Familieretshusets tilgang til samarbejdschikane

Se ministerens svar om Familieretshusets tilgang til samarbejdschikane.

Mette Thiesen (NB) stillede den 29. september 2021 seks skriftlige spørgsmål til social- og ældreminister Astrid Krag (S) om emnet ”samarbejdschikane”.

I denne artikel kan du se 6 spørgsmål og de svar, som ministeren har givet til hvert af dem.

Det skal bemærkes, at spørgsmålene har nummer 902-907 i Folketingets system, og at denne systematik fastholdes i denne artikel.

Spørgsmål 902: statistik

Spørgsmålet lyder:

”Vil ministeren redegøre for, om der er findes statistik over Familieretshusets undersøgelser af samarbejdschikane?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 27. oktober 2021:

”Familieretshuset har oplyst, at der ikke føres særskilt statistik over sager med samarbejdschikane”.

Spørgsmål 903: handling på påstande

Spørgsmålet lyder:

”Vil ministeren redegøre for, hvor ofte bopæls- og/eller samværsforælderen undersøges nærmere i konkrete sager, jf. vejledning nr. 10064 af 20. december 2020 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær afsnit 2.2. om, at ”Familieretshuset skal være særligt opmærksom på sager, hvor der foreligger samarbejdschikane, og skal hurtigt gribe ind over for samarbejdschikanen”. Vil ministeren i denne forbindelse også oplyse, hvor hurtigt Familieretshuset undersøger påstande om samarbejdschikane?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 27. oktober 2021:

"Familieretshuset har oplyst, at der ikke føres særskilt statistik over sager med samarbejdschikane og heller ikke over eventuelle undersøgelser i forbindelse med sagsbehandlingen af en sag med samarbejdschikane. I forhold til håndteringen af en påstand eller mistanke om samarbejdschikane har Familieretshuset videre oplyst, at Familieretshuset ved behandlingen af forældreansvarssager inddrager og undersøger relevante forhold i den konkrete sag. Det gælder også oplysninger om samarbejdschikane. Familieretshuset visiterer sagerne inden fem dage efter sagens modtagelse og iværksætter herefter de relevante sagsskridt. Disse sagsskridt tilrettelægges altid på baggrund af en konkret vurdering af den pågældende sag og oplysningerne i sagen. Det kan bl.a. være relevant at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse, som har til formål at afklare, hvad årsagen er til samarbejdschikanen, herunder f.eks. hindringen af samværet. Det er vigtigt tidligt at få afdækket konfliktens kerne og herefter gennem Familieretshusets tilbud om konflikthåndtering og rådgivning at forsøge at få forældrene til at forstå barnets perspektiv, så årelange tovtrækkerier og konflikter omkring barnet undgås. Familieretshuset kan også beslutte at indhente en sagkyndig erklæring om den forælder, der udøver samarbejdschikane. Den sagkyndige erklæring skal under hensyn til det konkrete barns forhold fokusere på forælderens forudsætninger for at tage vare på barnet. En sagkyndig erklæring kan således på et tidligt tidspunkt i sagsbehandlingen være med til at afklare, i hvilket omfang den pågældende forælder kan drage omsorg for barnet, herunder ved at samarbejde med den anden forælder om barnet. Samtidig kan indhentningen af en sagkyndig erklæring være en måde at skærme barnet mod inddragelse i sagen. Endelig er det afgørende, at Familieretshuset under behandlingen af en sag, hvor der er samarbejdschikane, har fokus på barnet og dets trivsel. Barnet kan under sagens forløb støttes gennem tilbuddene i Børneenheden, herunder kontaktpersonordningen”.

