En ny EU-resolution varsler fornyede indsatser for at hindre vold mod kvinder og børn – og varsler samtidig et opgør med forældre-fremmedgørelse som syndrom.
For knap tre uger siden, nærmere bestemt den 6. oktober 2021, vedtog Europaparlamentet en resolution om ”konsekvenserne for kvinder og børn af partnervold og forældremyndigheds-rettigheder”.
Denne nyhed blev for nylig bragt hos advokat Viggo Bækgaard, der er formand og talsmand for ”Landsforeningen Børn og Samvær” – og således derigennem, at ”Skilsmissefamilien” har taget historien op.
Du kan se den fulde dansk-tekstede EU-resolution ved at følge dette link.
Som nævnt i overskriften varsler resolutionen fornyede indsatser for at hindre vold mod kvinder og børn. Dét kan der sagtens væres ræson i, eftersom flere lande har berettet om øget vold mod kvinder og børn under den massive nedlukning af samfundet i forbindelse med Corona-krisen.
Men det må alligevel siges at være bemærkelsesværdigt, hvordan EU omtaler forældre-fremmedgørelse som syndrom (og potentielt i det hele taget).
I denne artikel ser vi på begge dele.
Vold mod kvinder og børn
Så lad os først se på de dele af teksten, der netop underbygger det aktuelle behov for de fornyede indsatser for at beskytte kvinder og børn.
I teksten beskrives det blandt meget andet, at ”kønsbaseret vold i alle dens afskygninger udgør en ekstrem form for diskrimination og en krænkelse af menneskerettighederne”, som er ”rodfæstet i ulighed mellem kønnene, som den bidrager til at fastholde og forstærke”.
Og videre, at ”denne form for vold har oprindelse i og fastholder stereotype forestillinger om kvinders og mænds roller og evner med udgangspunkt i ulige magtrelationer i samfundet”, samt at ”denne vold fortsat er udbredt og påvirker kvinder på alle niveauer i samfundet, uanset alder, uddannelse, indkomst, social stilling, oprindelsesland eller bopæl”.
Denne vold ”er én af de alvorligste hindringer for at opnå ligestilling mellem kønnene”, der medfører, at ”kvinder og børn i EU som følge af forskellig politik og lovgivning i de enkelte medlemsstater ikke nyder samme grad af beskyttelse mod kønsbaseret vold”.
Det fremgår videre af resolutionen, at ”partnervold omfatter enhver fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk vold, der finder sted mellem tidligere eller nuværende ægtefæller eller partnere, uanset om gerningsmanden deler eller har delt bopæl med offeret” – samt at ”partnervold er én af de mest udbredte former for kønsbaseret vold, idet det anslås, at 22 % af alle kvinder har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold, og at 43 % har været udsat for psykisk vold fra deres partners side”.
Desuden peger resolutionen på, at ”kvinder (på trods af talrige tilfælde af formel anerkendelse og fremskridt inden for ligestillingen) stadig forskelsbehandles og stilles værre end mænd, og at der fortsat består sociale, økonomiske og kulturelle uligheder”.
”Parental Alienation Syndrome” (PAS)
Som en del af volden mod kvinder og børn omtaler resolutionen specifikt forældre-fremmedgørelses-syndromet som et eksempel på vold – og vel at mærke ét, de nu vil have medlemslandene til at lukke ned for.
Forældre-fremmedgørelse er et begreb, som børnepsykiateren Richard Gardner stod bag i 1980´erne (på amerikansk ”Parental Alienation Syndrome”, forkortet PAS). Fænomenet handler om, at den ene forælder underminerer forholdet mellem barnet og den anden forælder for i sidste ende at bryde forbindelsen mellem barnet og denne forælder.
Det er dog vigtigt at understrege her, at modstanden mod forældre-fremmedgørelse normalvis ikke har været mod de konkrete handlinger som sådan – men mere dét, at Gardner (og flere efter ham) har talt om det som et syndrom og som en psykologisk proces, hvorigennem barnet bliver påvirket. Men det fandt kun sporadisk faglig opbakning, og det førte blandt andet til, at flere anerkendte organisationer (herunder WHO) forrige år fjernede forældre-fremmedgørelse som syndrom fra sine anerkendte mentale tilstande.
Og det er da også her, at den nye EU-resolution tager sit afsæt. Her står:
”To af de mest prestigefyldte institutioner for mental sundhed, Verdenssundhedsorganisationen og American Psychological Association, afviser brugen af det såkaldte forældre-fremmedgørelses-syndrom og lignende begreber og udtryk, eftersom de kan anvendes som en strategi mod voldsofre ved at sætte spørgsmålstegn ved ofrenes habilitet som forældre og affærdige deres udtalelser og den vold, som børn udsættes for”.
Vil forbyde forældre-fremmedgørelses-syndromet
Videre står der, at ”beskyldninger om forældrefremmedgørelse fremsat af fædre, der begår overgreb mod moderen, bør betragtes som en videreførelse af statslige myndigheders og aktørers magt og kontrol, herunder dem der træffer afgørelse om forældremyndighed”.
Og videre, at ”det såkaldte forældre-fremmedgørelses-syndrom og lignende begreber og termer, som overordnet set bygger på kønsstereotype forestillinger, kan virke til ugunst for kvindelige ofre for partnervold, idet mødre beskyldes for at forårsage "fremmedgørelse" over for faderen, hvorved der rejses tvivl om ofrenes evner som forældre og børnenes vidneudsagn og risikoen for vold mod dem lades ude af betragtning, hvad der undergraver mødrenes og børnenes rettigheder og sikkerhed”.
Og derfor, hedder det videre, opfordrer man ”medlemsstaterne til ikke at anerkende forældre-fremmedgørelses-syndromet i deres retspraksis og love og retspleje, og til at afskrække fra eller endog forbyde henvisning hertil i retssager, navnlig i forbindelse med undersøgelser af, om voldsovergreb har fundet sted”.
Advarer mod at kriminalisere mænd
Et medlem af Europaparlamentet, Margarita de la Pisa fra det spanske højrefløjsparti VOX, advarer dog mod at kriminalisere mænd.
Hun udtaler til spainsnews.com:
”Lovene skal garantere retssikkerhed: vi er alle lige for loven, aggressivitet er ikke knyttet til køn. Det forudsættes altid, at manden er skyldig, som om han var en kriminel. Hvor er retten til uskyldsformodning?”
Sagen kan potentielt være en katastrofe for skilsmisseområdet og for de, der anerkender forældre-fremmedgørelse – ikke nødvendigvis som syndrom, men i hvert fald som faktuelle handlinger, hvormed den ene forælder underminerer forholdet mellem barnet og den anden forælder for i sidste ende at bryde forbindelsen mellem barnet og denne forælder.
Men det skal dog understreges, at vi er på et tidligt stadie, og at det givetvis bliver de nationale og konkrete tiltag, der kommer til at vise, hvor anerkendelsen (eller underkendelsen) af forældre-fremmedgørelse kommer til at være.
Og det er bestemt en sag, som ”Skilsmissefamilien” kommer til at følge indgående.