I en aktuel sag blev der ikke fastsat samvær mellem to børn og deres mor. En advokat udtaler sig kritisk om en ”blafrende retstilstand” og ”naive præmisser” for dommen.
(Modelfoto)
Det er en usædvanlig sag, hvor de to børn giver udtryk for, at de ikke vil se deres mor. Dét er blevet tillagt betydning i sagen, og hverken Byretten eller Landsretten fastsatte derfor samvær i sagen.
Advokat med møderet for Højesteret samt formand og talsmand for ”Landsforeningen Børn og Samfund”, Viggo Bækgaard, kommenterer nu fra sin egen hjemmeside på sagen. Og som altid anbefales det at læse hans artikel i sin helhed.
Men først et kort rids af sagen i Byretten og Landsretten:
Byrettens afgørelse
Sagen var anlagt af en mor, der i det daværende Statsforvaltningen i 2018 på grund af en del flytninger og fordi hun ikke havde sit eget sted havde mistet samværet med de to børn på henholdsvis 8 og 11 år.
Byretten i Næstved dømte, at det efter en samlet vurdering var bedst for børnene, at de ikke skulle have samvær med moderen.
Det skyldtes blandt andet, at det yngste barn ”meget klart (havde) oplyst, at hun ikke ønsker samvær med sin mor, og at hun ikke vil have noget med moren at gøre”. Desuden havde det ældste barn under samtalen i Familieretshuset oplyst, at ”hun ikke vil se sin mor, og at hun ikke er ked af, at hun ikke ser hende”.
Landsrettens afgørelse
Landsretten dømte efterfølgende, at der ikke skulle etableres overvåget samvær mellem moderen og børnene.
Det skyldtes blandt andet, at de to børn ikke havde haft ”kontakt til deres mor siden januar 2017, hvor den aftalte telefoniske kontakt efter pigernes ønske ophørte, og at parterne forud herfor har haft et længerevarende særdeles konfliktfyldt samarbejde, som har påvirket pigernes trivsel”.
”Virkelig utydeligt”
Advokat med møderet for Højesteret, Viggo Bækgaard, peger i sine kommentarer til sagen blandt andet på, at ”det med flammeskrift (står) virkelig utydeligt, hvad retsstillingen egentlig er på området”.
Han skriver videre: ”Tendensen har i nogen grad været, at der nærmest for enhver pris skal etableres overvåget samvær uden rigtig klar tilkendegivelse af, hvad der så fremadrettet skal ske”.
At faderen i sagen har erklæret sig villig til at deltage i konfliktmægling (og at dommeren anerkender dette) betegner advokat Viggo Bækgaard imidlertid som ”rendyrket dommernaivitet”. Han peger på, at dommeren kunne have udsat sagen (evt. med overvågede samvær) og dermed givet faderen mulighed for at ”medvirke konstruktivt og at gøre alt, hvad der står i hans magt for at få pigerne til i det mindste at prøve mors nuværende situation af”.
Dét skete imidlertid ikke, og sagen er således endt med, at der ikke er fastsat samvær mellem moderen og de to børn.
Advokat Viggo Bækgaard linker i øvrigt i sin egen artikel til flere sager og de ”næsten samtidige strittende afgørelser”.
Comentarios