Spørgsmål 904: anvendelse af vejledning samt opmærksomhed på samarbejdschikane

Spørgsmålet lyder:

”Vil ministeren oplyse, i hvilket omfang vejledning nr. 10064 af 20. december 2020 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær anvendes i konkrete sager, og om Familieretshuset har pligt til at være særligt opmærksom på sager, hvor der foreligger samarbejdschikane?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 27. oktober 2021:

”Som det fremgår af forældreansvarsvejledningen skal Familieretshuset være særligt opmærksom på sager, hvor der foreligger samarbejdschikane. En vejledning er alene vejledende, og myndigheden er derfor ikke forpligtet til at bringe alle de sagsskridt, som vejledningen beskriver, i spil, ligesom der inden for rammerne af gældende lovgivning og god forvaltningsskik vil kunne bruges andre fremgangsmåder. Dette vil afhænge af en konkret vurdering i den enkelte sag, hvordan den bedst håndteres”.

Spørgsmål 905: indgriben ved samarbejdschikane samt antal

Spørgsmålet lyder:

”Vil ministeren oplyse, om Familieretshuset iværksætter en hurtig indgriben i sager, når der opstår samarbejdschikane? Ministeren bedes ligeledes oplyse, i hvor mange tilfælde Familieretshuset, hvor en samværsforælder har anmodet om det, har undersøgt, om der foreligger samarbejdschikane fra en bopælsforælders side?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 27. oktober 2021:

”Familieretshuset har oplyst, at der ikke føres særskilt statistik over sager med samarbejdschikane og håndteringen af disse. Hvis samarbejdschikane eksempelvis har ført til, at barnets kontakt til en forælder er blevet afbrudt, kan Familieretshuset efter ansøgning træffe en midlertidig afgørelse, herunder afgørelse om midlertidigt kontaktbevarende samvær. I sager om midlertidigt kontaktbevarende samvær træffer Familieretshuset som udgangspunkt afgørelse inden tre uger. Familieretshuset kan afvise at behandle en ansøgning om samvær, forældremyndighed og barnets bopæl. Det kan ske, når det vurderes, at der ikke er væsentligt forandrede forhold, siden sagen sidst blev behandlet, og hvis afvisningen vurderes at være bedst for barnet. Dermed kan barnet skærmes fra at blive inddraget i forældrenes konflikt, og der kan dæmmes op for, at den ene forælder på chikanøs vis gentagne gange og uden grund søger om ændringer. Familieretshuset har pligt til at vejlede forældrene og vejleder således konkret om muligheden for at søge om en midlertidig afgørelse, når det vurderes at være relevant. På samme måde vejleder Familieretshuset henholdsvis samværs- eller bopælsforælder om muligheden for at søge om hjælp til fuldbyrdelse af samvær eller bopæl (tilbagelevering efter samvær) hos familieretten, når det er relevant”.

Spørgsmål 906: Familieretshusets procedure

Spørgsmålet lyder:

”Vil ministeren redegøre for hovedelementerne i vurderingen af, hvilke henvendelser der anses som værende ”uden rimelig grund”, herunder redegøre for Familieretshusets procedurer ved efterprøvelse af, om en henvendelse var rimelig eller urimelig, jf. vejledning nr. 10064 af 20. december 2020 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær afsnit 2.2?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 27. oktober 2021:

