Parti med markant politisk forslag om samværssager

Et nyt beslutningsforslag sigter blandt andet på at gøre op med, at en forælder ansvarliggøres og rammes på samværet på grund af den anden forælders konfliktoptrappende adfærd.

​Senere på måneden skal Folketinget behandle et beslutningsforslag, der sigter efter at sikre en afbalancering af alle relevante hensyn i samværssager – samt beskytte og bevare båndet mellem forældre og børn.

Og det er et beslutningsforslag, der har potentialet til store ændringer; herunder at sikre samværet endnu bedre, end det er tilfældet i dag, og med en vis ansvarliggørelse af konfliktoptrappende adfærd.

Forslaget er fremsat af Mette Thiesen, Peter Seier Christensen, Lars Boje Mathiesen og Pernille Vermund fra ”Nye Borgerlige”.

Du kan følge sagen i denne artikel fra ”Skilsmissefamilien”.

Afbalancering af hensyn i sagen samt forældrenes ret til barnet

I den beskrivende tekst til beslutningsforslaget slås det indledningsvis fast, at båndet mellem forældrene og barnet er det klare udgangspunkt:

”Det er forslagsstillernes overbevisning, at familien er menneskets dyrebareste eje og samfundets grundsten. Det følger heraf, at forældres ret til samvær med deres børn må anses for at være en af de mest fundamentale menneskerettigheder, så længe de forældre, der ønsker samvær med deres børn, ikke er fuldstændig uegnede til det, og så længe der er en risiko for, at et barn vil lide permanent overlast ved at blive fremmedgjort over for sine forældre. Det er statens ansvar at sikre familielivet for gode forældre, og samfundet har pligt til at værne om de nære bånd mellem børn og forældre, når forholdet mellem barnets forældre er bristet”.

Hensigten med beslutningsforslaget er dybest set at stramme op på lovgivningen for derigennem at sikre, at samværssagerne belyses mere gennemgribende – og at alle hensyn i sagen holdes op mod hinanden (afbalancering). Desuden skal forældre have "en selvstændig ret til at se deres barn"; en ret, som kun skal kunne tilsidesættes, hvis forælderen er særligt uegnet.

”Barnets tarv”

Umiddelbart kunne man mene, at dén sikring af barnets tarv, som beslutningsforslaget efterlyser, allerede er del af den relevante lovgivning, herunder Forældreansvarsloven.

I artiklen ”Barnets tarv” lister ”Skilsmissefamilien” en lang række paragraffer fra Forældreansvarsloven, hvorigennem barnets tarv søges sikret:

• § 1: ”I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række”.

• § 2, stk. 1: ”Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov”.

• § 2, stk. 2: ”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling”.

• § 4: ”Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold”.

• § 5: ”I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed”.

• § 19: ”Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos”.

• § 34: ”Barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk”.

Men eksempelvis vil en konflikt i sig selv (og hensynet om at skåne barnet fra konflikten) kunne medføre, at kontakten mellem barn og den ene forælder brydes.

Og ifølge forslagsstillerne åbner den nuværende håndtering således op for, at en forælder kan vinde på bevidst konfliktoptrapning. I den beskrivende tekst til beslutningsforslaget fremgår det således blandt andet:

”Med den nuværende lovgivning er der en risiko for, at en forælder kan skabe og opretholde en tilstand af konflikt eller udøve samværschikane, som med tiden indebærer, at samvær med den anden forælder ophæves eller nedsættes. Dette kan ske, uden at den anden forælder kan bebrejdes noget, fordi uenighed og konflikt mellem forældrene efter de nuværende regler fejlagtigt medfører, at samvær kan nedsættes eller afbrydes uanset parternes skyld heri”.

Dét er en type sager, som ”Skilsmissefamilien” har set forholdsvis mange eksempler på gennem den seneste håndfuld år. Sager, hvor forælderen kan have holdt sig afdæmpet / i ro og sat barnets tarv forrest, men som mødes med forældre-fremmedgørelse, falske anklager, bevidst konfliktoptrapning og lignende – og hvor den pågældende forælder og barnet alligevel straffes ubønhørligt med eksempelvis nedsat eller suspenderet samvær.

Dén dør skal nu smækkes i, hvis det står til forslagsstillerne:

”Princippet går derved på, at det er i overensstemmelse med barnets tarv at bevare samvær med begge sine forældre, og at myndigheder har pligt til at beskytte sådanne bånd, medmindre en forælder er særlig uegnet for barnet, ligesom ophør af samvær må reserveres til ganske særlige tilfælde. Forslagsstillerne forstår derved princippet således, at der består en positiv forpligtelse for myndighederne til at beskytte og i visse tilfælde genoprette kontakt mellem forælder og barn”.

