• skilsmissefamilien

Grundlovsdag i lyset af konkret Folketings-sag

I dag er det Grundlovsdag, og der er god grund til at hylde det vigtigste dokument, vi har i Danmark – og se det i forhold til en konkret Folketings-sag, der blev afgjort i forgårs.



I dag fejrer vi Grundloven.


I år for 173. gang.


Den 5. juni 1849 underskrev Kong Frederik den 7. Danmarks Riges Grundlov og styrede dermed samfundet i en fundamentalt ny retning: styreformen ændrede sig fra enevælde til konstitutionelt monarki, og den enkelte borger fik en lang række frihedsrettigheder.


Alt sammen sikret med et enkelt pennestrøg på det meget vigtige dokument. Dét er der bestemt stadig grund til at fejre.


Måske tænker vi ikke så meget på Grundloven i vores ofte fortravlede hverdag, men den er selve dét fundament, vores fødder hviler på.


Den er en samfundskontrakt, der tegner grænserne mellem den lovgivende magt (Folketinget), den udøvende magt (regeringen) og den dømmende magt (domstolene) – og den sikrer os borgere en række individuelle frihedsrettigheder, vi nyder godt af hver eneste dag.

For eksempel kan vi bevæge os forholdsvis frit rundt i samfundet, danne foreninger samt ytre os, som vi lyster det – og herunder endda med retten til at slynge skældsord efter dem, vi måtte være uenige med, tegne profeter med bombe i turbanen og dén slags.


Men der er selvfølgelig et forbehold her. Og dét er, at DINE individuelle rettigheder skal holdes op mod ALLE ANDRES individuelle rettigheder. Min ret til at forsamle mig giver mig ikke ret til at gøre det i din stue, og selv om ytringsfriheden giver mig retten til at ytre mig, så er jeg stadig underlagt en vis ansvarlighed for dét, jeg nu engang har ytret.


Det giver et til tider komplekst samspil mellem rettigheder og forpligtelser. Men det er bagsiden af det demokratiske projekt. Forsiden skinner jo så smukt. Og grundlæggende kan vi glæde os over, at en demokratisk stats virke både udgår fra borgerne, handler om borgerne og sikrer borgerne på forskellig vis.


Og alligevel dukker der indimellem sager op, som stiller spørgsmålstegn ved, om hensynet til én parts rettigheder bliver anerkendt i for stort et omfang og på bekostning af en anden parts rettigheder. Dét gælder for mange områder, og det gælder således også for skilsmisseområdet.



Lovgivning kontra praksis


Da jeg startede ”Skilsmissefamilien” for 5 år siden, var det med en tilgang, der fortsat gælder i dag: at sikre skilsmissefamilier den fornødne viden til at gennemføre (op-)bruddet og efterfølgende etablere sig i den nye virkelighed på de mest hensigtsmæssige måder – og baseret på viden, rådgivning og sparring. Først og fremmest med fokus på børnene og deres behov og tarv, men også for at give forældrene dén hjælp, de måtte have behov for.


Og her er rettigheder og forpligtelser ofte nødvendige vidensmæssige forudsætninger for både at forstå og kunne handle i sin konkrete situation: for eksempel viden om, hvordan myndighederne i Familieretshuset møder familien i deres svære situation og hjælper dem hensigtsmæssigt videre, og derunder hvordan forældrene kan sikre den fornødne viden til myndighederne, så de kan træffe den ”rigtige” afgørelse.


Dén form for tilgang er beskrevet i loven, og den er derfor forholdsvis nem at forklare.


Og alligevel oplever nogle forældre, at dén praksis, de møder i Familieretshuset, er en ganske anden end ovenstående normative beskrivelse. Nogle sager er anderledes i mindre omfang, mens andre er nærmest grotesk anderledes.

For eksempel denne fremlægning, som flere frustrerede og fortørnede forældre har givet gennem årene: at modpartens ord er taget for pålydende, éns egne ord er blevet ignoreret og kontakten mellem barnet og den pågældende forælder i sidste ende er blevet brudt uden reel grund.


Her har vedkommende ikke fået fornemmelsen, at sagen hvilede på et grundlovssikret fundament, men et bundløst hul fyldt med kviksand.


Men lad mig slå fast: jeg mener faktisk, at skilsmisse-lovgivningen er ganske fornuftig i mange sammenhænge. Den rummer rigtige udgangspunkter, som at barnets behov og tarv skal sikres, at barnet har ret til begge forældre og så videre. Sådanne principper kan de fleste givetvis bakke op om.


Problemet ligger mere, som jeg ser det, i, at udmøntningen af lovgivningen KAN føre til forkerte konklusioner. En skilsmissesag er for eksempel ikke en eksakt videnskab, men baserer sig på en lang række ofte modsatrettede hensyn og behov. Og det kan nemt føre sagen i forkerte retninger og dermed også til forkerte konklusioner. Et eksempel:

  • Mor hævder, at far har forgrebet sig på barnet.

