Flere midler til voldsudsatte mænd og deres børn

Voldsudsatte mænd og deres børn får nu bedre muligheder for hjælp i København og Guldborgsund - og måske er der et lovforslag om varig hjælp på vej.

​Et bredt flertal af Folketingets partier er enige om at afsætte 1,5 millioner kroner til flere pladser på krisecentre for voldsudsatte mænd.

Ifølge Social- og Ældreministeriet får Mandecentrets afdeling i København 1 million kroner til at ”samle, udvide og styrke deres tilbud” samt være bedre i stand til at ”håndtere efterspørgslen efter hjælp fra voldsudsatte mænd, som de oplever under de nuværende COVID-19 restriktioner”.

Samtidig får Krisecenter Guldborgsund, der tilsyneladende oplever stor efterspørgsel efter pladserne, en halv million kroner til at oprette nødpladser til voldsudsatte mænd og deres børn for at ”modvirke et stort pres på kapaciteten, som kan blive øget under COVID-19-pandemien”.

Social- og Ældreminister Astrid Krag udtaler til ministeriets hjemmeside:

”Vold ødelægger mennesker, og det skal vi bekæmpe i alle former. Mænd skal kunne få hjælp, hvis de og deres børn har brug for at komme væk fra partnervold. Jeg er glad for opbakningen til at sætte ind med ekstra støtte til voldsramte mænd i en tid med corona-restriktioner”.

Beslutningsforslag på bordet

En plads på et krisecenter kan muligvis gøre en forskel for voldsudsatte i generel forstand, men også i forbindelse med en skilsmisse – og i øvrigt både for mænd og kvinder. Der er imidlertid en kønsmæssig forskel på sådanne tilbud, og dette er i øjeblikket oppe at vende på Christiansborg.

Den 5. marts 2021 fremsatte folketingsmedlemmerne Pernille Skipper (Enhedslisten) og Trine Torp (Socialistisk Folkeparti) således et beslutningsforslag, hvor der blandt andet står:

”Alle personer, uanset køn eller baggrund, har ret til samfundets beskyttelse, hjælp og behandling, hvis de udsættes for vold i nære relationer. Der er i dag begrænsede tilbud til mænd, der udsættes for vold i nære relationer”.

Og videre:

”Forslagsstillerne mener, at alle borgere, der udsættes forvold eller trusler om vold i nære relationer, har krav på beskyttelse og hjælp fra samfundet. Beslutningsforslaget indebærer derfor, at regeringen skal indkalde til forhandlinger om indførelse og finansiering af en ny § 109 a i serviceloven, der tilbyder en midlertidig boform, beskyttelse, rådgivning og behandling til mænd, der udsættes for fysisk eller psykisk vold eller trusler om vold i nære relationer. Mændene skal kunne være ledsaget af børn og skal i øvrigt kunne modtage samme type hjælp og støtte som kvinder, der tager ophold på tilbud efter servicelovens § 109. Også de børn, der eventuelt måtte ledsage mændene, skal kunne modtage psykologhjælp”.

Beslutningsforslaget vil (hvis vedtaget) medføre, at regeringen inden udgangen af folketingsåret 2021-22 skal indkalde til forhandlinger om indførelse og finansiering af et lovforslag, der med en ny bestemmelse i serviceloven sikrer voldsudsatte mænd ret til beskyttelse, behandling, rådgivning og en midlertidig boform på lige fod med voldsudsatte kvinder.

Beslutningsforslaget er i øjeblikket henvist til Ligestillingsudvalget, og ”Skilsmissefamilien” følger sagen fremadrettet.

"Det danske familieretssystem begår systematiske menneskerettigheds-krænkelser"

En jurist fremlægger sin bemærkelsesværdige påstand på et møde i Folketinget i morgen.

Model-foto.

Når Folketingets Social- og Ældreudvalg i morgen holder møde, bliver det med foretræde af en jurist med en bemærkelsesværdig påstand: at det danske familieretssystem begår systematiske menneskerettigheds-krænkelser, og at Danmark dermed med overvejende sandsynlighed overtræder sine internationale forpligtelser.

Juristens navn er Rasmus Munch Søndergaard: cand.jur. fra Aarhus Universitet i 2016 og med speciale i strafferetlige og menneskeretlige problemstillinger (læs mere sidst i artiklen).

