Partshøring

I denne artikel beskrives partshøring, som sikrer dig retten til at få vigtige informationer i din sag.

Partshøring handler grundlæggende om, at man som part i en sag hos offentlige myndigheder har ret til at blive gjort bekendt med alle informationer i sagen og til at blive hørt før, at der kan træffes afgørelse.

​Partshøring giver parten grundlag for at forholde sig til informationer, som myndigheden har indsamlet til vedkommendes sag. Dermed kan parten sikre sig, at myndigheden senere træffer en rigtig og lovlig afgørelse på et korrekt grundlag.

Partshøring som et vigtigt redskab i en skilsmisse-sag

Når Familieretshusets medarbejdere skal behandle en sag og træffe afgørelse, er de afhængige af viden. Denne viden kommer fra forældrene, evt. barnet selv, barnets skole, lægen og mange andre aktører. Ofte får myndighederne en masse informationer, som de lader indgå i sagen og bruger som grundlag for deres afgørelse.

Det er ifølge Ombudsmanden af betydning for tilliden til den offentlige forvaltning, at myndighederne ikke kun partshører borgeren, men også, at dette sker på eget initiativ. Borgeren er ikke nødvendigvis klar over, at der er (bestemte) informationer i sagen, og derfor skal myndigheden på eget initiativ sikre partshøringen og dermed delingen af informationer.

Partshøring kaldes en "garantiforskrift", hvilket betyder en regel, som er med til at garantere, at en afgørelse er lovlig og korrekt. Partshøring er således med til at sikre, at sagen afgøres på et fyldestgørende grundlag - og er reglen om partshøring ikke overholdt, kan det betyde, at afgørelsen i sagen er ugyldig, og at myndigheden må behandle sagen igen.

Partshøring er en rettighed, man har som borger via Forvaltningsloven.

Vigtige pointer ved partshøring

Der er en række vigtige forudsætninger, sagsmæssige pointer og lignende knyttet til partshøringen:

Myndigheden har pligt til at partshøre i sager, hvor 1) myndigheden skal træffe en afgørelse i Forvaltningslovens forstand, 2) til parten i sagen og 3) i relation til afgørelsens hovedspørgsmål (og ikke sagens proces).

Myndigheden har pligt til at partshøre, når disse 4 betingelser er opfyldt: 1) parten er ikke bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger eller vurderinger, 2) oplysningerne handler om sagens faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, 3) oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for parten og 4) oplysningerne eller vurderingerne er af væsentlig betydning for afgørelsen af sagen.

En partshøring kan gennemføres både skriftligt og mundtligt, men der er ingen formkrav knyttet til høringsproceduren.

Myndigheden kan fastsætte en frist for, hvornår parten skal afgive en udtalelse. Hvis parten anmoder om at få fristen forlænget, bør en sådan anmodning normalt imødekommes, medmindre det vil være væsentligt i strid med de hensyn, der lå til grund for fastsættelsen af fristen. 

​Sådan foregår partshøring

I modsætning til eksempelvis aktindsigt er partshøring ikke noget, du som part i en sag skal anmode om. Det er derimod en opgave og forpligtelse, som myndighederne har, når de bearbejder en sag.

Folketingets Ombudsmand har på sin hjemmeside denne beskrivelse af, hvordan en partshøring kan forløbe:

1. Sagen indledes – enten på baggrund af en henvendelse fra en borger eller på myndighedens eget initiativ (f.eks. som led i kontrol- eller tilsynsvirksomhed).​

2. Myndigheden undersøger sagen og indsamler de oplysninger, den skal bruge for at kunne træffe afgørelse.

3. Når myndigheden har indsamlet de nødvendige oplysninger, overvejer myndigheden, om borgeren og eventuelle andre parter i sagen skal partshøres.

4. Hvis der efter betingelserne i forvaltningsloven er pligt til at partshøre, sender myndigheden et partshøringsbrev med de relevante sagsakter til den eller de borgere, der skal høres. Der fastsættes en rimelig frist for parten til at afgive en udtalelse, f.eks. 14 dage.

5. I det omfang det er relevant, hører myndigheden eventuelle andre parter over de indkomne partshøringssvar.

6. Myndigheden vurderer, om der er grund til yderligere undersøgelser på baggrund af partshøringen.

7. Hvis myndigheden iværksætter yderligere undersøgelser, skal myndigheden overveje, om der er behov for at partshøre igen.

