Advokat: "Helt vildt dyr"

En førende advokat kommenterer på en aktuel sag, som angiveligt blev en fordyrende proces for klienten.

​Advokat med møderet for Højesteret samt formand og talsmand for ”Landsforeningen Børn og Samfund”, Viggo Bækgaard, kommenterer på én af sine egne sager.

Den endte med at blive ”helt vildt dyr” for klienten, fordi ”dommerens adfærd” havde påført vedkommende ”helt urimeligt store advokat-omkostninger”.

Som altid anbefales det at læse hans artikel i sin helhed, som beskrives overordnet herunder.

Sagen

Sagen omhandlede en pige på 14 år, som moderen havde haft ene-forældremyndigheden over siden fødslen, men hvor faderen i 2018 havde søgt om del i forældremyndigheden. Pigen trivedes generelt godt, om end med børneleddegigt. Desuden var samværet mellem far og datter ophørt i sommeren 2018.

Byretten pegede på, at det ”ikke kan udelukkes, at (pigens) modvilje mod at se sin far skyldes direkte eller indirekte påvirkning fra (moderen)” – men fandt desuden på grund af pigens alder og den gode trivsel, at ”det vil være formålsløst mod (pigens) vilje at fastsætte samvær for tiden”.

Advokat Viggo Bækgaard forholder sig til flere omstændigheder ved sagen. For eksempel kunne klienten ikke få fri proces og mødte selv frem til retshandlingerne – hvor hun ifølge fremlægningen følte sig presset og derfor samtykkede til at sambehandle spørgsmålet med samvær samt at der ikke skulle gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse.

Dét medførte hele 5 processkrifter samt et ikke gennemført kæreskrift.

Du kan læse advokat Viggo Bækgaard´s fremstilling af sagen samt kommentarer hertil i denne tekst.

Advokat: "Udstiller en blafrende retstilstand"

I en aktuel sag blev der ikke fastsat samvær mellem to børn og deres mor. En advokat udtaler sig kritisk om en ”blafrende retstilstand” og ”naive præmisser” for dommen.

​(Modelfoto)

Det er en usædvanlig sag, hvor de to børn giver udtryk for, at de ikke vil se deres mor. Dét er blevet tillagt betydning i sagen, og hverken Byretten eller Landsretten fastsatte derfor samvær i sagen.

Advokat med møderet for Højesteret samt formand og talsmand for ”Landsforeningen Børn og Samfund”, Viggo Bækgaard, kommenterer nu fra sin egen hjemmeside på sagen. Og som altid anbefales det at læse hans artikel i sin helhed.

Men først et kort rids af sagen i Byretten og Landsretten:

Byrettens afgørelse

Sagen var anlagt af en mor, der i det daværende Statsforvaltningen i 2018 på grund af en del flytninger og fordi hun ikke havde sit eget sted havde mistet samværet med de to børn på henholdsvis 8 og 11 år.

Byretten i Næstved dømte, at det efter en samlet vurdering var bedst for børnene, at de ikke skulle have samvær med moderen.

Det skyldtes blandt andet, at det yngste barn ”meget klart (havde) oplyst, at hun ikke ønsker samvær med sin mor, og at hun ikke vil have noget med moren at gøre”. Desuden havde det ældste barn under samtalen i Familieretshuset oplyst, at ”hun ikke vil se sin mor, og at hun ikke er ked af, at hun ikke ser hende”.

Landsrettens afgørelse

Landsretten dømte efterfølgende, at der ikke skulle etableres overvåget samvær mellem moderen og børnene.

Det skyldtes blandt andet, at de to børn ikke havde haft ”kontakt til deres mor siden januar 2017, hvor den aftalte telefoniske kontakt efter pigernes ønske ophørte, og at parterne forud herfor har haft et længerevarende særdeles konfliktfyldt samarbejde, som har påvirket pigernes trivsel”.

”Virkelig utydeligt”

Advokat med møderet for Højesteret, Viggo Bækgaard, peger i sine kommentarer til sagen blandt andet på, at ”det med flammeskrift (står) virkelig utydeligt, hvad retsstillingen egentlig er på området”.

Han skriver videre: ”Tendensen har i nogen grad været, at der nærmest for enhver pris skal etableres overvåget samvær uden rigtig klar tilkendegivelse af, hvad der så fremadrettet skal ske”.

At faderen i sagen har erklæret sig villig til at deltage i konfliktmægling (og at dommeren anerkender dette) betegner advokat Viggo Bækgaard imidlertid som ”rendyrket dommernaivitet”. Han peger på, at dommeren kunne have udsat sagen (evt. med overvågede samvær) og dermed givet faderen mulighed for at ”medvirke konstruktivt og at gøre alt, hvad der står i hans magt for at få pigerne til i det mindste at prøve mors nuværende situation af”.

Dét skete imidlertid ikke, og sagen er således endt med, at der ikke er fastsat samvær mellem moderen og de to børn.