Som grundlag for morgendagens møde (som formodentlig er lukket uden TV-transmittering) har han fremsendt et juridisk notat til Social- og Ældreudvalget, som gennemgås herunder.

To centrale og afgørende principper

”Dette notat”, indleder Rasmus Munch Søndergaard, ”søger at demonstrere, at to centrale og afgørende principper fastlagt i domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) ikke er blevet implementeret i det danske familieretssystem i sager om samvær mellem børn og forældre”.

Han peger her dels på kravet om at ”afbalancere relevante hensyn” og dels princippet om, at barnets tarv betyder, at barnet har ret til kontakt til sine forældre, medmindre disse er ”særligt uegnede” for barnet.

”Afbalancere relevante hensyn”

I forhold til at ”afbalancere relevante hensyn” henviser han til Familieretshusets standard-dokumenter, som myndigheden anvender i forbindelse med afslag på en ansøgning om samvær og nægter at fastsætte samvær.

Indledningsvis anerkender han, at Forældreansvarsloven sætter ”barnets tarv” i første række, hvilket er i overensstemmelse med EMD´s opfattelse. Men der er ikke, fortsætter han, ”oplistet, hvilke andre hensyn, der er saglige og relevante. Der findes dermed ikke i det nationale danske regelsæt henvisninger til, at forældre har relevante interesser, som også skal indgå i en afvejning overfor barnets tarv”.

Og dermed, fastslår Rasmus Munch Søndergaard, ”fører en mekanisk anvendelse af den nationale lovgivning til resultatet, at uanset karakteren eller alvoren af et hensyn, der er at tage til barnet, da vil det altid tage forrang for et hensyn til forældres interesser - i strid med princippet om afbalancering af interesse”.

”Særligt uegnet”-kriteriet

Det andet princip handler som nævnt om barnets tarv og herunder, at børns tilknytning til sine nære familiemedlemmer må bevares – undtagen i de tilfælde, hvor den pågældende forælder har vist sig at være ”særligt uegnet” til at tage vare på barnet.

Rasmus Munch Søndergaard inddrager i denne sammenhæng Europarådets guide til EMRK, hvoraf det fremgår, at ”familiebånd kun kan afskæres i ganske særlige tilfælde og at myndighederne har pligt til at foretage sig ”enhver tænkelig løsning”, der kan reparere og genopbygge en sund kontakt mellem forælder og barn.

Med henvisning til en sag, hvor Rasmus Munch Søndergaard deltog som partsrepræsentant, beskriver han, hvordan ”afgørelsen nægtede at fastsætte samvær” for en dreng med infantil autisme.

Afgørelsen, skriver han, er udtryk for en generel regel beskrevet i den tilhørende vejledning og citerer herfra: ”Afslag på eller ophævelse af samvær kan f.eks. være begrundet i, at barnet er udsat for en række belastninger. Der kan være tale om psykiske, fysiske eller sociale belastninger, som fører til en sådan udsathed hos barnet, at det vil være bedst for barnet, at der ikke er samvær. Barnets udsathed kan således føre til afslag på eller ophævelse af samvær, selv om der isoleret set ikke er noget at udsætte på samværsforælderen

Rasmus Munch Søndergaard skriver: ”Det er selvfølgelig klart, at en forælder ikke kan siges at være ”særligt uegnet” for barnet, hvis ”der ikke er noget at udsætte på forælderen”. Det kan også stilfærdigt anføres, at hvis et barn er i en udsat position, taler dette så meget desto mere for, at barnet har gavn af kontakt med begge sine forældre. Det pågældende hensyn kan derfor formentligt ikke sagligt (…) anlægges, idet det ikke er foreneligt med princippet, som EMD nedlægger i Gnahoré mod Frankrig i præmis 59”.

Og han fortsætter: ”Følgelig kan man ikke nægtes at have samvær med en sådan begrundelse, og den pågældende afgørelse er derfor formentligt i strid med EMRK art. 8, sådan som den fortolkes af domstolen. Det tyder på, at myndighederne ikke er opmærksom på princippet og derfor ikke har implementeret det i dens praksis”.