”Spørgsmålet henviser til en passus i vejledningen, hvoraf det fremgår, at samarbejdschikane også kan komme til udtryk ved, at samværsforælderen hindrer forældrenes samarbejde ved vedvarende og uden rimelig grund at rette henvendelse til Familieretshuset, kommunen eller andre myndigheder med anmodninger eller anmeldelser mod den anden forælder el.lign., eller gennem uberettigede tilbageholdelser af barnet efter endt samvær og lign. at medvirke til, at forældrenes samarbejde lider skade på en sådan måde, at det går ud over barnet. I forbindelse med belysningen af en sag om samvær, forældremyndighed eller barnets bopæl inddrager og undersøger Familieretshuset alle relevante forhold i den konkrete sag. Det gælder også oplysninger om samarbejdschikane. Familieretshuset kan afvise at behandle en ansøgning om samvær, forældremyndighed eller barnets bopæl, når det vurderes, at der ikke er væsentligt forandrede forhold, siden sagen sidst blev behandlet, og hvis afvisningen vurderes at være bedst for barnet. Det gælder, uanset hvem af forældrene der ansøger om en ændring. Dermed kan barnet skærmes fra at blive inddraget i forældrenes konflikter, og der kan dæmmes op for samarbejdschikane i form af unødig procesførelse. Ved vurderingen af om en ansøgning skal afvises, kan det konkrete indhold af henvendelsen indgå som et moment blandt flere. Der kan eksempelvis være tale om oplysninger fra en forælder om forhold hos den anden forælder, som allerede er belyst og håndteret i tidligere sagsbehandling. Også andre forhold kan indgå i vurderingen, såsom antallet af henvendelser set i forhold til tiden, siden sagen sidst blev behandlet. Hvis henvendelsen er chikanerende, nedsættende eller grov, eller der er oplysninger, der antyder, at barnet inddrages urimeligt i forældrenes konflikt, kan dette også indgå som et moment i det samlede skøn. Familieretshuset har en række frivillige konflikthåndterende tilbud til begge forældre. Familieretshuset kan bl.a. tilbyde børnesagkyndig rådgivning til begge forældre sammen eller til en forælder alene, afhængigt af hvad forældrene ønsker. Formålet med rådgivningen er, at forældrene får hjælp til at forstå og håndtere de usikkerheder eller udfordringer, de har i forhold til, hvordan de skal håndtere deres barns situation. Ved at forældrene får en mere konkret forståelse for barnets verden i en brudt familie, kan det forebygges, at usikkerheder vokser sig til konflikter. I forbindelse med at Familieretshuset afviser at behandle en ansøgning, tilbyder Familieretshuset altid børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling”.

Spørgsmål 907: sanktioner

Spørgsmålet lyder:

”Det fremgår af vejledning nr. 10064 af 20. december 2020 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær afsnit 2.2, at Familieretshuset skal gribe hurtigt ind overfor samarbejdschikane, og at påvirkningen af barnet kan føre til, at Familieretshuset træffer midlertidig afgørelse om ophævelse af samværet. Hvilke sanktioner kan den forælder, der udøver samarbejdschikane modtage i Familieretshuset?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 27. oktober 2021:

”Familieretshusets opgave er at træffe afgørelse i uenighedssager mellem forældrene på baggrund af en ansøgning fra en af dem, og der er ikke herudover mulighed for at sanktionere en forælders adfærd. Forældrenes evne til at samarbejde omkring barnet er et vigtigt element i vurderingen af barnets bedste efter forældreansvarsloven og derfor et forhold, der kan tillægges betydelig vægt ved afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Samarbejdschikane kan således tillægges betydning ved en afgørelse og eksempelvis føre til, at barnets bopæl flyttes fra en chikanerende forælder til den anden forælder”.

Åben høring blev informativ og dramatisk

Tidligere i dag blev der afholdt en åben høring om det familieretlige system. Det blev en formiddag med informative oplæg, masser af følelser og (måske) nye muligheder.

I dag bød Folketingets Social- og Ældreudvalg indenfor til en åben høring om det familieretlige system.

Og det blev en høring, hvor det var tydeligt, at dét her er et tema, hvor mange altså har følelserne i klemme. Dét er i øvrigt ganske forståeligt. Og flere gange brød mange i salen ud i klapsalver eller højlydt brokken, der gjorde høringen forholdsvis ”dramatisk”.

Temaet var beskrevet således, at hensigten var at ”belyse problemerne i det familieretlige system, så politikerne får et kvalificeret indblik i, hvordan systemet fungerer, samt viden om de retssikkerhedsmæssige konsekvenser, det kan have for en forælder, når denne mister kontakten til sine børn”, som det hed i indbydelsen.

