top of page

"Han er en tikkende bombe. Men han er jo min far"

​Et afsnit i en podcast-serie tager spørgsmålet om brudte relationer op. Det sker med afsæt i en historie om en pige, der brød kontakten med sin voldelige far, men som efterfølgende overvejede at genskabe kontakten til ham.



Kristeligt Dagblad har en podcast med navnet ”Liv & Sjæl” med vært Sara Gro Vagtholm. I øjeblikket er det med temaet ”Spørg om livet”, hvor hun interviewer brevkasseredaktørerne Annette og Jørgen Due Madsen.


Sara Gro Vagtholm er dykket ned i de ”bedste, sværeste og evigtgyldige spørgsmål, der i løbet af de sidste 23 år er tikket ind i brevkassen” hos de to redaktører. Dét har hun gjort ved at gennemgå de mere end 500 spørgsmål, som brevkassen har modtaget, og på dén baggrund udvalgt de ti temaer, der har fyldt mest i danskernes liv.



”Han er en tikkende bombe. Men han er jo min far”


I denne udgave handler det om brudte relationer, og der tages afsæt i en konkret henvendelse til brevkassen.


Den er fra 18-årige Line, som i 2014 skrev:


Da jeg var lille, gik min mor og far fra hinanden, fordi han var voldelig. Min far var stadig voldelig over for mig og min søster, når vi var hos ham i weekenderne. Da jeg fyldte 14 år (...) sagde jeg til min far, at jeg aldrig ville se ham igen. Nu er jeg begyndt at tænke på, om det nu også var så god en idé. Jeg er 18 år, og jeg har kun mødt ham meget kort og tilfældigt. Jeg er rigtig bange for ham. Han er en tikkende bombe. Men han er jo min far. Burde jeg ikke begynde at se ham kort en gang imellem?”


Her siger Jørgen Due Madsen, at han godt forstår, at hun vil se sin far, fordi ”dét at se ham og forholde sig til ham er jo også led i at finde ud af: hvor kommer jeg fra? Og hvem er det, jeg er rundet af? Men det kræver også et støtteapparat omkring Line og en realistisk forestilling om, hvad et møde med ham skal kunne give hende”.


Og han peger i øvrigt på, at mødet bør ske på et neutralt sted, fordi ”det er noget andet at træde ind i et privat rum, hvor døren lukkes”.


Annette Due Madsen supplerer, at de ikke ved, hvad der er sket med faderen i årenes løb, men at hun tænker, at Line jo er et såret barn.


Og hun fortsætter: ”Hvis der ikke er sket de store ændringer, så vil et møde kun bekræfte de smerter, hun har haft tidligere. Men jeg kan godt forstå hendes længsel. Ethvert barn ønsker at kunne elske sine forældre. Måske skal de mødes en enkelt gang, for at se om der overhovedet er grundlag for at genoptage kontakten.”


Herefter går Annette og Jørgen Due Madsen nærmere ind i en række overvejelser omkring familie og familierelationer.



Podcast


Afsnittet varer knap en halv time og findes øverst på denne side hos Kristeligt Dagblad.


Udover Lines dilemma indeholder podcasten andre dilemmaer, herunder hvad man stiller op, når en svigersøn bryder kontakten på vegne af hele familien.

34 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page