Skilsmissebørn kan godt have svært ved at manøvrere mellem og forholde sig til to hjem. Men faktisk er der et alternativ – under de rette omstændigheder.
Mange skilsmissefamilier kender situationen: forældrene er blevet skilt og har efterfølgende etableret sig i hvert sit nye hjem – og barnet skal nu pendle mellem dem og de skiftende fysiske rammer.
Det kan påvirke barnet og i yderste fald medføre stress og mistrivsel.
For eksempel fremgår det af en amerikansk redegørelse fra 2014, at skilsmisse kan ”mindske et barns fremtidige kompetencer på alle områder af livet, herunder familieforhold, uddannelse, følelsesmæssigt velvære og fremtidig indtjeningsevne”.
Men der er faktisk et alternativ, som kan være en bedre løsning for barnet og dermed minimere de nævnte følger – selv om der kræves visse forudsætninger og meget høj grad af tillid mellem forældrene.
Barnet forlader ikke reden
Lige efter jul bragte New York Post denne artikel om den usædvanlige skilsmisse-løsning.
Den kaldes en ”rede-skilsmisse” (på amerikansk en ”bird-nesting divorce”). Her er barnet fugleungen, der bliver i reden, altså familiens bolig, mens det er forældrene, der skiftevis forlader reden.
Ifølge artiklen (der henviser til eksperter og forældre, som praktiserer en ”rede-skilsmisse”), kan denne ordning give barnet en ”følelse af stabilitet og kontinuitet”. Desuden skal barnet heller ikke skifte omgivelser, pendle og lignende.
Artiklen illustrerer løsningen gennem et forældre-par, der på forhånd enedes om en deleordning og havde et godt forældresamarbejde. Faderen lejede en mindre lejlighed i nærheden, mens moderen flyttede ind hos sin mor.
De to døtre oplevede så hver uge, at den ene forælder flyttede ud af og den anden forælder ind i den oprindelige fællesbolig – mens døtrene selv var fastboende i boligen.
Der er dog også eksempler på forældre, der ikke blot deles om familiens hus, men også dén bolig, de hver især boede i, når de ikke var sammen i ”børnenes hus”. Dermed var der ikke behov for tre, men to boliger
Kræver udvidet samarbejde
Det siger nok sig selv, at rede-løsningen forudsætter et udvidet samarbejde med masser af tillid og andre forudsætninger.
En mor udtaler eksempelvis til artiklen, at ordningen ”indebærer megen planlægning og diskussion, fleksibilitet, kommunikation og en vilje til at omfavne empati og kompromis”.
Mange læsere af denne artikel vil på nuværende tidspunkt sikkert have forkastet ideen om en ”rede-løsning” med sin tidligere partner – og måske især dem, der har oplevet konflikter, og som ikke har den fornødne indbyrdes tillid.
Desuden bør forældrene også overveje med sig selv, om de faktisk vil være i stand til denne rede-løsning.
For eksempel skrev familieterapeut og cand.pæd.psyk. Mette Vestergaard-Knudsen i en artikel i Kristeligt Dagblad den 24. september 2020, at forældrene i længden ikke vil holde til denne rede-løsning – men at børn nok vil have nemmere ved at pendle mellem hjemmene.
Men forældrene i artiklen taler om ”rede-løsningen” som midlertidig i forbindelse med samlivsbruddet / skilsmissen. Ved at beholde boligen vil forældre f.eks. ikke være nødt til at sælge boligen, som kan være forbundet med et økonomisk tab, og kan have god tid med hensyn til at finde ny bolig og lignende.
Samtidig vil børnene ikke nødvendigvis opleve forældrenes brud på samme måde, eftersom omstændighederne næsten er som før.
Og en mor siger også afslutningsvis i artiklen, at hun på trods af det store behov for planlægning, fleksibilitet og kommunikation ”ikke vil have det på andre måder”.
Commentaires