  • Far bedyrer sin uskyld.

  • Hvordan træffer myndighederne den ”rigtige” beslutning? Følger de mors forklaring, skånes barnet for overgreb, uanset om hendes anklage er rigtig eller ej – men konsekvensen er, at kontakten mellem barn og far påvirkes / ophører. Følger myndighederne fars forklaring, sikres barnets kontakt til begge forældre, men med dén ”risiko”, som mor har lagt over sagen, at han forgriber sig på barnet.

  • ”Forsigtigheds-princippet” og princippet om barnets tarv kan i sådan en sag (alt andet lige) øge sandsynligheden for, at myndighederne følger mors forklaring.


Eksemplet viser kompleksiteten i sådanne sager, hvor ”fakta” dybest set ikke eksisterer, men hvor afgørelsen baseres på vurderinger, forskellige almene principper og anskueliggørelser – og det er bestemt en svær situation, medarbejderne fra Familieretshuset står i, når de skal træffe den ”rigtige” beslutning.


Gad vide, hvor ofte en myndighedsperson har sendt sin afgørelse afsted og været i tvivl, om det var den rigtige afgørelse?

Men det bliver derfor spørgsmålet, om man overhovedet kan sikre forælderens/ borgerens krav på retssikkerhed. Især i de tilfælde, hvor en forælder fordrejer sagen for at opnå et givet resultat.



Muligheden forpasset?


Det var egentlig af denne grund, at jeg har haft visse forhåbninger til et beslutningsforslag fremsat af bl.a. Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Det handlede om, at principperne for skøn i samværssager skulle ændres. Det var beskrevet således i forslaget, at ”alle relevante hensyn (red.: i samværssagen) skal inddrages, og at forældre har en selvstændig ret til at se deres barn, som kun skal tilsidesættes, hvis forælderen er særlig uegnet”.


Og videre: ”Med den nuværende lovgivning er der en risiko for, at en forælder kan skabe og opretholde en tilstand af konflikt eller udøve samværschikane, som med tiden indebærer, at samvær med den anden forælder ophæves eller nedsættes. Dette kan ske, uden at den anden forælder kan bebrejdes noget, fordi uenighed og konflikt mellem forældrene efter de nuværende regler fejlagtigt medfører, at samvær kan nedsættes eller afbrydes uanset parternes skyld heri”.


Det var med andre ord en sammenhæng, der umiddelbart handlede om samværssager, men som også handlede om borgerens retssikkerhed i behandlingen af sager. En retssikkerhed, som forslaget reelt stillede spørgsmålstegn ved, fordi den ene part kan gennemtrumfe sin vilje på bekostning af modparten.


Og derfor var det håbet, at Folketinget ville rejse sagen, få en udtømmende debat og eventuelt rette op på det.


Sådan gik det ikke.


Beslutningsforslaget blev forkastet i torsdags med stemmerne 32 for og 61 imod.

Og ja, jo, selvfølgelig… sådan er den politiske proces. Jeg må ikke drage forhastede konklusioner om, hvorfor beslutningsforslaget blev forkastet. Der kan sagtens være både gode og hensigtsmæssige forklaringer på, at det gik sådan. Det behøver ikke betyde, at problemet bliver bagatelliseret. Og det behøver heller ikke betyde, at sagen stopper her.


Men det rejser da umiddelbart et par spørgsmål:


Folketinget er orienteret om en praksis, hvor en forælder kan skabe og opretholde en tilstand af konflikt eller udøve samværschikane, som i sidste ende kan koste den anden forælder børnene. Dén praksis er ikke stoppet, men kan nu fortsætte.

  • Hvordan er dét barnets tarv?

  • Og hvad skulle forhindre kyniske forældre i at bruge dén metode, når Folketinget samlet set har valgt ikke at gribe ind over for den?


Det er derfor håbet, at debatten må fortsætte for derigennem at søge måder, hvorpå man kan sikre barnets tarv – både i almindelighed, men også specifikt i de tilfælde, hvor barnets tarv direkte er truet.

Her er det måske vigtigt at understrege, at dét ”helhedssyn”, som det beskrevne beslutningsforslag omhandler, egentlig også gælder forældrene. At en forælder ikke er enig i, at den anden forælder ønsker en 7/7-ordning, er ikke nødvendigvis udtryk for forældre-fremmedgørelse eller lignende. Vedkommende kan jo rent faktisk mene, at 7/7 ikke er hensigtsmæssigt for barnet.


Men altså…


I dag, hvor vi hylder Grundloven, er det oplagt at rette fokus mod børnene. For ikke nok med, at børnene er omfattet af Grundloven og derfor har visse rettigheder. Det er også dem, der skal bære respekten for Grundloven med sig frem i livet.


Og derfor er det vigtigt at vise dem allerede fra barnsben, at Grundloven kan bruges til at sikre deres rettigheder og behov.


Tillykke med Grundloven !

17 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle