Aktuel sag: børns rettigheder ved partnervold

Folketinget behandler et beslutningsforslag om at lave en national handlingsplan for børn af partnervoldsofres rettigheder.

Bemærk, at ”Skilsmissefamilien” løbende følger beslutningsforslaget gennem denne artikel.

Beslutningsforslaget er fremsat af Victoria Velasquez, Pelle Dragsted, Peder Hvelplund, Rosa Lund,

Trine Pertou Mach, Søren Egge Rasmussen, Leila Stockmarr, Søren Søndergaard og Mai Villadsen (alle fra Enhedslisten).

Beslutningsforslaget, der knyttes til socialudvalget og socialminister Sophie Hæstorp Andersen (Socialdemokratiet), kan læses her.

Førstebehandling i Folketinget (21. januar 2025): 

I dag blev beslutningsforslaget førstebehandlet i Folketinget.

Der var umiddelbart opbakning til forslaget fra Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Alternativet.

Der var umiddelbart ikke opbakning til forslaget fra Socialdemokratiet, Venstre, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Moderaterne og Det Konservative Folkeparti.

Det skal bemærkes, at flere partier ikke støtter forslaget, men vil afvente en arbejdsgruppes bud på, hvordan man bedre, når det gælder vold mod børn og lignende.

Debatten blev afsluttet med, at beslutningsforslaget blev henvist til Socialudvalget, der nu vil lave en betænkning.

Herunder følger uddrag af de politiske ordføreres taler:

Victoria Velasquez (Enhedslisten):

”Formålet, både med behandlingen i dag, men også med forslaget, er at undersøge behovet og mulighederne for at tildele disse børn af partnervoldsofre selvstændige rettigheder”.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen:

”Lad mig allerførst slå fast, at der ikke skal være nogen tvivl om, at både jeg og regeringen mener, at børn, der har været vidne til partnervold, skal have den hjælp og støtte, som de har brug for. Det gælder, uanset om der været tale om fysisk eller psykisk vold, for det sætter dybe spor i et barn at være vidne til vold, og det har vi som samfund et ansvar for at tage hånd om”.

”Afslutningsvis håber jeg, at mit budskab er gået klart igennem. Vi skal som regering og samfund gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at børn og unge, der har oplevet vold i hjemmet, får den støtte, de har brug for, men vi skal gøre det klogt uden at blive forhastede. Det skal gøres med respekt for kompleksiteten i problemstillingen, som jeg nævnte i begyndelsen af min tale. I nogle tilfælde skal der være tid til at finde de gode løsninger, før vi træffer beslutninger om endnu flere initiativer på området. Vi skal også tilsikre, at det sker på et tilstrækkelig oplyst grundlag, og at de rette eksperter og aktører er blevet inddraget”.

Gunvor Wibroe (Socialdemokratiet):

”Socialdemokratiet tager både partnervold og vold mod børn meget alvorligt, og vi mener, at børn og unge, der er vidner til vold derhjemme, skal have den hjælp og støtte, de har brug for, uanset om det er fysisk eller psykisk vold. Det sætter nemlig livslange spor og kan påvirke et barn eller et ungt menneske voldsomt og negativt langt, langt ind i voksenlivet”.

”Der er ingen tvivl om, at hensigten i beslutningsforslaget er sympatisk, men lad os lige holde tungen lige i munden og afvente børneorganisationerne og ikke mindst arbejdsgruppens anbefalinger. Herefter ser jeg frem til med Folketingets partier at drøfte, hvilke initiativer vi skal søsætte for at hjælpe børn og unge, der enten er vidne til eller selv udsættes for vold. På den baggrund kan Socialdemokratiet ikke støtte beslutningsforslaget”.

