Børn kan have være svært ved at forstå forældrenes skilsmisse, men en fin ny samtalebog kan hjælpe barnet.
For et par måneder siden skrev ”Skilsmissefamilien” om børnebogen ”Løves forældre skal skilles” – dén kan du læse mere om i denne artikel.
Den udmærkede bog var skrevet af Maja Nór Salómon Nielsen, og det er faktisk ikke den eneste skilsmissebog, hun har skrevet.
Op til sommerferien udkom nemlig en ny bog til børn fra 5 år og opefter.
Den hedder ”Skilsmisse i børnehøjde” og er på 38 sider.
Afsæt til en samtale om barnets følelser
Forlaget ”Books on Demand” beskriver bogen således:
”Skilsmisse er hårdt for børn i alle aldre, men for de yngste kan det være svært at forstå hvad det er, der sker. Det kan være svært at sætte ord på de følelser, der følger i kølvandet af en skilsmisse.
'Skilsmisse i børnehøjde' er en samtalebog til børn fra 5 år. Bogen er et redskab, designet til at tage hul på de svære samtaler, og hjælpe barnet med at sætte ord på de svære eller ubehagelige følelser.
Bogen hjælper også forældrene med at få et indblik i, hvad der er på spil for barnet. Dermed klædes forældrene bedre på til at hjælpe barnet, og sætte ind der hvor tingene er svære.
Hvert kapitel har illustrationer, som også kan bruges som afsæt til en samtale om barnets følelser, og forståelse af den givne situation.
Uanset om der er tale om en problematisk skilsmisse, eller ej, er bogen et effektivt redskab”.
Forskellige temaer
”Skilsmisse i børnehøjde” indeholder en vejledning til forældrene om at læse bogen sammen med barnet og dermed få en dialog om de tanker og følelser, som barnet har.
Bogen er inddelt i temaer om f.eks. hvad en skilsmisse er, at det er ok at være ked af det, om at føle sig klemt mellem forældrene og om at savne. Hvert tema indeholder en udtryksfuld illustration og konkrete spørgsmål, man kan stille barnet.
Du kan læse mere om ”Skilsmisse i børnehøjde” på forlagets hjemmeside.
Om forfatteren
Forlaget ”Books on Demand” beskriver forfatteren således:
”Maja Nór Salómon Nielsen (f. 1983) er uddannet socialrådgiver, og selv fraskilt mor til to.
Bogen er skrevet med afsæt i hendes egne erfaringer, idet hun har gennemgået en problematisk skilsmisse, hvor børnene kom i klemme. Hun har selv oplevet hvordan det er at fejle, og hvad det gør ved børnene at føle skyld og skam i forbindelse med deres forældres brud.
Mange års øvelse har givet inspiration til denne bog, som forhåbentlig kan hjælpe andre forældre til at åbne for de svære samtaler, og hjælpe deres børn godt igennem skilsmissen.
Hun har tidligere udgivet bøgerne ”Løves forældre skal skilles”, ”Øen” og ”Drømmefanger”.
”Books on demand”
Konceptet bag ”Books on demand” er, at forlaget guider forfatteren gennem en proces. Dermed kan forfatteren uploade sit manuskript og tilpasse dette med formater, indbindinger, omslag osv.
Det skal bemærkes, at ”Skilsmissefamilien” har modtaget et anmeldereksemplar af ”Skilsmisse i børnehøjde" fra forlaget ”Books on Demand”.
Comments