8. Ved en eventuel supplerende partshøring sørger myndigheden for, at det fremgår af partshøringsbrevet og de vedlagte akter eller oplysninger, hvorfor myndigheden partshører igen, og hvilke oplysninger der giver myndigheden grundlag for at partshøre på ny.

9. Myndigheden vurderer, om der er grund til yderligere undersøgelser på baggrund af partshøringen og gentager eventuelt trin 7 og 8.

10. Myndigheden sikrer sig, at den har indsamlet de oplysninger, der er nødvendige for at have et tilstrækkeligt og fyldestgørende grundlag for at træffe afgørelse.

11. Myndigheden afslutter sin behandling af sagen og træffer afgørelse i forhold til den eller de berørte borgere.

Klage

Skriftlige afgørelser skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis man fuldt ud får medhold.

Man kan klage til den myndighed, som har truffet afgørelsen i den pågældende sag, Folketingets Ombudsmand eller evt. domstolene.

Få mere viden om ”partshøring”

Denne tekst har kort beskrevet emnet, så læseren får den helt grundlæggende viden.

Partshøring indeholder imidlertid ofte en del komplicerede sammenhænge. Derfor kan det være en god ide at søge yderligere viden fra ”Skilsmissefamilien” af såvel almen karakter som i forhold til sin egen families situation.Der er dog mange vigtige forhold i spil, når når det gælder det kontaktbevarende samvær.

Du kan skrive direkte til ”Skilsmissefamilien” via denne mail – eller slutte dig til den tilhørende Facebook-gruppe via denne side.

VEDTAGET: krisecentertilbud til mænd

Folketinget har VEDTAGET et lovforslag angående krisecentertilbud til mænd. Denne artikel følger sagen fra start til slut.

Lovforslaget, der blev fremsat af ministeren for ligestilling Marie Bjerre (V) den 7. februar 2024, kan læses her.

Tredjebehandling i Folketinget (4. april 2024):

I dag blev lovforslaget VEDTAGET af Folketinget.

Og det blev med sikkert flertal, hvor 108 stemte for (Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Moderaterne, Kristeligt Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og enkelte uden for grupperne).

Ingen stemte imod og ingen stemte hverken for eller imod.

Dermed er lovforslaget endeligt vedtaget og træder i kraft allerede den 15. april i år.

Andenbehandling i Folketinget (2. april 2024):

Efter den korte behandling blev lovforslaget videresendt til tredjebehandling i Folketinget på torsdag.

Betænkning fra Ligestillingsudvalget (20. marts 2024):

Lovforslaget har været forbi Ligestillingsudvalget, der nu har lavet en betænkning.

Der var enkelte politiske bemærkninger:

Alternativets medlemmer af udvalget mener, at ”det er væsentligt, at begge juridiske køn kun indlogeres på samme krisecentertilbud i de tilfælde, hvor kvaliteten af den voldsfaglige hjælp og beskyttelsen af brugerne tilsiger dette”. De forventer videre, at ” tilsynet med krisecentertilbud har de fornødne faglige kompetencer til at have et specialiseret fokus”.

Enhedslistens medlem ”støtter varmt forslaget”, men har dog enkelte punkter: for det første peges der på, at der ”altid skal tages hensyn til den voldsudsatte og dennes eventuelle børns sikkerhed” – samt at ”de har et beskyttelsesbehov, og det behov skal gå forud for alt andet”.

For det andet understreges vigtigheden af at lytte ”til krisecentrene, når de i høringssvarene til lovforslaget fortæller om dobbelt udsathed hos nogle grupper, f.eks. kvinder med migrantbaggrund”.

Og for det tredje er det ”vigtigt for EL, at det bliver afspejlet i tilbuddene, præcis ligesom det er i dag”, at der ”er en kønsdimension i partnervold” – og at der er ”flere kvinder end mænd, der udsættes for partnervold”.

Radikale Venstres medlem af udvalget ”er tilfreds med, at det endelig er lykkedes at ligestille voldsudsatte mænd og voldsudsatte kvinder samt deres børn”. Desuden bemærkes det, at ”der generelt er forskel på hyppigheden og graden af vold, som henholdsvis voldsudsatte mænd og voldsudsatte kvinder udsættes for, og at det er vigtigt, at voldsudsatte mænd og voldsudsatte kvinder ikke har ophold på samme krisecenter”.

Førstebehandling i Folketinget (22. februar 2024):

Torsdag den 22. februar blev lovforslaget førstebehandlet i Folketinget.

