Tidligere i dag blev der afholdt en åben høring om det familieretlige system. Det blev en formiddag med informative oplæg, masser af følelser og (måske) nye muligheder.
I dag bød Folketingets Social- og Ældreudvalg indenfor til en åben høring om det familieretlige system.
Og det blev en høring, hvor det var tydeligt, at dét her er et tema, hvor mange altså har følelserne i klemme. Dét er i øvrigt ganske forståeligt. Og flere gange brød mange i salen ud i klapsalver eller højlydt brokken, der gjorde høringen forholdsvis ”dramatisk”.
Temaet var beskrevet således, at hensigten var at ”belyse problemerne i det familieretlige system, så politikerne får et kvalificeret indblik i, hvordan systemet fungerer, samt viden om de retssikkerhedsmæssige konsekvenser, det kan have for en forælder, når denne mister kontakten til sine børn”, som det hed i indbydelsen.
”Det er vurderingen”, lød det videre, ”at der er alt for mange enkeltsager, hvor samværsforældre mister kontakten til deres børn, og høringens fokus vil derfor være at få afdækket problemernes omfang og identificere årsagerne til den forringede retssikkerhed på området for samværsforældre”.
Der var til dette formål indbudt en række eksperter og fagpersoner for at bidrage til at skabe et bedre grundlag for de politiske drøftelser om det familieretlige system, og som kan understøtte det videre arbejde med at styrke retssikkerheden.
Du kan se høringen via dette link, og faktisk skal der lyde en opfordring om at tage kaffekanden med ind foran computerskærmen og se alle 150 minutter.
Herunder følger et overordnet rids af oplægsholdernes pointer.
”Det værste mareridt”
Den første oplægsholder var Martin Olsen, som fortalte om sin egen sag, der endte med få timers samvær hver anden uge mellem ham og datteren - "det værste mareridt" betegnede han sin sag.
Blandt andet nævnte han en udlevering af pas op til en ferie, som mor nægtede: ”Det er ikke at være uenige”, sagde Martin Olsen. ”Det er chikane”.
Og videre: ”Konflikt er når begge parter modarbejder hinanden. Når det er den ene, er det chikane”.
Desuden pegede han på et opgør med bopæls- og samværsforælder-fordelingen.
Mod slutningen af sin taletid havde Martin Olsen svært ved at rumme sine følelser, og tårerne pressede sig på, mens stemmen skælvede. Men en veltimet klapsalve fra tilhørerne gav ham opbakning og mulighed for at genfinde balancen og gennemføre sin tale.
Martin Olsens tale gjorde bestemt indtryk.
”Selvtægt kan betale sig”
Den næste oplægsholder var Tanja Graabæk, som er advokat fra ”Strauss & Garlich”
Hun tog udgangspunkt i § 7-sagerne og pegede på, at retssikkerheden er styrtdykket. For eksempel bliver de hastende aspekter ikke hastebehandlet, og børnepsykologisk arbejde bliver lavet af socialrådgivere.
Hertil nævnte Tanja Graabæk, at der i kun 2 % af børnesagerne bliver lavet børnesagkyndige undersøgelser.
Desuden sagde hun: ”Hvis vi stopper samværet med en forælder, så forholder vi os ikke til dén forælder, vi overlader barnet til”. Og hun slog fast, at ”selvtægt kan betale sig” – og tilføjede senere: ”I dag løber bopælsforælderen ikke en risiko – de kan gøre, som de vil”.
Afslutningsvis pegede Tanja Graabæk på, at sagerne skal håndteres i én instans.
Familiesager og dommere
Den næste oplægsholder var Anni Højmark, der er retspræsident ved Retten i Svendborg.
Hun tog afsæt i ”fastlåste konflikter, hvor tiden går”. Hun pegede på, at der eksempelvis er for lang ventetid på overvåget samvær, og at ventetiden slider på familierne.
Hun foreslog derfor blandt andet, at sagerne skal sendes hurtigst muligt fra Familieretshuset til familieretten. Desuden skal Familieretten overtage sagsforberedelsen i de sager, der overgår til dem.
”Er familiesager en opgave, vi kan overlade til dommere?” spurgte Anni Højmark, hvorefter hun med slides slog fast, at dét kan de godt. Dommerstanden har både specialiseret sig og har den fornødne erfaring.
