Astrid Krag forholder sig til brudt kontakt

”Som jeg ved flere lejligheder har tilkendegivet, er det fuldstændigt uacceptabelt, hvis en forælder uden grund forhindrer den anden forælder i at se barnet efter et samlivsbrud”, svarer social- og ældreministeren blandt andet.

I slutningen af oktober måned bragte Politiken en kronik skrevet af en række personer, herunder professor Per Schultz Jørgensen og medlem af Dansk Psykologforenings Selskab for Børnesagkyndige, Jørn Nedergaard.

Kronikken satte fokus på de svære skilsmissesager under titlen ”Det er en skændsel, at den ene forælder belønnes for at skade den andens samvær med børnene”.

Det fremgår blandt andet af artiklen: ”Det kan forekomme uforståeligt nemt at fjerne den ene forælder fra barnets liv. Det lader ofte til blot at være et spørgsmål om, hvilken af forældrene, der først tager barnet hjem til sig og følger op med beskyldninger mod den anden forælder og ved at nægte at udlevere barnet til samvær”.

Kronikken kan ses her, om end den er bag betalingsmur.

Spørgsmål fra Karina Adsbøl

Den 29. oktober stillede Karina Adsbøl (DF) et skriftligt spørgsmål til social- og ældreminister Astrid Krag (S) omkring hendes reaktion på netop denne kronik.

Spørgsmålet lød:

”Vil ministeren kommentere kronikken ”Eksperter: Det er en skændsel, at den ene forælder belønnes for at skade den andens samvær med børnene” fra Politiken d. 26. oktober 2021?”

Svaret fra ministeren

For et par dage siden (nærmere bestemt torsdag den 25. november) kom svaret fra ministeren. Det bringes herunder i sin helhed:

”I kronikken, som jeg er bedt om at kommentere, beskrives, hvordan nogle forældre chikanerer den anden forælder ud af barnets liv, og det antydes, at det familieretlige system belønner sådan adfærd. Som jeg ved flere lejligheder har tilkendegivet, er det fuldstændigt uacceptabelt, hvis en forælder uden grund forhindrer den anden forælder i at se barnet efter et samlivsbrud. For langt de fleste børn er det naturligvis bedst at have kontakt til begge forældre. Det er da også det klare udgangspunkt i lovgivningen, og sådan det fungerer i langt de fleste skilsmissefamilier, hvor forældrene samarbejder til barnets bedste. Desværre er der forældre, der ikke er deres ansvar for at samarbejde bevidst, og det skal lovgivningen og systemet sætte ind overfor, hvilket da også allerede sker i dag. Fx er der med chikanepakken fra 2015 indført mulighed for hurtigt at fastsætte kontaktbevarende samvær. Et afslag på kontaktbevarende samvær betyder ikke, at der ikke kan træffes en ”almindelig” midlertidig afgørelse om samvær. Der kan således, når den nærmere undersøgelse er foretaget, fastsættes samvær mellem barn og forælder, hvis det vurderes bedst for barnet. Der kan i den forbindelse også fastsættes vilkår om, at samværet skal overvåges. Det er også i lovgivningen særskilt fremhævet, at det i vurderingen af, hvem der skal have forældremyndigheden eller barnets bopæl, kan indgå, at den ene forælder uden grund har forsøgt at hindre den anden forælders kontakt til barnet. Flere domme, som jeg tidligere har sendt til udvalget, viser da også, at samarbejdschikane kan koste den ene forælder forældremyndigheden og bopælen.

