Social- og ældreministeren besvarer et skriftligt udvalgsspørgsmål om suspendering af samvær på grund af konflikt med den tidligere partner.
Da social- og ældreminister Astrid Krag (Soc.) for nylig havde foretræde for Folketingets Social- og Ældreudvalg (som beskrevet i denne artikel), kunne man som tilhører umiddelbart undre sig over en detalje i ministerens tale. Her forholdt hun sig til omfanget af sager, som førte til suspenderingen af samvær mellem forælder og barn – hvortil hun sagde, at der i første halvår af 2021 havde været 105 sager i Familieretshuset, hvor den ene forælder havde ansøgt om suspendering af samvær, og at dette var sket i blot 3 sager.
Men de 105 sager var udelukkende § 6-sager.
De mere konfliktfyldte § 7-sager fremgik slet ikke.
Nu foreligger ministerens skriftlige svar på spørgsmålet, og selv om det forklarer sammenhængen, så rejser det nye spørgsmål og overvejelser.
Spørgsmålet blev stillet til udvalget den 18. august 2021 af Ina Strøjer-Schmidt (SF) og lød således:
”Kan ministeren oplyse, hvor mange forældre der ikke har mulighed for samvær med deres børn, udelukkende fordi de har en konflikt med den anden forælder?”
I forgårs, den 7. september 2021, blev social- og ældreminister Astrid Krags svar så offentliggjort.
Samværet afskåret i 3 af 105 sager
Svaret lyder:
”Forældreansvarslovens udgangspunkt er, at der skal være kontakt mellem barn og begge forældre. Langt de fleste forældre kan heldigvis selv – eller med hjælp af konflikthåndteringstilbud i Familieretshuset – finde ud af at få samværet mellem barnet og den forælder, som barnet ikke bor hos, til at fungere. I nogle tilfælde er det dog nødvendigt at skærme barnet fra gentagne sager, der bunder i tunge og ofte årelange konflikter. Jeg kan ikke oplyse, hvor mange forældre, der ikke har kontakt med deres børn på grund af en konflikt med den anden forælder. Det skyldes bl.a., at der kan være konfliktende forældre, der ikke har en sag i det familieretlige system, og fordi der ikke findes statistik over domstolenes afgørelser om ophævelse af samvær. Jeg kan dog oplyse, at Familieretshuset har opgjort antallet af § 6-sager i første halvår 2021, hvor der er truffet afgørelse i Familieretshuset på baggrund af en ansøgning fra den ene forælder om, at der ikke skal være samvær. Opgørelsen viser, at Familieretshuset i perioden har truffet 105 afgørelser, og at kun 3 af disse afgørelser afskærer samværet. Det bemærkes, at de 105 afgørelser udgør et udsnit af Familieretshusets samlede sagsportefølje i perioden.
§ 6-sager er sager, hvor der ikke er risikofaktorer såsom vold og misbrug. Familieretshuset har oplyst, at modstanden mod samvær i disse sager ofte er begrundet i et meget højt konfliktniveau og i, at parterne har en meget forskellig opfattelse af, hvad der er bedst for barnet”.
Fører ikke statistik
Efter samrådet blev der som nævnt rejst en vis undren over, at Astrid Krag kun tog § 6-sagerne med. Det er forholdsvis uproblematiske sammenhænge og dermed ikke særlig konfliktfyldte – og det er derfor næppe overraskende, at der ”kun” i 3 af 105 sager var behov for at suspendere samværet.
Her er § 7-sagerne langt mere interessante, fordi de netop er kendetegnet ved at være særligt konfliktfyldte. Og at domstolene, hvor sådanne sager typisk afklares, ikke fører statistik over suspenderingen af samvær, forklarer sådan set, at hun ikke kunne give tallene.
Men det kan undre, at der ikke føres statistik over så væsentlig en faktor som suspenderingen af samvær.
I hvert fald er det et kendt fænomen på skilsmisseområdet, at en forælder egenhændigt kan konfliktoptrappe en sag og dermed påføre den anden forælder konsekvenserne heraf – og herunder suspenderingen af samvær.
Det kan måske give anledning til at sikre statistik i forhold til suspenderingen af samvær i konfliktfyldte sager, så omfanget og omstændighederne vil fremgå fremadrettet.
Comments