Mange overvejelser

Det eksisterende lovgrundlag har allerede en balancegang mellem barnets ret til sine forældre og beskyttelsen af barnets tarv. Dét gælder også beslutningsforslaget: som nævnt peger forslagsstillerne på, at retten til barnet kun gælder så længe, at dette er til barnets bedste. Men det er tilgangen i beslutningsforslaget, at myndighederne har lagt snittet forkert, så det har været forholdsvis ”nemt” at fjerne barnets ret til sine forældre.

Det er derfor hensigten at gøre det tydeligere, at barnets ret til begge forældre går forud, og at det bliver sværere at bryde båndet / kontakten. Men spørgsmålet er der stadig: hvor skal snittet lægges?

Det skal dog i denne sammenhæng nævnes, at begge forældre tidligere har haft en lovmæssig ret til barnet. Dette blev dog ændret til, at retten til samvær ligger hos barnet, fordi barnet nu er udgangspunktet, og det i de alvorligere sager skal være muligt at suspendere samværet for netop at sikre barnets tarv.

Desuden lyder det forholdsvis lige til at spotte konfliktoptrappende adfærd, men det er reelt sværere end som så. En forælders adfærd, synspunkter og opfattelser kan således fremstå konfliktoptrappende uden at være det, for eksempel hvis vedkommende peger på en given samværsordning med nedsat samvær, fordi dette skønnes mest hensigtsmæssigt for barnet (og at der dermed ikke er tale om et forsøg på at bryde kontakten mellem barnet og samværsforælderen).

Og endelig er det tænkeligt, at beslutningsforslaget i den politiske proces vil blive vurderet i forhold til, at sikringen af barnets tarv de senere år i højere grad er blevet udgangspunktet – samt at Forældreansvarsloven som nævnt indeholder en vis sikring af disse hensyn. Et politisk ønske om at sikre forældrenes ret til samvær vil derfor gå den anden vej. Og måske kan det samtidig medføre overvejelser om, at det ikke er lovgivningen, der er udfordringen, men myndighedernes udmøntning af lovgivningen.

Førstebehandles i Folketinget

Beslutningsforslaget skal efter planen førstebehandles i Folketinget den 17. maj, og det bliver interessant fremadrettet at følge de politiske drøftelser og beslutningsforslagets videre skæbne.

Og som nævnt er ”Skilsmissefamilien” med hele vejen, blandt andet med denne artikel.

Globalt fokus på forældre-fremmedgørelse

På denne dag sættes der i en række lande fokus på forældre-fremmedgørelse, som kan være særdeles uhensigtsmæssigt indgribende på et barns psyke.

​I dag, søndag den 25. april, er det ”Parental Alienation Awareness Day” i flere lande – det vil sige opmærksomhed omkring dét fænomen, der på dansk kaldes ”forældre-fremmedgørelse”.

Det fremgår blandt andet af denne amerikanske hjemmeside, tilegnet både forældre-fremmedgørelse som fænomen og opmærksomheden på dagen.

Her nævnes det eksempelvis, at lande som USA, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Norge og Danmark har forskellige aktivtier i denne sammenhæng, selvom Corona-pandemien fortsat er over os.

”Forældre-fremmedgørelse”

Forældre-fremmedgørelse handler overordnet om dén proces, hvor et barn af den ene forælder påvirkes (bevidst / ubevidst) til at vende sig mod / væk fra den anden forælder. Det kan eksempelvis ske i forbindelse med et samlivsbrud, hvor den ene forælder (forholdsvis kynisk) tager den psykologiske / kognitive kontrol over barnet og dermed påvirker barnet til at bryde følelsesmæssigt med den fremmedgjorte forælder.

Den fremmedgørende forælders tilgang kan være:

• At øge barnets samhørighed med den fremmedgørende forælder

• At skabe psykisk distance mellem barnet og den fremmedgjorte forælder

• At øge den fremmedgjorte forælders vrede og smerte over barnets adfærd

• ​At tilskynde til konflikt mellem barnet og den fremmedgjorte forælder

Det kan eksempelvis ske ved, at den fremmedgørende forælder:

• Taler dårligt om den fremmedgjorte forælder over for barnet

• Begrænser / forhindrer kontakten til den fremmedgjorte forælder

• Fortæller barnet, at den fremmedgjorte forælder er farlig og lignende

• Inddrager barnet i forældrenes konflikt

• Tilbageholder informationer om barnet

Baggrunden for, at den fremmedgørende forælder benytter sådanne negativt indgribende tiltag, kan udspringe fra den pågældende forælder selv: for eksempel vrede rettet den anden forælder, der derfor skal ”straffes” (og at barnet inddrages uhensigtsmæssigt og misbruges i denne sammenhæng), og der kan også være overvejelser om den fremmedgørende forælders psykologiske velbefindende i lyset af narcissisme, borderline og lignende.