Det er dog helt centralt, at alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Hvis et barn er voldsomt i klemme i forældrenes konflikt, så skal hensynet til barnet komme før hensynet til forælderen, og derfor kan systemet ikke bare udpege en ”skyldig” og undlade at se på, hvad der er bedst for barnet. Som jeg tidligere har oplyst udvalget, så tillægges skyldsspørgsmålet heller ikke betydning i samværssager i de andre nordiske lande. Det tilkendegives også i kronikken, at sagerne bør undersøges tilstrækkeligt, og at der bør gennemføres børnesagkyndige undersøgelser i § 7-sagerne. Jeg henviser til min tidligere besvarelse af SOU alm. del spørgsmål 791 (vedlagt). Endelig er jeg enig med kronikkens forfattere i, at lange ventetider er et problem, og derfor har regeringen afsat betydelige midler til Familieretshuset. Løbende statusrapporter fra Familieretshuset, som jeg hvert kvartal sender til ordførerne, viser, at Familieretshusets driftsplansprognose fortsat følger udviklingen af den prognose, der lå til grund for den politiske aftale om nedbringelse af ventetider fra november 2020”.

Ministerens henvisning

Som det fremgår af svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag, så henviser hun til sit svar på et tidligere spørgsmål, nemlig spørgsmål 791.

Dengang (den 20. august 2021) var det Mette Thiessen (NB), der stillede spørgsmålet, der lød således:

”Kan ministeren oplyse, hvor ofte der iværksættes børnesagkyndige undersøgelser i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, og kan ministeren endvidere oplyse, om de børnesagkyndige undersøgelser altid gennemføres af autoriserede psykologer med speciale i børnepsykologi/-psykoterapi eller af børnepsykiatere?”

Ministerens svar bringes herunder i sin helhed:

”Om behandlingen af de komplekse § 7-sager, der er sager med risikofaktorer som fx vold og misbrug, fremgår det af familieretshusloven, at sagerne udredes af Familieretshuset, der sørger for tværfaglig behandling, undersøgelse og oplysning af sagen, herunder belysning af forældrenes personlige egenskaber og deres evne til at drage omsorg for barnet, når det er relevant. § 7-sagerne behandles således tværfagligt af Familieretshusets børne- og familiefaglige medarbejdere og juridiske sagsbehandlere, ligesom Familieretshuset samarbejder med kommunen, hvor det er relevant. Centralt for samarbejdet er, at Familieretshuset kan oplyse sagen tilstrækkeligt til, at familieretten kan træffe afgørelse om en helhedsorienteret løsning for familien. Det følger videre af loven, at der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse som led i oplysningen af sagen, medmindre en sådan undersøgelse ikke er nødvendig for afgørelsen af sagen. Jeg har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Familieretshuset, der har oplyst, at der kan være flere grunde til, at det konkret vurderes, at der ikke skal gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse i den enkelte § 7-sag. Det vil således ikke være relevant at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse i sager, hvor kommunen for nyligt har gennemført en børnefaglig undersøgelse, som i tilstrækkeligt omfang besvarer de spørgsmål, som det ville være relevant at få besvaret i en børnesagkyndig undersøgelse. I andre sager vil iværksættelse af et overvåget samvær være mere relevant til belysning af problemstillingerne i sagen. Familieretshuset har oplyst følgende om antallet af børnesagkyndige undersøgelser:

(Her følger et skema: overskriften lyder ”Børnesagkyndige undersøgelser (1. halvår 2021)”, hvor det derunder fremgår, at det totale antal ansøgninger § 7 = 5.272, heraf 83 børnesagkyndige undersøgelser)

Familieretshuset oplyser endvidere, at børnesagkyndige undersøgelser altid gennemføres af autoriserede psykologer med særlige kompetencer inden for børneområdet. Psykologer i Familieretshusets Børneenhed kvalitetstjekker efter beskrevne retningslinjer undersøgelserne".

Så ofte bliver samvær suspenderet

Familieretshuset har sat tal på omfanget af sager, hvor de har afvist eller suspenderet samvær i de røde § 7-sager. Og samtidig er en fejl i opgørelsen af de gule § 6-sager blevet rettet.

I det forgangne halve år har temaet på skilsmisse-området ikke været om de lange sagsbehandlingstider i Familieretshuset, som ellers har været i fokus ganske længe. Derimod har det i større grad handlet om sager, hvor kontakten mellem barnet og den ene forælder er blevet brudt.