Christian Friis Bach (Venstre):

”Nu vil jeg gøre det kort, da både socialministeren og ordføreren for Socialdemokratiet allerede har beskrevet de initiativer, der er taget, grundigt: handlingsplanen fra 2023 på partnervoldsområdet med alle de her konkrete initiativer også rettet mod børn, psykologbehandling og en særlig pulje til at støtte de her børn. Kommunerne har jo allerede en forpligtigelse til at gøre det, og det har vi også hørt om, og regeringen har nedsat en arbejdsgruppe, som skal se, hvordan vi kan gøre det bedre, når det gælder vold mod børn og den vold, som børn oplever. Der skal komme en række anbefalinger. Dem venter vi på. De er i fuld gang med arbejdet, og jeg håber, de kommer her til sommer med deres resultater. Når de kommer, er vi bestemt klar til at se på det og gå i gang med at handle på det”.

Karina Adsbøl (Danmarksdemokraterne):

”I Danmarksdemokraterne er vi helt enige i, at børn har ret til et liv uden vold, og i den forbindelse bemærkes det også, at Danmark ligger alt for højt, når det handler om omfanget af partnervold og -drab. Ofte er der børn involveret, og der er behov for at få taget hånd omkring den problemstilling. Alle børn fortjener et liv uden vold. Det kan der ikke herske nogen tvivl om. Derfor er det også vigtigt at understrege, at vi alle har et ansvar for at underrette det, hvis man bliver bekendt med vold over for børn. Derudover er der også den skærpede underretningspligt for fagpersoner”.

”Jeg mener dog ikke, at vi har brug for endnu en handlingsplan. Men jeg er helt med på, at vi skal arbejde videre med børneperspektivet. Udfordringen med alle handlingsplaner er jo somme tider, at de også kan blive sådan en siddepude. Altså, der bliver lavet en handlingsplan, og så tror man, at alt er i den skønneste orden. Jeg tror, at vi bliver nødt til at forpligte os på, at der også skal følges op på dem. Herunder skal vi også følge op på de initiativer, der er sat i gang”.

Karina Lorentzen Dehnhardt (Socialistisk Folkeparti):

”Jeg synes alt for ofte, at vi glemmer de sekundære ofre til en forbrydelse. Det kan være den nærmeste familie, det kan være pårørende, det kan være venner. Men børnene af ofre for partnervold er desværre ikke en undtagelse i den henseende. Når de overværer vold på deres mor eller far, eller bare kommer på krisecenter med deres mor eller far uden nødvendigvis lige at have overværet volden, så tager de jo også skade, og de bør selvfølgelig anerkendes som selvstændige ofre med de rettigheder, som ofre jo har”.

”Derfor bakker vi op om, at vi får gennemset lovgivningen. Jeg synes, det er rigtig fint, at der er sat en arbejdsgruppe i gang, men det udelukker jo ikke, at vi også tager stilling til, at vi gerne vil have en handlingsplan, og at vi får det hele kigget igennem i et børneperspektiv. Derfor kan SF støtte beslutningsforslaget”.

Katrine Daugaard (Liberal Alliance):

”Det er dybt skadeligt for børn at blive udsat for vold og seksuelle overgreb, som jeg også mener bør nævnes i enhver sammenhæng som værende vold mod børn. Det er også dybt skadeligt for børn at være vidne til vold, seksuelle overgreb og krænkelser. Vi kan også hurtigt blive enige om, at det ikke kan betale sig hverken økonomisk eller menneskeligt ikke at stille den rette hjælp til rådighed for de børn, der enten er vidne til eller bliver udsat for vold og seksuelle overgreb”.

”Derfor ville jeg også ønske, at Enhedslisten fremsatte forslag om noget konkret i forhold til at sikre børn på det her område, for det er jo forskelligt fra parti til parti, hvad man tænker at der mangler af rettigheder. Det er dog desværre ikke det, der er tale om her. Det er noget så ukonkret som en handleplan, som der i øvrigt snart burde findes et andet navn for, da der sjældent er særlig meget handling i de handleplaner, der bliver lavet herinde på Christiansborg”.

Rosa Eriksen (Moderaterne):

”Der findes ikke mange andre ting, der kan vække en følelse af vrede og forfærdelse, som når børn lider overlast, fordi forældrene er i konflikt. Når konflikten decideret omhandler vold fra den ene part mod den anden, er det særlig vigtigt, at vi som samfund fanger dem, som rammes – både børnene, der er vidner, og de voldsramte forældre”.