”Det er vurderingen”, lød det videre, ”at der er alt for mange enkeltsager, hvor samværsforældre mister kontakten til deres børn, og høringens fokus vil derfor være at få afdækket problemernes omfang og identificere årsagerne til den forringede retssikkerhed på området for samværsforældre”.

Der var til dette formål indbudt en række eksperter og fagpersoner for at bidrage til at skabe et bedre grundlag for de politiske drøftelser om det familieretlige system, og som kan understøtte det videre arbejde med at styrke retssikkerheden.

Du kan se høringen via dette link, og faktisk skal der lyde en opfordring om at tage kaffekanden med ind foran computerskærmen og se alle 150 minutter.

Herunder følger et overordnet rids af oplægsholdernes pointer.

”Det værste mareridt”

Den første oplægsholder var Martin Olsen, som fortalte om sin egen sag, der endte med få timers samvær hver anden uge mellem ham og datteren - "det værste mareridt" betegnede han sin sag.

Blandt andet nævnte han en udlevering af pas op til en ferie, som mor nægtede: ”Det er ikke at være uenige”, sagde Martin Olsen. ”Det er chikane”.

Og videre: ”Konflikt er når begge parter modarbejder hinanden. Når det er den ene, er det chikane”.

Desuden pegede han på et opgør med bopæls- og samværsforælder-fordelingen.

Mod slutningen af sin taletid havde Martin Olsen svært ved at rumme sine følelser, og tårerne pressede sig på, mens stemmen skælvede. Men en veltimet klapsalve fra tilhørerne gav ham opbakning og mulighed for at genfinde balancen og gennemføre sin tale.

Martin Olsens tale gjorde bestemt indtryk.

”Selvtægt kan betale sig”

Den næste oplægsholder var Tanja Graabæk, som er advokat fra ”Strauss & Garlich”

Hun tog udgangspunkt i § 7-sagerne og pegede på, at retssikkerheden er styrtdykket. For eksempel bliver de hastende aspekter ikke hastebehandlet, og børnepsykologisk arbejde bliver lavet af socialrådgivere.

Hertil nævnte Tanja Graabæk, at der i kun 2 % af børnesagerne bliver lavet børnesagkyndige undersøgelser.

Desuden sagde hun: ”Hvis vi stopper samværet med en forælder, så forholder vi os ikke til dén forælder, vi overlader barnet til”. Og hun slog fast, at ”selvtægt kan betale sig” – og tilføjede senere: ”I dag løber bopælsforælderen ikke en risiko – de kan gøre, som de vil”.

Afslutningsvis pegede Tanja Graabæk på, at sagerne skal håndteres i én instans.

Familiesager og dommere

Den næste oplægsholder var Anni Højmark, der er retspræsident ved Retten i Svendborg.

Hun tog afsæt i ”fastlåste konflikter, hvor tiden går”. Hun pegede på, at der eksempelvis er for lang ventetid på overvåget samvær, og at ventetiden slider på familierne.

Hun foreslog derfor blandt andet, at sagerne skal sendes hurtigst muligt fra Familieretshuset til familieretten. Desuden skal Familieretten overtage sagsforberedelsen i de sager, der overgår til dem.

”Er familiesager en opgave, vi kan overlade til dommere?” spurgte Anni Højmark, hvorefter hun med slides slog fast, at dét kan de godt. Dommerstanden har både specialiseret sig og har den fornødne erfaring.

Desuden pegede hun på, at overvåget samvær i dag ligger uhensigtsmæssigt i løbet af dagen, som kan gøre det vanskeligt på grund af forælderens arbejde og barnets skole.

Mette Thiesen (NB) spurgte efterfølgende ind til en tidligere bemærkning fra en tidligere oplægsholder om, såfremt man ikke udleverer barnet, at man så kan miste bopælen. Dét bakkede Anni Højmark ikke op om: hun svarede, at det lyder enkelt for de voksne, men at vi skal huske børnene – det er ikke bare at flytte dem fra den ene til den anden.