De forskellige politiske ordførere gav deres syn på sagen, og der var bred opbakning til lovforslaget fra Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Moderaterne, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet.

Efter endt behandling blev sagen henvist til Ligestillingsudvalget, der nu vil lave en betænknig.

Herunder er der korte uddrag fra de politiske ordføreres taler:

Trine Bramsen (Socialdemokratiet):

”Vold rammer både kvinder og mænd. Heldigvis er vi de seneste år blevet meget bedre til at sætte ord på, at vold ikke alene rammer kvinder, og vi har fået etableret tilbud rundtomkring i landet til både mænd og kvinder. Med lovforslaget her sikrer vi, at lovgivningen også følger med”.

”Uanset hvem der udsættes for vold, skal der være hjælp, og derfor glæder vi os også over, at det er lykkedes at finde en model i lovgivningen, der sikrer bedre hjælp til alle, der er udsat for vold, uanset køn”.

”Lad mig så slutte med at sige, at det i forbindelse med vold aldrig, aldrig må blive en kamp mellem køn; det er og bliver en fælles kamp mod voldspersoner, ikke mellem kvinder og mænd”.

Kim Valentin (Venstre):

”Lovforslaget, som er en del af regeringens handlingsplan mod partnervold og partnerdrab fra sidste år, betyder, at både mændene og deres børn får ret til psykologhjælp, der kan hjælpe med de negative følgevirkninger af volden, at mændene kan være ledsaget af børnene, som modtager omsorg og støtte under opholdet, og at mændene får ret til en indledende og koordinerende støtte og vejledning i kommunen, så de får den rette hjælp til at kunne etablere en selvstændig tilværelse uden vold”.

Astrid Carøe (Socialistisk Folkeparti):

”Under lovarbejdet har det været vigtigt for mig og for SF, at indsatsen for voldsudsatte mænd ikke måtte ske på bekostning af indsatsen for voldsudsatte kvinder, og så har det også været helt centralt, at vi med lovændringen fastholder et fokus på de kønsbaserede faktorer ved partnervold. Kvinder udsættes generelt for grovere og farligere vold, og derfor er vi glade for, at det i lovgivningen er blevet tydeliggjort, at der er forskel på karakteren og konsekvenserne af den vold, som henholdsvis kvinder og mænd udsættes for, og at der skal tages hensyn til dette i indretningen af de konkrete tilbud”.

Sòlbjørg Jakobsen (Liberal Alliance):

”Vi siger, at retten til at komme på krisecenter er til personer – uanset om man er mand eller kvinde, skal man selvfølgelig have den rettighed. Vi er i Liberal Alliance utrolig glade for, at vi er lykkedes med at komme til den konklusion, at vi laver en enkelt, ukønnet paragraf, for selv om vi kan se gennemsnitlige forskelle mellem kønnene osv., er sandheden, at ingen situation er ens i så svære sager som dem her, og derfor vil det altid være individuelt, hvad det er, man har behov for”.

Kenneth Bjerg Andersen (Moderaterne):

”Lovforslaget anerkender problemstillingen og det hidtidige svigt, der har været af voldsudsatte mænd. Samtidig anerkendes den virkelighed, at det fortsat er kvinderne, som oftest er udsat for vold i de nære relationer. Derfor er der i lovforslaget selvfølgelig også lagt vægt på, at indsatserne på krisecentrene indrettes og målrettes under hensyntagen til de kønsmæssige aspekter. Der skal tages hensyn til den enkelte, og lovforslaget ændrer ikke ved muligheden for at målrette krisecentrenes indsatser og tilbud til f.eks. kvinder, lgbtq+-personer, etniske minoriteter eller selvfølgelig mænd”.

Susie Jessen (Danmarksdemokraterne):

”Det er glædeligt og på tide, at mænd og kvinder sidestilles på det her område og fremover også kan få voldsfaglig støtte og rådgivning på et krisecenter. Jeg er også rigtig glad for, at der nu også lægges op til at styrke børn og unges adgang til at modtage behandling af en psykolog, hvis de har været udsat for eller været vidne til fysisk eller psykisk vold”.