”De nuværende behandlingsforpligtelser og initiativer gør, at Moderaterne og arbejdsgruppen for nu stemmer imod beslutningsforslaget, men vi glæder os til, at vi skal drøfte arbejdsgruppens anbefalinger, når de foreligger, og til, at vi sammen skal igangsætte yderligere vigtige initiativer, der kan løfte børns beskyttelse mod vold endnu mere”.

Birgitte Bergman (Det Konservative Folkeparti):

”Konkret foreslår vi, at forældre, der udøver vold i hjemmet, helt automatisk bliver sigtet for psykisk vold mod deres børn, hvis børnene ser eller hører volden. Det betyder, at den voldelige forælder vil blive sigtet og retsforfulgt for både den fysiske og den psykiske vold”.

”I Det Konservative Folkeparti vil vi gerne drøfte videre, om en handlingsplan på baggrund af de anbefalinger, der kommer fra arbejdsgruppen, er det rette værktøj. Vi skal have fokus på de initiativer, som er sat i gang, og på de nye initiativer, som skal sikre udsatte børn, og jeg ser frem til en invitation fra ministeren, gerne inden sommerferien. På den baggrund kan vi ikke støtte det forslag, som ligger, på nuværende tidspunkt”.

Mette Thiesen (Dansk Folkeparti):

”Selvfølgelig skal ingen børn i Danmark udsættes for vold eller for den psykiske vold, som det er at se mor eller far eller måske en søskende få tæsk. Det er fuldstændig horribelt. Derfor synes jeg egentlig også, det er rigtig positivt, at vi drøfter det her igen, og jeg er sådan set også helt med på, at det her er noget, vi skal kigge på i forhold til at udbygge en eksisterende handleplan”.

”Jeg håber rigtig meget, at vi kan lave en udvidet handleplan i forhold til det her, og der synes jeg altså, det er fuldstændig bydende nødvendigt, at vi lader det gå ind over flere ministerier. Vi har den viden, der skal til. Vi ved, hvad det er, der foregår. Vi har også tallene i forhold til krisecentre. Så det er bare et spørgsmål om at sætte sig ned, droppe berøringsangsten og så få handlet på det her”.

Christina Olumeko (Alternativet):

”P.t. svigter vi børn, der har oplevet noget af det mest forfærdelige i deres eget hjem, for børn, der har overværet partnervold i hjemmet, kan udvikle alvorlige efterreaktioner, som det er afgørende at vi opdager og imødekommer tidligt, men det gør vi ikke i dag”.

”Vi håber, at regeringen vil tage problemet seriøst og undersøge mulighederne for at give den støtte til børnene, som de har behov for, så de kan komme videre i livet. Derudover vil vi også gerne bemærke, som andre også har bemærket i dag, at det er vigtigt at sammentænke handlingsplanen med andre ordninger for udsatte børn. På den måde kan vi sikre, at den sociale indsats er sammenhængende og uden administrative byrder hverken for barnet eller den voldsramte forælder”.

Skriftlig fremsættelse (12. november 2024):

 

Den indledende beskrivende tekst lyder i sin helhed:

”Folketinget pålægger regeringen at udarbejde en national handlingsplan for børn af partnervoldsofres rettigheder inden udgangen af indeværende folketingsår. Formålet med forslaget er at undersøge behovet og mulighederne for at tildele børn af partnervoldsofre selvstændige rettigheder. Handlingsplanen skal udarbejdes med inddragelse af relevante fagorganisationer og forskere samt arbejdsgruppen om vold mod børn, i det omfang der er mulighed herfor”.