De komplekse sager

Caroline Adolphsen (lektor, cand.jur., ph.d. Aarhus Universitet) tog udgangspunkt i barnets tarv som et afgørende hensyn – herunder (internationalt) barnets familieliv. Hun pegede særligt på, at når vi begrænser barnets ret til familieliv, skal der altså være en grund til det.

Desuden pointerede hun, at skilsmisse nok er en tvist mellem to private parter – men at en skilsmisse ikke nødvendigvis er en konflikt mellem parterne. ”Jeg er voldsudsat” medfører eksempelvis, at sagen allerede er flaget som kompleks, og ofte med konklusionen, at der så ikke fastsættes samvær. Og dermed bliver det afgørende, hvordan myndighederne faktisk betragter situationen.

Caroline Adolphsen efterlyste en mere nuanceret vejledning til Forældreansvarsloven til at forklare tingene mere hensigtsmæssigt.

Fokus på barnets perspektiv

Ingrid Hartelius Dall, som er juridisk seniorrådgiver hos ”Børns Vilkår”, leverede ét af de måske mere ”dramatiske” oplæg – målt på, hvordan det blev mødt.

Hun tog udgangspunkt i en tilgang om at nuancere sagerne fra et børneperspektiv, for der er en risiko for, at barnets perspektiv forsvinder i sagen.

Desuden pegede hun på, at børn i telefonsamtaler med ”Børns Vilkår” ønsker at tale om forældrenes konflikt og om samvær.

Herefter talte Ingrid Hartelius Dall om, at Forældreansvarsloven fokuserer på barnets trivsel og udvikling. Der er dog fortsat behov for større fokus på børneundersøgelser, og at sagerne skal undersøges mere grundigt.

Og hun kom ind på, at det er unuanceret at tale om skyld i disse sager, og at systemet skal blive bedre til at belyse de små børns perspektiv.

Endelig slog Ingrid Hartelius Dall fast, at det har store konsekvenser, hvis barnet mister kontakten til en forælder.

Men en formulering, som nok var sat lige lovlig meget på spidsen, fik dele af salen til at brokke sig højlydt, så formanden var nødt til at kalde til orden:

Ingrid Hartelius Dal sagde indledningsvis, at ”det handler meget lidt om jura”, og at det ”ikke må blive et spørgsmål om at styrke retssikkerhed eller forældrenes ret til ligestilling, der ultimativt tilsidesætter barnets ret til trivsel og udvikling”.

Og så kom bemærkningen:

”Der vil være sager, hvor en forælder med gode og tilstrækkelige forældrekompetencer og uden problemer i øvrigt vil blive afskåret fra samvær med sit barn, fordi modstanden hos dén forælder, som er barnets primære tilknytningsperson, er så stor, at dét at gennemtvinge samvær vil belaste forælderen så meget, at barnet vil tage skade. Dén afgørelse er vi som samfund forpligtet til at tage, fordi vi skal passe på de her børn, og vi ser alt for mange sager, hvor afgørelsen ikke træffes, før barnet har taget skade”.

Pointen fortabte sig i mishagsytringerne, og det vil bestemt være interessant at få dén frem.

Ingrid Hartelius Dall fortsatte med, at ”konflikter er traumatiserende på kort og lang sigt”, og at ”barnets ret til familieliv er en vigtig faktor, men der skal samtidigt sikres barnets udvikling og trivsel” og at ”barnet i videst muligt omfang skal have kontakt til begge forældre, men vi skal have fokus på at komme videre og ikke skyldsspørgsmålet”.

Tre forslag

Karen Wung-Sung, som er advokat i Holbæk og bl.a. medlem af Advokatrådet, fremsatte tre forslag om at styrke børnenes retssikkerhed.

