Barnets tarv

I skilsmisselovgivningen indgår ”barnets tarv” som et vigtigt omdrejningspunkt. I denne artikel ser vi nærmere på, hvad begrebet dækker over.

”Barnets tarv” er en samlet betegnelse, der blandt andet dækker over barnets behov (f.eks. et sted at bo, mad og transport) samt de mere ”bløde” behov som tryghed, omsorg og kærlighed. Sikringen af disse tarv er typisk en opgave for forældrene, men kan også ligge hos andre med del i forældremyndigheden, værge og lignende eller hos myndighederne.

I de fleste familier er barnets tarv normalvis ikke en faktor, der er særlig meget opmærksomhed omkring, fordi forældrene, barnet selv og andre omkring barnet ganske udramatisk sørger for barnet. Men der kan opstå udfordringer, som rejser tvivl om barnets velbefindende.

Og her bliver det meget tydeligt, at forældrene og evt. andre har har et meget stort ansvar for at sikre barnets behov i bred forstand.

FN´s Børnekonvention

I ”Bekendtgørelse af FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder” (eller blot ”Børnekonventionen”) dukker begrebet ”barnets tarv” op enten direkte eller indirekte en del gange, f.eks. i disse enkelt-artikler (med egne fremhævninger):

• Artikel 3, stk. 1: ”I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række”.

  
  

• Artikel 9, stk. 1: ”Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl”.

  
  

• Artikel 9, stk. 3: ”Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv”.

  
  

• Artikel 12, stk. 1: ”Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed”.

  
  

• Artikel 18, stk. 1: ”Deltagerstaterne skal bestræbe sig på at sikre anerkendelse af princippet om, at begge forældre har fælles ansvar for barnets opdragelse og udvikling. Forældrene, eller i givet fald værgen, har hovedansvaret for barnets opdragelse og udvikling. Barnets tarv skal for dem komme i første række”.

  
  

• Artikel 27, stk. 4: ”Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler til at sikre inddrivelse af underholdsbidrag til barnet fra forældrene eller andre personer med økonomisk ansvar for barnet, både i deltagerstaten og i udlandet”.

Danmark tiltrådte Børnekonventionen i 1989 og har derfor forpligtet sig til at efterleve konventionen, selv om Danmark aldrig har ratificeret den og dermed ikke har gjort den til en naturlig del af lovgivningen.

Skilsmissesager

Der er derfor flere sammenfald mellem FN´s børnekonvention og eksempelvis Forældreansvarsloven, f.eks.:

• § 1: ”I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række”.

  
  

• § 2, stk. 1: ”Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov”.

  
  

• § 2, stk. 2: ”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling”.

  
  

• § 4: ”Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold”.

  
  

• § 5: ”I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed”.

  
  

• § 19: ”Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos”.

  
  

• § 34: ”Barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk”.

Der er derfor en række krav til, at barnets behov og interesser sikres i en skilsmissesag – hvad enten det handler om at sikre barnets perspektiv, rettigheder eller dækningen af dets behov, eller det handler om at beskytte barnet fra forskellige uhensigtsmæssige forhold.

Disse kan f.eks. omfatte:

• Barnet får bopæl hos dén forælder, hvor dette samlet set skønnes bedst for barnet, herunder på baggrund af barnets tilknytning og relation til begge forældre, geografi og barnets eget synspunkt

  
  

• Barnet får samvær med samværsforælderen for at sikre dets ret til begge forældre

  
  

• Barnet inddrages via eksempelvis en samtale med en børnesagkyndig medarbejder fra Familieretshuset, så dets perspektiv belyses – og perspektivet vægtes ud fra alder, modenhed osv.

Modsatrettede hensyn

Men der er mange forskellige og ofte modsatrettede hensyn, og det kan derfor være en udfordring entydigt at definere barnets tarv og sikre dem efterfølgende. Det kan føre til afgørelser, der afhjælper nogle udfordringer, men bevarer eller forstærker andre:

• Barnets behov for kontakt til samværsforælderen bliver ikke nødvendigvis mødt, fordi den geografiske afstand mellem dem er for stor (kan barnet reelt ikke komme i skole, bliver udgangspunktet formodentlig samvær hver anden weekend)

  
  

• Barnets behov for kontakt til samværsforælderen bliver ikke mødt, fordi kontakten modarbejdes af bopælsforælderen, myndighederne eller andre, f.eks. fordi barnet uretmæssigt holdes væk fra samværsforælderen (forældre-fremmedgørelse)

  
  

• Barnets behov for kontakt til samværsforælderens bliver ikke mødt, fordi sidstnævnte har en ringe forældreevne, har begået visse former for kriminalitet uforeneligt med samvær og lignende

  
  

• Påstande om, at en forælder udsætter barnet for f.eks. vold, kan tages for pålydende af myndighederne – selv om påstandene ikke er faktuelt korrekte

  
  

• Andre tilgange som ligestilling mellem forældrene samt forældrenes individuelle rettigheder, behov og ønsker bliver ofte sekundære, eftersom hensynet til barnet skal stå forrest

At sikre barnets tarv

Det er hensigtsmæssigt, at forældrene fokuserer på og indtænker barnets tarv. Dette gælder, når forældrene generelt skal afklare barnets behov for fremtiden som skilsmissebarn. Der kan f.eks. være behov for, at en forælder tilbyder at betale f.eks. et efterskole-ophold fuldt ud for barnet, hvis den anden forælders økonomi er begrænset – eller at den ene forælder alene sikrer transporten af barnet.

At indtænke barnets tarv gælder f.eks. også under et møde i Familieretshuset, hvor en eventuel uenighed med den anden forælder risikerer at dreje fokus over på andre (irrelevante) sammenhænge.

Forældrene vil dermed sagtens kunne opleve, at de må tage et skridt tilbage fra egne ønsker og tilgange, fordi de reelt kan være uforenelige med sikringen af barnets tarv.

Det omfatter eksempelvis spørgsmålet om bopæl, samvær, det økonomiske forhold mellem forældrene og transport.

Begge forældre vil eksempelvis kunne ønske sig udvidet kontakt med et forholdsvis nyfødt barn, men her kan det være myndighedernes tilgang at sikre en ”tryg base” for barnet med begrænset samvær, der så med tiden kan udvides (afhængig af forholdene i den enkelte sag).

Også myndighederne

Forældrene skal sikre barnets tarv, og dét skal myndighederne også. Her vil det selvsagt være afgørende, at myndighederne træffer den ”rigtige afgørelse”. Fejlkilder / bias er ikke usædvanlige, og der kan rejses berettiget tvivl, når myndighederne dels vægter forholdene i sagen og dels træffer afgørelser på denne (tvivlsomme) baggrund.

Det kan f.eks. være situationen, når myndighederne suspenderer samværet for at holde et barn ude af forældrenes konflikt... for er det reelt en hjælp for barnet at bryde kontakten til den ene forælder, eller holder man faktisk en vigtig ressource i den anden forælder ude af barnets liv?

Det stiller store krav til myndighederne, og de skal honoreres i det familieretlige system. Ikke at der stæbes efter at nå bestemte udfald, men at der er stor sikkerhed omkring, at dét udfald, der nu engang bliver i sagen, er konklusionen af en faktuel og tilstrækkelig oplysning af sagen, stor refleksion på tværs af mulige løsninger og stor sagsbehandlingsmæssig ekspertise.

Derfor bør skilsmissesystemet kontinuerligt sikres både den rette opmærksomhed, men også sikring af økonomi, faglige kompetencer osv. Der er jo tilført yderligere ressourcer til Familieretshuset for at få tiden til sagsbehandling og ventetiden ned, men der forestår givetvis endnu større pukler: eksempelvis kan det overvejes, om alle sager bør screenes psykologisk for at afklare, om forældreevnen omfatter et klart og vedholdende fokus på barnets tarv – og således sikre, at en forælder ikke fører skilsmissekrig mod den anden forælder, udøver forældre-fremmedgørelse og lignende.

Og netop forældre-fremmedgørelse viser én af de store udfordringer. For når et barn netop er blevet eller fortsat bliver påvirket af den ene forælder, så det vender sig mod den anden forælder, står man reelt i en vanskelig situation. For hvad er den korrekte løsning? At lytte til barnets perspektiv og ord, fordi man i højere grad anerkender disse og tillægger dem væsentligt / afgørende vægt – selv om det reelt kan dække over, at der netop ikke er tale om barnets perspektiv, eftersom barnet er manipuleret til at indtage den pågældende holdning…

Det kan med andre ord være en særdeles vanskelig opgave både at definere og sikre barnets tarv. Der skal derfor være ganske stor opmærksomhed omkring, hvad barnets tarv er i den konkrete sag. Dét gælder både forældrene, myndighederne, Retten og andre aktører. 

Få mere viden om ”barnets tarv”

Denne tekst har kort beskrevet emnet, så læseren får den helt grundlæggende viden om, hvordan barnets tarv skal defineres, beskyttes, sikres osv.

Men det er selvsagt ikke praktisk muligt at beskrive alle sammenhænge. Derfor kan det være en god ide at søge yderligere viden fra ”Skilsmissefamilien” af såvel almen karakter som i forhold til sin egen families situation.

Du kan skrive direkte til ”Skilsmissefamilien” via denne mail – eller slutte dig til den tilhørende Facebook-gruppe via denne side.

Børne- og ungeydelsen med reglerne om deling

Denne tekst handler om børne- og ungeydelsen, der (som udgangspunkt) deles mellem forældrene.

Børne- og ungeydelsen er faktisk to ydelser, baseret på barnets alder: børneydelsen er for børn fra 0-14 år, mens ungeydelsen er for unge mellem 15 og 17 år (dvs. indtil den unge fylder 18 år).

Børne- og ungeydelsen: generelt

Børne- og ungeydelsen udbetales automatisk til den ene eller begge forældre (se om delingen herunder), hvis en række betingelser er opfyldt:

• Forælderen har forældremyndighed over barnet

• Barnet er under 18 år

• Barnet opholder sig i Danmark

• Forælderen bor i Danmark

• Forælderen er fuldt skattepligtig i Danmark

• Barnet er ikke forsørget af det offentlige

• Forælderen har boet eller arbejdet i Danmark i mindst 6 år inden for de sidste 10 år – eller i mindst 2 år, hvis forælderen har fået børne- og ungeydelse før 1. januar 2018

Bortfald af børne- og ungeydelsen

Børne- og ungeydelsen kan eventuelt bortfalde i en periode (dette vil Udbetaling Danmark orientere om skriftligt, hvis dét sker). Det kan eksempelvis ske, hvis:

• et forældrepålæg ikke er overholdt, efter kommunen har udstedt dette, når der eksempelvis er risiko for, at barnets udvikling er i fare

• barnet ikke har deltaget i læringstilbud om sprogstimulering for 1-årige

• pligten til sprogvurdering eller sprogstimulering for 2-3-årige ikke er overholdt

• pligten til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet for 15-17-årige ikke er overholdt

• barnet har haft ulovligt fravær fra undervisning på 15 % eller derover i en periode

Deling af børne- og ungeydelsen

Den 10. december 2020 vedtog Folketinget (med 96 stemmer for og ingen imod) lovforslaget med ikrafttræden den 1. januar 2022. Dermed blev det indført, at børne- og ungeydelsen som udgangspunkt deles mellem forældrene.

Udgangspunktet

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det er en generel forudsætning, at begge forældre har del i forældremyndigheden.

Desuden er der forskel på, om forældrene bor sammen eller ej (dvs. om forældrene har samme folkeregisteradresse eller ej).

Forældrene bor sammen

Siden den 1. januar 2022 er ydelsen som udgangspunkt blevet delt, så hver forælder får halvdelen af ydelsen.

