top of page

Nyheder

  • 8. feb. 2021
  • 1 min læsning

Det nye nødkrisecenter ligger i København på en hemmelig adresse og har åbent de kommende 3 måneder.


ree

(modellen på billedet har ingen forbindelse til indholdet af denne artikel)



I dag åbner et nyt midlertidigt nødkrisecenter til kvinder.



Baggrunden er, at antallet af henvendelser til krisecentrene er steget under Corona-krisen og den efterfølgende nedlukning af samfundet. Derfor har Social- og indenrigsministeriet tidligere bevilget penge til et midlertidigt nødkrisecenter for voldsudsatte kvinder og børn.


Nødkrisecentret er i første omgang åbent i 3 måneder og ligger på en hemmelig adresse i København. Det er dog samme adresse som nødkrisecentret i foråret, og ifølge Dansk Kvindesamfunds Krisecentre er de ”nu endnu bedre klædt på til at støtte og skabe stabile rammer for børn og kvinder”.


På det nye nødkrisecenter vil der ifølge Dansk kvindesamfunds Krisecentre ”være plads til kvinder med tre eller flere børn, som ikke altid kan huses på traditionelle krisecentre, ligesom kvinderne kan indlogeres hele døgnet – fx via en politiudrykning til et hjem med vold”.


Desuden vil der være ”særligt fokus på pædagogiske tilbud til børnene”.


Som nævnt er det i dag, den 8. februar 2021, at kvinder og børn eventuelt kan få adgang. Det beskrives, at ”man visiteres gennem Danner via en telefonsamtale eller fysisk samtale” og at ”Dansk Kvindesamfunds Krisecenter, personale hos politi, kommuner eller andre front-funktioner kan ringe til Danner og forhøre sig på vegne af en borger, og herefter vil der blive truffet aftale om det videre forløb”.


Det skal i øvrigt bemærkes, at Dansk kvindesamfunds Krisecentre understreger, at man trygt kan kontakte dem, hvis man er i tvivl, om man er i målgruppen for et ophold på et krisecenter.

 
 
 
  • 6. feb. 2021
  • 3 min læsning

Forlagene udsender flere spændende skilsmisse-relaterede bøger den kommende tid.


ree

I den kommende tid udgiver eller genudgiver flere forlag en lang række bøger, som forholder sig til skilsmisse, forældreskabet og lignende.


Her sætter vi fokus på 5 af dem: en børnebog, 3 skønlitterære bøger – og så en bog af en garvet canadisk sociolog, der skriver om forældremyndighed, delt forældreskab, familiemægling og børns beskyttelse, med fokus på fædrene.



"Dengang Amalie fik sindssygt mange papforældre"


Kim Fupz Aakeson står bag denne forunderlige bog om Amalie, der er en helt almindelig pige. I en helt almindelig familie med en mor og en far. Men en dag vågner hun op og finder en papmor på badeværelset. Og om eftermiddagen ringer endnu én på døren. ”Man vænner sig vel til det”, siger Amalie. Men Amalie når dårligt nok at vænne sig til det. For pludselig vælter det ind med papforældre! Med vanlig varme og Fupz’sk humor sætter ”Dengang Amalie fik sindssygt mange papforældre” det moderne børneliv på spidsen.


Bogen retter sig mod børn fra 5 år. Den udgives fra Politikens Forlag og forventes at udkomme den 25. februar 2021.


Du finder bogen med yderligere oplysninger under ”Materiale”, ”Materiale: bøger” og kategorien ”Bøger til børn og unge”.



"I egetræets skygge"


Esther har mistet fodfæstet efter en svær skilsmisse, og weekenderne uden sønnen Adrian er smerteligt ensomme. Hver anden lørdag går hun ud til en gammel eg på en eng ved vandet. Der møder hun en dag Rut, en ældre dame med en fantastisk evne til at fokusere på det smukke i livet. Rut mindes sin ungdom, og Esther bliver fascineret af hendes fortællinger. Et uventet og smukt venskab opstår mellem de to kvinder. Men ikke alt er, som det umiddelbart ser ud til … Hvad er det for hemmeligheder, Rut skjuler? I sin søgen efter svar rejser Ester til Comosøen i Italien, hvor billedet af en kompliceret livsskæbne træder frem.


Bogen er skrevet af svenske Sofia Lundberg.


Den udgives fra People´s Press og forventes at udkomme den 10. marts 2021.