Det første handlede om, at højkonfliktsager skal visiteres direkte til Familieretten. Her er der udfordringer i ventetid samt at Familieretshuset bestemmer hvilke informationer i den oplyste sag, der videregår til retten.

Det andet var, at begge forældre skal deltage i møder i FRH. Som det er nu, kan man bede om separate møder, hvor juristen tager noter, men hvor der ikke er dialog parterne imellem.

Tredje punkt var, at dén fagperson, der taler med barnet, også træffer afgørelse. Gentagne samtaler kan nemlig påvirke barnet og de informationer, barnet giver.

Konflikter og mentalisering

Sidste oplæg blev holdt sammen af to repræsentanter fra Familieretshuset, nemlig vicedirektør Jacob Buch og kontorchef Lone Tams Gildberg.

Jacob Buch rettede en gængs misforståelse ved at sige, at § 6-sagerne i Familieretshuset er uden risikofaktorer, mens § 7-sagerne ofte er konfliktprægede – men at konflikten kun er én faktor blandt flere.

Desuden understregede han, at de har fokus på kontakt mellem barn og forælder.

Også her blev oplægget afbrudt af mishagsytringer, da Jacob Buch talte om det kontaktbevarende samvær:

Han sagde:

”Ét af de helt store værktøjer er det kontaktbevarende samvær, som er sådan et standardiseret minimumssamvær, som er lavet for at sikre, at der her og nu sikres bevarelse af kontakt til dén forælder, der ikke har barnet boende. Når vi får en ansøgning, og vi kan se, at der er et kontaktbrud (det vil rigtig ofte fremgå af oplysningerne, når man søger hos os), så tager vi altså med det samme fat på at få vejledt om muligheden for kontaktbevarende samvær”.

Og så kom sætningen, der udløste reaktionen:

”Hvis vi oplever, der er kontaktbrud, griber vi straks ind med kontaktbevarende samvær”.

Senere sagde Jacob Buch, at mange af Familieretshusets værktøjer er beregnet på familier, der er faret vild, og ikke højkonflikterne.

Herefter tog Lone Tams Gildberg over og ridsede historikken op – herunder, at der med Forældreansvarsloven i 2007 kom fokus på barnets rettigheder, f.eks. retten til begge forældre.

Desuden slog hun fast, at Familieretshuset kommer i spil, når forældrene ikke selv kan opnå enighed.

Og hun kom kort ind på den såkaldte ”mentalisering”, hvor hun pegede på, at der måske skal juridiske afklaringer til, men at det også var vigtigt, at forældrene forstod sig selv og hinanden. Derfor ser Familieretshuset bag om konflikten og dét, der er i spil i sagen.

Under den afsluttende debat blev tempoet skruet kraftigt op, og dét blev mere rodet end konstruktivt.

Men høringen blev rundet af med et godt spørgsmål – og et knivskarpt svar.

En tilhører spurgte: ”For at stoppe alle konflikterne fra starten af: hvorfor siger man ikke bare, at det er 7/7 – så er der ikke noget at slås om?”

Ingrid Hartelius Dall svarede næsten lige så kort, men også uhyre præcist:

”Jeg forstår godt ønsket om at dele sol og vind lige ved at starte med en 7/7-ordning. Jeg bliver bare nødt til at sige, at rigtig, rigtig mange af de børn, vi taler med, vil ikke trives i en 7/7-ordning – vi bliver nødt til at foretage en konkret individuel vurdering af børnenes behov. Alle børn har ikke behov for at blive delt på midten”.

Afrunding

Dermed endte høringen, og den efterlader et positivt indtryk. Oplægsholderne var velvalgte og bragte god indsigt i deres respektive faglige dagligdag.