Desuden peger Rasmus Munch Søndergaard på, at en række andre hensyn på samme måde strider imod ”særligt uegnet”-kriteriet, herunder ”højt konfliktniveau mellem forældrene”. Han skriver:

”Situationen rummer også faren for en ”moral hazard”, idet der findes forældre, der af personlige årsager ønsker at fremmedgøre den anden forælder fra det fælles barn. I tilfælde, hvor en forælder ønsker at udelukke den anden fra samvær med barnet, kan den pågældende regel føre til, at man kan opnå en sådan fremmedgørelse i familieretshuset ved at sabotere samarbejdet mellem forældrene og ensidigt at skabe en konflikt. Familieretshuset kan altså nægte en forælder samvær i en sådan sag, uden at den pågældende forælder kan siges at have forårsaget, eller at have haft skyld i konflikten”.

Udvalgsmøde

Mødet i Folketingets Social- og Ældreudvalg finder sted i morgen, torsdag den 11. marts 2021 kl. 13.00. Der er formodentlig tale om et lukket møde uden TV-transmittering.

”Skilsmissefamilien” følger sagen samt Rasmus Munch Søndergaard fremover med henblik på, om mødet eventuelt starter en bredere dialog, politiske tiltag eller lignende.

Om Rasmus Munch Søndergaard

Rasmus Munch Søndergaard er som nævnt cand.jur. fra Aarhus Universitet i 2016 og med speciale i strafferetlige og menneskeretlige problemstillinger.

Han er desuden stifter af den juridiske rådgivningsvirksomhed ”Ulysses”.

Læs mere om Rasmus Munch Søndergaard via dette link – og om ”Ulysses” via dette link.

Aktuel sag om forældremyndighed og samvær

I en aktuel sag valgte retten at ændre samværet fra en 8/6- ordning til en deleordning. Læs advokats indsigtsfulde kommentarer til sagen.

Sagen er bragt af advokat med møderet for Højesteret, Viggo Bækgaard, fra ”Landsforeningen Børn og Samvær”. Ved at følge dette link kommer du til sagsfremstillingen samt Viggo Bækgaards kommentarer til dommen.

Og der skal som altid lyde en opfordring til at læse hele sagsfremstillingen og kommentarerne på grund af den store indsigt, de giver.

Derfor gengives sagen kun helt overordnet her:

Sagen

Den handler om en 5-årig dreng, som siden samlivsophævelsen havde haft bopæl hos sin mor. Sagen var anlagt af faderen: dels fordi moderen var flyttet kommune med en afstand på 15 kilometer, og dels oplevede faderen, at moderen modarbejdede især ferie- og helligdagssamværet, som var vigtig på grund af familiens muslimske tro.

Faderen anmodede derfor retten om en deleordning uanset placering af bopæl, mens moderen anmodede om at få forældremyndigheden alene og samværet fastsat som en 8/6-ordning.

Under sagen begyndte drengen at fortælle i institutionen at tale om, at han blev slået af moderen, hvilket medførte en underretning. På grund af forældrenes høje konfliktniveau indsendte også Familieretshuset en underretning.

Sagen endte med, at den fælles forældremyndighed ikke blev ophævet. Bopælen blev fastholdt hos moderen på grund af drengens følelsesmæssigt tætte forhold til hende. Og med hensyn til samværet valgte retten at følge faderens påstand og således ændre den eksisterende 8/6-ordning til en 7/7-ordning.

Særligt om samvær og forældremyndighed

Sagen betegnes af Viggo Bækgaard som ”atypisk” og at flere ting i sagen ”ikke er helt karakteristisk”. Dette omfatter blandt andet, at begge forældre er akademikere i gode stillinger, og at drengen er et ”særdeles velfungerende barn”.

Desuden anfører Viggo Bækgaard, at de givne omstændigheder normalt ikke automatisk vil føre til en 7/7-ordning – og at det i den sammenhæng er ”interessant, at parterne på trods af deres gensidige udtrykte modvilje mod den anden begge nedlægger påstand om deleordning”.

Spørgsmålet om ophævelse af den fælles forældremyndighed tager udgangspunkt i Forvaltningslovens § 11. Der skal således være holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, for at retten kan ophæve den fælles forældremyndighed.

Her fastslog retten, at begge forældre havde udvist evne og vilje til at samarbejde om drengen, og at de havde forstået at opretholde en løbende kontakt om drengen. De mindre uoverensstemmelser vedrørende pas var løst, og der var ikke påvist konkrete forhold, der gav retten grundlag for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde til bedste for drengen.

Derfor var der ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.

Læs mere

Du kan som nævnt læse hele Viggo Bækgaard´s sagsfremstilling og kommentarer ved at følge dette link.