Forældrenes skilsmisse kan måske påvirke barnets hjerne og ændre dens grundlæggende funktioner - selv efter, at personen er blevet voksen.
Af John Bugge Vestergaard
Det er i mange sammenhænge påvist, at traumatiske ændringer i barndommen kan ændre personens psyke og dermed hindrer mulighederne for at fungere ”normalt” som voksen. Det kan være overgreb og omsorgssvigt, en forælders død og lignende.
Også en skilsmisse kan være traumatiserende for et barn. Og også her er der påvist mulige konsekvenser, som barnet tager med sig ind i voksenlivet. Eksempelvis har Information tidligere skrevet om en undersøgelse, som socialpsykolog og tidligere formand for ”Børnerådet”, Per Schultz Jørgensen, stod for. Den viste, at ”omkring hver femte voksne dansker, der er vokset op i et skilsmissehjem, lever alene” – og at dette er ”dobbelt så mange som gruppen af voksne, der ikke har oplevet skilsmisse i barndommen”.
Og nu peger en ny amerikansk undersøgelse på, at en skilsmisse i barndommen kan ændre personens hjerne fysisk og dermed fratager den pågældende person muligheden for at fungere optimalt som voksen.
I denne artikel beskrives den grundlæggende måde, som hjernen fungerer på, og dernæst konsekvenserne for disse måder, hvis personen udsættes for en traumatiserende hændelse som en skilsmisse. Og endelig ser vi på den nye amerikanske undersøgelse.
Når hjernen påvirkes
Neuropsykologien er en forholdsvis ung disciplin, der godt nok rækker tilbage til midten af 1800-tallet, men som oplevede fremgang med MRI-scanninger og lignende i 1980´erne, hvor man således kunne se ind i hjernen. Neuropsykologien fokuserer på hjernens fysiske opbygning og de processer, der sker i hjernen og derigennem styrer vores adfærd, tænkning osv. Og her har studiet af dyrs hjerner bragt flere interessante resultater, der påviser, at ydre handlinger fører til ændringer i hjernen.
Ét af disse forsøg stod forskere fra ”Oxford University” (ifølge denne artikel fra Newsweek i 2014) for. Her blev 25 makak-aber vurderet i forhold til deres sociale status i den pågældende flok. Derefter blev den enkelte abe placeret i en MRI-scanner, så forskerne kunne betragte dens hjerne.
Undersøgelsen viste en forskel i hjernerne hos henholdsvis de aber, der styrede og bestemte i flokken (dominante), og de aber, der var sat uden for bestemmelse og dermed nederst i hierarkiet (subdominante). Hos de dominante aber var de områder, der har relevans for social interaktion, forstørret – og hos de subdominante aber var de områder, der har relevans for at træffe beslutninger, formindsket.
Forklaringen var, at såfremt aben brugte tid på social interaktion, var der øget hjerneaktivitet i det pågældende område, der derfor voksede. Og omvendt hos aber, der ikke fik lov til at træffe beslutninger, formindskedes aktiviteten i dette område og dermed også området i sig selv.
Det samme ses hos mennesker. I denne artikel citeres forsker i neuropsykologi, Ann E. Knudsen, for følgende, mens hun fremviser scanninger af et barns hjerne: ”Når børn bliver omsorgssvigtet, kan de blive pådraget en hjerneskade, da nervevæv og hjerneceller forsvinder. Eksempelvis viser scanninger af et 3-årigt omsorgssvigtet barn, at hjernen er skrumpet betydeligt sammenlignet med en rask jævnaldrende”.
Og videre, at børn, der har været udsat for vold, kan have formindskede dele af hjernen, fordi ”deres overlevelsesstrategi har været at lukke af for følelserne og deres egen bevidsthed for ikke at mærke volden på egen krop”.
Også her er det således den nedsatte aktivitet i hjernen, der er årsagen til, at det pågældende område formindskes. Og her spiller de såkaldte ”neurotransmittere” en central rolle.
Neurotransmittere
Hjernen er et stort netværk bestående af milliarder af nerveceller. Det er deres indbyrdes kommunikation, der gør os i stand til at tænke, huske, bevæge os osv. Signalerne strømmer dog ikke uhindret gennem hjernen, men skal på deres vej fra nervecelle over et lille ”mellemrum”, kaldet en synapse, til næste nervecelle. Og det er her, neurotransmitterne er vigtige.
De styrer grundlæggende vores følelsesliv og således, om vi eksempelvis er glade eller kede af det. Er vi i godt / positivt selskab, udskiller vores hjerne nogle bestemte neurotransmittere, der skaber forhøjet aktivitet og dermed følelsen af glæde.
Og der findes mange forskellige neurotransmittere, og de har forskellig indvirkning på vores adfærd: eksempelvis dopamin, der er knyttet til vores lyst- og lykkefølelse, og serotonin, der er knyttet til vores impulsivitet. Det er et komplekst system, og ændringer i tilstedeværelsen af de forskellige neurotransmittere og dermed balancen kan udløse følelser som angst og depression eller lykke og eufori.