Desuden pegede hun på, at overvåget samvær i dag ligger uhensigtsmæssigt i løbet af dagen, som kan gøre det vanskeligt på grund af forælderens arbejde og barnets skole.
Mette Thiesen (NB) spurgte efterfølgende ind til en tidligere bemærkning fra en tidligere oplægsholder om, såfremt man ikke udleverer barnet, at man så kan miste bopælen. Dét bakkede Anni Højmark ikke op om: hun svarede, at det lyder enkelt for de voksne, men at vi skal huske børnene – det er ikke bare at flytte dem fra den ene til den anden.
De komplekse sager
Caroline Adolphsen (lektor, cand.jur., ph.d. Aarhus Universitet) tog udgangspunkt i barnets tarv som et afgørende hensyn – herunder (internationalt) barnets familieliv. Hun pegede særligt på, at når vi begrænser barnets ret til familieliv, skal der altså være en grund til det.
Desuden pointerede hun, at skilsmisse nok er en tvist mellem to private parter – men at en skilsmisse ikke nødvendigvis er en konflikt mellem parterne. ”Jeg er voldsudsat” medfører eksempelvis, at sagen allerede er flaget som kompleks, og ofte med konklusionen, at der så ikke fastsættes samvær. Og dermed bliver det afgørende, hvordan myndighederne faktisk betragter situationen.
Caroline Adolphsen efterlyste en mere nuanceret vejledning til Forældreansvarsloven til at forklare tingene mere hensigtsmæssigt.
Fokus på barnets perspektiv
Ingrid Hartelius Dall, som er juridisk seniorrådgiver hos ”Børns Vilkår”, leverede ét af de måske mere ”dramatiske” oplæg – målt på, hvordan det blev mødt.
Hun tog udgangspunkt i en tilgang om at nuancere sagerne fra et børneperspektiv, for der er en risiko for, at barnets perspektiv forsvinder i sagen.
Desuden pegede hun på, at børn i telefonsamtaler med ”Børns Vilkår” ønsker at tale om forældrenes konflikt og om samvær.
Herefter talte Ingrid Hartelius Dall om, at Forældreansvarsloven fokuserer på barnets trivsel og udvikling. Der er dog fortsat behov for større fokus på børneundersøgelser, og at sagerne skal undersøges mere grundigt.
Og hun kom ind på, at det er unuanceret at tale om skyld i disse sager, og at systemet skal blive bedre til at belyse de små børns perspektiv.
Endelig slog Ingrid Hartelius Dall fast, at det har store konsekvenser, hvis barnet mister kontakten til en forælder.
Men en formulering, som nok var sat lige lovlig meget på spidsen, fik dele af salen til at brokke sig højlydt, så formanden var nødt til at kalde til orden:
Ingrid Hartelius Dal sagde indledningsvis, at ”det handler meget lidt om jura”, og at det ”ikke må blive et spørgsmål om at styrke retssikkerhed eller forældrenes ret til ligestilling, der ultimativt tilsidesætter barnets ret til trivsel og udvikling”.
Og så kom bemærkningen:
”Der vil være sager, hvor en forælder med gode og tilstrækkelige forældrekompetencer og uden problemer i øvrigt vil blive afskåret fra samvær med sit barn, fordi modstanden hos dén forælder, som er barnets primære tilknytningsperson, er så stor, at dét at gennemtvinge samvær vil belaste forælderen så meget, at barnet vil tage skade. Dén afgørelse er vi som samfund forpligtet til at tage, fordi vi skal passe på de her børn, og vi ser alt for mange sager, hvor afgørelsen ikke træffes, før barnet har taget skade”.
Pointen fortabte sig i mishagsytringerne, og det vil bestemt være interessant at få dén frem.
Ingrid Hartelius Dall fortsatte med, at ”konflikter er traumatiserende på kort og lang sigt”, og at ”barnets ret til familieliv er en vigtig faktor, men der skal samtidigt sikres barnets udvikling og trivsel” og at ”barnet i videst muligt omfang skal have kontakt til begge forældre, men vi skal have fokus på at komme videre og ikke skyldsspørgsmålet”.
Tre forslag
Karen Wung-Sung, som er advokat i Holbæk og bl.a. medlem af Advokatrådet, fremsatte tre forslag om at styrke børnenes retssikkerhed.
Det første handlede om, at højkonfliktsager skal visiteres direkte til Familieretten. Her er der udfordringer i ventetid samt at Familieretshuset bestemmer hvilke informationer i den oplyste sag, der videregår til retten.