Det har blandt andet ført til en åben høring om det familieretlige system i Folketingets Social- og Ældreudvalg den 28. oktober og flere andre møder om temaet.

I en artikel fra ”Skilsmissefamilien” fra starten af september måned (”Astrid Krag: ”Fordi der ikke findes statistik””, som du kan læse her) fremgik det af et svar fra social- og ældreminister Astrid Krag (S), at samværet i 105 § 6-sager (de såkaldt gule sager) var blevet afskåret i blot 3. Dengang fremgik det ikke af ministerens udsagn, hvordan det tilsvarende så ud med § 7-sager (de såkaldt røde sager), der i sagens natur oftere er konfliktfyldte, og hvor et eventuelt suspenderet samvær forventeligt vil ske oftere.

Den 27. oktober 2021 (dvs. dagen før den åbne høring om det familieretlige system) stillede Karina Adsbøl (DF) så spørgsmålet specifikt om de røde § 7-sager til social- og ældreminister Astrid Krag.

Spørgsmålet lød:

”Vil ministeren oplyse, hvor mange gange Familieretshuset har afvist eller suspenderet samvær i de såkaldte § 7-sager (røde sager)? Der henvises til, at ministeren under besvarelsen af samrådsspm. AG den 19. august 2021 nævnte, at Familieretshuset havde oplyst, at de har afvist/suspenderet” samværet i 3 ud af 105 § 6-sager (gule sager)".

Fejl i det samlede antal

Og i går kom det skriftlige svar fra social- og ældreministeren, der indeholder oplysninger om antallet af § 7-sager og de 3 § 6-sager med afvist / suspenderet samvær.

Her svarer Astrid Krag, at Familieretshuset har oplyst, at de ”i perioden 1. januar – 30. juni 2021 har truffet 95 afgørelser i § 7-sager, hvor et samvær blev ophævet/suspenderet”.

Desuden gjorde ministeren opmærksom på, at ”de oplysninger om ophævelse/suspension af samvær i § 6- sager, som blev givet til brug for samrådet den 19. august 2021, beklageligvis bygger på en gennemgang af et mangelfuldt datagrundlag”.

At der var tale om ophævelse / suspension i 3 sager var således ikke korrekt.

Familieretshuset, oplyser ministeren, har foretaget en ny gennemgang og er på baggrund af det korrekte datagrundlag nået frem til, at det rigtige antal § 6-sager, hvor samværet er blevet ophævet / suspenderet i perioden 1. januar 2021 til 1. juni 2021, er 12 sager.

Svaret i sin helhed

Herunder fremgår hele social- og ældreminister Astrid Krags svar i sin helhed:

”Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Familieretshuset. Familieretshuset har på baggrund af en manuel gennemgang oplyst, at Familieretshuset i perioden 1. januar – 30. juni 2021 har truffet 95 afgørelser i § 7-sager, hvor et samvær blev ophævet/suspenderet. I forbindelse med ovennævnte gennemgang er Familieretshuset blevet opmærksom på, at de oplysninger om ophævelse/suspension af samvær i § 6-sager, som blev givet til brug for samrådet den 19. august 2021, beklageligvis bygger på en gennemgang af et mangelfuldt datagrundlag. Familieretshuset oplyste således til brug for samrådet, at en manuel gennemgang af en række § 6-sager viste, at der perioden 1. januar – 30. juni 2021 var truffet tre afgørelser om ikke at fastsætte et samvær eller om at ophæve et allerede aftalt/fastsat samvær. En fornyet gennemgang af sagerne på baggrund af det korrekte datagrundlag viser imidlertid, at Familieretshuset rettelig besluttede at ophæve/suspendere samværet i 12 tilfælde i denne sagskategori i perioden. Familieretshuset beklager fejlen, som hermed korrigeres”.

Baggrund: suspendering af samvær

I forbindelse med sagsbehandlingen kan Familieretshuset fastsætte samvær med samværsforælderen, såfremt dette er hensigtsmæssigt for barnet. Deraf følger det, at Familieretshuset kan undlade at fastsætte samvær eller suspendere allerede fastsat samvær, såfremt dette vil være bedst for barnet – efter en samlet vurdering.

