top of page

Aktuel sag: at give voldsudsatte ret til opholdstilladelse

Folketinget behandler et beslutningsforslag om at give voldsudsatte familiesammenførte ret til egen opholdstilladelse ved samlivsbrud.



Bemærk, at ”Skilsmissefamilien” løbende følger beslutningsforslaget gennem denne artikel.

 

Beslutningsforslaget er fremsat af Rosa Lund, Pelle Dragsted, Peder Hvelplund, Trine Pertou Mach, Søren Egge Rasmussen, Leila Stockmarr, Søren Søndergaard, Victoria Velasquez og Mai Villadsen – alle fra Enhedslisten.

 

Beslutningsforslaget, der knyttes til Udlændinge- og Integrationsudvalget og minister Kaare Dybvad Bek (Socialdemokratiet), kan læses her.


 

Sambehandles


Det skal bemærkes, at dette lovforslag sambehandles sammen med to andre beslægtede lovforslag. Disse er ifølge forslagsstillerne delt op for at give mulighed for at forholde sig til de enkelte dele frem for et samlet lovforslag.


Der er tale om B 120 (at ændre integrationskravet for anvendelse af udlændingelovens § 19, stk. 7.), B 121 (at ændre dokumentationskravet for anvendelse af udlændingelovens § 19, stk. 7) og B 122 (at give voldsudsatte familiesammenførte ret til egen opholdstilladelse ved samlivsbrud).


”Skilsmissefamilien” følger kun B 122, som er mere overordnet end de to øvrige.

 

 

 Skriftlig fremsættelse (25. februar 2025):

 

Overordnet fremgår det:


”Formålet med forslaget er at give familiesammenførte voldsudsatte bedre mulighed for at forlade en voldelig partner ved at mindske risikoen for, at de herved mister deres opholdstilladelse”.

 

Herefter følger bemærkninger til forslaget:

 

”Beslutningsforslaget er et af tre forslag om voldsudsatte familiesammenførte, som sambehandles i Folketinget. Forslagene er delt op for at give Folketingets medlemmer mulighed for at forholde sig til de enkelte dele af forslagene frem for et samlet forslag”.

 

”Ifølge Socialstyrelsens undersøgelse af vold i nære relationer har næsten halvdelen af kvinder på de danske kvindekrisecentre etnisk minoritetsbaggrund”.

 

”Disse kvinder bor på krisecentre, fordi de ellers lever i voldelige forhold. Mange af disse kvinder er familiesammenførte med en herboende partner, hvorfor deres opholdstilladelser er samlivsbetinget. Det stiller familiesammenførte voldsudsatte i en sårbar situation, da de risikerer at miste deres opholdstilladelse, hvis de forlader partneren”.

 

”Læg hertil, at de herved kan risikere at miste kontakten til deres børn og at blive hjemsendt til lande, hvor fraskilte kvinder er meget dårligt stillede. Det betyder, at mange familiesammenførte voldsudsatte bliver hos deres voldelige partner”.

 

”Det faktum, at bestemmelsen anvendes så sjældent, skyldes formentlig først og fremmest, at for få kender muligheden, og hernæst, at dem, der gør, sjældent tør løbe risikoen ved at miste deres opholdstilladelse ved et samlivsbrud og derfor vælger at blive i voldelige forhold. Det skyldes ifølge forskere, at bestemmelsen stiller høje krav til dokumentation og integrationsvillighed, men også, at muligheden for at opretholde sin opholdstilladelse, selv i tilfælde, hvor den voldsudsatte lever op til disse høje krav, stadig ikke er garanteret”.

Comentarios


Skilsmissefamilien

  • Facebook

© 2025 - Skilsmissefamilien

bottom of page