her står barnets bedste, som lovgivningen er nu, forrest – og dét bliver næppe ændret:
Hvis barnet vitterlig er tæt knyttet til den pågældende forælder, kan det alt andet lige være til barnets bedste at være hos den pågældende forælder. Og derfor kan det sagtens blive forholdsvis indgribende for barnet, at forælderen mister bopælsretten – fordi barnet derved også straffes. Og dét vil derfor stride kraftigt mod intentionen bag lovgivningen.
Her er formanden for Dommerfuldmægtigforeningen, Nina Palesa Bonde, ude med en vigtig pointe.
Hun siger:
”De børnesagkyndige skal hurtigst muligt i et forløb udpege, hvem af forældrene, der aktivt bidrager og om nogen aktivt chikanerer. Desuden skal man meget hurtigt ind og sikre overvåget samvær i sager, hvor der er konflikt”.
Det vil givetvis kræve mange ressourcer at foretage denne afklaring af hvem af forældrene, der aktivt chikanerer. Samtidige gør de medfølgende høringer osv. i forbindelse med oplysning af sagen, at sagsbehandlingen grundlæggende tager en vis tid.
Men samtidig er det ikke givet, at myndighederne reelt kan afklare hvem af parterne, der er den ”chikanerende” part. En anklage om f.eks. vold eller overgreb, der ikke kan påvises / bevises, er ikke i sig selv udtryk for chikane – fordi anklagen kan være reel.
Få alle hensyn med
Samlet set bør debatten om samværschikane og forældrefremmedgørelse ikke blive så fokuseret, at man undlader at indtænke barnets bedste. Barnet er og skal også være både udgangspunktet og omdrejningspunkter i sager som disse.
Så på den ene side står dels identifikationen af samværschikane og forældrefremmedgørelse, myndighedernes og domstolene muligheder for at indtænke det i de enkelte sager samt de eventuelle konsekvenser for de forældre, der udøver det.
Samtidig skal barnets bedste sikres, så myndighederne og domstolene sikrer samværet, hvor dette skønnes hensigtsmæssigt for barnet.
”Skilsmissefamilien” følger selvfølgelig fortsat området og særligt den politiske behandling af emnet.
Comments