Grundlovsdag i lyset af konkret Folketings-sag

I dag er det Grundlovsdag, og der er god grund til at hylde det vigtigste dokument, vi har i Danmark – og se det i forhold til en konkret Folketings-sag, der blev afgjort i forgårs.

I dag fejrer vi Grundloven.

I år for 173. gang.

Den 5. juni 1849 underskrev Kong Frederik den 7. Danmarks Riges Grundlov og styrede dermed samfundet i en fundamentalt ny retning: styreformen ændrede sig fra enevælde til konstitutionelt monarki, og den enkelte borger fik en lang række frihedsrettigheder.

Alt sammen sikret med et enkelt pennestrøg på det meget vigtige dokument. Dét er der bestemt stadig grund til at fejre.

Måske tænker vi ikke så meget på Grundloven i vores ofte fortravlede hverdag, men den er selve dét fundament, vores fødder hviler på.

Den er en samfundskontrakt, der tegner grænserne mellem den lovgivende magt (Folketinget), den udøvende magt (regeringen) og den dømmende magt (domstolene) – og den sikrer os borgere en række individuelle frihedsrettigheder, vi nyder godt af hver eneste dag.

For eksempel kan vi bevæge os forholdsvis frit rundt i samfundet, danne foreninger samt ytre os, som vi lyster det – og herunder endda med retten til at slynge skældsord efter dem, vi måtte være uenige med, tegne profeter med bombe i turbanen og dén slags.

Men der er selvfølgelig et forbehold her. Og dét er, at DINE individuelle rettigheder skal holdes op mod ALLE ANDRES individuelle rettigheder. Min ret til at forsamle mig giver mig ikke ret til at gøre det i din stue, og selv om ytringsfriheden giver mig retten til at ytre mig, så er jeg stadig underlagt en vis ansvarlighed for dét, jeg nu engang har ytret.

Det giver et til tider komplekst samspil mellem rettigheder og forpligtelser. Men det er bagsiden af det demokratiske projekt. Forsiden skinner jo så smukt. Og grundlæggende kan vi glæde os over, at en demokratisk stats virke både udgår fra borgerne, handler om borgerne og sikrer borgerne på forskellig vis.

Og alligevel dukker der indimellem sager op, som stiller spørgsmålstegn ved, om hensynet til én parts rettigheder bliver anerkendt i for stort et omfang og på bekostning af en anden parts rettigheder. Dét gælder for mange områder, og det gælder således også for skilsmisseområdet.

Lovgivning kontra praksis

Da jeg startede ”Skilsmissefamilien” for 5 år siden, var det med en tilgang, der fortsat gælder i dag: at sikre skilsmissefamilier den fornødne viden til at gennemføre (op-)bruddet og efterfølgende etablere sig i den nye virkelighed på de mest hensigtsmæssige måder – og baseret på viden, rådgivning og sparring. Først og fremmest med fokus på børnene og deres behov og tarv, men også for at give forældrene dén hjælp, de måtte have behov for.

Og her er rettigheder og forpligtelser ofte nødvendige vidensmæssige forudsætninger for både at forstå og kunne handle i sin konkrete situation: for eksempel viden om, hvordan myndighederne i Familieretshuset møder familien i deres svære situation og hjælper dem hensigtsmæssigt videre, og derunder hvordan forældrene kan sikre den fornødne viden til myndighederne, så de kan træffe den ”rigtige” afgørelse.

Dén form for tilgang er beskrevet i loven, og den er derfor forholdsvis nem at forklare.

Og alligevel oplever nogle forældre, at dén praksis, de møder i Familieretshuset, er en ganske anden end ovenstående normative beskrivelse. Nogle sager er anderledes i mindre omfang, mens andre er nærmest grotesk anderledes.

For eksempel denne fremlægning, som flere frustrerede og fortørnede forældre har givet gennem årene: at modpartens ord er taget for pålydende, éns egne ord er blevet ignoreret og kontakten mellem barnet og den pågældende forælder i sidste ende er blevet brudt uden reel grund.

Her har vedkommende ikke fået fornemmelsen, at sagen hvilede på et grundlovssikret fundament, men et bundløst hul fyldt med kviksand.

Men lad mig slå fast: jeg mener faktisk, at skilsmisse-lovgivningen er ganske fornuftig i mange sammenhænge. Den rummer rigtige udgangspunkter, som at barnets behov og tarv skal sikres, at barnet har ret til begge forældre og så videre. Sådanne principper kan de fleste givetvis bakke op om.