Herunder følger uddrag fra bemærkningerne til forslaget:

”Hvert sjette barn i Danmark er vidne til vold i hjemmet” (…) ”12,7 pct. af alle voksne i Danmark har været vidne til fysisk partnervold i deres barndom (»Børn i familier med partnervold” (…) ”Antallet af medfølgende børn på krisecentre har været stigende siden 2017. I 2023 var ca. 2.600 børn på krisecenter med deres mor mod 2.300 i 2022” (…) ”I Danners rådgivning for partnervoldsofre handler knap halvdelen af alle rådgivningssamtaler om børn”.

”Børn har ret til et liv uden vold, jf. FN-konventionen om barnets rettigheder, artikel 19. Dansk lovgivning anerkender dog ikke børn af partnervoldsofre som voldsofre i egen ret og tildeler dem derfor ikke selvstændige rettigheder, ligesom man eksempelvis gør i Norge”.

”En national handlingsplan for børn af partnervoldsofre bør først og fremmest fokusere på deres rettigheder som medfølgende børn på krisecentre og herberg efter servicelovens §§ 109 og 110”.

”Arbejdet med udarbejdelsen af handlingsplanen foreslås finansieret inden for Social- og Boligministeriets eksisterende ramme”.

"Skilsmissefamilien" indsender notat til Folketinget (delt bopæl)

Folketinget behandler i øjeblikket et lovforslag om, at delt bopæl bør være normen for børn af skilsmisseforældre. ”Skilsmissefamilien” er uenig og har indsendt et notat til Folketingets Socialudvalg.

I november 2024 fremsatte en række politikere fra Dansk Folkeparti et beslutningsforslag om, at ”delt bopæl bør være normen for børn af skilsmisseforældre”.

”Skilsmissefamilien” er uenig i flere af forslagsstillernes betragtninger og underbygning heraf og har derfor indsendt et notat til Folketinget. Det er nu offentliggjort dagen før, at sagen førstebehandles i Folketinget den 21. januar 2025.

Notater er borgernes mulighed for at kommentere på Folketingets arbejde i relation til lovforslag. Sådan er dette notat også tiltænkt fra ”Skilsmissefamiliens” side. Folketingets politikere og offentligheden har således mulighed for at læse notatet, og det kan eventuelt indgå i de politiske drøftelser.

Senere vil socialminister Sophie Hæstorp Andersen (Socialdemokratiet) have mulighed for at kommentere skriftligt på notatet, som ministrene også gerne plejer at gøre.

Notatet bringes i sin helhed herunder.

Hvis du vil se notatet, som det ser ud i Folketingets system, kan du finde det på denne side.

Det skal bemærkes, at der selvfølgelig er mulighed for at spørge nærmere ind til ”Skilsmissefamiliens” betragtninger, formuleringer, kilder osv. Ønskes dette, kan ”Skilsmissefamilien” kontaktes direkte.

Notat om beslutningsforslag B48

Undertegnede ønsker at bidrage med dette notat til beslutningsforslag B48 om, at ”delt bopæl bør være normen for børn af skilsmisseforældre”.

”Skilsmissefamilien” har siden 2015 fulgt og dækket skilsmisseområdet intensivt, herunder Folketingets arbejde og relevant forskning, samt rådgivet og hjulpet forældre (vederlagsfrit) gennem skilsmissens udfordringer som bopæl, samvær, transport osv. og psykisk mestring.

På baggrund heraf ser jeg mig forpligtet til at kommentere på flere af lovforslagets pointer og samtidig bringe yderligere væsentlige pointer i betragtning. Herunder, at det er uhensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i almene løsninger, men at forældre og myndigheder derimod er nødt til at afklare forhold og omstændigheder i den konkrete sag og på baggrund heraf vurdere, hvad den bedste løsning for det specifikke barn er.

”Delt bopæl” og ”lige forældretid”

Forslagsstillerne benytter termen ”delt bopæl”, der allerede benyttes i det familieretlige system. Dette beskrives således på Familieretshusets hjemmeside:

”Ved delt bopæl er I fælles om alle overordnede beslutninger i forhold til barnets daglige liv. Den ene forælder kan fx ikke på egen hånd beslutte, hvilken daginstitution barnet skal gå i, eller hvor i landet barnet skal bo. I behøver ikke have en deleordning eller bo tæt ved hinanden for at få delt bopæl. Omfanget af samværet med barnet har heller ingen betydning. Aftalen er helt op til jeres egne betingelser”.

