Loven om deling af børne- og ungeydelsen træder i kraft i dag, og den får flere foreninger til at udtrykke bekymring. Men at nogle forældre sætter økonomiske hensyn over barnet er ikke noget nyt.
Det er årets første dag og dermed tidspunktet, hvor den nye lov om deling af børne- og ungeydelsen træder i kraft. Dét kan du læse mere om i denne artikel.
Og 2022 var ikke mange timer gammel, før DR bragte en artikel om de konsekvenser af delingen, som flere foreninger venter kan blive resultatet.
For eksempel udtaler formand for Danske Familieadvokater, Anne Broksø: ”Man kan i værste fald frygte, at det fører sager med sig omkring samvær, som man ellers ikke ville have ført”. Hun uddyber: ”Hvor det ikke er hensynet til barnet, eller hvad der er bedst for barnet samværsmæssigt, der initierer sagen, men det er pengene, der initierer sagen”.
Her er det overvejelsen, at en forælder kan føle sig fristet til at gennemføre ændringer af samværet og samværstiden for at få ret til (og dermed kan sikre sig del i) børne- og ungeydelsen – selv om det dermed risikeres, at barnet får en samværsordning, som ikke nødvendigvis er til vedkommendes bedste.
En velfærdsydelse
Det er dog vigtigt at adskille den nye ordning og delingsreglerne fra de konsekvenser, disse måtte have.
Børne- og ungeydelsen var oprindelig tiltænkt børnefamilierne som en velfærdsydelse, der skulle være en håndsrækning til den daglige økonomi, men ikke beregnet på specifikke ydelser. Dengang var kernefamilien udbredt, og det havde ikke den store praktiske betydning, at mor pr. definition fik udbetalt ydelsen. Men efterhånden begyndte skilsmisseprocenten at stige – og pludselig blev ydelsen i praksis (i skilsmissefamilierne) en ydelse entydigt til moderen.
Derfor besluttede det politiske system at omlægge ydelsen, så forældre i sammenlignelige situationer (målt på tiden med barnet) begge fik del i ydelsen – og det er denne lovændring, der træder i kraft i dag.
Det er bestemt tænkeligt, at den nye håndtering risikerer at skabe udfordringer i nogle familier og forventeligt i de skilsmissefamilier, der i forvejen har et anstrengt forhold, ikke samarbejder og lignende.
Men dét gør ikke logikken i at dele ydelsen mindre.
Er allerede en udfordring
Og faktisk fremgår det slet ikke i denne debat, at udfordringen allerede er faktuel på et helt andet område, nemlig omkring børnebidraget. Her medførte en lovændring nemlig, at betaleren af børnebidraget (samværsforælderen) ikke nødvendigvis er forpligtet til at betale børnebidrag, hvis denne har en 7/7- eller 8/6-ordning.
Dét har medført en vis opfattelse af, at man som samværsforælder kan gå efter en 7/7- eller 8/6-ordning for at slippe for at betale børnebidraget, uden tanke på, om dette reelt er til barnets bedste – og dermed præcis de overvejelser, som delingen af børne- og ungeydelsen aktuelt giver (og ikke at forglemme bopælsforælderens lignende incitamenter).
Her er det i øvrigt vigtigt at understrege, at det ikke nødvendigvis er fordelingen af dage, der er afgørende for, om samværsforælderen skal betale børnebidrag. For reelt afhænger det af, om vedkommende løfter sin forpligtelse til at forsørge barnet, hvilket ikke engang er givet ved 7/7- og 8/6-ordningerne .
Så reelt er udfordringen den samme, at nogle forældre fortsat vil have en økonomisk interesse i at indrette sig på bestemte måder, med risiko for, at hensynet til barnet skubbes til side. Men det er som nævnt ikke noget nyt.
Er myndighederne inde over sagen, bør de derfor sikre, at eksempelvis økonomiske hensyn ikke tager fokus - og at eksempelvis hensynet til barnet og sikringen af barnets behov fortsat er de klare udgangspunkter og omdrejningspunkter.
コメント