Problemet ligger mere, som jeg ser det, i, at udmøntningen af lovgivningen KAN føre til forkerte konklusioner. En skilsmissesag er for eksempel ikke en eksakt videnskab, men baserer sig på en lang række ofte modsatrettede hensyn og behov. Og det kan nemt føre sagen i forkerte retninger og dermed også til forkerte konklusioner. Et eksempel:

• Mor hævder, at far har forgrebet sig på barnet.

• Far bedyrer sin uskyld.

• Hvordan træffer myndighederne den ”rigtige” beslutning? Følger de mors forklaring, skånes barnet for overgreb, uanset om hendes anklage er rigtig eller ej – men konsekvensen er, at kontakten mellem barn og far påvirkes / ophører. Følger myndighederne fars forklaring, sikres barnets kontakt til begge forældre, men med dén ”risiko”, som mor har lagt over sagen, at han forgriber sig på barnet.

• ”Forsigtigheds-princippet” og princippet om barnets tarv kan i sådan en sag (alt andet lige) øge sandsynligheden for, at myndighederne følger mors forklaring.

Eksemplet viser kompleksiteten i sådanne sager, hvor ”fakta” dybest set ikke eksisterer, men hvor afgørelsen baseres på vurderinger, forskellige almene principper og anskueliggørelser – og det er bestemt en svær situation, medarbejderne fra Familieretshuset står i, når de skal træffe den ”rigtige” beslutning.

Gad vide, hvor ofte en myndighedsperson har sendt sin afgørelse afsted og været i tvivl, om det var den rigtige afgørelse?

Men det bliver derfor spørgsmålet, om man overhovedet kan sikre forælderens/ borgerens krav på retssikkerhed. Især i de tilfælde, hvor en forælder fordrejer sagen for at opnå et givet resultat.

Muligheden forpasset?

Det var egentlig af denne grund, at jeg har haft visse forhåbninger til et beslutningsforslag fremsat af bl.a. Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Det handlede om, at principperne for skøn i samværssager skulle ændres. Det var beskrevet således i forslaget, at ”alle relevante hensyn (red.: i samværssagen) skal inddrages, og at forældre har en selvstændig ret til at se deres barn, som kun skal tilsidesættes, hvis forælderen er særlig uegnet”.

Og videre: ”Med den nuværende lovgivning er der en risiko for, at en forælder kan skabe og opretholde en tilstand af konflikt eller udøve samværschikane, som med tiden indebærer, at samvær med den anden forælder ophæves eller nedsættes. Dette kan ske, uden at den anden forælder kan bebrejdes noget, fordi uenighed og konflikt mellem forældrene efter de nuværende regler fejlagtigt medfører, at samvær kan nedsættes eller afbrydes uanset parternes skyld heri”.

Det var med andre ord en sammenhæng, der umiddelbart handlede om samværssager, men som også handlede om borgerens retssikkerhed i behandlingen af sager. En retssikkerhed, som forslaget reelt stillede spørgsmålstegn ved, fordi den ene part kan gennemtrumfe sin vilje på bekostning af modparten.

Og derfor var det håbet, at Folketinget ville rejse sagen, få en udtømmende debat og eventuelt rette op på det.

Sådan gik det ikke.

Beslutningsforslaget blev forkastet i torsdags med stemmerne 32 for og 61 imod.

Og ja, jo, selvfølgelig… sådan er den politiske proces. Jeg må ikke drage forhastede konklusioner om, hvorfor beslutningsforslaget blev forkastet. Der kan sagtens være både gode og hensigtsmæssige forklaringer på, at det gik sådan. Det behøver ikke betyde, at problemet bliver bagatelliseret. Og det behøver heller ikke betyde, at sagen stopper her.

Men det rejser da umiddelbart et par spørgsmål:

Folketinget er orienteret om en praksis, hvor en forælder kan skabe og opretholde en tilstand af konflikt eller udøve samværschikane, som i sidste ende kan koste den anden forælder børnene. Dén praksis er ikke stoppet, men kan nu fortsætte.

• Hvordan er dét barnets tarv?

• Og hvad skulle forhindre kyniske forældre i at bruge dén metode, når Folketinget samlet set har valgt ikke at gribe ind over for den?

Det er derfor håbet, at debatten må fortsætte for derigennem at søge måder, hvorpå man kan sikre barnets tarv – både i almindelighed, men også specifikt i de tilfælde, hvor barnets tarv direkte er truet.