Det andet var, at begge forældre skal deltage i møder i FRH. Som det er nu, kan man bede om separate møder, hvor juristen tager noter, men hvor der ikke er dialog parterne imellem.
Tredje punkt var, at dén fagperson, der taler med barnet, også træffer afgørelse. Gentagne samtaler kan nemlig påvirke barnet og de informationer, barnet giver.
Konflikter og mentalisering
Sidste oplæg blev holdt sammen af to repræsentanter fra Familieretshuset, nemlig vicedirektør Jacob Buch og kontorchef Lone Tams Gildberg.
Jacob Buch rettede en gængs misforståelse ved at sige, at § 6-sagerne i Familieretshuset er uden risikofaktorer, mens § 7-sagerne ofte er konfliktprægede – men at konflikten kun er én faktor blandt flere.
Desuden understregede han, at de har fokus på kontakt mellem barn og forælder.
Også her blev oplægget afbrudt af mishagsytringer, da Jacob Buch talte om det kontaktbevarende samvær:
Han sagde:
”Ét af de helt store værktøjer er det kontaktbevarende samvær, som er sådan et standardiseret minimumssamvær, som er lavet for at sikre, at der her og nu sikres bevarelse af kontakt til dén forælder, der ikke har barnet boende. Når vi får en ansøgning, og vi kan se, at der er et kontaktbrud (det vil rigtig ofte fremgå af oplysningerne, når man søger hos os), så tager vi altså med det samme fat på at få vejledt om muligheden for kontaktbevarende samvær”.
Og så kom sætningen, der udløste reaktionen:
”Hvis vi oplever, der er kontaktbrud, griber vi straks ind med kontaktbevarende samvær”.
Senere sagde Jacob Buch, at mange af Familieretshusets værktøjer er beregnet på familier, der er faret vild, og ikke højkonflikterne.
Herefter tog Lone Tams Gildberg over og ridsede historikken op – herunder, at der med Forældreansvarsloven i 2007 kom fokus på barnets rettigheder, f.eks. retten til begge forældre.
Desuden slog hun fast, at Familieretshuset kommer i spil, når forældrene ikke selv kan opnå enighed.
Og hun kom kort ind på den såkaldte ”mentalisering”, hvor hun pegede på, at der måske skal juridiske afklaringer til, men at det også var vigtigt, at forældrene forstod sig selv og hinanden. Derfor ser Familieretshuset bag om konflikten og dét, der er i spil i sagen.
Under den afsluttende debat blev tempoet skruet kraftigt op, og dét blev mere rodet end konstruktivt.
Men høringen blev rundet af med et godt spørgsmål – og et knivskarpt svar.
En tilhører spurgte: ”For at stoppe alle konflikterne fra starten af: hvorfor siger man ikke bare, at det er 7/7 – så er der ikke noget at slås om?”
Ingrid Hartelius Dall svarede næsten lige så kort, men også uhyre præcist:
”Jeg forstår godt ønsket om at dele sol og vind lige ved at starte med en 7/7-ordning. Jeg bliver bare nødt til at sige, at rigtig, rigtig mange af de børn, vi taler med, vil ikke trives i en 7/7-ordning – vi bliver nødt til at foretage en konkret individuel vurdering af børnenes behov. Alle børn har ikke behov for at blive delt på midten”.
Afrunding
Dermed endte høringen, og den efterlader et positivt indtryk. Oplægsholderne var velvalgte og bragte god indsigt i deres respektive faglige dagligdag.
Og særlig Martin Olsens tale var selvfølgelig ikke så fagligt skarp eller juridisk præcis som de øvrige, men han formåede at bringe den rigtige dosis ”virkelighed” ind i høringen: at dette her altså er noget, der sker i virkeligheden, med konsekvenser for børn og forældre – i en kombination af lovgivning, der i nogle sammenhænge skyder ved siden af, med fortsatte problemer hos myndighederne og med uklare og / eller uhensigtsmæssige grænsedragninger mellem eksempelvis Familieretshuset og Familieretten.
Det bliver selvfølgelig spændende, hvad høringen fører med sig fremadrettet, og om de forskellige problemstillinger (f.eks. retssikkerhed, sikringen af barnets behov og forældre-fremmedgørelse) har bidt sig fast i den politiske bevidsthed.