Du finder bogen med yderligere oplysninger under ”Materiale”, ”Materiale: bøger” og kategorien ”Skønlitteratur”.



"Efterskælv"


I efterdønningerne af en skilsmisse står en kvinde med sine to døtre. Hun er ramt, rasende og sårbar, og samtidig må hun definere rollen som kvinde, mor og menneske på ny. Og hun må forholde sig til egne bristede illusioner såvel som omverdenens forestillinger og konventioner.


Som fraskilt føler hun sig kastet ud af fællesskabet af mere vellykkede kernefamilier og gifte venner, der trænger sig på med velmenende råd. Kan hun genfinde fodfæstet og skabe en ny hverdag for sig selv og sine børn, når intet længere føles stabilt eller normalt? Hvordan er man en god mor for sine teenagebørn? Og hvad med kærligheden?


Bogen er skrevet af Rachel Cusk. Dens engelske titel er ”Aftermath”, og den vakte stor debat, da den udkom i England i 2012.


Den udgives fra Rosinante og forventes at udkomme den 16. marts 2021.


Du finder bogen med yderligere oplysninger under ”Materiale”, ”Materiale: bøger” og kategorien ”Skønlitteratur”.



"Forførernes klub"


Efter en svær skilsmisse er Flemming tvunget til at starte forfra. Han flytter til et sørgeligt baghus på Østerbro, mister både sit job og sin hverdag med børnene. Det eneste, Flemming vil, er at komme tilbage til det liv, han kender. Da det ser værst ud, støder han på en mystisk klub, der dyrker æstetik, mad og forførelse – og Søren Kirkegaards filosofi. Mødet med de karismatiske mænd og kvinder i Forførernes klub ændrer Flem- mings liv, og han bliver selv forvandlet. Verden ligger åben som en grillet østers.Pludselig kan han forføre sig til penge, indflydelse og sex. Men hvad vil han egentlig? Og hvad er prisen for at blive fri af sin fortid?


Bogen er skrevet af Thomas Rydahl.


Den udgives fra Politikens Forlag og forventes at udkomme den 8. april 2021.


Du finder bogen med yderligere oplysninger under ”Materiale”, ”Materiale: bøger” og kategorien ”Skønlitteratur”.



"Divorced Fathers"


Engang var fædre primært brødvindere og den disciplinerende forælder, men nu bliver fædre mere og mere involverede i deres børns liv. Bogen ser nærmere på, hvordan denne skiftende rolle har påvirket fædres oplevelse af skilsmisse og tab af beskyttelse, der ofte følger. Bogen argumenterer, at børn drager mest fordel af begge forældres kærlighed og støtte, og den argumenterer for aktivt forældreskab efter skilsmisse.


Den engelsk-sprogede bog er skrevet i 2011 af den erfarne sociolog Edward Kruk, der i årevis har beskæftiget sig med blandt andet forældremyndighed, delt forældreskab, familiemægling, forældre-fremmedgørelse, fraskilte fædre og børns beskyttelse.


Den udgives fra Fernwood Publishing Co Ltd og forventes at udkomme den 19. februar 2021.


Du finder bogen med yderligere oplysninger under ”Materiale”, ”Materiale: bøger” og kategorien ”Bøger til forældrene”.



 
 
 
  • 28. jan. 2021
  • 1 min læsning

Familieretshuset har fået nye og udvidede telefons-åbningstider.


ree

Familieretshuset meddeler i dag via deres hjemmeside, at deres telefon-åbningstider fra den 1. februar 2021 udvides med en halv time de fleste dage. Dermed åbner de telefonerne allerede kl. 8.30 mandag, tirsdag, onsdag og fredag.


De nye åbningstider er:

  • Mandag kl. 8.30-15.00

  • Tirsdag kl. 8.30-15.00

  • Onsdag kl. 8.30-15.00

  • Torsdag kl. 12.00-16.00

  • Fredag kl. 8.30-14.00


De udvidede åbningstider begrundes med, at ”rigtig mange borgere hver dag gerne vil i kontakt med Familieretshuset”.


Familieretshuset telefonnummer er i øvrigt 72 56 70 00.


Bemærk også, at det er muligt at bestille et telefonopkald, hvor en medarbejder kontakter én inden for et nærmere angivet tidsrum.


Dét kan du læse mere om i denne artikel fra ”Skilsmissefamilien”.


 
 
 

Skilsmissefamilien

  • Facebook

© 2025 - Skilsmissefamilien

bottom of page