• skilsmissefamilien

Tiltag mod forældre-fremmedgørelse

Opdateret: sept. 24

Første del handlede om forældre-fremmedgørelse og konsekvenserne for barnet samt forælderen, der rammes af det. I denne anden del ser vi nærmere på tiltag, der måske kan modvirke forældre-fremmedgørelsen.


Bemærk: artiklen er skrevet den 9. oktober 2019 og opdateret den 1. juni 2020.



Du finder del 1 med beskrivelse af forældre-fremmedgørelse og konsekvenserne for barnet samt forælderen, der rammes af det, ved at følge dette link.


​I denne del 2 ser vi nærmere på tiltag, der måske kan modvirke forældre-remmedgørelsen

Hvordan skal man reagere på forældre-fremmedgørelse?

Hvis dit barns anden forælder er fremmedgørende, kan du formodentlig ikke gøre noget for at stoppe dennes tiltag, hvis årsagen er patologisk / sygelig. Her formår personen ikke at adskille sine bestræbelser på at ramme dig fra barnets behov. Og vedkommende kan næppe lægge det bag sig. Og forsøger man at tale fornuft med vedkommende, vil det muligvis kun anspore vedkommende til at fortsætte.

Men du kan forsøge at modvirke de tiltag, som den fremmedgørende forælder udøver.

Hvis barnet uden reel grund giver udtryk for, at det "hader dig", kan du give et modsvar i form af, at du elsker barnet - men uden at kritisere eller blive ked af eller vred over, at barnet "hader dig". Barnet er jo bærer af en "sandhed", det er blevet pålagt, og dét skal du ikke gå ind i.

Du skal derfor så vidt muligt ignorere den anden forælder, selv om det kan være svært - og i stedet bevare fokus på at være den bedst tænkelige forælder for jeres barn.

Udgangspunktet er at genskabe dét forhold, som består naturligt mellem dig som den "sunde" forælder og barnet, der har vendt sig mod dig.

Det kan være en lang og besværlig proces, hvor barnet skal forkaste sin grundlæggende negative tilgang og mistro til dig - og genopbygge en positiv tilgang til dig baseret på tiltro.

Dette indebærer, at barnet (evt. med din, den nærmeste families og andres hjælp) skal gøre følgende:

1. udvikle og benytte kritisk tænkning i forbindelse med at udfordre sin "misforståede" tænkning - altså om forælderen reelt er "ond", som barnet er blevet overbevist om er sandt?

2. genfinde sin placering i familien, dvs. ikke som involveret i forældrenes skilsmisse eller nye konstellation, hvor barnet er den fremmedgørende forælders allierede - men som dét barn, som det nu engang er og har ret til at være.

3. mødes af dig som den sunde forælder og din "normale forælder-varetagelse", hvor du vedholdende tilbyder din kærlighed, støtte og omsorg - samt sætter fornuftige grænser.


Når barnet i praksis ser og kognitivt indser, at den fremmedgjorte forælder er den sunde forælder, øger det sandsynligheden for, at barnet slipper ud af fremmedgørelsen og ud af den fremmedgørende forælders patologiske "spil".

Det kan være svært, fordi barnet skal erkende, at den fremmedgørende forælder netop ikke varetager barnets behov - og at barnet reelt skal gøre noget, som den fremmedgørende forælder ikke ønsker eller ikke kan indse og / eller ændre, herunder at elske den fremmedgjorte forælder.

Det kan medføre, at den fremmedgørende forælder ikke tillader, at barnet får den fornødne (fagprofessionelle) hjælp eller intensiverer fremmedgørelsen af den sunde forælder - og altså direkte modarbejder den sunde og fremmedgjorte forælder samt barnets tarv.


Udøver du selv forældre-fremmedgørelse?


Denne overskrift kan godt fremstå provokerende, men tænk det alligevel igennem: fremmedgørelse kan ske bevidst, men faktisk kan det også ske ubevidst og dermed uden for éns egen erkendelse - og derfor kan det være hensigtsmæssigt at vurdere sine egne handlinger, og om man utilsigtet udøver forældre-fremmedgørelse.


Det er naturligt og forståeligt, hvis en skilsmisse udløser stærke negative følelser, frygt for fremtiden og behov for at komme gennem den og ud på den anden side. Dén proces kan de fleste klare selv, muligvis ved hjælp fra venner og fagprofessionelle som læge og psykolog.

Men nogle tager (af forskellige grunde) forældre-fremmedgørelse i brug. Men uanset hvilken grund: forældre-fremmedgørelse er ikke et hensigtsmæssigt tiltag. Forældre-fremmedgørelse er et overgreb mod barnet.

Og det skal stoppes.

Er du offer for en forældre-fremmedgørende forælder, skal du så vidt muligt undgå dén relation og i stedet fokusere på din relation til dit barn. Det skal være en sund relation, der skal næres med omsorg, kærlighed og tryghed.

Uanset din situation skal du overveje, om du faktisk er udøver af forældre-fremmedgørelse. For dét sker. Nogle er psykisk syge og bruger fremmedgørelsen (og misbruger dermed barnet) i en kamp mod den anden forælder og for egen vindings skyld - men det er ikke dem, som denne overvejelse retter sig imod.