Der er således klart tale om forhold knyttet til forældremyndigheden, som begge forældre som udgangspunkt deler, også efter skilsmisse.

Forslagsstillerne inddrager imidlertid også ”lige forældretid”, som er klart knyttet til samværsordningen. For eksempel bemærkes det, at ” Ved at have lige meget tid med hver forælder kan børn opbygge dybere og stærkere relationer til begge”.

Der er således tale om samværsordningen og dermed tiden, som barnet har med begge forældre.

Og der er dermed tale om en kombination / sammenblanding af afgrænsede forhold med på den ene side forældremyndigheden (delt bopæl) og på den anden side samværsordningen (tiden med forældrene). Og disse to forhold har ikke nødvendigvis relevans i forhold til hinanden. Der kan således godt være tale om, at en forælder har del i forældremyndigheden uden nødvendigvis at have samvær.

Det er derfor afgørende at skelne mellem de to forhold, når lovforslaget inddrager begge. Og der bør samtidig være opmærksomhed omkring, hvad den fremlagte forskning faktisk forholder sig til og undersøger – f.eks. fordi flere undersøgelser taler om ”deleordninger”, selv om fordelingen af tid kan være ganske skæv.

Litteraturen og forskningen er ikke ”entydig”

Forslagsstillerne bemærker (mine fremhævninger), at ”den videnskabelige litteratur entydigt viser, at børn af forældre med delt forældreskab trives og klarer sig bedre på tværs af flere parametre” – og at ”dansk lovgivning bør følge den omfattende videnskabelige litteratur på området, da det absolut er det bedste for barnets tarv”.

Forslagsstillerne henviser til Richard Warshak og hans konsensusrapport, der blev fagfællebedømt af 110 forskere og praktikere. Men forslaget nævner imidlertid ikke rapportens centrale punkt 7 på side 22, der indeholder en afgørende afgrænsning (min oversættelse): ”Vores anbefalinger gælder under normale omstændigheder for de fleste børn med de fleste forældre”.

Det samme gør sig gældende for Kristian Sandbergs rapport. De fleste rapporter, der henvises til, fremhæves på de forhold, der understøtter pointen om at have deleordninger som standardløsninger. Men de enkelte rapporter peger ikke selv entydigt på dén konklusion, ligesom forbehold, undtagelser osv. er udeladt.

Det er således langt fra tilfældet, at forskning, litteratur osv. peger så entydigt på delt bopæl / forældreskab, som lovforslaget angiver.

Her er et uddrag af eksempler:

• I en artikel fra Illustreret Videnskab (2024) citeres ph.d. i pædagogisk psykologi, Pernelle Rose Hansen: ”Konkret mener hun heller ikke, at der er evidens for at sige, at lige deleordninger er bedst for børnene”.

• I en anden artikel fra Illustreret Videnskab (2017) bemærkes det om ph.d. og forsker ved Center for Health Equity Studies ved Stockholm Universitet og Karolinska Institutet i Sverige, Emma Fransson: ”Selv om studiet viser, at børn generelt trives bedre og er sundere, når de tilbringer lige meget tid hos mor og far, mener Emma Fransson ikke, at det er grundlag nok til at lave deciderede anbefalinger. Det, der fungerer for én familie, fungerer ikke nødvendigvis for en anden, påpeger hun”.

• I november 2024 nåede en norsk undersøgelse frem til, at børn med skæve samværsordninger havde færre symptomer på depression end børn i deleordninger – og dermed, at andre forhold end samværsordningen i sig selv kan have betydning.

Hertil kommer flere nationale ændringer:

• Sidste år reviderede Australien den familieretlige lovgivning ved at fjerne tilgangen om, at forældre skal have ligeligt delt forældreansvar for deres børn.

• Det samme skete i Albanien, også sidste år: ”Reformerne fjerner formodningen om lige delt forældreansvar, som ofte er blevet misforstået som om, at forældre har ret til lige fælles tid. Dette har tvunget nogle forældre til at acceptere ordninger med lige tid, der er usikre. Ændringen gør det klart, at alle beslutninger om forældreordninger bør tage udgangspunkt i hvilke ordninger, der bedst opfylder det enkelte barns behov”.

Forslagsstillerne henviser til forskellige ”gevinster ved delt forældreskab”. De anfægtes ikke i dette notat. Der kan således, såfremt omstændighederne underbygger det, være tale om en lang række forhold i sagen, der samlet set fører til sådanne gevinster.

Men da der ikke er tale om entydige forståelser, bliver tilgangen om at udrulle almene sammenhænge på et område med konkrete enkeltsager problematisk:

Fra almene sammenhænge til konkrete sager

I mange undersøgelser betragtes ”børn” som en umiddelbart homogen størrelse og angiver f.eks., at der kan være fordele for disse ”børn” ved at indrette sig på en bestemt måde i en given sammenhæng. Dermed træder forbehold, undtagelser og de børn, der ikke opnår de nævnte fordele, i baggrunden – og konsekvensen bliver, at den pågældende indretning i sig selv bliver ”løsningen”: at fordi deleordninger generelt rummer forskellige goder, har et barn bedst af at være i en deleordning.

Forslagsstillerne skriver f.eks.: ”Når et barn ser begge forældre regelmæssigt og i lige stor grad, undgår de potentielt at blive en »budbringer« mellem forældrene”.

”Potentielt”, ja, for dét afhænger selvsagt af den konkrete sag. Det er et forbehold, man er nødt til at indtænke, før man kan afklare, hvad den konkrete sag faktuelt indeholder. Og det er derfor ikke nødvendigvis det delte forældreskab, der sikrer gevinsterne, men f.eks., at barnet er i dén ordning, der passer til barnets konkrete behov og ønsker – uanset ordning.

Fokus: samværsordning ikke udgangspunkt, men konklusion

At tage udgangspunkt i en konkret samværsordning er således ikke hensigtsmæssigt, fordi man derved ikke tager hensyn til sagens karakteristika. I stedet bør man fastholde dén håndtering, der allerede praktiseres i denne sammenhæng:

Tilgangen er, at forældrene og myndighederne skal oplyse sagen tilstrækkeligt og på baggrund heraf vurdere, hvad den bedste løsning for det pågældende barn er.

Der kan være flere omstændigheder, der peger i forskellige retninger: geografiske afstande, eventuelle søskende, barnets relationer i øvrigt, barnets perspektiv, barnets dagligdag (herunder fritidsinteresser), forældrenes samarbejde osv. Det er dem, der skal vægtes og vurderes, for at nå en afklaring af den ”bedste løsning” i den pågældende sag.

For nogle børn vil den bedste ordning være en deleordning (7/7 eller 8/6). For andre børn vil en weekendordning være den bedste løsning (12/2 eller 11/3). Og så er der alle de andre ordninger mellem 7/7 og 14/0 samt de mere kreative ordninger som 14/14, 3/3/3/3 osv.

Men samværsordningen kan ikke være udgangspunktet – den er konklusionen af en grundig analyse.

Desuden skal man betragte sagen i et udviklingsperspektiv og således justere ordningen ud fra barnets alder og stigende modenhed, hvis barnet ændrer holdning, hvis andre forhold medfører behov for ændringer osv.

For snæver ramme for undtagelser

Forslagsstillerne angiver selv, at ”undtagelser kun bør ske ved anden aftale eller hvor særlige forhold gør sig gældende som f.eks. vold eller forsømmelse”.

Denne afgrænsning er ikke hensigtsmæssig, fordi der kan være yderligere forhold. Et banalt eksempel kan handle om geografi: hvis forældrene flytter til hver sin ende af landet kan det i praksis være umuligt at praktisere en deleordning for et skolebarn.

Og det samme kan gøre i de andre sammenhænge, som Familieretshuset inddrager til at vurdere den bedst muligt samværsordning i den enkelte sag. For eksempel vægtes barnets perspektiv og egen tilgang forholdsvis meget i kraft af alder og modenhed. Dette er heller ikke omfattet af afgrænsningen.

Hertil kommer i øvrigt den nuværende håndtering af delt bopæl og Familieretshusets beskrivelse heraf: ”Når I aftaler delt bopæl, så bortfalder alle jeres tidligere aftaler og afgørelser om bopæl og samvær, og det er op jer selv at indgå de aftaler, der er nødvendige”.

Der lægges således op til et udvidet samarbejde, som ikke kan forventes i alle sager, herunder særligt sager med et højt konfliktniveau.

Afslutning

”Skilsmissefamilien” har altid haft fokus på barnets behov og barnets bedste, når forældrenes skilsmisserelaterede udfordringer skal løftes og løses. Også med hensyn til bopæl, samværsordning og alle de øvrige konkrete problemfelter, der kan opstå: nemlig at det er sagens konkrete omstændigheder, der afgør, hvordan de enkelte punkter skal afklares.

Specifikt omkring samværsordning: barnet skal være i dén samværsordning, der på baggrund af en grundig afklaring af sagens faktuelle omstændigheder vurderes bedst til det pågældende barn.

Sådanne vurderinger kan ikke afløses eller blot anfægtes af almene tilgange. Sådan har det været i årevis, og sådan bør det også være fremover.

Undertegnede og ”Skilsmissefamilien” bidrager gerne yderligere til såvel dette beslutningsforslag som skilsmisseområdet generelt, ligesom eventuelle spørgsmål, dialog og lignende også er velkomne.

Med venlig hilsen

John Bugge

”Skilsmissefamilien” – www.skilsmissefamilien.dk

Henvisninger:

• Familieretshuset: ”Delt bopæl”.

  https://familieretshuset.dk/foraeldreansvar/foraeldreansvar/barnets-bopael/%C3%B8nsker-i-at-dele-barnets-bopael-aendring

• FCFCOA: ”Landmark Family Law Act reforms come into effect” (Albanien) (2023)

  https://www.fcfcoa.gov.au/news-and-media-centre/media-releases/ag-mr060524

• Illustreret Videnskab (2024): ”Ny forskning i skilsmissebørn deler vandene: Bør fædre få ret til mere samvær?”.

  https://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-forskning-i-skilsmisseboern-deler-vandene-boer-faedre-faa-ret-til-mere-samvaer/

• Illustreret Videnskab (2017): ”Skilsmissebørn med lige tid hos mor og far klarer sig bedst”

  https://videnskab.dk/kultur-samfund/skilsmisseboern-med-lige-tid-hos-mor-og-far-klarer-sig-bedst/

• Landers, Australien (2023):

  https://www.landers.com.au/legal-insights-news/equal-shared-parental-responsibility-set-to-be-abolished

• Sandberg, Kristian (2023): ”Shared Parenting and Father Involvement after Divorce in Denmark”. Frontiers in Psychology, vol. 14, 2023.

• Skilsmissefamilien (2024): ”Børn i deleordninger klarede sig dårligere”.

  https://www.skilsmissefamilien.dk/post/born-i-deleordninger-klarede-sig-daarligere

• Warshak, Richard (2014): ”Social science and parenting plans for young children: A consensus report”. Psychology, Public Policy, and Law, 2014, vol. 20.

• Warshak, Richard (2016): ”Stemming the tide of misinformation: international consensus on shared parenting and overnighting”.

Pinlig dialog i Folketinget

En debat om et forbud mod flerkoneri udviklede sig pinligt, hvor der blev kommenteret på ”rullende øjne” og ”voksenskældud”.

I torsdags behandlede et lovforslag om et bredere forbud mod polygami (flerkoneri). Dét kan du læse mere om i denne artikel.