Mona Juul (Det Konservative Folkeparti:

”Krisecentre for mænd handler ikke blot om ligestilling; det handler om at anerkende den universelle værdighed og ret til beskyttelse for alle – både mænd og kvinder. Mænd kan ligesom kvinder opleve fysisk, følelsesmæssigt og psykologisk misbrug eller vold i deres liv. De kan være for alle partnere, familiemedlemmer eller andre, og det er afgørende, at der er et sted, hvor de kan søge hjælp og tryghed. At skabe en lovgivning, som giver mænd ret til ophold på et krisecenter, hvis de er udsat for partnervold, sender for os et tydeligt signal om et samfund, der er empatisk og retfærdigt over for alle dets medlemmer uanset køn. Det handler om at give mænd et fristed, hvor de kan bearbejde deres traumer og få rådgivning og støtte til at genopbygge deres liv uden frygt og skam”.

Rosa Lund (Enhedslisten):

”Vi håber, at styrkelsen af tilbuddene vil gøre, at flere mænd vil søge hjælp, når de udsættes for partnervold, og det er et skridt i den rigtige retning i forhold til at gøre op med det tabu og den stigmatisering, der er forbundet med at være udsat for partnervold som mand. Vi finder det ekstremt positivt, at der kan tages særlige hensyn til behov, som udspringer af seksualitet, køn og etnicitet…”.

”Trods begejstringen for det her lovforslag har vi lige nogle ting, vi gerne vil påpege. Det største hensyn af alle skal tages til den voldsudsatte og dennes potentielle børns sikkerhed. De har et beskyttelsesbehov, og det behov skal gå forud for alt andet. Jeg kan jo godt læse i lovforslaget, at man har taget nogle af høringssvarene, som netop påpeger børns ret til psykologhjælp, med. Det er vi rigtig, rigtig glade for. Men jeg tror, at det er vigtigt, at vi fremhæver det lidt mere”.

Samira Nava (Radikale Venstre):

”At vi indtil nu ikke har haft en ligestilling, der sikrer dem et tilbud på krisecentre og ikke mindst deres børn psykologhjælp, er ikke i orden, og jeg er rigtig glad for, at vi i fællesskab sikrer det nu”.

Peter Kofod (Dansk Folkeparti):

”Det er et forslag, der har til hensigt at skabe en større ligestilling og ligestilling for det køn, som ikke får så meget opmærksomhed i ligestillingsdebatten, nemlig manden. En enkelt ordfører berørte det i sin tale, inden jeg kom herop, og det må være, synes jeg, ret væsentligt: det enorme tabu, det må være for en mand at få tæsk derhjemme. Det er ikke særlig mandigt. Det er nok ikke noget, man fortæller om nede på den lokale kro eller deler i omklædningsrummet eller alle mulige andre steder, og derfor er det godt, at man med det her forslag gør noget for, at også manden kan få hjælp. For også manden kan være svag, og også manden kan udsættes for noget, der er forfærdeligt og frygteligt, og noget, som vi som samfund skal sætte ind over for”.

Christina Olumeko (Alternativet):

”Når personer er ofre for vold, trusler, kontrol, stalking og andre forfærdelige ting i deres hjem, er det vigtigt, at der er et sted, hvor de kan tage hen og få beskyttelse, støtte og rådgivning. Derfor er landets krisecentre ekstremt værdifulde og vigtige. Frygt og utryghed er noget, vi alle kan opleve – uanset vores køn. Alternativet er derfor glade for, at alle personer uanset køn nu får samme mulighed for hjælp, som kvinder har i dag, hvis vi vedtager det her lovforslag. Det er og har været et ligestillingsproblem, at voldsudsatte mænd ikke har haft ret til at få den samme hjælp som kvinder”.

Marie Bjerre (Ministeren for ligestilling):

”Det her er en stor ligestillingssejr, og jeg glæder mig over, at alle Folketingets partier grundlæggende bakker op. Lovforslaget er en del af regeringens handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, der kom i juni sidste år. Med lovforslaget retter vi op på, at vores nuværende lovgivning reelt har understøttet en forståelse af, at mænd ikke rigtig er udsat for partnervold – i hvert fald ikke sådan, at de har haft brug for hjælp. Vi har simpelt hen ikke taget mænds voldsudsathed seriøst nok, og vi har ikke anerkendt, at mænd også kan have brug for hjælp og støtte, og det har betydet, at voldsudsatte mænd og deres børn er blevet ladt i stikken. Det er en ligestillingsudfordring”.

