Familieretshuset har igen oplevet et databrud: arbejdsmails er blevet sendt til en privat e-mail-adresse gennem 10 år.
Der er ret store krav til de offentlige myndigheder om at behandle de data, de kommer i kontakt med, med forsigtighed. Men fredag kunne Familieretshuset meddele, at de havde oplevet et databrud.
De skriver i denne artikel, at der er tale om en medarbejder fra Familieretshusets navnekontor – og at mails fra vedkommendes arbejdsmail automatisk er blevet videresendt til en privat Gmail-konto.
De skriver videre, at denne opsætning skete helt tilbage i 2014, og at den ”blev stoppet medio december 2023, hvor Familieretshuset blev opmærksom på bruddet”.
”Det betyder”, skriver Familieretshuset, ”at fortrolige og følsomme personoplysninger om Familieretshusets borgere og medarbejdere i nogle tilfælde er videresendt til denne konto”.
Databruddet er meldt til Datatilsynet. Desuden har Familieretshuset undersøgt, om den pågældende opsætning har været anvendt hos andre af styrelsens medarbejdere – og de skriver, at dette ikke er tilfældet.
Samtidig skriver de, at det ”ikke har været muligt at få et detaljeret overblik over, hvilke borgere og medarbejdere samt hvilke oplysninger, der er omfattet af bruddet”.
Mulige konsekvenser
Familieretshuset forklarer, at de mulige konsekvenser af bruddet kan være tab af kontrol over personoplysninger, skade på omdømme (hvis uvedkommende har fået oplysninger af fortrolig karakter om borgeren, som kan medføre snak og sladder, der er ubehagelig for borgeren) og misbrug af personlige oplysninger og identitet.
Har man spørgsmål om databruddet, kan man kontakte Familieretshuset, f.eks. telefonisk via 72 56 70 00.
Er sket før
I 2022 skrev ”Skilsmissefamilien” om to alvorlige databrud, som Familieretshuset var blevet ramt af.
Det første databrud fandt sted i slutningen af januar 2022 og omfattede personer med beskyttet navn og / eller adresse, som havde benyttet specifikke selvbetjeningsløsninger. Her var risikoen, at de beskyttede informationer blev frigivet til den anden foræder – og var dermed en særdeles bekymrende situation.
Det andet databrud fandt sted i slutningen af juni 2022, hvor Familieretshuset havde gemt sagsakter i deres dokument-håndteringssystem – men samtidig blev de ikke slettet andre steder, de figurerede. Databruddet bestod således i (som de skrev dengang), at ”alle medarbejdere i Familieretshuset potentielt har haft adgang til andre medarbejderes personlige brugermapper på et fællesdrev, hvor der har været opbevaret personoplysninger om borgere og medarbejdere”.
Comentários