top of page

"Fanden tage dig"

I marts sidste år blev Elin dræbt af sin eksmand under en bodeling. Nu har hendes bror, forfatter og digter Niels Frank, skrevet en bog om hende, drabet, retssagen og hvorfor mænd dræber kvinder.


Den danske forfatter, digter og tidligere rektor for ”Forfatterskolen”, Niels Frank, har gennem flere år markeret sig gennem sit forfatterskab. Han har eksempelvis modtaget Emil Aarestrup Medaillen (1995), Otto Gelsted-prisen (1999), Georg Brandes-Prisen (2007) og Montanas Litteraturpris (2008).


Hans nye bog, der udkom i forrige uge, udspringer af en dybt personlig og tragisk baggrund: drabet på hans 62-årige søster, Elin. Og titlen, der er en direkte henvendelse til drabsmanden, sætter i dén grad scenen: ”Fanden tage dig”.


Eksmanden, Peter Møller Just, er efterfølgende ved retten i Horsens blevet kendt skyldig og idømt 14 års fængsel – og er desuden blevet frataget retten til at arve efter sin hustru og skal betale erstatning til bl.a. parrets to sønner. Eksmanden har anket dommen.



”Niels, han har skudt hende”


I sidste uge udgav Ude & Hjemme en artikel om bogen med flere uddrag.


Eksempelvis situationen, hvor Niels Frank vågnede med et spjæt om morgenen netop på dét tidspunkt, hvor Elin skulle mødes med sin eksmand for at foretage bodelingen.


Han fik senere at vide, at Elin og hendes hjælpere var mødt frem til huset i Horsens, men ikke blev lukket ind af hendes 61-årige eksmand. Senere pegede forsvareren under retssagen på, at ”flere af de tilstedeværende ved huset den morgen råbte skældsord ad ham og blandt andet kaldte ham dum” – og at eksmandens ”helbred var tyndslidt”, og at ”dén behandling, han fik ude ved huset”, havde ”slidt det sidste ned”.


Ude & Hjemme beskriver situationen således:


”De ringede til politiet, og Elin sagde til dem, at hun ikke følte sig tryg. 17 sekunder senere blev hun skudt af sin eksmand i ryggen med ordene: “Er det sådan, du vil have det, Elin?”. Hendes lunger perforerede, og halvdelen af hendes hjerte blev skudt væk. Hun kunne ikke reddes”.


Hjemme var Niels Frank faldet i søvn efter sin pludselige bratte opvågning, da hans telefon vækkede ham igen.


Ude & Hjemme skriver:


”Han hørte sin nevø hulke de skæbnesvangre ord: “Niels, han har skudt hende.”


Niels behøvede ikke at spørge, om hun var død, for han kendte godt svaret. Desuden kunne han slet ikke forme ordene i sin mund, for det eneste, der kom ud, var råb og skrig”.


Elins død ramte Niels Frank hårdt midt i praktiske opgaver og skabte et kaotisk mentalt rod. Men så begyndte han at skrive forløbet ned, hvilket ”hjalp ham med at kunne orientere sig i det kaotiske rum, han befandt sig i”.

Skriverierne startede som notater og tidsrækkefølger, og nu er det så blevet til bogen ”Fanden tage dig”.



”Fanden tage dig”


Det er Gyldendal, der forrige uge udgav ”Fanden tage dig”.


deres hjemmeside skriver de følgende om bogen:


”Sidst i marts 2021 dræber en 61-årig mand sin 62-årige ekskone i Horsens. Den dræbte er forfatteren Niels Franks søster.


Knap tre måneder tidligere har hun forladt sin mand gennem 30 år og faren til deres to voksne sønner. De næste uger flytter hun rundt mellem hemmelige adresser i Horsens, inden hun til sidst flytter ind på et krisecenter – hele tiden i frygt for, hvad hendes eksmand, der har brugt de sidste mange år på at ydmyge og skælde hende ud, kan finde på.


Den dag bodelingen skal foregå, ringer Niels Franks telefon klokken 8.32, og så ved han, at det er gået galt.


”Fanden tage dig” er beretningen om tiden op til drabet og om tiden bagefter – om sorgen, vreden og afmagten, begravelsen, efterforskningen og retssagen. Om hvorfor mænd dræber kvinder, og hvorfor det er så forbandet forudsigeligt”.



Anmeldelser


I forbindelse med udgivelsen har flere aviser anmeldt ”Fanden tage dig” – her er et par eksempler og uddrag:

  • Jyllands-Posten, 5 af 6 stjerner (Lars Ole Sauerberg): ”En stærk og personlig beretning”

  • Politiken, 5 af 6 hjerter (Lise Garsdal): ””Fanden tage dig” bliver et væsentligt opråb til politi, naboer, familie, venner, ja, alle, der affejer ”husspektakler” som netop dét (…) Niels Frank har med ”Fanden tage dig” forfattet et sorgfuldt, vredt og oprørsk gravskrift”

  • Berlingske, 4 af 6 stjerner (Jakob Genz): ”Borgen gør et afgrundsdybt indtryk”

  • Weekendavisen (Lars Bukdahl): ”Nådesløst gribende bog (…) Dette er ikke kunst, der trøster, det er kunst, der ryster og rister over en sagte ild”

  • Information (Bodil Skovgaard Nielsen): ”Fisker alle den græske tragedies virkemidler frem fra værktøjskassen”

42 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page