”Der har generelt været stor opbakning til lovforslaget, men der har også været en bekymring for, om indsatsen til voldsudsatte kvinder ville blive påvirket negativt. Lad mig lige slå helt fast: Selvfølgelig både vil og skal vi fortsat have et fokus på at bekæmpe vold mod kvinder. For kvinder er de mest udsatte, når det kommer til partnervold og partnerdrab, og det skal vi fortsat sætte ind over for. Det skal vi fortsat have et fokus på”.

Høringssvar (midt i februar 2024):

Der er indkommet en lang række høringssvar fra bl.a. Danner, Dansk Kvindesamfund, Dansk Stalking Center, Danske Familieadvokater, Institut for menneskerettigheder, Lev uden vold, Landsorganisationen for Kvindekrisecentre.

Alle høringssvar fremgår af dette link.

Dato for førstebehandling (udmeldt den 7. februar 2024):

Lovforslaget vil blive førstebehandlet af Folketinget torsdag den 22. februar 2024.

Skriftlig fremsættelse (7. februar 2024):

Herunder følger enkelte nedslag i den skriftlige fremsættelse:

”Kvinder og mænd udsat for partnervold har i dag ikke samme muligheder for ophold på et krisecenter og dertilhørende hjælp. Voldsudsatte kvinder har ret til ophold på kvindekrisecentre efter servicelovens § 109, hvor kvinderne kan være ledsaget af deres børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte”.

”Servicelovens § 109 omfatter ikke mænd udsat for vold i nære relationer. Voldsudsatte mænd kan få ophold på herberger og forsorgshjem m.v. (herefter herberger) efter servicelovens § 110, som henvender sig til en anden og bredere målgruppe end voldsudsatte mænd, og hvortil der ikke er knyttet samme rettigheder som på kvindekrisecentre”.

”Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder, at alle personer udsat for vold i en nær relation bør have ret til en specialiseret krisecenterplads, psykologbehandling, omsorg og støtte, beskyttelse og rådgivning samt støtte og psykologhjælp til eventuelt ledsagende børn, og at muligheden for hjælp ikke skal afhænge af køn. Det er derfor ministeriets vurdering, at mænd udsat for vold i en nær relation bør have en lovsikret ret til ophold på krisecenter, svarende til den kvinder i dag har efter servicelovens § 109. En sådan ret vil ligeledes sikre, at børn i hjem med vold ikke forskelsbehandles afhængigt af, om de ledsager deres far eller mor under ophold på et krisecenter”.

”Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder, at styrkelsen af indsatsen for voldsudsatte mænd ikke må ske på bekostning af indsatsen til voldsudsatte kvinder. Der bør således ikke ske en forringelse af voldsudsatte kvinders rettigheder efter serviceloven”.

Social-, Bolig- og Ældre-ministeriet vurderer, ”at der fortsat skal tages hensyn til de kønsmæssige aspekter i vold i nære relationer, herunder at mænd og kvinder kan have forskelligt beskyttelsesbehov”.

”Det er ministeriets opfattelse, at det fortsat vil være udgangspunktet, at krisecentre vil være kønsopdelte, og det vil være størstedelen af voldsudsatte, som har behov og præference for et krisecentertilbud med kønsadskillelse”.

Økonomi:

”Lovforslaget vurderes at medføre samlede offentlige merudgifter på 12,2 mio. kr. i 2024, 22,9 mio. kr. årligt herefter (2024-pl). Heraf skønnes kommunernes merudgifter at udgøre 5,8 mio. kr. i 2024 og 11,2

mio. kr. årligt i 2025 og frem (2024-pl) fratrukket 50 pct. statsrefusion. Merudgifter for staten skønnes at udgøre 6,5 mio. kr. i 2024 og 11,7 mio. kr. årligt herefter (2024-pl)”.

Ikrafttræden:

”§7, stk. 1. Loven træder i kraft den 15. april 2024”.

Om lovforslaget

Lovforslaget blev fremsat den 7. februar 2024 af ministeren for ligestilling Marie Bjerre (V).

Det skal behandles tre gange i Folketinget – og det bliver til lov, hvis det vedtages, stadfæstes og kundgøres. 

Borderline

En anden af de konkrete personlighedsforstyrrelser er den emotionelt ustabile, som i daglig tale kaldes ”borderline”.

Dette er den fjerde artikel i "Skilsmissefamilien"´s serie om personlighedsforstyrrelser. I den første artikel handlede det om personligheden. I den anden artikel handlede det om personlighedsforstyrrelser. I den tredje artikel handlede det om den narcissistiske personlighedsforstyrrelse.