Den er til de forældre, der er ganske almindeligt psykisk sunde, og som ikke bevidst kunne finde på at forældre-fremmedgøre - men som alligevel, ubevidst, kan komme til at gøre det.

Ord, der bliver sagt uden at reflektere over baggrunden, kan pludselig blive til kritik af den anden forælder, selv om det ikke var intentionen. Eller ting, man gør af en god mening, kan have andre bevæggrunde, som man ikke selv er klar over.

Det handler med andre ord om at få sine egne (potentielle !) dårligdomme hevet frem i lyset - gerne med udgangspunkt i 17-punkts-listen under overskriften "Hvordan udøves forældre-fremmedgørelse": taler jeg dårligt om den anden forælder (punkt 1)? Begrænser jeg kontakten mellem barnet og den anden forælder (punkt 2, 3, 4, 7)? Spørger jeg barnet om ting, der foregår hos den anden forælder (punkt 9 og 11) - ikke af nysgerrighed om barnets hverdag, men fordi jeg vil vide noget om den anden forælder?

Erkendelse er et vigtigt og afgørende udgangspunkt for at standse dén fremmedgørelse, som man ubevidst udøver. Hvordan undgår man så denne ubevidste form for forældre-fremmedgørelse? Lad os se på et par eksempler. I dette første eksempel handler det om at standse dig i (uforvarende !) at udøve fremmedgørelse. Det handler netop om erkendelse og at blive bevidst om, hvordan man taler med eller foran barnet om den anden forælder. At vise sine negative følelser over for den anden forælder ved eksempelvis at vrænge vedkommendes navn kan sagtens ske ubevidst, men barnet fanger sandsynligvis budskabet. Kommunikation handler nemlig ikke kun om det faktuelle i kommunikationen, men også om måden, man kommunikerer på.

Man kan overveje, hvordan man omtaler den anden forælder: bruger man dennes "titel" (altså "mor" eller "far") - eller vedkommendes navn?

Fra dit perspektiv har den anden forælder i sagens natur skiftet status fra at være partner / ægtefælle til at være tidligere partner / eks - mens den anden forælder fra barnets perspektiv jo ikke har skiftet status, men stadig er "mor" eller "far". Hvis du kalder barnets anden forælder ved navn, kan barnet også komme til at gøre det - og derved "udvande" forælder-betegnelsen og dermed skabe en form for afstand mellem barnet og den anden forælder. Det er umiddelbart en lille ændring, men som kan få store konsekvenser.

Et andet eksempel: her handler det ikke om at standse fremmedgørelse, men om at understøtte den anden forælder. Hvis barnet kommer til dig og spørger: "Må jeg ringe til den anden forælder?" - hvad svarer du så? Et "ja" besvarer sådan set spørgsmålet, men måske er det mere væsentligt at se på intentionen bag spørgsmålet. For hvorfor spørger barnet? Hvorfor ringer det ikke bare til den anden forælder? Kan barnet fornemme, at der på en måde skal være accept fra dig i kontakten til den anden forælder? Det er ikke dig, der direkte definerer dén grænse - snarere barnet - men det er dig, der har muligheden for at ændre på den. Her kan det være hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i de snævre rammer for kontakten, som barnet tror, der er - og ændre denne opfattelse til at være anerkendende over for kontakten: "Ja, det må du da - og vi kan jo lægge telefonen lige her, så du ved hvor den er, så du altid kan høre, hvis (den anden forælder) ringer, eller hvis du selv får lyst til at ringe til (den anden forælder)". Barnets bekymringer eller tvivl om kontakten til den anden forælder bliver således afklaret. Det skal dog tilføjes, at nogle børn (især de mindre børn) har behov for afgrænsninger i forhold til kontakten, som ikke indgår i dette eksempel.


Afrunding

Ubevidst og utilsigtet forældre-fremmedgørelse kræver bevidsthed og erkendelse. Man bør gå 17-punkts-listen igennem, overveje hvad man gør, hvordan man taler, hvilke rammer man sætter for barnet - og særligt hvordan man sikrer og understøtter barnets forhold til den anden forælder.

Du og den anden forælder (og skylds-spørgsmålet tager vi ikke op her) har påført barnet en situation, som det ikke har ønsket sig: nemlig splittet dét, der skulle være barnets trygge base - dets familie. Det er ærgerligt, men sådan går det nogle gange - ja, nogle gange er det faktisk at foretrække. Men fra dét tidspunkt, hvor skilsmissen er en realitet, starter jeres forpligtelse til at sikre, at barnet ikke tager yderligere skade.

Forældre-fremmedgørelse er ikke den rigtige vej.

Forældre-fremmedgørelse er et overgreb mod barnet.

Det skal stoppes.


Kilder:


Baker, A. J. L., & Darnall, D. (2006): "Behaviors and Strategies Employed in Parental Alienation: A Survey of Parental Experiences"

Edward Kruk: "Parental Alienation as a Form of Emotional Child Abuse: Current State of Knowledge and Future Directions for Research".



99 visninger

Få vores nyhedsbrev !