Eksempelvis fremgår det af ”Forældreansvarsloven”, at:

• ”I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række” (§ 1)

• ”Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold” (§ 4)

• ”Samværet fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold” (§ 21, stk. 2)

• ”Fastsat eller aftalt samvær bortfalder kun, når forældrene har aftalt det, eller når Familieretshuset eller familieretten har truffet afgørelse om bortfald af samvær…” (§ 21 a)

Det kan således være karakteristika i sagen, der skønnes at udsætte barnet for egentlig fare, være imod dets behov og lignende – og dermed overvejelsen, at samværet ikke bør fastsættes. Dette KAN især omfatte forældrenes konflikt og barnets reaktioner.

Der forekommer dog sager, der angiveligt ikke oplyses korrekt og / eller faktuelt med risiko for forkerte afgørelser gennem enten nedsat eller ikke-fastsat / suspenderet samvær.

Det er derfor afgørende, at sagen er oplyst korrekt og tilstrækkeligt, og at myndighederne i øvrigt søger at sikre barnets behov bredt.

Spørgsmål om vold og krisecentre

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) fik en række spørgsmål om vold i nære relationer og krisecentrene.

Den 26. oktober stillede to folketingspolitikere en række skriftlige spørgsmål til social- og ældreminister Astrid Krag (S). Emnerne, som spørgsmålene handlede om, var vold i nære relationer og krisecentrene.

Dels stillede Samira Nawa (RV) fire spørgsmål via Folketingets Ligestillingsudvalg, og Christina Thorholm (RV) stillede tre spørgsmål via Social- og Ældreudvalget.

I denne artikel fremgår både spørgsmålene fra Samira Nawa og Christina Thorholm samt ministerens svar til hvert af dem.

Det skal bemærkes, at spørgsmålene har specifikke numre i forhold til Folketingets system, og at denne systematik fastholdes i denne artikel.

Spørgsmål fra Samira Nawa (RV)

Spørgsmål 6: bekæmpelse af vold i nære relationer

Spørgsmålet lyder:

”Vil ministeren orientere Folketinget om regeringens proces for og forberedende arbejde med en ny national handlingsplan til bekæmpelse af vold i nære relationer?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 22. november 2021:

”Da ansvaret for koordineringen af opfølgningen på den nuværende handlingsplan til bekæmpelse af psykisk og fysisk vold i nære relationer er forankret i Ligestillingsafdelingen har jeg til brug for besvarelsen bedt fungerende minister for ligestilling om et bidrag. Han har oplyst følgende: ”Den nuværende Handlingsplan til bekæmpelse af psykisk og fysisk vold i nære relationer udløber ved udgangen af 2022. Der vil i de kommende måneder igangsættes en tværministeriel drøftelse af behovet for en opfølgning på handlingsplanen. De relevante civilsamfundsaktører på området vil blive inddraget med henblik på at afdække behovet for nye indsatser””.

Spørgsmål 7: har Danmark levet op til 2020-målsætning?

Spørgsmålet lyder:

”Kan ministeren svare på, om Danmark har levet op til sin 2020-målsætning fra den daværende SR-regering om, at andelen af kvinder på kvindekrisecentre, der har behov for mere end et ophold, i 2020 skulle være reduceret med mindst 30 pct.?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 22. november 2021:

Det følger af den daværende SR-regerings ”Alle skal med – Målsætninger for de mest udsatte frem mod 2020”, at: ”Andelen af kvinder på kvindekrisecentre, der har behov for mere end ét ophold, reduceres med mindst 30 pct. Det svarer til en andel på højst 25 pct.” Målsætningen tager udgangspunkt i opgørelser fra Socialstyrelsens og LOKKs Årsstatistik om kvinder og børn på kvindekrisecenter 2012, som viser, at der blandt kvinder med ophold på et kvindekrisecenter i hhv. 2011 og 2012, var 36 pct., som angav, at de også tidligere i deres liv havde taget ophold på et krisecenter. LOKKS Årsstatistik om kvinder og børn på kvindekrisecenter 2019 viser, at 24 pct. af de kvinder, som afsluttede et ophold på et kvindekrisecenter i 2019, har haft mere end ét ophold på krisecentre i deres liv. Ifølge LOKKs Årsstatistik er andelen af kvinder i 2019, som har taget flere ophold på et kvindekrisecenter i løbet af deres liv, således lavere end de højst 25 pct., der fremgår af den daværende SR-regerings målsætning på området. Årsstatistikkerne er baseret på spørgeskemadata, som er indberettet fra kvindekrisecentrene. I årsstatistikkerne vises antallet af ophold frem for antallet af kvinder. Den samme kvinde kan således indgå flere gange, hvis hun har taget flere ophold i det pågældende år. Derudover bemærkes det, at der er usikkerhed forbundet med tallene, bl.a. fordi kvindekrisecentrene kan have forskellig registreringspraksis. Desuden har nogle kvindekrisecentre oplyst, at tallene er baseret på et skøn. Endelig kan der være kvindekrisecentre, som ikke har indberettet oplysninger til Socialstyrelsen eller LOKK i det enkelte år. Danmarks Statistiks kvindekrisecenterstatistik indeholder oplysninger om alle kvinder og børn, som har påbegyndt et ophold på et kvindekrisecenter d. 1. januar 2017 og frem til 2020, som er det seneste år, der foreligger data for. Det er på baggrund af data fra Danmarks Statistiks kvindekrisecenterstatistik muligt at opgøre andelen af kvinder, der har taget flere ophold på et kvindekrisecenter i perioden 2017-2020. Til forskel fra Socialstyrelsens og LOKKs årsstatistikker om kvinder og børn på kvindekrisecentre, er det således antallet af kvinder og ikke antallet af ophold, der tages udgangspunkt i. I 2020 var der omkring 2.100 kvinder, som tog ophold på et kvindekrisecenter, når de anonyme ophold ikke medtages. Heriblandt var der 390 kvinder, svarende til 19 pct., som havde mere end ét ophold i løbet af perioden 2017-2020, jf. tabel 1.

(her fremgår en tabel over ”Kvinder med ophold på et kvindekrisecenter (§ 109) i 2020, efter antal ophold i perioden 2017-2020”: kvinder med flere ophold = 390 stk. svarende til 19 % - og kvinder med ét ophold = 1.717 svarende til 81 %)

Andelen af kvinder i 2020, som tog flere ophold i perioden 2017-2020, er således også lavere end de højst 25 pct., der fremgår af den daværende SR-regerings målsætning på området. Her bemærkes det, at kvindekrisecenterstatistikken ikke indeholder oplysninger om ophold, der er påbegyndt før 1. januar 2017. Det er således ikke muligt at se, om kvinderne har haft ophold i tidligere år end 2017. I opgørelsen er ophold for den samme kvinde med mindre end én dag imellem lagt sammen og tælles dermed som ét ophold. Når nogle kvinder har to ophold med mindre end én dag imellem, kan det for eksempel skyldes, at kvinden er flyttet til et andet kvindekrisecenter. Kvinder med anonymt ophold indgår ikke, da det ikke er muligt at se, om de har taget flere ophold. I 2020 var der omkring 7 pct. af kvinderne, som valgte et anonymt ophold”.

Spørgsmål 8: udviklingen i partnervold

Spørgsmålet lyder:

”Kan ministeren på basis af tal fra Justitsministeriets offerrapporter redegøre for udviklingen i antallet af personer udsat for partnervold år for år de sidste 20 år eller så langt tilbage, som data rækker?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 22. november 2021:

”Da spørgsmålet omhandler Justitsministeriets offerrapport har jeg bedt justitsministeriet bidrage til besvarelsen: ”Justitsministeriet kan oplyse, at offerundersøgelserne er landsdækkende, repræsentative spørgeskemaundersøgelser af 16-74-åriges udsathed for forskellige typer af kriminalitet. Undersøgelserne er siden 2005 blevet gennemført årligt. I offerundersøgelserne er det befolkningens oplevelse, der aflæses. Denne oplevelse er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den juridiske afgrænsning af kriminalitet. Forskellige mennesker har givetvis forskellige opfattelser af, hvad eksempelvis vold er. I offerundersøgelsen dækker partnervold over vold mod mænd og kvinder udøvet af en nuværende eller tidligere partner, uanset gerningsstedet. Justitsministeriet vurderer, at datagrundlaget i offerundersøgelserne ikke er tilstrækkeligt stort til at beskrive udviklingen i antallet af ofre for partnervold år for år. Som det fremgår af seneste rapport, ”Udsathed for vold og andre former for kriminalitet. Offerundersøgelserne 2005-2020. Hovedtal”, er det i perioden 2005-2020 i alt 146 personer, der angiver at have været udsat for partnervold. Beregninger vedrørende partnervold er derfor baseret på et yderst spinkelt talmateriale og følgelig behæftet med stor usikkerhed. Af denne årsag er opgørelsen over det estimerede omfang beregnet ud fra årene 2005-2020 samlet set. Det er desuden angivet i rapporten, at det er forsøgt undersøgt, om der er sket forandringer over årene med hensyn til andelen, der har været udsat for partnervold. Andelen af voldsofre, der samlet for perioden 2005-2020 angav at have været udsat for partnervold, var 7 pct. Tilsvarende andel for 2020 alene var 14 pct. Der er således indikationer på, at andelen af voldsofrene, der er udsat for partnervold, er steget i løbet af perioden, men som følge af, at datagrundlaget er meget småt, er resultaterne yderst usikre”.

Spørgsmål 9: antal kvinder på krisecenter

Spørgsmålet lyder:

”Kan ministeren oplyse udviklingen i antallet af kvinder på krisecenter fra 2010 og frem til i dag?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 22. november 2021:

”Det er på baggrund af data fra Danmarks Statistiks kvindekrisecenterstatistik muligt at opgøre antallet af kvinder med ophold på et kvindekrisecenter i perioden 2017 til 2020, som er det seneste år, der findes data for. Kvindekrisecenterstatistikken indeholder ikke oplysninger om ophold, der er påbegyndt før 1. januar 2017.

Det er dog muligt at estimere antallet af ophold på kvindekrisecentre tilbage til 2010 med udgangspunkt i Socialstyrelsens og LOKKs årsstatistikker om kvinder og børn på kvindekrisecenter. I årsstatistikkerne indgår blandt andet opgørelser over antallet af kvinder, som er fraflyttet et kvindekrisecenter i det pågældende år. Kvinder med ophold, som er fraflyttet i et senere år, indgår således ikke i opgørelser over ophold i det pågældende år. Årsstatistikkerne er baseret på spørgeskemadata, som er indberettet fra kvindekrisecentrene. Det bemærkes, at der er usikkerhed forbundet med tallene, bl.a. fordi kvindekrisecentrene kan have forskellig registreringspraksis. Desuden har nogle kvindekrisecentre oplyst, at tallene er baseret på et skøn. Endelig kan der være kvindekrisecentre, som ikke har indberettet oplysninger til Socialstyrelsen i det enkelte år. I årsstatistikkerne tælles kvinder, som har mere end ét ophold på et kvindekrisecenter i året, med flere gange. Statistikken viser således antallet af afsluttede ophold frem for antallet af kvinder. Opgørelserne på baggrund af årsstatistikkerne er bl.a. af den årsag ikke sammenlignelige med opgørelserne på baggrund af Danmarks Statistiks kvindekrisecenterstatistik. Det er således ikke muligt med sikkerhed at udtale sig om udviklingen i perioden 2010 til 2020 samlet set, grundet de forskellige opgørelsesmetoder. I perioden 2017-2020 er antallet kvinder, som tager ophold på et kvindekrisecenter, steget fra 1.714 til 2.260, jf. tabel 1.

(her fremgår en tabel over ”Antal kvinder med ophold på kvindekrisecentre (§ 109) i perioden 2017-2020”: 2017 = 1.714, 2018 = 2.021, 2019 = 2.138 og 2020 = 2.260)

Det bemærkes, at antallet af kvinder i et vist omfang vil være underestimeret, idet kvindekrisecenterstatistikken ikke indeholder oplysninger om ophold, som er påbegyndt før 1. januar 2017. Antallet af kvinder vil derfor særligt være underestimeret i 2017, der udelukkende omfatter kvinder med et påbegyndt ophold i 2017. Kvinderne har mulighed for at tage anonymt ophold på et kvindekrisecenter. I 2020 var der omkring 7 pct. af kvinderne, som valgte et anonymt ophold. Kvinder med anonyme ophold kan optræde flere gange i opgørelsen. I perioden 2010-2016 var der et fald i antallet af registrerede (afsluttede) ophold på kvindekrisecentre fra 2.116 til 1.770 ophold, ifølge Socialstyrelsens og LOKKs årsstatistikker, jf. tabel 2.

(her fremgår en tabel over ”Antal ophold på kvindekrisecentre (§ 109) i perioden 2010-2016”: 2010 = 2.116, 2011 = 2.157, 2012 = 1.982, 2013 = 2.005, 2014 = 1.840, 2015 = 1.749 og 2016 = 1.770)

Det bemærkes, at der kan være kvindekrisecentre, som i det enkelte år ikke har indberettet oplysninger til Årsstatistikken, og opgørelsen er derfor forbundet med usikkerhed og skal tolkes med varsomhed”.

Spørgsmål fra Christina Thorholm (RV)

Spørgsmål 41: ledige pladser på krisecentre

Spørgsmålet lyder:

”Hvad er ministerens holdning til, at der er et stort antal ledige pladser på landets kvindekrisecentre?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 22. november 2021:

”Ingen skal møde en lukket dør, når de flygter fra vold i hjemmet. Kvinder udsat for vold skal altid kunne få ophold på et kvindekrisecenter (servicelovens § 109), når det er nødvendigt. Derfor valgte regeringen og partierne bag finansloven for 2020, herunder Radikale Venstre, at prioritere midler til ekstra pladser på kvindekrisecentrene, så flere kunne få hjælp. Under corona-nedlukningen meldte Lev Uden Vold om en stigning i antallet af henvendelser om en ledig krisecenterplads. Derfor blev der også afsat midler til nødpladser på kvindekrisecentre, så de, der havde brug for det, kunne flygte fra volden. Jeg er glad for, at vi med de afsatte midler til området har sikret flere pladser med henblik på at imødegå den øgede efterspørgsel, som flere aktører på området på daværende tidspunkter meldte om. Et vist antal ledige pladser anser jeg i sig selv ikke for bekymrende, idet der blandt andet skal tages højde for, at belægningen ofte er svingende henover året. Når det er sagt, så er det naturligvis vigtigt at sikre, at der er den rette kapacitet, så der ikke er et stort antal ledige pladser. Derfor følger jeg løbende udviklingen på kvindekrisecenterområdet, herunder om der er den rette kapacitet”.

Spørgsmål 42: længere ophold end nødvendigt

Spørgsmålet lyder:

”Vil ministeren redegøre for, om det store antal ledige pladser på landets kvindekrisecentrer fører til, at nogle kvinder tilbydes længere ophold end nødvendigt, fordi krisecentrene er afhængige af det medfølgende kommunale tilskud?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 22. november 2021:

