Studie om skilsmissebørn og alkoholmisbrug

Et studie viser, at forældrenes skænderier og skilsmisse kan kobles til, at barnet senere udvikler et alkoholmisbrug.

Tidligere undersøgelser har påvist, at børn, der oplever forskellige livsudfordringer, bliver påvirket på forskellige måder – og som voksne kan have en forøget risiko for forskellige former for uhensigtsmæssig adfærd.

For eksempel kan en forælders død påvirke barnet emotionelt i så stort et omfang, at barnet på både kort og lang sigt udvikler psykologiske problemer, der udmøntes i en ændret og uhensigtsmæssig adfærd, evt. gennem misbrug.

Og kort efter jul skrev den amerikanske forening ”Alcoholics Anonymous” (red: anonyme alkoholikere) så om et nyere studie, der yderligere underbygger den sørgelige sammenhæng.

Fra stridigheder i hjemmet til alkoholmisbrug

Forskernes tilgang var forståelsen af, at nogle børn oplever forældrene skændes og sidenhen gå fra hinanden – og at en forholdsvis stor del af disse børn udviklede et alkoholmisbrug, når de blev ældre / voksne.

De ville derfor forholde sig til, om børn mere sandsynligt vil udvikle et alkoholmisbrug senere i livet på grund af stridighederne i hjemmet, og om forældrenes skilsmisse havde en betydning. Og i forlængelse heraf, om denne type barn har en chance for en sund fremtid…

Undersøgelsen omfattede 9.005 voksne tvillinger, hvor forskerne afdækkede forskellige forhold som hvorvidt personen havde et alkoholmisbrug, om forældrene var blevet skilt, om en forælder havde et alkoholmisbrug og hvorvidt forældrene havde uoverensstemmelser i forholdet.

Den korte udlægning af undersøgelsens resultater lød: ”Resultaterne underbyggede stærkt forståelsen af, at alkoholmisbrug overføres mellem generationerne (red.: fra forælder til barn) – og indikerede, at forældrenes alkoholmisbrug havde indirekte virkninger på barnets alkoholmisbrug gennem eksponering for forældrenes skilsmisse og forældrenes uoverensstemmelser i forholdet”.

Desuden viste undersøgelsen, at effekterne var konsistente på tværs af mænd og kvinder.

Man skal dog huske på, at det ikke er givet, at børn reagerer på de beskrevne måder. Nogle vil for eksempel have så megen resiliens (modstandskraft), at de er mere robuste og kan tåle mere – og at de derfor i sidste ende formår at overkomme sine udfordringer bedre, uden at udvikle et misbrug.

Forklaringen på udviklingen af et alkoholmisbrug

Forskerne satte også ord på de mulige forklaringer på et barns forøgede risiko for at udvikle et alkoholmisbrug, når barnet levede under udfordrende omstændigheder som uoverensstemmelser i forældrenes forhold og forældrenes skilsmisse.

For det første oplever barnet ofte mange tab, når der er splid og skilsmisse i hjemmet: for eksempel tabt tid med hver forælder, tab af økonomisk sikkerhed, tab af følelsesmæssig sikkerhed, tab af religiøs praksis/tro og nedsat fysisk sundhed.

For det andet kan det handle om barnets forståelse af sig selv og de former for adfærdsmønstre, som barnet i høj grad får ved at observere og generelt lære gennem forældrene – at forældrenes uhensigtsmæssige og negative mønstre overføres til barnet.

Og for det tredje, at de negative oplevelser ofte fører til skyldfølelse, angst, forlegenhed, forvirring, vrede eller depression.

De uhensigtsmæssige og negative adfærdsmønstre samt negative følelser, som barnet ikke kan modvirke, efterlader barnet i en emotionelt vanskelig situation – og derfor bliver alkoholmisbruget en udvej, om end uhensigtsmæssig...

Er dette den bedste skilsmisse-løsning?

Skilsmissebørn kan godt have svært ved at manøvrere mellem og forholde sig til to hjem. Men faktisk er der et alternativ – under de rette omstændigheder.

Mange skilsmissefamilier kender situationen: forældrene er blevet skilt og har efterfølgende etableret sig i hvert sit nye hjem – og barnet skal nu pendle mellem dem og de skiftende fysiske rammer.

Det kan påvirke barnet og i yderste fald medføre stress og mistrivsel.

For eksempel fremgår det af en amerikansk redegørelse fra 2014, at skilsmisse kan ”mindske et barns fremtidige kompetencer på alle områder af livet, herunder familieforhold, uddannelse, følelsesmæssigt velvære og fremtidig indtjeningsevne”.

Men der er faktisk et alternativ, som kan være en bedre løsning for barnet og dermed minimere de nævnte følger – selv om der kræves visse forudsætninger og meget høj grad af tillid mellem forældrene.

Barnet forlader ikke reden

Lige efter jul bragte New York Post denne artikel om den usædvanlige skilsmisse-løsning.