Og særlig Martin Olsens tale var selvfølgelig ikke så fagligt skarp eller juridisk præcis som de øvrige, men han formåede at bringe den rigtige dosis ”virkelighed” ind i høringen: at dette her altså er noget, der sker i virkeligheden, med konsekvenser for børn og forældre – i en kombination af lovgivning, der i nogle sammenhænge skyder ved siden af, med fortsatte problemer hos myndighederne og med uklare og / eller uhensigtsmæssige grænsedragninger mellem eksempelvis Familieretshuset og Familieretten.

Det bliver selvfølgelig spændende, hvad høringen fører med sig fremadrettet, og om de forskellige problemstillinger (f.eks. retssikkerhed, sikringen af barnets behov og forældre-fremmedgørelse) har bidt sig fast i den politiske bevidsthed.

EU forkaster forældre-fremmedgørelse som syndrom

En ny EU-resolution varsler fornyede indsatser for at hindre vold mod kvinder og børn – og varsler samtidig et opgør med forældre-fremmedgørelse som syndrom.

For knap tre uger siden, nærmere bestemt den 6. oktober 2021, vedtog Europaparlamentet en resolution om ”konsekvenserne for kvinder og børn af partnervold og forældremyndigheds-rettigheder”.

Denne nyhed blev for nylig bragt hos advokat Viggo Bækgaard, der er formand og talsmand for ”Landsforeningen Børn og Samvær” – og således derigennem, at ”Skilsmissefamilien” har taget historien op.

Du kan se den fulde dansk-tekstede EU-resolution ved at følge dette link.

Som nævnt i overskriften varsler resolutionen fornyede indsatser for at hindre vold mod kvinder og børn. Dét kan der sagtens væres ræson i, eftersom flere lande har berettet om øget vold mod kvinder og børn under den massive nedlukning af samfundet i forbindelse med Corona-krisen.

Men det må alligevel siges at være bemærkelsesværdigt, hvordan EU omtaler forældre-fremmedgørelse som syndrom (og potentielt i det hele taget).

I denne artikel ser vi på begge dele.

Vold mod kvinder og børn

Så lad os først se på de dele af teksten, der netop underbygger det aktuelle behov for de fornyede indsatser for at beskytte kvinder og børn.

I teksten beskrives det blandt meget andet, at ”kønsbaseret vold i alle dens afskygninger udgør en ekstrem form for diskrimination og en krænkelse af menneskerettighederne”, som er ”rodfæstet i ulighed mellem kønnene, som den bidrager til at fastholde og forstærke”.

Og videre, at ”denne form for vold har oprindelse i og fastholder stereotype forestillinger om kvinders og mænds roller og evner med udgangspunkt i ulige magtrelationer i samfundet”, samt at ”denne vold fortsat er udbredt og påvirker kvinder på alle niveauer i samfundet, uanset alder, uddannelse, indkomst, social stilling, oprindelsesland eller bopæl”.

Denne vold ”er én af de alvorligste hindringer for at opnå ligestilling mellem kønnene”, der medfører, at ”kvinder og børn i EU som følge af forskellig politik og lovgivning i de enkelte medlemsstater ikke nyder samme grad af beskyttelse mod kønsbaseret vold”.

Det fremgår videre af resolutionen, at ”partnervold omfatter enhver fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk vold, der finder sted mellem tidligere eller nuværende ægtefæller eller partnere, uanset om gerningsmanden deler eller har delt bopæl med offeret” – samt at ”partnervold er én af de mest udbredte former for kønsbaseret vold, idet det anslås, at 22 % af alle kvinder har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold, og at 43 % har været udsat for psykisk vold fra deres partners side”.

Desuden peger resolutionen på, at ”kvinder (på trods af talrige tilfælde af formel anerkendelse og fremskridt inden for ligestillingen) stadig forskelsbehandles og stilles værre end mænd, og at der fortsat består sociale, økonomiske og kulturelle uligheder”.

”Parental Alienation Syndrome” (PAS)

Som en del af volden mod kvinder og børn omtaler resolutionen specifikt forældre-fremmedgørelses-syndromet som et eksempel på vold – og vel at mærke ét, de nu vil have medlemslandene til at lukke ned for.