”Parental Alienation Syndrome”

Baggrunden for ”Parental Alienation Syndrome” stammer tilbage fra 1940´erne og afdækket mere systematisk af den amerikanske psykolog Richard A. Gardner cirka i 1985. Her pegede han på, at én forælder kunne arbejde på at bryde kontakten mellem barnet og den anden forælder, enten som en straf og / eller som del af en skilsmisse. Processen omfatter således tiltag, hvormed barnet f.eks. ændrer opfattelse af den fremmedgjorte forælder, knytter sig som allieret til den fremmedgørende forælder, udvikler en hadefuld / konflikt-baseret tilgang til den fremmedgjorte forælder og lignende.

Gardner´s ”PAS”-tilgang fik ikke den store udbredelse og anerkendelse, fordi forbindelsen mellem de fremmedgørende tilgange og barnets indretning herefter (dvs. hvordan barnet påvirkes kognitivt) ikke er psykologisk klare.

Der er dog forskellige grupperinger, der peger på, at tiltagene i sig selv er reale nok og faktuelt kan afdækkes i forbindelse med familieopbrud – og også konkret som et middel / ”våben” i konkrete skilsmissesager.

Læs mere om ”forældre-fremmedgørelse”

”Skilsmissefamilien” har tidligere beskrevet forældre-fremmedgørelsen i to omfattende artikler:

Artiklen ”Hvad er forældre-fremmedgørelse?” beskriver fænomenet i forhold til, hvordan det udøves af den fremmedgørende forælder, hvilket formål det tjener at udsætte barnet / den fremmedgjorte forælder for det og hvilken effekt det har på barnet.

Og artiklen ”Tiltag mod forældre-fremmedgørelse” beskriver de tilgange og konkrete tiltag, som den fremmedgjorte forælder eventuelt kan benytte for at bremse / modvirke de fremmedgørende tilgange. Det omfatter hvordan den fremmedgjorte forælder kan reagere på de fremmedgørende tiltag og overvejelser om sin egen adfærd (om man selv uforvarende anvender forælder-fremmedgørelse).

Desuden kan du i artiklen ”Sådan hjælper du dit barn gennem en højkonflikts-skilsmisse” læse flere gode råd om, hvordan man handler hensigtsmæssigt gennem en skilsmisse.

Norge: foreslår udgangspunkt i "delt bopæl"

Tre medlemmer af det norske parlament ”Stortinget” fra landets næststørste parti ”Høyre” foreslår i en kronik, at sager om samlivsbrud som udgangspunkt skal være med "delt bopæl" for barnet.

​Kronikken er skrevet af leder i ”Familie- og kulturkomiteen”, Kristin Ørmen Johnsen, samt to medlemmer af samme komite Tage Pettersen og Marianne Haukland. Den udkom tidligere i dag (tirsdag den 13. april) på det store medie NRK.no.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at den delte bopæl i norsk forstand (”delt bosted”) ikke som sådan handler om fordelingen af dage, men mere om de forpligtelser over for beslutningerne om barnet, der i Danmark følger af forældremyndigheden.

Det er således muligt i Norge at have fast bopæl hos den ene forælder eller delt bopæl hos begge forældre – og i begge tilfælde på en sådan måde, at forældrene selv afklarer fordelingen af dage. Og videre, at forælderen med fast bopæl har ansvaret for eksempelvis indenlands flytninger, børnehave, SFO og fritidsaktiviteter (et ansvar, som deles mellem forældrene ved delt bopæl).

Samtidig er der visse økonomiske fordele, som ser ud til at have en central betydning.

Uddrag fra kronikken

Som lovgivningen er nu, kan de norske myndigheder kun vanskeligt fastsætte delt bopæl, hvis én af (eller begge) forældrene er imod. Og det er dét, at Stortings-politikerne således peger på skal være udgangspunktet i skilsmisse-sagerne.

​Det fremgår af kronikken (her i egen oversat version):

”I dag kan moderen eller faren have økonomiske fordele ud af at kæmpe for, at barnet kun bor med én af ​​dem. Flere økonomiske ordninger er arrangeret på en måde, der kan give den ene forælder incitamenter til blandt andet at sige nej til delt bopæl”.