Normalt er tonen både respektfuld og venlig under Folketingets debatter, selv om der også kan blive gået til hinanden. Men under torsdagens debat drejede dialogen i en højst overraskende retning.

Du kan se videoen af den usædvanlige dialog herunder.

Det skete, da Brigitte Klintskov Jerkel (Det Konservative Folkeparti) først kommenterede på, at udlændinge- og integrationsministeren Kaare Dybvad Bek (Socialdemokratiet) tilsyneladende grinede rystede på hovedet af én at hendes kommentar – og øjeblikket efter, da hun om Frederik Vad (Socialdemokratiet) udtalte sig om lovforslaget, at ”… det er ganske udmærket, at der bliver gjort noget i forhold til det her. Og det kan ordføreren så være uenig i, og det kan jeg jo så se på ordførerens øjne, der vender opad mod loftet, at han er”.

”Voksenskældud”

Men her sluttede det ikke. Da Zenia Stampe (Radikale Venstre) øjeblikke senere gik på talerstolen, præciserede hun kort, at alle ”er enige i, at det ikke skal være lovligt at bedrive flerkoneri i Danmark” – men fortsatte så betragtningen om, at politikerne ”spilder hinandens tid”.

Hun spurgte ud i salen, hvorfor det pågældende beslutningsforslag overhovedet var fremstillet uden forudgående dialog – og hun besvarede det for så vidt også: ”Det er da, fordi man bare gerne vil markere, at man er lidt mere aktiv på den her dagsorden eller vil det lidt mere end nogle andre, eller at man kom til at sige til et eller andet medie for et halvt år siden, at man ville fremsætte det her beslutningsforslag”.

Hun påpegede den manglende dialog ”… i stedet for straks at fare til tasterne og lave et beslutningsforslag, for at man kan sige i medierne, at man har fremsat det, og for at man kan stå her og spilde hinandens tid”.

Zenia Stampe sendte desuden en bredside af sted mod forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti: ”Desværre har jeg også Dansk Folkeparti mistænkt for jo ikke at være så optaget af de piger, det handler om”.

Det blev dog først Brigitte Klintskov Jerkel, der responderede på talen:

”Jeg bliver simpelt hen så træt, når jeg hele tiden skal høre fru Zenia Stampe komme med voksenskældud her i Folketingssalen. Så er der noget galt med de her beslutningsforslag, som partierne kommer med. Så er det sjusk, og så er det dårligt skrevet, og nu spilder vi også hinandens tid osv. Helt ærligt, kan vi ikke blive fri for det der voksenskældud hele tiden og så forholde os til indholdet i de forslag, som partierne kommer med. Det andet er simpelt hen træls at blive ved med at høre på”.

Zenia Stampe indledte sit svar med at forholde sig til den omtalte ”voksenskældud”:

”Nej, man kan ikke slippe for voksenskældud. Og når man selv kalder det for voksenskældud, må det være, fordi man selv føler sig som et barn; det står ikke for min regning. Det må da være det. Jeg ville da aldrig sige, at andre gav mig voksenskældud, medmindre det var, fordi jeg faktisk følte mig som et barn”.

Brigitte Klintskov Jerkel replicerede:

”Jamen jeg skal da gerne uddybe det, hvis ordføreren ikke forstår, hvad der menes med voksenskældud. Det er voksen til voksen. Men helt ærligt, fru Zenia Stampe, det er ved at være rimelig trættende at høre på; det er hver evig eneste gang, at der så kommer den der svada af skældud”.

Så blev det Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, der havde været med til at fremsætte beslutningsforslaget:

”Jeg får måske i lighed med fru Brigitte Klintskov Jerkel en smule hovedpine af de her meget, meget lange og påtaget indignerede tirader fra fru Zenia Stampe på talerstolen igen og igen. Men det skal Radikale Venstre være velkomne til, hvis det er det, de vil føre politik på”.

Det skal bemærkes, at der her er uddrag af dialogen. Vil du læse dialogen i sin helhed, fremgår denne af referatet af mødet. Dét kan du finde lige her (åbner eksternt).