Forældre-fremmedgørelse er et begreb, som børnepsykiateren Richard Gardner stod bag i 1980´erne (på amerikansk ”Parental Alienation Syndrome”, forkortet PAS). Fænomenet handler om, at den ene forælder underminerer forholdet mellem barnet og den anden forælder for i sidste ende at bryde forbindelsen mellem barnet og denne forælder.

Det er dog vigtigt at understrege her, at modstanden mod forældre-fremmedgørelse normalvis ikke har været mod de konkrete handlinger som sådan – men mere dét, at Gardner (og flere efter ham) har talt om det som et syndrom og som en psykologisk proces, hvorigennem barnet bliver påvirket. Men det fandt kun sporadisk faglig opbakning, og det førte blandt andet til, at flere anerkendte organisationer (herunder WHO) forrige år fjernede forældre-fremmedgørelse som syndrom fra sine anerkendte mentale tilstande.

Og det er da også her, at den nye EU-resolution tager sit afsæt. Her står:

”To af de mest prestigefyldte institutioner for mental sundhed, Verdenssundhedsorganisationen og American Psychological Association, afviser brugen af det såkaldte forældre-fremmedgørelses-syndrom og lignende begreber og udtryk, eftersom de kan anvendes som en strategi mod voldsofre ved at sætte spørgsmålstegn ved ofrenes habilitet som forældre og affærdige deres udtalelser og den vold, som børn udsættes for”.

Vil forbyde forældre-fremmedgørelses-syndromet

Videre står der, at ”beskyldninger om forældrefremmedgørelse fremsat af fædre, der begår overgreb mod moderen, bør betragtes som en videreførelse af statslige myndigheders og aktørers magt og kontrol, herunder dem der træffer afgørelse om forældremyndighed”.

Og videre, at ”det såkaldte forældre-fremmedgørelses-syndrom og lignende begreber og termer, som overordnet set bygger på kønsstereotype forestillinger, kan virke til ugunst for kvindelige ofre for partnervold, idet mødre beskyldes for at forårsage "fremmedgørelse" over for faderen, hvorved der rejses tvivl om ofrenes evner som forældre og børnenes vidneudsagn og risikoen for vold mod dem lades ude af betragtning, hvad der undergraver mødrenes og børnenes rettigheder og sikkerhed”.

Og derfor, hedder det videre, opfordrer man ”medlemsstaterne til ikke at anerkende forældre-fremmedgørelses-syndromet i deres retspraksis og love og retspleje, og til at afskrække fra eller endog forbyde henvisning hertil i retssager, navnlig i forbindelse med undersøgelser af, om voldsovergreb har fundet sted”.

Advarer mod at kriminalisere mænd

Et medlem af Europaparlamentet, Margarita de la Pisa fra det spanske højrefløjsparti VOX, advarer dog mod at kriminalisere mænd.

Hun udtaler til spainsnews.com:

”Lovene skal garantere retssikkerhed: vi er alle lige for loven, aggressivitet er ikke knyttet til køn. Det forudsættes altid, at manden er skyldig, som om han var en kriminel. Hvor er retten til uskyldsformodning?”

Sagen kan potentielt være en katastrofe for skilsmisseområdet og for de, der anerkender forældre-fremmedgørelse – ikke nødvendigvis som syndrom, men i hvert fald som faktuelle handlinger, hvormed den ene forælder underminerer forholdet mellem barnet og den anden forælder for i sidste ende at bryde forbindelsen mellem barnet og denne forælder.

Men det skal dog understreges, at vi er på et tidligt stadie, og at det givetvis bliver de nationale og konkrete tiltag, der kommer til at vise, hvor anerkendelsen (eller underkendelsen) af forældre-fremmedgørelse kommer til at være.

Og det er bestemt en sag, som ”Skilsmissefamilien” kommer til at følge indgående.