Den kaldes en ”rede-skilsmisse” (på amerikansk en ”bird-nesting divorce”). Her er barnet fugleungen, der bliver i reden, altså familiens bolig, mens det er forældrene, der skiftevis forlader reden.

Ifølge artiklen (der henviser til eksperter og forældre, som praktiserer en ”rede-skilsmisse”), kan denne ordning give barnet en ”følelse af stabilitet og kontinuitet”. Desuden skal barnet heller ikke skifte omgivelser, pendle og lignende.

Artiklen illustrerer løsningen gennem et forældre-par, der på forhånd enedes om en deleordning og havde et godt forældresamarbejde. Faderen lejede en mindre lejlighed i nærheden, mens moderen flyttede ind hos sin mor.

De to døtre oplevede så hver uge, at den ene forælder flyttede ud af og den anden forælder ind i den oprindelige fællesbolig – mens døtrene selv var fastboende i boligen.

Der er dog også eksempler på forældre, der ikke blot deles om familiens hus, men også dén bolig, de hver især boede i, når de ikke var sammen i ”børnenes hus”. Dermed var der ikke behov for tre, men to boliger

Kræver udvidet samarbejde

Det siger nok sig selv, at rede-løsningen forudsætter et udvidet samarbejde med masser af tillid og andre forudsætninger.

En mor udtaler eksempelvis til artiklen, at ordningen ”indebærer megen planlægning og diskussion, fleksibilitet, kommunikation og en vilje til at omfavne empati og kompromis”.

Mange læsere af denne artikel vil på nuværende tidspunkt sikkert have forkastet ideen om en ”rede-løsning” med sin tidligere partner – og måske især dem, der har oplevet konflikter, og som ikke har den fornødne indbyrdes tillid.

Desuden bør forældrene også overveje med sig selv, om de faktisk vil være i stand til denne rede-løsning.

For eksempel skrev familieterapeut og cand.pæd.psyk. Mette Vestergaard-Knudsen i en artikel i Kristeligt Dagblad den 24. september 2020, at forældrene i længden ikke vil holde til denne rede-løsning – men at børn nok vil have nemmere ved at pendle mellem hjemmene.

Men forældrene i artiklen taler om ”rede-løsningen” som midlertidig i forbindelse med samlivsbruddet / skilsmissen. Ved at beholde boligen vil forældre f.eks. ikke være nødt til at sælge boligen, som kan være forbundet med et økonomisk tab, og kan have god tid med hensyn til at finde ny bolig og lignende.

Samtidig vil børnene ikke nødvendigvis opleve forældrenes brud på samme måde, eftersom omstændighederne næsten er som før.

Og en mor siger også afslutningsvis i artiklen, at hun på trods af det store behov for planlægning, fleksibilitet og kommunikation ”ikke vil have det på andre måder”.

Børnebortførsel udstiller det familieretlige system

En børnebortførsel nytårsaften er kulminationen på en bemærkelsesværdig skilsmissesag, der udstiller både det danske og det internationale familieretlige system.

Som beskrevet i en artikel fra ”Skilsmissefamilien” i går var en far nytårsaften sammen med sin 10-årige søn og 13-årige datter på en café i Gråsten. Pludselig blev faderen overfaldet af flere personer og udsat for vold og skubbet omkuld.

Samtidig blev de to børn tvunget ind i en bil og bortført.

Sagen kort

På et tidligt tidspunkt rettede politiet sin mistanke mod en verserende sag, der har tråde til Tyskland.

Den handler om det celebre tyske par bestående af Christina Block, der er arving til én af Tysklands store restaurant- og hotel-koncerner, og Stephan Hensel, der er medieperson. De har sammen 4 børn: en dreng på 10 år samt tre døtre på 13, 15 og 17 år.

Forældrene var gift i flere år, men brød for nogle år siden med hinanden – og skulle derfor afklare børnenes fremtid.

Her gav det tyske retssystem (ifølge Christina Block) hende retten til at bestemme, hvor børnene skulle bo, samt at sagen skulle vurderes af en tysk børnepsykolog og ved tyske domstol.

Men i oktober 2021, hvor to af børnene var hos Stephan Hensel i hans hjem i Gråsten, valgte han ikke at returnere dem. Det er på nuværende tidspunkt uklart, om faderen faktisk havde legitim grund til at tilbageholde børnene. Sagen gik i hårdknude, og tiden gik. Dét førte efterfølgende til, at det danske familieretlige system vurderede, at det ikke længere ville være godt for børnene (og imod deres vilje) at vende tilbage til deres mor i Tyskland.

I november 2022 mødte seks udenlandske mænd, der angiveligt var hyret af Christina Block gennem et tysk sikkerhedsfirma, op foran faderens bopæl i Gråsten. Det fik politiet til at møde talstærkt frem, og de seks mænd blev anholdt under mistanke for at ville bortføre børnene. Der blev dog ikke en straffesag mod dem, da det blev vurderet, at det ikke ville være muligt at løfte bevisbyrden.

