top of page
Forfatters billedeskilsmissefamilien

Skal ikke dele børne- og ungeydelsen - men er en omstændelig proces

En ung østjysk mor har længe måttet dele børne- og ungeydelsen med barnets far, selv om han ikke har samvær. Processen for at få hele ydelsen selv tog nemlig lang tid.




Siden sidste år har børne- og ungeydelsen skullet deles mellem forældrene. Dog er det ved skæve ordninger muligt, at bopælsforælderen kan få hele ydelsen selv. Men en omstændelig proces betyder, at det kan tage lang tid at ophæve delingen – og i mellemtiden bliver ydelsen delt med en halvdel til begge forældre.

 

Dét viser en konkret sag fra det østjyske område, som TV2 Østjylland beskriver udførligt i denne artikel.


 

Deling af børne- og ungeydelsen


Men lad os starte med baggrunden for delingen af børne- og ungeydelsen:


I december 2020 vedtog Folketinget, at børne- og ungeydelsen fra 1. januar 2022 skulle deles mellem forældrene med en halvdel til hver. Argumentet var, at ydelsen blev betragtet som en håndsrækning til familiens daglige økonomi, og derfor blev det vurderet rigtigst at lade begge forældre få del i ydelsen.


Det var dog en forudsætning, at forælderen havde del i forældremyndigheden, og at der ved en 9/5-ordning og mere skæve ordninger skulle være mulighed for, at bopælsforælderen kunne få den fulde ydelse alene.


Du kan læse mere om delingen af børne- og ungeydelsen i denne artikel.


 

Tog et år


Og det er netop denne situation, som Cecilie Poulsen stod i. Faderen til sønnen Elliot havde ikke samvær, og Cecilie Poulsen sørgede fuldt ud for sønnen. Men efter reglerne blev børne- og ungeydelsen delt, så moderen ikke fik de fulde ca. 4.700 kroner hver tredje måned, men de begge fik det halve, dvs. ca. 2.350 kroner.

 

Der var ellers som nævnt en regel om, at en bopælsforælder med mere end en 9/5-ordning kunne få den fulde ydelse. Og Familieretshuset, der er myndighed på området, havde derfor indført en praksis, hvor de kunne træffe afgørelse om dokumentation for samværet til brug for den ændrede udbetaling.


Men i sommeren 2022 kunne ”Skilsmissefamilien” skrive, at Familieretten havde stoppet dén praksis – simpelthen fordi Familieretshuset ikke havde hjemmel til at oprette en sag alene med dét formål at dokumentere samværet.

 

Dengang henviste Familieretshuset til Udbetaling Danmark, der skulle overtage opgaven. Men i Cecilie Poulsens sag måtte hun gennem en retssag om at få den fulde forældremyndighed og dermed sikre børne- og ungeydelsen til sig selv og lille Elliot. Det tog et år, hvor faderen undervejs fik halvdelen af ydelsen. Men i november fik Cecilie Poulsen den fulde forældremyndighed, og fra januar vil hun derfor få den fulde børne- og ungeydelse.


Og TV2 Østjylland skriver i artiklen, at Cecilie Poulsen ikke er alene. Udbetaling Danmark udtaler, at de har fået 1.500 ansøgninger, hvor forældre forsøger at dokumentere manglende samvær for at få udbetalt hele børne- og ungeydelsen.

 

Skatteminister Jeppe Bruun (S) vil nu kigge nærmere på reglerne. Han udtaler til TV2 Østjylland:


”Jeg er meget optaget af, at vi skal hjælpe de familier, hvor det ikke er muligt for forældrene at blive enige om fordelingen af børne- og ungeydelsen. Derfor er Skatteministeriet i samarbejde med Social-, Bolig- og Ældreministeriet og Udbetaling Danmark allerede i gang med at se på, hvordan vi kan justere reglerne, så familier i denne type situationer kan blive hjulpet bedre”. 

22 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page