Og videre:

”Desværre er der alt for mange børn, der oplever forhindring af kontakt fra en af ​​forældrene i tilfælde af brud. Det betyder, at børnene bliver skadet”.

Kronikken peger på, at ”Barnelovs-udvalget” i sit forslag til en ny lov netop ikke foreslår delt bopæl – og dét, fastslår kronikørerne, er ”en svaghed”:

”For at give alle børn en god barndom og en god opdragelse er begge forældres sikre tilstedeværelse det bedste udgangspunkt. Derfor skal den nye børnelov som udgangspunkt have delt bopæl i tilfælde af et sammenbrud”.

Og videre: ”Vi mener, at relationen til begge forældre skal fortsættes i størst mulig grad”.

Forudsætninger nødvendige

Kronikørerne peger dog samtidig på, at visse forudsætninger er nødvendige: ”Der kan være grunde til, at barnet skal bo hos én af ​​forældrene, og at én af ​​forældrene skal have hovedansvaret” – for eksempel i sager med misbrug og voldsproblematikker.

Derfor er udgangspunktet for den delte bopæl, at der ikke foreligger nogen ”domme eller indvendinger fra børnevernet (red.: som er myndighed på området) eller andre agenturer, der indikerer, at det er skadeligt for børn at opretholde kontakten med én eller begge forældre”.

Børn med lige tid hos mor og far klarer sig tilsyneladende bedst

Desuden refererer kronikørerne til et studie fra forskningscentret NORC i Bergen, der har set på, hvordan forandringer i familien kan påvirke unges helbred. Hovedresultatet af undersøgelsen var, at børn og unge med delt bopæl rapporterer om færre helbredsproblemer end dem, der bor i en anden ordning efter en skilsmisse.

En lignende konklusion nåede en svensk undersøgelse frem til i 2017, under ledelse af ph.d. og forsker Emma Fransson fra ”Center for Health Equity Studies” ved Stockholm Universitet og ”Karolinska Instituttet” i Sverige – her omtalt i artiklen ”Skilsmissebørn med lige tid hos mor og far klarer sig bedst” fra Videnskab.dk.

Her var fokus dog mere på tiden, som barnet tilbringer hos forældrene, end den ”delte bosted” som i denne artikel.

Det fremgår af artiklen, at ”Studiet viser, at forældre, som kan finde ud af at dele børnenes tid ligeligt imellem sig og give børnene to hjem i livet, får sundere, mere sociale og psykisk stærkere børn”.

Og videre: ”Ifølge en af forskerne bag det nye studie ser det dermed ud til, at en hverdag med begge forældre klart opvejer den negative effekt af at flytte mellem to hjem”.

En sociologiske forsker, Lisbeth Trille Loft, betoner dog ligesom dagens kronik, at der er visse forudsætninger:

”Artiklen viser groft sagt, at børn i deleordninger mellem skilsmisseforældre ligner børn, som lever sammen med begge deres forældre. Det er dog ikke overraskende, da deleordninger kræver, at forældre kan kommunikere, og det er derfor ofte forældre med bedre indbyrdes relation, som ender med at få en deleordning”.

Samtidig mener Emma Fransson fra den svenske undersøgelse ”ikke, at det er grundlag nok til at lave deciderede anbefalinger” – som hun forklarer: ”Vores studie indikerer, at et delt hjem ikke nødvendigvis gør barnets liv mere besværligt, men det viser ikke, hvorfor de her børn klarer sig bedre i forhold til børn, som lever med kun én forælder. Det er ikke nok til at komme med deciderede anbefalinger. Det kan jo også være, at ressourcestærke forældre oftere kommunikerer bedre efter en skilsmisse og vælger at dele tiden med deres børn, og at det er det, vi ser”.

Børn klarer sig derfor ikke nødvendigvis godt, fordi de lever i en deleordning, men fordi forudsætningerne er tilpas til stede – og derfor kan deleordningen fungere i én familie, men ikke en anden, hvorfor generelle anbefalinger forekommer uhensigtsmæssige.

Debat til Danmark?

Nu er kronikken som nævnt kommet ud i Norge i dag, og der lader til at være en vis debat i relation til måden, som skilsmisseforældre indretter sig på – en debat, der muligvis også kan finde vej til Danmark.

Og selv om, der er visse forskelle mellem Norge og Danmark på skilsmisseområdet, så bliver det interessant at følge debatterne i begge lande fremover, især vedrørende ”delt bosted” / delt bopæl.

”Skilsmissefamilien” følger sagen fremover.