”Neuroaffektiv udviklingspsykologi” og oxytocin
En anden af de vigtige neurotransmittere hedder ”oxytocin”. Den kaldes også ”kærlighedshormonet”, fordi den udskilles gennem blandt andet kys, kram og sex: handlingerne i den fysiske verden fører til, at vores hjerne pumper oxytocin ud i vores belønningssystem – og dét giver os en lykkefølelse.
Oxytocin er imidlertid også knyttet til vores følelsesmæssige udvikling. Kvinder har (ifølge Netdoktor.dk) en højere grad af oxytocin i blodet end mænd, hvilket antageligvis kan forklare, hvorfor kvinder er mere følsomme end mænd. I hvert fald spiller oxytocin en vigtig rolle ved amning og fødsel.
Susan Hart er en førende dansk kapacitet på området. Hun er cand.psych. og PhD, og hun har arbejdet som psykolog indenfor både voksen- samt børne- og familieområdet i både kommunalt regi og i børnepsykiatrien. Og så er hun ophavskvinde til den neuroaffektive udviklingspsykologi som den faglige kobling mellem udviklingspsykologi, tilknytning og hjerneforskning.
Allerede efter fødslen er vi afhængige af andre (typisk vores forældre), der sørger for mad, tryghed, kontakt, kærlighed og så videre. Gennem de ydre handlinger, som i dette eksempel er entydigt positive og gode for barnet, opnår barnet dels enkeltstående positive oplevelser (f.eks. at barnet, når det er sultent, får mad og hjernen derfor belønner barnet med neurotransmitterstoffer) – og dels, samlet set, at barnet foretager en ”følelsesmæssig afstemning”: at verden faktisk grundlæggende er et godt sted at være.
Så hvad sker der, hvis barnet netop ikke får dækket sine behov og dermed får mindre oxytocin og dermed oplever, at verden ikke er et rart sted at være?
Som med makak-aberne forholder spædbarnet sig til sin omverden. Får barnet gentagne gange ikke dækket sine grundlæggende behov, begynder barnet at tilpasse sig disse uhensigtsmæssige situationer – og dermed udløser det en række kemiske processer i hjernen og eventuelt også en tilpasning til den uhensigtsmæssige situation.
Det er således både neurotransmitter-systemet, der påvirkes negativt, og der er en risiko for, at de berørte områder i hjernen fysisk skrumper. Og dermed får barnet en særdeles dårlig start på livet.
Oxytocin-niveauet var ”betydeligt lavere”
For nylig bragte ”New York Post” historien om en undersøgelse foretaget af ”Baylor University” i den amerikanske delstat Texas. Undersøgelsen påviste, at personer, der i barndommen oplevede forældrene blive skilt, havde et markant lavere oxytocin-niveau end andre personer, og at dette kunne forklare den tilsvarende lave succes med at forme varige forhold som voksne.
I undersøgelsen skulle de 128 deltagerne mellem 18 og 62 år udfylde et spørgeskema, blandt andet omkring deres barndom og forholdet til forældrene. Desuden skulle de give en urinprøve med henblik på målingen af deres oxytocin-niveau.
Maria Boccia, der forestod undersøgelsen, sagde ifølge ”New York Post”, at oxytocin-niveauet var ”betydeligt lavere hos dem, der i barndommen oplevede forældrene skilsmisse”.
Desuden, sagde hun, var de ”mindre selvsikre, mere utilpasse med nærhed og mindre sikre i forhold”.
Der er tale om en mindre undersøgelse, der derfor ikke kan føre til vidtrækkende konklusioner. Men den påviser dog en sammenhæng mellem et barndomstraume og oxytocin-niveauet – og dermed en forklaring på, hvorfor nogle skilsmissebørn oplever udfordringer som voksne.
Perspektiver
Hvis barnet oplever traumer, der påvirker aktiviteten i hjernen, er der som nævnt en risiko for, at bestemte områder i hjernen mindskes. Men når skaden er sket, kan den så ikke genoprettes?
Jo, eller dog modvirke konsekvenserne – som forsker i neuropsykologi, Ann E. Knudsen, udtrykker det (kilde): ”Selvom hjernen kan være skadet som følge af en hård opvækst, er der heldigvis gode muligheder for at udvikle og stimulere hjernen hele livet, idet den er plastisk”. Her peges der særligt på, at ”nære og betydningsfulde relationer til en voksen kan ændre børns hjerneaktivitet og fremme læring”.
Det er derfor nok et udgangspunkt at vide, at skilsmissebarnets traumer godt kan få konsekvenser på både kort og længere sigt – men at en indsats kan modvirke dem. I selve skilsmisse-perioden er det givetvis vigtigt, at forældrene bestræber sig på at gøre oplevelserne så lidt traumatiserende for barnet som overhovedet muligt.
Og derudover kan de kærlige elementer i den menneskelige kommunikation og adfærd (som smil, kys, kram, positive ord, sex og lignende) påvirke oxytocin-niveauet og dermed bringe dét, som personen måtte mangle og have brug for, delvist tilbage.