I denne artikel handler det om den emotionelt ustabile personlighedsforstyrrelse – eller ”borderline”.

Definition

Borderline beskrives af Psykiatrifonden således:

”Når man har en personlighedsforstyrrelse, afviger ens personlighed fra det normale eller fra det forventede og alment accepterede – i en grad så det skaber store problemer enten for en selv eller for andre.

Har man borderline, betyder det, at man typisk er impulsiv og har stærke og svingende følelser. Humøret skifter hurtigt, og mange har voldsomme reaktioner og følelsesudbrud.

Tit har man svært ved at forstå sine egen og andres handlinger, og tænkningen er ofte sort-hvid og uden nuancer.

Det er også almindeligt at have en forstyrret og usikker selvopfattelse og være usikker på, hvem man egentlig selv er. Desuden oplever mange en tomhedsfølelse og angst for at blive svigtet”.

Netpsych beskriver borderline således:

”Tilstanden dækker de patienter, der hverken er psykotiske, deprimerede, psykopatiske eller neurotiske, men som tilsyneladende befinder sig midt i zonen mellem mange forskellige psykiske lidelser”. 

Resten af artiklen er baseret på en artikel af autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi og psykopatologi, Mette Møller, udgivet af ”Psykologer i Danmark”.

Udbredelse

Hun henviser til en undersøgelse af udbredelsen af borderline, at mellem 0,7 % og 1,8 % af normalbefolkningen har diagnosen. Desuden bliver flere kvinder end mænd diagnosticeret med borderline, hvilket dog kan skyldes, at mænd snarere diagnosticeres med antisociale personlighedsforstyrrelser, fordi deres symptomer kommer til udtryk på en anden måde (f.eks. ved misbrug og aggressivitet.

Årsager

Årsagerne til borderline menes at skyldes et samspil mellem arvelige og psykosociale faktorer. Der er dog øget risiko, hvis man har oplevet omsorgssvigt eller traumatiske begivenheder i barndommen. Desuden har neurofysiologiske undersøgelser vist, at aktiviteten i den præfrontale cortex (som bl.a. varetager tænkningen) er hæmmet ved borderline tilstande, mens aktiviteten i amygdala (som varetager bearbejdning af følelser) er høj.

Borderline viser sig generelt ved meget voldsomme reaktioner på især følelsesladede situationer. Personer med borderline har vanskeligt ved at regulere deres impulser og at forstå deres egne og andres reaktioner (”forstyrrelser i mentaliserings-evnen”). Dette kan føre til selvdestruktiv adfærd.

Symptomer

En eventuel diagnose vil basere sig på nogle generelle træk hos personen:

• En udtalt tendens til at reagere impulsivt uden tanke for konsekvenser

• Uforudsigelige og ekstreme humørsvingninger

• En manglende evne til at styre følelsesmæssige udbrud

• En konfliktsøgende adfærd

Mette Møller peger her på, at der udover borderline-typen er en impulsiv type med følelsesmæssig ustabilitet og mangelfuld impulskontrol – og borderline typen, som yderligere er præget af:

• Usikker identitet

• Rådvildhed med hensyn til mål og valg i tilværelsen

• Kaotiske og ustabile relationer til andre mennesker

• Angst for at blive ladt alene

• Tendens til selvdestruktiv adfærd, for eksempel selvmordsforsøg

• Følelse af indre tomhed

Kan behandles

Mette Møller henviser til, at man tidligere så ”ret pessimistisk på behandlingsmulighederne” – men at nuværende behandlingsformer gør, at de fleste kan ”få det bedre” og ”leve et normalt liv med gode relationer”.

Disse behandlingsformer omfatter terapi som eksempelvis mentaliserings-baseret terapi (med fokus bl.a. på evnen til at opfange og forstå egne og andre mentale tilstande), dialektisk adfærdsterapi (metoder til bl.a. bedre at kunne modificere og kontrollere følelsesmæssige reaktioner) og overførings-fokuseret terapi (anvender relationen mellem terapeut og klient til at forstå de følelsesmæssige problemer i relationer til andre).

Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, at terapien skal være tilpasset den enkelte borderlineklient. Samtidig skal der etableres en positiv og stabil alliance mellem klient og behandler.

Desuden er der umiddelbart ikke samme medicinske muligheder, som man ellers ser i andre sammenhænge. Medicin kan være en støtte, men ikke stå alene.