Her er det måske vigtigt at understrege, at dét ”helhedssyn”, som det beskrevne beslutningsforslag omhandler, egentlig også gælder forældrene. At en forælder ikke er enig i, at den anden forælder ønsker en 7/7-ordning, er ikke nødvendigvis udtryk for forældre-fremmedgørelse eller lignende. Vedkommende kan jo rent faktisk mene, at 7/7 ikke er hensigtsmæssigt for barnet.

Men altså…

I dag, hvor vi hylder Grundloven, er det oplagt at rette fokus mod børnene. For ikke nok med, at børnene er omfattet af Grundloven og derfor har visse rettigheder. Det er også dem, der skal bære respekten for Grundloven med sig frem i livet.

Og derfor er det vigtigt at vise dem allerede fra barnsben, at Grundloven kan bruges til at sikre deres rettigheder og behov.

Tillykke med Grundloven !

Samråd om, at Familieretshuset begrænser samvær

Social- og Ældreministeren var i dag kaldt i samråd om, at Familieretshuset begrænser forældres samvær med deres børn – og det blev en forholdsvis skarp dialog uden at blive rigtig fokuseret.

​(Modelfoto)

Kl. 13 i eftermiddag blev der afholdt et åbent samråd i Social- og Ældreudvalget om, at ”Familieretshuset begrænser forældres samvær med deres børn”.

Baggrunden

Baggrunden for det åbne samråd blev beskrevet således:

”Udvalget har bedt social- og ældreministeren svar på, hvad ministeren mener om, at Familieretshuset begrænser forældres samvær med deres børn med den forklaring, at forældres gentagne ansøgninger om samvær og klager over afgørelser, vurderes at være konfliktoptrappende. Endvidere har udvalget bedt ministeren svare på, hvad ministerens holdning er til, at Familieretshuset krænker børn og forældres retssikkerhed ved for lange sagsbehandlingstider og vilkårlig sagsbehandling, som det fremgår af "Retssikkerhedsbarometer-undersøgelsen 2021" (Advokatsamfundet, 3. februar 2021). Samrådsspørgsmålet udspringer også af artiklen "Jan kæmper for at få sin søn tilbage: Jeg har mistet tilliden til det danske system" bragt i BT den 2. maj 2021. Samrådsspørgsmålet AE er stillet efter ønske fra Marlene Ambo-Rasmussen (V) og Marie Bjerre (V)”.

På mødet skulle social- og ældreminister Astrid Krag (S) derfor besvare disse spørgsmål og dem, der fulgte derefter – herunder Mette Thiesen fra Nye Borgerlige, der blot få minutter før samrådet måtte se sit eget tilsvarende forslag til beslutningsforslag (om ændrede principper for skøn i samværssager) blive forkastet af Folketinget.

Spørgernes bemærkninger

De to Venstre-politikere, der havde stillet samrådsspørgsmålene (Marlene Ambo-Rasmussen og Marie Bjerre) pegede indledningsvis på de konkrete sager, bragt i B.T., om ”Jan”, ”Stig” og ”Karsten”, der havde oplevet helt eller delvist afbrudt kontakt med deres børn. Og mange andre fædre oplever at miste samvær, og i denne sammenhæng er falske anklager (ifølge Marie Bjerre) ”et alvorligt problem”.

Marlene Ambo-Rasmussen forklarede her, at ”det aldrig må blive løsningen at fjerne barnet fra sine forældre” – og hun fremstillede forslaget, at de røde sager går direkte i retten, så tiden ikke forlænges unødigt i Familieretshuset. Og, som hun sagde: ”Så længe, der kun er tale om beskyldninger” og der intet var bevist), ”skal der være kontaktbevarende samvær”.

Desuden blev Ombudsmandens nylige kritik af ventetiderne i Familieretshuset nævnt.

Senere pegede Mette Thiesen fra Nye Borgerlige på sagerne, hvor børn fanges i forældrenes konflikt, at det var mere synd for barnet, hvis det mister kontakten til forælderen, der ikke har skyld i konflikten. Og i denne sammenhæng, forklarede hun, har skyldsspørgsmålet ingen betydning for sagen – og at dette dermed giver bopælsforælderen rig lejlighed til at vinde retten til barnet.

Ministeren: ”skabe den fornødne ro om barnet”

Undervejs havde Social- og Ældreminister Astrid Krag (Socialdemokratiet) forklaret sit syn på skilsmissehåndteringen og særligt systemets tilgang i denne sammenhæng.

