Har du brug for hjælp til julen?
For mange skilsmisse-familier kan økonomien være presset – måske særligt i julen. Men heldigvis kan man søge om julehjælp hos en række organisationer.

Mange skilsmissefamilier og enlige forsørgere kan have svært ved at få økonomien til at række. Og nu står julen så småt for døren, der lægger yderligere pres på økonomien og dermed måske bringer både spekulationer og ærgrelser.
Heldigvis er der flere organisationer, der tilbyder hjælp på forskellig vis, så man får bedre muligheder for at sikre julen. Dem ser vi nærmere på her. Og kender du til organisationer og hjælp, der ikke er på listen herunder, må du meget gerne skrive på ”Skilsmissefamilien”´s mail lige her.
Blå Kors
Blå Kors giver julehjælp til familier på overførselsindkomst, som mangler penge til julemad og gaver.
Der åbnes for tilmelding den 1. november 2021.
Udover julehjælp tilbyder Blå Kors hjælp gennem deres familienetværk, som er et gratis tilbud målrettet familier, der er udfordret på forskellig vis, og ”Stjernestunder”, som er gratis tilbud om aktiviteter til børn og unge.
Sidste frist for ansøgning er den 25. november 2021.
Du kan læse mere om Blå Kors´ julehjælp ved at trykke her.
Dansk Folkehjælp
"Ét af Dansk Folkehjælps formål er at uddele julehjælp til de fattigste og mest udsatte børnefamilier i Danmark, og desværre stiger behovet år efter år. I december 2020 uddelte vi julehjælp til hele 14.401 enlige forsørgere og deres børn og sikrede dermed, at ca. 30.000 børn og deres far eller mor fik både julemad på bordet og pakker under træet til børnene".
Sådan beskriver Dansk Folkehjælp "missionen" på deres hjemmeside.
Julehjælpen består af en kolonialvarekurv eller gavekort til REMA 1000 (værdi kr. 800) samt gavekort (værdi kr. 1.000) til køb af julegaver til børnene.
Modtagerne skal være enlige forsørgere til hjemmeboende børn under 18 år og på en nærmere bestemt overførselsindkomst.
Frist for ansøgning om julehjælp er den 30. november 2021.
Du kan læse mere om Dansk Folkehjælp´s julehjælp ved at trykke her.
Foreningen til Støtte for Mødre og Børn
Hos "Foreningen til Støtte for Mødre og Børn" kan man søge julehjælpen frem til d. 1. december 2021 i form af et legat.
Du kommer til "Foreningen til Støtte for Mødre og Børn" ved at trykke her.
Frelsens Hær
"Alle har ret til at kunne holde en rigtig jul. Men et stigende antal udsatte har ikke råd. Derfor har Frelsens Hær uddelt julehjælp i over 100 år".
I 2020 fik Frelsens Hær ca. 11.000 ansøgninger, hvoraf ca. 7.000 familier fik tildelt julehjælpen. Antallet af ansøgere steg i årene efter 2016, hvor kontanthjælpsloftet blev indført.
Det eneste kriterium for at kunne modtage julehjælp, er familiens finansielle situation. Det fremgår endnu ikke, hvad julehjælpen omfatter - men Frelsens Hær skriver dog, at "Børn fra udsatte familier får igennem julehjælpen mulighed for at opleve en jul som deres kammerater, så de kan dele oplevelserne om julemad og gaver, i skolen eller institutionen, når juleferien er slut. Juleoplevelserne styrker selvværdet for børnene og skaber en følelse af at være en del af fællesskabet".
Der kan søges i perioden 1. til 30. november 2021.
Du kan læse mere om Frelsens Hær´s julehjælp ved at trykke her.
Julehjælpen
Forummet ”Julehjælpen” bygger så at sige bro (anonymt) mellem modtagere, der har brug for hjælp til julegaver, og givere, der vil opfylde disse ønsker.
Julehjælpen skriver på deres hjemmeside:
”Hos Julehjælpen.dk kan alle økonomisk trængte familier med børn under 18 år søge om julehjælp. Det er ikke et krav at der er tale om hjemmeboende børn, eller at man har sit barn juleaften. Vi ved, at forældre med delebørn også ønsker at holde en juleaften, selvom det ikke nødvendigvis bliver den 24. december.
Læs mere om Julehjælpen ved at trykke her.
Juleuddelingen af 1867
"Selve gaveportionen har - i takt med den almindelige samfundsudvikling - skiftet karakter, mens man før holdt sig til egentlige fødevarer som mel, sukker, gryn, brød, flæsk, osv., har Juleuddelingens gaveportion nu fået en mere julepræget karakter. Børnene bliver heller ikke glemt - der er også legetøj".
Gaveportionerne fra ”Juleuddelingen af 1867” kan ansøges af alle, der har behov for en håndsrækning til at fejre højtiden. Der er dog rift om hjælpen, og det anbefales derfor at tjekke den enkelte region for hjælp – især også fordi tidspunkterne for ansøgning varierer.
Læs mere om Juleuddelingen af 1867´s julehjælp ved at trykke her.
Legatfonden (kun borgere med fast bopæl i København og Frederiksberg)
”Kjøbenhavns Understøttelsesforenings Legatfond (Legatfonden) blev etableret den 1. november 1874, og har til formål at yde hjælp til værdigt trængende. Kun borgere med fast bopæl i Københavns eller Frederiksberg Kommuner kan søge om støtte hos Legatfonden”.
”Hjælpen gives som hjælp til selvhjælp til borgere i økonomisk nød. Legatfonden yder sin hjælp som gave, og det er kun muligt at søge om mindre beløb!”
Det er muligt at ansøge om julehjælp frem til den 19. november 2021 via ansøgningsskema på hjemmesiden, som du finder her.
Mødrehjælpen
Mødrehjælpen uddeler igen i år julehjælp til børnefamilier, der har det svært. Hjælpen er økonomisk, og der kan søges om kr. 500 pr. barn i familien (dog maksimalt 3 børn).
Man skal desuden have børn under 18 år, som skal være hjemmeboende eller som forælderen har en fast samværsaftale for. Ansøgningen er åben for både par og enlige forældre.
Ansøgningen sker online via digitalt ansøgningsskema.
Fristen for at ansøge om Mødrehjælpens Julehjælp er fredag d. 10. december 2021 kl. 10.00.
Du kan læse mere om Mødrehjælpens julehjælp ved at trykke her.
Røde Kors
"Julen er hjerternes fest. Mens de fleste børn og voksne glæder sig til julen, så er højtiden for mange børnefamilier i Danmark forbundet med store bekymringer og afsavn. De har ikke råd til julemiddag, juletræ eller gaver. Ikke mindst for børnene er julen forbundet med følelsen af at stå udenfor. Sidste år modtog 13.300 børnefamilier vores julehjælp. Og vi håber at kunne hjælpe mindst lige så mange familier i år. Ingen børn skal føle sig udenfor. Slet ikke i julen”.
Julehjælpen består typisk af et gavekort på kr. 800 til Coop eller en kurv fyldt med julens madvarer og en lille gave til børnene.
For at ansøge om julehjælpen, skal man kontakte sin lokale Røde Kors afdeling.
Du kan læse mere om Røde Kors´ julehjælp ved at trykke her.