Advokat Viggo Bækgaard linker i øvrigt i sin egen artikel til flere sager og de ”næsten samtidige strittende afgørelser”.

Kina prøver skilsmisse-model, som Danmark skrottede

Danmark forsøgte med ”refleksionsperioden” at nedbringe antallet af skilsmisser, men på grund af utilsigtede konsekvenser blev modellen droppet igen. Nu prøver Kina en lignende model.

​Ved årsskiftet tog kineserne hul på en skilsmisse-model, der med sin ”afkølings-fase” minder om den danske ”refleksionsperiode”: det vil sige en periode, hvor et par, der umiddelbart gerne vil skilles, ikke kan blive det, før de har genovervejet det.

Herhjemme skrottede vi modellen igen efter et års tid, men i Hubei-provinsen med hovedbyen Wuhan peger tallene på, at over halvdelen faktisk skifter mening og stopper skilsmisse-processen.

Noget tyder dog på, at der gemmer sig en anden forklaring i tallene.

Men før vi retter blikket mod Wuhan, skal vi se på de danske erfaringer med at udskyde en skilsmisse:

Den danske model

Den 1. april 2019 trådte en ny lov i kraft i Danmark: forældre-par, der ønskede at blive skilt, måtte først gennem en såkaldt ”refleksionsperiode”, før de kunne igangsætte skilsmisse-processen. Refleksionsperioden på 3 måneder skulle være en tænkepause, hvor forældrene kunne genoverveje beslutningen og (måske) afbryde skilsmissen.

Ud af 1.523 forældre-par, der i andet halvår af 2019 var gennem sådan en refleksionsperiode, valgte 122 par ikke ​at gennemføre skilsmissen. 92 % af forældre-parrene valgte således at fuldbyrde skilsmissen.

Det var dog ikke ordningen i sig selv, der kom i fokus, men konsekvenserne af den. Nogle aktører på skilsmisse-området kunne således melde om store udfordringer ved refleksionsperioden: i nogle sager fastholdt den parterne i et dårligt fungerende ægteskab, fordi de ikke kunne flytte og etablere sig, før skilsmissen var en realitet. Nogle forældre havde ikke brug for at reflektere over skilsmissen, fordi de allerede havde besluttet sig – og mange både forældre og børn led under, at pinen blev trukket ud

.

Politikerne lyttede til kritikken og reagerede forholdsvis hurtigt, og den 1. juli 2020 røg refleksionsperioden ud af lovgivningen igen.

Den kinesiske model og dens resultater

Dén model, som trådte i kraft i Kina den 1. januar i år, minder meget om den danske tilgang.

Når parret igangsætter skilsmisse-processen og har afsluttet de formelle ting, skal de først vente en måned i dét, der betegnes ”afkølings-fasen”. Og efter yderligere 30 dage skal de sammen møde frem og afhente skilsmisse-certifikatet. Men møder den ene eller begge parter ikke frem eller skifter mening undervejs i løbet af denne anden måned, kan skilsmissen blive afbrudt.

Umiddelbart viser den kinesiske model bedre resultater (målt på afbrudte skilsmisser) end den danske model: herhjemme afbrød blot 8 % af skilsmisse-parrene processen, men for kinesernes vedkommende er andelen helt oppe på 58 % - nærmere bestemt i storbyen Wuhan, hvor 3.096 par registrerede sig som skilsmissesøgende i januar måned, hvor 1.309 (pr. 8. marts) afsluttede ægteskabet med en skilsmisse.

”Forstærker modsætningerne og volden i ægteskabet”

Men iagttagere var bekymrede allerede inden, at den nye model blev indført. Der blev således talt om, at modellen var unødvendig, og at den ville gøre det vanskeligere at komme ud af et ødelagt ægteskab og for kvinder at forlade en voldelig partner.

Og med et par måneders erfaringer med den nye model får dén bekymring ny næring.

Ifølge den engelsk-sprogede kinesiske avis ”Global Times” er der røster fremme om, at modellen kun forstærker modsætningerne i et ægteskab såvel som dén vold, der evt. er i ægteskabet. Det skyldes blandt andet, at ”afkølings-fasen” kun omfatter skilsmisse-aftalen og ikke volden i sig selv.

Dermed risikerer man, at den ene part ikke tør eller kan møde frem for at afhente skilsmisse-certifikatet, hvorved skilsmissen bortfalder.

Og dermed ser det ud til, at der ikke nødvendigvis er tale om, at parret fortryder skilsmissen – men at skilsmissen afbrydes, fordi den ene eller begge parter ikke kan gennemføre den.

Kina har oplevet en stigning i antallet af skilsmisser de seneste årtier: antallet er således steget fra 580.000 i 1987 til 3,73 millioner i 2020. I mellemtiden er antallet af indgåede ægteskaber (ifølge en rapport fra Tsinghua Universitets ”Evergrande Research Institute”) faldet fra 13,47 millioner til 8,13 millioner par.