Hun sagde indledningsvis, at ”det er ulykkeligt, hver eneste gang børn kommer i klemme i samværssager”. Og udgangspunktet var, at ”konflikterne starter hos forældrene, der ikke kan finde løsninger” – og at det derfor var Familieretssystemets tilgang at ”skabe den fornødne ro omkring barnet”.

Desuden, understregede Astrid Krag, er det i lovens ånd, at ”barnet skal have kontakt til begge forældre”, men at dette ”skal være til barnets bedste”. ”Afgørelserne”, sagde hun, ”skal altid afspejle, hvad der er bedst for barnet”, og at ”hensynet til barnet altid må veje tungest”. Desuden skal barnet skærmes fra forældrenes konflikt, hvilket ministeren understregede, at hun fik mange henvendelser om fra især mødre.

Og hun pegede på, at der ganske rigtigt ”er forældre, der hindrer kontakt mellem barn og den anden forælder”. For at dæmme op for dette var der tidligere indført skærpede regler i den såkaldte ”chikanepakke”, der havde til hensigt at ansvarliggøre den chikanerende forælder.

Astrid Krag pegede desuden på en nylig dom fra Højesteret, hvor en chikanerende mor blev ansvarliggjort – men hun nævnte også, at der ER skilsmisser, der ikke kan løses.

Og endelig pegede hun på, at kontaktbevarende samvær allerede er en realitet (der blev således ifølge ministeren truffet afgørelse herom i 2.060 sager sidste år) – samt at sager fører til afslag, hvis der intet nyt er i sagen.

Forholdsvis skarp tone

Men debatten bar også præg af en forholdsvis uforsonlig tone mellem ministeren og flere af spørgerne, der ofte blev forholdsvis skarp.

Desuden blev finansieringen af det forholdsvis nye Familieretssystem, der blev indført den 1. april 2019, drøftet i dét lys – og således, at det indimellem forekom vigtigt at placere et politisk ansvar for (under-)finansieringen og således indirekte også ventetiderne i Familieretshuset.

Dét mener ”Skilsmissefamilien”

Som tilhører bag computerskærmen virkede det til, at der reelt blev svaret på dét, som samrådet handlede om – men at koblingen til falske anklager, bevidst konfliktoptrapning osv. ikke blev fulgt til dørs.

Som under Folketingets førstebehandling af Mette Thiesens beslutningsforslag om skærpede principper for skøn i samværssager, så virkede Social- og Ældreministeren i dag mere fokuseret på de principper, som Familieretssystemet er grundlagt på – end spørgernes intentioner om at rejse de sager, hvor falske anklager, bevidst optrapning osv. medfører, at den ramte forælders (og reelt også barnets) retssikkerhed fortaber sig.

”Skilsmissefamilien” og andre fora har gennem årene løbende kunnet fortælle, hvordan nogle forældre forsøger at dreje sagsbehandlingen i egen favør, f.eks. ved bevidst at konfliktoptrappe, give urigtige informationer osv.

Dagens samråd rummede muligheden for at få denne praksis fremhævet og belyst med henblik på at dæmme op for og hindre den – og det må derfor betragtes som en udfordring i sig selv, hvis en regering, der i øvrigt netop har søsat en række initiativer for at sikre barnets tarv, i denne sammenhæng reelt blåstempler en praksis, hvor børn påføres at blive adskilt fra en forælder.

Ny forening

”Skilsmissefamilien” er apolitisk og sætter barnets tarv ubetinget højt – og også højere, end dagens samråd rækker.

Derfor har ”Skilsmissefamilien” allerede taget initiativ til en ny forening, der de kommende dage nedsætter sig og starter det store arbejde. Dagens samråd viser, at behovet for en sådan forening er unødigt stor, men nu tager vi i hvert fald udfordringen op.

Den nye forening har fokus på barnets tarv og dén forældre-fremmedgørelse, som nogle forældre desværre benytter, hvor den ene forælder tilsigtet eller utilsigtet benytter uhensigtsmæssige tiltag for at vende barnet mod den anden forælder – og dermed i ganske tæt forståelsesmæssig sammenhæng med de sager, som dagens samråd handlede om.

Det skal understreges, at den nye forening fungerer selvstændigt og dermed uafhængigt af ”Skilsmissefamilien”.

Ombudsmanden kritisk over for Familieretshuset

Ombudsmanden har afsluttet sin undersøgelse af sagsbehandlings-tider i Familieretshuset, og med den følger en vis kritik.

​Ombudsmanden Niels Fenger udsendte i går sin undersøgelse af Familieretshusets sagsbehandlings-tider – og de er, skriver han, ”alt for lange i en betydelig del” af sagerne.