Desuden gælder, at:

• Ydelsen vil blive indbetalt på respektive forælders NemKonto. Har de samme NemKonto, bliver begge halvdele sat ind på denne

• Det er ikke muligt at ændre på, at begge forældre får udbetalt en halvdel hver

• Tidligere kunne ydelsen blive sat ned, hvis éns egen eller ægtefællens indkomst var for høj. Nu (dvs. efter 1. januar 2022) kan kun modtagerens egen indkomst medføre, at ydelsen sættes ned – den anden forælders indkomst har således ingen relevans i denne sammenhæng

Forældrene bor ikke sammen

I forbindelse med indførslen af delingen af børne- og ungeydelsen den 1. januar 2022, var der en vis ”uro” omkring, at den nye deling kun gjaldt nogle og ikke alle par.

Nu er indkørings-perioden for længst overstået, og fremadrettet gælder det for alle par, der går fra hinanden, at børne- og ungeydelsen som udgangspunkt vil blive delt mellem forældrene, så de begge får en halvdel af ydelsen udbetalt.

Der er dog en række forbehold og mulige scenarier, man skal være opmærksom på, herunder at har en forælder den fulde forældremyndighed, så får den pågældende forælder hele ydelsen. Og der er flere situationer:

Bor ikke sammen: kan ændre udbetalingen mellem sig

Forældrene kan ved enighed aftale, hvordan ydelsen bliver udbetalt: enten ved, at hver forælder får halvdelen af ydelsen – eller at én af forældrene får den fulde ydelse. Det er ikke muligt at dele ydelsen på anden vis, f.eks. 70/30.

Ønsker begge forældre denne aftale, skal dén forælder, der hidtil har modtaget ydelsen, informere myndighederne om aftalen og således, hvordan ydelsen ønskes delt fremadrettet.

Er forældrene imidlertid ikke enige om at ændre udbetalingen, bliver det lidt mere kompliceret:

Her vil ydelsen som udgangspunkt blive delt, hvis forældrene har en 7/7- eller 8/6-ordning. Ved 9/5-ordninger eller derover kan dén forælder, der har barnet boende hos sig, få udbetalt den fulde ydelse.

Dette kræver:

• En aftaleblanket om samvær underskrevet af Familieretshuset (blanketten skal være underskrevet på et møde i Familieretshuset)

• Et forlig indgået i Familieretshuset, som fremgår af et mødereferat eller et dokument, der særskilt gengiver samværsaftalen

• Et forlig indgået i retten, som er tilført retsbogen

• En samværsafgørelse om endeligt fastsat samvær fra Familieretshuset eller Ankestyrelsen (afgørelsen kan ikke bruges, hvis samværet er fastsat for en midlertidig periode)

• En dom om endeligt fastsat samvær fra domstolene eller Familieretten (dommen kan ikke bruges, hvis samværet er fastsat for en midlertidig periode)

Andre vigtige informationer

Desuden nævnes flere informationer, som det kan være hensigtsmæssigt at kende:

• Hvis barnet flytter til den anden forælder (og bopælen dermed skifter), kan ydelsen blive delt mellem forældrene. Den nye bopælsforælder skal give Udbetaling Danmark besked om dette.

• Børnebidrag og børnetilskud bliver ikke ændret som følge af delingen af børne- og ungeydelsen.

Få mere viden om ”børne- og ungeydelsen”

Denne tekst har kort beskrevet emnet, så læseren får den helt grundlæggende viden.

Der er dog mange ting i spil, og reglerne omkring børne- og ungeydelsen (især omkring delingen) kan godt være en kringlet størrelse.

Derfor kan det være en god ide at søge yderligere viden fra ”Skilsmissefamilien” af såvel almen karakter som i forhold til sin egen families situation.

Du kan skrive direkte til ”Skilsmissefamilien” via denne mail – eller slutte dig til den tilhørende Facebook-gruppe via denne side.

Barnets alder og skilsmisse

En skilsmisse kan være indgribende på barnet, men dets alder kan have en væsentlig betydning for, hvorvidt og hvordan barnet påvirkes af bruddet.

Artiklen blev oprindelig skrevet den 30. april 2021, men er blevet revideret og genudgivet den 30. august 2024.