Det skal også med, Christina Blocks 82-årige far i januar 2023 blev anmeldt for at skrive et brev med dødstrusler mod sin tidligere svigersøn.

Bortførslen nytårsnat er seneste udvikling i sagen, og politiet arbejder i øjeblikket på at finde den 10-årige dreng og 13-årige pige.

Christina Block og Stephan Hensel har forskellige tilgange til sagen, eftersom de begge mener at have retten på sin side. Lad os derfor se nærmere på de internationale regler på området.

International kompetence mellem to lande

Da der er tale om to lande (Danmark og Tyskland), er det afgørende at præcisere, hvornår og hvordan det enkelte land har kompetencen til at handle i sagen. Her anvendes den såkaldte ”Haager-børne-beskyttelses-konvention”, som Danmark tiltrådte i 1999 og Tyskland i 2002.

Det er tunge juridiske sammenhænge, men ”Vejledning om international kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v.” fra 2019 giver en glimrende forklaring. Det er denne, som nedenstående tekst er baseret på.

Vejledningen indeholder blandt andet en beskrivelse af, hvordan de involverede lande skal forholde sig ved internationale børnebortførsler. Udgangspunktet er, at barnet er bortført TIL Danmark fra en stat, der er tiltrådt konventionen – hvilket Tyskland er.

Her fastslår vejledningen, at ”myndighederne i barnets hidtidige bopælsstat bevarer kompetencen til at behandle sager om forældremyndighed m.v. over barnet, selvom barnet opholder sig i Danmark, når barnet er bortført hertil eller tilbageholdes her”.

Det var netop situationen i oktober 2021, hvor børnene blev tilbageholdt hos Stephan Hensel i Gråsten – og således havde de tyske myndigheder handlekompetencen.

”Sædvanligt opholdssted”

Men det fremgår videre af vejledningen, at der etableres ”international kompetence i Danmark til at behandle sager om forældremyndighed m.v. over barnet, når barnet har fået ”sædvanligt opholdssted” her i landet”.

Forudsætningen er her enten, at ”alle forældremyndigheds-indehavere har affundet sig med, at barnet bor i Danmark” – eller at ”barnet har boet i Danmark i mindst ét år, efter at forældremyndigheds-indehaveren har fået eller burde have fået kendskab til barnets opholdssted, og der er ikke fremsat anmodning om tilbagegivelse af barnet inden for et års fristen, eller der er fremsat en sådan anmodning, men den er blevet afvist, tilbagekaldt el.lign. ved en endelig afgørelse, og barnet er faldet til i sine nye omgivelser i Danmark”.

Og netop denne del er afgørende i sagen mellem Christina Block og Stephan Hensel. For børnene har opholdt sig i en længere periode i Danmark og har således fået ”sædvanligt opholdssted” hos faderen.

Desuden har det danske familieretlige system efterfølgende foretaget en vurdering af børnenes situation og truffet en afgørelse, som er overensstemmende med vejledningen – og således, at det (som nævnt ovenfor) ”ikke ville være godt for børnene (og imod deres vilje) at vende tilbage til deres mor i Tyskland”.

Udstiller det familieretlige system

Og dét er sagens kerne: at selv om det i forhold til den juridiske proces er en farlig manøvre at bortføre sine børn, så kan man ved at trække tiden længe nok faktisk få myndighederne til at blåstemple bortførslen.

Om dette er tilfældet i den konkrete sag, er på nuværende tidspunkt uklart – det afhænger især af, hvorvidt det var legitimt af faderen at tilbageholde børnene.

Men sådanne regler udstiller det familieretlige system generelt. Dels er det bekymrende, at myndighederne reelt kan ignorere bortførslen, der er gået forud – men ved at gøre det giver de samtidig desperate forældre en handlemulighed, der tilsidesætter dét hensyn til ”barnets bedste”, som myndighederne ellers er sat i verden for at beskytte

Faderen tilbageholdt børnene i 2021, mens de var i Danmark. Og selv om ”Skilsmissefamilien” af især juridiske grunde selvfølgelig ikke kan konkludere, at den dobbelte bortførsel nytårsaften faktisk var Christina Blocks direkte eller indirekte gerning, så er det en forholdsvis oplagt tanke. Og i så fald… kan man bebrejde en forælder at udnytte systemet tvivlsomme logik, hvis den anden forælder gør det samme?

I dét perspektiv vil ”Skilsmissefamilien” rette sin sympati i retning af Christina Block. Men sagen er kompleks med mange udløbere, og derfor er det ikke som sådan en konklusion.

Men der må og skal tages handling på en sag, der er fuldstændig ude af kontrol. Og dét ser det familieretlige system ikke ud til at formå.

I mellemtiden skal en 10-årig dreng og en 13-årig pige betale prisen for forældrenes indbyrdes kamp. Og dét kan ingen være bekendt…