Undersøgelsen omfattede udmøntningen af domme om overvåget samvær og ved ansøgninger om midlertidigt samvær. Sager, hvor tid godt kan være en faktor – med en vis sårbarhed over ventetid.

Niels Fenger udtaler: ”Efter min opfattelse er sagsbehandlingstiderne alt for lange i en betydelig del af de sager om udmøntning af domme om overvåget samvær, som Familieretshuset har afsluttet i perioden fra den 1. januar 2020 til og med den 31. august 2020. Det samme gælder for de sager om midlertidigt samvær efter for-ældreansvarslovens § 29, som Familieretshuset har afsluttet i 2020”.

Faldende ventetider har ”en lang tidshorisont”

Han noterer sig samtidig, at der ”gennem længere tid har været fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiderne i Familieretshuset, og at der i den forbindelse er iværksat en række tiltag”.

Samtidig henviser han til, at ”Familieretshuset har udtrykt forventning om, at ventetiderne begynder at falde, når de nye medarbejdere, som Familieretshuset skal ansætte som led i udmøntningen af den seneste bevilling, er i fuld produktion i efteråret 2021, og at sagsbunken forventes at være afviklet medio 2022”.

Han tilføjer dog, at ”Set fra de berørte borgeres side er det efter min opfattelse en lang tidshorisont”.

Ikke ”acceptabel sagsbehandlingstid”

Ombudsmanden modtog i midten af 2020 flere klager over Familieretshusets sagsbehandlingstid i konkrete verserende sager.

Som del af undersøgelsen modtog Niels Fenger en udtalelse fra Familieretshuset. Her fremgik det blandt andet, at det ”kort tid efter etableringen stod klart, at den nye reform var underfinansieret, og at ressourcerne i Familieretshuset ikke var tilstrækkelige til at løfte alle opgaverne i det nye familieretlige system. Det har haft dén konsekvens, at sagsbehandlingstiderne er steget”.

Hertil kommenterer han: ”At myndigheden har utilstrækkelige ressourcer, eller at der på et sagsområde kommer flere sager end forventet, er nok subjektivt undskyldende momenter, men kan i almindelighed ikke bevirke en forlængelse af den tid, som man må anse for en i almindelighed acceptabel sagsbehandlingstid”.

5 tiltag

Ombudsmanden afslutter sin skrivelse med at pege på 5 tiltag, som er tiltænkt at nedbringe sagsbehandlings-tiden (hvoraf flere allerede er iværksat):

• Familieretshuset blev i 2020 sikret en merbevilling på 104 millioner kroner. På denne baggrund er der blevet rekrutteret over 100 årsværk til bl.a. mødekontorerne og Børneenheden.

• Desuden er der foretaget en budgetanalyse af Familieretshuset, som blandt andet havde til hensigt ”at kvalificere Familieretshusets fremadrettede bevillingsniveau i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i slutningen af 2020”.

• For det tredje er der fremsat ”tilbud om merarbejde til medarbejderne med særlig fokus på at nedbringe antallet af afventende sager om overvåget samvær i Børneenheden og en generel prioritering af afvikling af flere forløb i forhold til andre opgavetyper” – herunder at der er tilført cirka 12 årsværk til et team, der skal behandle ansøgninger om midlertidige afgørelser.

• For det fjerde er der i forbindelse med de afsluttede finanslovsforhandlinger indgået en politisk aftale med henblik på at rette op på de lange ventetider i Familieretshuset, som således tilføres ekstra midler til sagsbehandlingen i de kommende 4 år. Dette omfatter 238 millioner kroner i 2021.

• Og endelig har Familieretshuset for i år et mål om procesoptimering. Her fremgår det af notatet: ”Familieretshuset har i forbindelse med sagen blandt andre tiltag desuden nævnt overvejelser om at købe ekstern bistand til afvikling af de overvågede samvær, mulighed for en centralisering i forhold til behandling af sager om iværksættelse af overvåget samvær på baggrund af en dom fra familieretten (eller et indenretligt forlig), så der kommer en større ensretning af behandlingen af disse sager, samt udligning af regionale forskelle i behandlingstiden i disse sager”.

Niels Fenger nævner sidst i notatet: ”Jeg vil i starten af 2022 bede Familieretshuset om at underrette mig om Familieretshusets sagsbehandlingstid i 2021 i de to nævnte typer af sager med henblik på at følge op på, om de iværksatte tiltag har haft den effekt, som Familieretshuset forventer”.