”Ministeriet er ikke bekendt med nærmere undersøgelser af eventuelle sammenhænge mellem antallet af ledige pladser og opholdslængden på kvindekrisecentre. Variationer i opholdsvarigheden blandt kvinder på kvindekrisecentre kan blandt andet afspejle forskelle i den enkelte kvindes livssituation, for eksempel boligsituation og netværk, forskelle i den vold kvinderne har været udsat for og i det individuelle behov for hjælp og støtte samt kvindernes egne ønsker. Det kan hertil oplyses, at kvindekrisecentre efter servicelovens § 109 er omfattet af det såkaldte selvmøderprincip, som indebærer en ret for kvinden til at få ophold og modtage hjælp på krisecentre uden forudgående kommunal visitation. Selvmøderprincippet understøtter, at boformerne har en akut karakter og er afgørende for, at kvinder udsat for vold kan få akut hjælp uden at skulle afvente en afgørelse fra kommunen. Det er således lederen af krisecenteret, der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning, jf. servicelovens § 109, stk. 3. Kommunen kan således ikke stille krav til eller betingelser for lederens afgørelse om optagelse eller udskrivning så længe denne holder sig inden for loven og borgeren er i målgruppen for selve opholdet. Vurderingen af, om en borger falder inden for målgruppen for et kvindekrisecenter, foretages af lederen på baggrund af borgerens samlede sociale situation. Selvmøderprincippet og lederens indskrivningsret medfører, at krisecentrene og lederne har en vigtig opgave i forhold til beslutningen om at optage og udskrive en kvinde. Jeg har en klar forventning om, at kvindekrisecentrene udskriver en kvinde, når hun ikke længere har behov for ophold”.

Spørgsmål 43: model for finansiering af og visitationsret

Spørgsmålet lyder:

”Er ministeren enig i, at der er behov for en gennemgribende undersøgelse af hensigtsmæssigheden af den nuværende model for finansiering af og visitationsret til krisecentre?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 22. november 2021:

”Der gælder en fri etableringsret for kvindekrisecentre (servicelovens § 109) som for andre typer af tilbud efter serviceloven. Kvindekrisecentre er underlagt krav om godkendelse og tilsyn af socialtilsynet, og efter godkendelse finansieres kvindekrisecentrene ved betaling af en beregnet takst, som kvindens handlekommune skal betale ved ophold på tilbuddet. Dette understøtter – sammen med selvmøderprincippet – at boformerne har en akut karakter og er afgørende for, at kvinder udsat for vold kan få akut hjælp uden at skulle afvente en afgørelse fra kommunen. Finansierings- og visitationsmodellen for kvindekrisecentre er altså funderet i reelle og vigtige hensyn. Dog mener jeg, at der er behov for en opstramning af området, så vi sikrer, at offentlige midler til de sociale tilbud reelt går til de borgere, som har brug for hjælp. Derfor er jeg også glad for, at regeringen har indgået en aftale om styrkelse af socialtilsynet og styrkelse af det økonomiske tilsyn med sociale tilbud med et bredt flertal af Folketingets partier, omend regeringen havde ønsket at gå længere i forhold til at sikre at midler afsat til for eksempel voldsramte kvinder ikke trækkes ud af tilbuddet som udbytte. Med aftalen giver vi socialtilsynet flere muligheder for at opdage og gribe ind over for tilbud, hvor offentlige midler ikke anvendes forsvarligt eller efter hensigten. Regeringen ønskede under forhandlingerne at sætte en stopper for, at private kommercielle tilbud kan udbetale overskud som udbytte til ejerkredsen. Det ønsker regeringen stadig, men det var der desværre ikke opbakning til. Jeg mener generelt, at det er vigtigt, at vi løbende tager nuværende regler og modeller op til revision. Derfor følger jeg udviklingen på kvindekrisecenterområdet tæt, ligesom vi, som en del af aftalen om at styrke socialtilsynet, i aftalekredsen har aftalt at følge udviklingen i det samlede tilbudsbillede. Jeg er i den forbindelse åben for løbende at se på, om den nuværende styringsmodel på området er den rette, så vi også fremadrettet sikrer, at der er den rigtige kapacitet og indsats på landets kvindekrisecentre”.