Det er vigtigt at understrege, at overvejelserne i artiklen kke skal betragtes som en facitliste. Børn er individuelle, og der kan således være udsving i forhold til dét, man kan betegne den ”typiske” adfærd.

Opsplitning af familien, skift mellem to hjem, følelsesmæssige udfordringer… en skilsmisse kan bestemt godt være traumatiserende for et barn. Men i hvilken alder vil det være værst for barnet, at forældrene bryder familien op?

Dét spørgsmål har det amerikanske medie ”Fatherly” taget op.

Her slås det indledningsvis fast, at en skilsmisse i sit udgangspunkt er indgribende på barnet uanset alder. Men den mere nuancerede forklaring er, at der faktisk er alderstrin, hvor forældrenes skilsmisse kan være mere traumatiserende for barnet end andre alderstrin.

Som det beskrives i artiklen: ”Babyer og teenagere kan måske være i stand til at modstå en skilsmisse, men de yngre børn (red.: 3-11 år, se herunder) har brug for særlig pleje, når familien går i stykker”.

Forskellige indvirkninger

Ifølge den amerikanske psykolog dr. Scott Carroll vil et barn under 2 år kun marginalt blive traumatiseret, fordi barnet ikke vil have de fornødne kognitive evner. Han tilføjer dog: ”Selv 2-årige har en hukommelse, så de er opmærksomme på ændringerne på et følelsesmæssigt snarere end et kognitivt niveau”.

Dén uro, som et mindre barn eventuelt måtte føle, kan således registreres og huskes emotionelt fremadrettet. Det ses i øvrigt hos adoptivbørn og særligt dem, der har oplevet flere skift af omsorgspersoner i den tidlige barndom.

I den tidlige del af barndommen knytter barnet sig til de primære omsorgspersoner. Og gennem opvæksten (og ifølge artiklen særligt ved alderen 3 til 11 år) lærer barnet om den betydningsfulde relation mellem forældrene og knytter sig yderligere til begge forældrene og familien som helhed. Derfor kan en skilsmisse netop i denne periode give særlige udfordringer.

Samtidig har barnet ikke udviklet uafhængighed og er egocentrisk / selvoptaget, og dét kan medføre en risiko for, at barnet kan tage opbruddet på sig i forhold til ansvar, skyld osv.

Konflikt den sværeste del

Scott Carroll udtaler desuden, at skilsmissen i sig selv ikke er den sværeste del. Dét er derimod den eventuelle konflikt. Han forklarer, at konflikten især påvirker barnet, hvis den udspiller sig foran barnet – og endnu værre, hvis forældrene kommunikerer via barnet eller nedgør den anden forælder.

Dét betyder imidlertid også, at alvorlige / konfliktfulde problemer i en familie, der leder til en skilsmisse, faktisk kan være befriende for barnet. For da vil skilsmissen umiddelbart kunne afslutte den umiddelbare konflikt, som barnet dermed ikke længere er direkte del af.

Når kontakten brydes

Der er dog også en risiko for, at en forælder efter en skilsmisse glider ud af barnets liv – ikke nødvendigvis på grund af konflikt, men af andre grunde: fysiske afstande, personlige udfordringer hos den pågældende forælder, andre prioriteringer og lignende.

Og dét kan især være problematisk i de mere egocentriske / selvoptagne dele af barnets opvækst, hvor det retter spekulationerne indad, herunder om forælderens exit fra barnets liv skyldes barnet selv.

Teenagere

Det vil dog ofte forholde sig anderledes hos ældre børn. Som dr. Scott Carroll udtaler: “Når et barn går gennem puberteten, er der mere potentiale til at acceptere og forstå forældrenes skilsmisse. Jeg har været i kontakt med teenagere, der talte for deres forældres skilsmisse. Nogle gange er de unge de klogeste i rummet”.

Han understreger, at børn ofte kan sørge og tilpasse sig i et år eller længere, men at de ofte formår at tilpasse sig den nye virkelighed.

Det skyldes særligt dén modstandskraft / resiliens, som typisk følger af modenheden, og som gør den unge i stand til at forstå, begribe, håndtere og måske acceptere forældrenes skilsmisse.